Georgien – familieferie hvor øst møder vest

Georgien – familieferie hvor øst møder vest

Tre ugers sommerferie i Georgien med hele familien, hvor Øst møder Vest. Fra trendy cafeer og restauranter i hovedstaden Tbilisi til øde bjergrygge i Kaukasus. På langs ved stenstranden på Sortehavskysten i syd til den gamle hovedstad Kutaisi med dinosaurfodspor og drypstenshuler midt i landet. Overalt er mad og vin fantastisk, og georgierne meget imødekommende. Bloggen her er fra vores familieferie i Georgien i 2019, der udover mig består af Mikkel(far) og tre børn: Evalina på 17, Dicte på 12 og Elliot på 4 år.

http://storeoplevelserlilleverden.dk/georgien-ferie-med-familien-hvor-oest-moeder-vest/
Kaukaus kan nås fra Tbilisi på under tre timer, og her er smukt.

Georgien har stået på min “bucketliste” i næsten ti år, faktisk lige siden jeg hørte en kollega fortælle om sine oplevelser i landet – i bjergene, ved vandet og om maden. Jeg har siden hen gemt inspiration, når jeg har fundet noget om Georgien og læst en del udenlandske blogs om Tbilisi og landet i det hele taget.

Familieferien i Georgien startede med en uges tid i Tbilisi inklusiv en dagstur til Kaukasus, derefter en uge ved Sortehavet – først nogle dage i bjergene ved Kvariati og derefter tre dage ved Batumi. Så var vi fire dage i den tidligere hovedstad Kutaisi og sluttede af med et par dage i Tbilisi. Vi har rejst med tog, metro, bus og taxi – nemt og bekvemt.

Trendy Tbilisi

Peace Bridge ved Tbilisi, Old City.

Tbilisi har det hele: trendy cafeer og restauranter, hyggelige pladser, parker, legepladser, god infrastruktur og hyggelig stemning. Vi endte med at bruge otte hele dage i byen og syntes hele tiden, vi fandt nye steder, vi lige skulle udforske. Vi boede rigtig godt i en dejlig lejlighed i den gamle by ved Rikhe Park, som er grøn, hyggelig og fin. Der er blandt andet en stor legeplads med mange bænke og muligheder for at sidde ned med et glas vin. Peace Bridge binder parken sammen med Kaladistriktet, som er det gamle Tbilisi. Her er gaderne meget snævre og brostensbelagte, og der er mange restauranter, barer og cafeer.

Kabelvogn til Mother Georgia, hvor Øst møder Vest.
Tag kabelvognen og se Mother Georgia, Tbilisi, Old City.

Når man er i Tbilisi, kan man de fleste steder fra se Mother Georgia, som står på toppen af bakken og kigger ud over byen. Det er nemt at komme op og se den ca. 16 meter høje statue med kabelvogn fra Rikhe Park. Det tager ikke mere end 5 minutter, og udsigten fra vognen er rigtig god. Fra toppen er udsigten over byen selvfølgelig endnu bedre. Kabelbanen er åben fra 10-22 hver dag og koster 5 kr. per mand. På toppen kan man gå en tur i Botanisk Have, som har en svævebane, et par gode legepladser, vandfald og fine, skyggefulde steder.

Strand, tivoli og The Chronicals

The Chronicals fortæller Georgiens historie.
Georgian Sea ligger 20 min. kørsel fra Old City, lige ved The Chronicals.

En nem og god tur fra centrum er til The Chronicals of Georgia, som ligger ca. 20 minutters kørsel fra Old City. Her kan man se skabelseshistorien og Georgiens historie gengivet på 20 meter høje skrifteruller. Meget interessant. Fra The Chronicals kan man gå ned til Tbilisi Lake eller Sea, som de kalder det og bruge et par timer ved vandet. Det er en meget stor sø, og vandet er fint. Der er både liggestole, vandcykler og en enkelt cafe ved bredden.

Mtatsminda Park, et børnevenlig Tivoli på toppen af Tbilisi.

Det var varmt et par af dagene i Tbilisi, og det var en af grundene til, at vi brugte det meste af en dag i Mtatsminda Park, der ligger 700 meter over byen. Temperaturen er ca. fem grader lavere her end i byen, der er god plads, så det var skønt at gå rundt i parken, der rummer et tivoli med et lille vandland, forlystelser, cafeer og legeplads mm. Udsigten fra Pariserhjulet er fantastisk, og priserne er lave. Det absolut dyreste var den store rutchebane, den kostede 25 kr. pr. tur, de små forlystelser lå mellem 5 – 10 kr.

Bjerge, kirker og udsigt

Udsigt fra Jvari Kirke, som ligger ved Mtskheta.

Der er mange smukke ortodokse kirker i Georgien. Nogle af dem ligger tæt på Tbilisi i byen Mtskheta, som er landets spirituelle centrum. Der er mange endagsture til byen, vi valgte dog at slå et smut forbi UNESCO seværdighederne på vej hjem fra Kazbegi.

Bagrati katedralen kan ses fra hele Kutaisi. Det tager ca. 15 min. at gå dertil fra centrum.

Turen til Kazbegi tager ca 3 timer fra Tbilisi og er smuk, smuk, smuk. Udsigten fra det russisk/georgiske venskabsmonument er helt utrolig. Vi var i ca. 2400 meters højde, men bjerget er over 5000 meter, og det højeste i Kaukasuskæden. Vi så både ørne og skyer under os i løbet af turen og så selvfølgelig også en hel del får, geder og køer, som krydsede vejene. Vi betalte omkring 650 kr. for turen med privat taxa og guide. Der var flere interessante stop undervejs bl.a. et kildeudspring med “danskvand” og Ananuri, som er et gammelt forsvarsværk.

Sortehavets perle Batumi

Kysten fra Batumi til Kvariati består af stenstrand.
Stranden ved Kvariati, ca. 15 km. fra Batumi. Vandet var rent og godt.

Vi var en uges tid ved kysten. Først nogle dage i Kvariati, som vi havde valgt, da vandet her skulle være renere end ved Batumi, og fordi vi kunne bo i bjergene med smuk udsigt. Der var en fantastisk udsigt, men her var også meget fugtigt – dels pga. nedbør men også pga lavthængende skyer. Efter tre nætter rykkede vi ind til Batumi.

Udsigt fra hotellet i Kvariati, Georgien.
Udsigt fra hotellet i Kvariati, hvor vi kunne se havet, når ikke skyerne var “i vejen”.

Vi boede i byens ældste luksushotel lige ved vandet og i den gamle by. Perfekt beliggenhed. Batumi bliver kaldt Østens Las Vegas, og det forstår man godt, når man er i byen. Der er mange casinoer og spilleglade turister og forretningsfolk fra alle landene i regionen. Der er en 7 km lang promenade langs kysten i Batumi. Her lejede vi den ene dag en sekspersoners cykel og kørte rundt. Der er også statuer, kunst, legepladser, bordtennisborde, skakklub, hængekøjer, restauranter, cafeer og meget mere. Stemningen på promenaden er rigtig god, og vi brugte en del tid på bare at være der. Den ene dag så vi delfiner fra en af bænkene.

Europapladsen, promenaden og Old City i Batumi er hyggelig.

Dinofodspor, grotter og hesteryg

To en halv times kørsel ind i landet fra Batumi ligger Georgiens gamle hovedstad Kutaisi. Den er på ingen måde så interessant som Tbilisi, men det er en god base, når man gerne vil ud og se dinosaurfodspor i Sataplia og Promentheus Cave.

Prometheus Cave ligger en lille times kørsel fra Kutaisi.

Promentheus Cave og Sataplia parken med dinosaurfodspor passer fint til en dagstur. Har man kun en halv dag, ville jeg droppe Promentheus Cave og nøjes med Sataplia, hvor der også er en fin grotte. Indgange til hvert af de to steder koster ca. 120 kr. for fem personer. Promentheus Cave er ikke for folk, der har problemer med benene. En dreng på fire kan godt klare trapperne og den 1400 meter tur igennem grotten. De forstenede dinosaurfodspor blev fundet for næsten 100 år siden, og i Sataplia park kan man komme tæt på dem, se et dinosaurskelet, en grotte og så er der et virkelig fint udsigtspunkt, hvor man kan komme ud over bjergryggen på et glastag og kigge ned og ud over dalen. Der er også en cafe ved udsigtspunktet og legeplads.

På hesteryg nær Terjola, Georgien.
Til hest i bjergene nær Kutaisi. En off-road tur.

Vi brugte en dag til hest – dejlig dag i den rene og tynde luft med -igen-igen- udsigt til bjerg og grønt. Rideturen havde vi arrangeret på turistinformationen i Kutaisi, som satte os i kontakt med en engelsktalende guide i byen Terjola, som ligger 45 minutters kørsel fra Kutaisi. Turen til gården, hvor hestene var opstaldet, inkluderede minibus, lift i politibil og firehjulstrækker! Det er kun Evalina, der har erfaring med at ride, og derfor tog vi en rolig tur i kuperet landskab. Elliot sad foran mig, og vi blev trukket af guiden, mens de andre red afsted. To timers ridning og transport kostede ca. 600 kr. En skøn og smuk tur.

Maden – et afsnit for sig

Skøn mad, hvor Øst møder Vest i Georgien.
Det er et meget varieret køkken, og georgierne er stolte af deres mad- og vinkultur.

Dumplings, auberginer, valnødder, brød, dild, kartofler, koriander, basilikum….. Maden er krydret og god. Det er “øst møder vest”. En blanding af tyrkisk, græsk, russisk, kinesisk og italiensk mad. En kæmpe fornøjelse sammenlignet med sidste års feriemiddage i Polen. Man kan blive mæt for et par kroner, hvis man holder sig til brød med bønnepostej eller kartoffelmos, som kan købes ved de fleste stationer eller i gangtunellerne under de store veje i Tbilisi. En middag for fem på gode restauranter ligger på alt fra 130 kr. på fx Cafe Nicolai til 700 kr. på Old City Wall. Der er også mange hyggelige steder at drikke kaffe fx Cafe Leila eller Fabrika.

Fabrika, Tbilisi, Old City.
Fabrika var under russerne en silkefabrik. Nu er det cafe, hostel, designsalg mm.

Man kan også lave maden selv. Det gjorde Evalina og jeg lige uden for Kutaisi, hvor vi deltog i en workshop på Mate’s Wine Celler. Det var en super oplevelse at lave mad sammen med et par georgier og have mulighed for at spørge ind til madkultur, ingredienser og traditioner. Vi betalte 100 kr. for oplevelsen, og det kan virkelig anbefales. De producerer vin og snaps på stedet og viser gerne vinkælderen frem.

Nationalret i Georgien.
En af nationalretterne. Brød med friskost, æg og smør. Det er ikke en letvægter, men smager godt.

Der er altid en vin, der passer til maden, ja faktisk til et hvert tidspunkt. Mange georgier brygger deres egen vin og byder gerne af den. Faktisk kan man købe vin stort set alle steder fx fra vinautomater på promenaden i Batumi, og der er mange hyggelige vinbarer i byerne. Mens en del af familien satte stor pris på vinen, så var der andre, der glædede sig over mængden af is. Man kan købe is stort set alle steder, og der er meget at vælge imellem i kioskerne, en dansk kiosk vil blegne i sammenligningen. Prisen på is går fra 2,5 kr. for en softice til 20 kr. for en isdessert ved et ismejeri. En Magnum koster 10 kr. Hør om vores rejse her i podcasten OPLEV: Georgien – hvor øst møder vest.

Der er mange hyggelige pladser foran kirkerne i Old Tbilisi, Georgien.
Plads foran kirken og vores udsigt fra Cafe Leila, Old City Tbilisi.

Best of Georgia

Restaurant: Old City Wall, Tbilisi
Strand: Batumi
Seværdighed: Peace Bridge – menneskeskabt
Seværdighed: Dinosaurfodspor, Sataplia, Kutaisi
Bjerg: Kazbegi
Naturtur: Ridetur nær Terjola, Kutaisi
Café: Fabrika, Tbilisi
Bedste udsigt: Fra Russisk/georgisk mindesmærke Kazbegi
Bedste is: Mtstminda Park, Tbilisi
Bedste kirke: Gelati, nær Kutaisi
Bedste legeplads: Vake Park, Tbilisi
Bedste overnatning: Apartment Paysage, Tbilisi
Bedste familieting: Cykeltur, Batumi

Os fem på cykeltur langs promenaden i Batumi. Dejligt sted med legepladser, cafeer, kunst og hængekøjer.
Vinterferie i Jordan: Sandsten, snorkling og ørkensafari

Vinterferie i Jordan: Sandsten, snorkling og ørkensafari

Actionpacked vinterferie i Jordan for hele familien, og alle oplevelser inden for to timers kørsel fra Aqaba – perfekt til en uges ferie. Tre dage ved Det Røde Hav med snorkling, dykning og byliv,  to dage i oldtidskongebyen Petra med vandring og kultur samt et døgn i beduincamp i Wadi Rum. På rejsen var Elliot på 3år, Dicte på 12år, Evalina på 17år, Mikkel på 46år, morfar Orla på 69år og 44-årige Rikke.

Store oplevelser under overfladen

Dejlig strand og hav i Aqaba

Kyststrækningen i Jordan er omkring 30 km. lang. Det er ikke meget, men hvilke 30 km. Midt på strækningen ligger Aqaba med sandet i Det Røde Hav. Det er særligt strækningen syd for byen, der er interessant, hvis man ønsker at se nærmere på livet under havoverfladen. Her er masser af liv – fisk og koraller i alle farver.  South Beach ligger ca. 10 km. fra Aqaba på vejen til Saudi Arabien, og stranden består af en god blanding af private og offentlige strande. Vi brugte flere dage på den offentlige strand lige ud for den del af koralrevet, som har fået navnet “Japanese Garden”. Tæt på denne del af revet, kan man også se en tank, som jordanerne sænkede for en del år siden til glæde for folk med snorkel og flaskedykkere. Tanken ligger på 6 meter – og er derfor en oplagt dykkermulighed for nybegyndere. Vores døtre fik begge prøvedyk her og hilste bl.a. på en masse dragefisk. Et prøvedyk med instruktør koster ca. 350 kr. inkl. udstyr. Penge givet virkelig godt ud, hvis man spørger vores piger. Der er også masser at se, når man snorkler, og det er fantastisk bare at gå i fra stranden og svømme rundt i det klare vand med udsigt til fisk og koraller. Vandet er i februar ikke mere end 21 grader, og derfor kan det være givet godt ud at leje våddragt mm. på en af de mange dykkercentre, der ligger langs kysten. En dags leje for det hele koster 50 kr., og det går man bare ind fra gaden og lejer.

De offentlige dele South Beach er strand, som vi kender det fra Danmark, hvor man tager sit håndklæde med og slår sig ned og nyder solen. En taxa til South Beach fra Aqaba centrum koster omkring 70 kroner. Der går også offentlig busser, og mange hoteller har shuttlebusser, der kører frem og tilbage flere gange om dagen. Mad, drikkevarer og snacks kan købes ved et af hotellerne eller i den af de små kiosker på stranden.

Afslappet stemning og livlig befolkning i Aqaba

Udsigt fra vores hotel i down town Aqaba

Vi boede to forskellige steder i Aqaba. Først tre nætter på Hotel 7Days i centrum med balkon og udsigt til Great Arab Revolt Plaza, havet og de livlige handelsgader. Fra tidlig morgen til sen aften blev der handlet fleecekjoler, plastiksandaler, kaffe, slik, nødder og smykker i de små butikker samt serveret mad på de mange restauranter ud til hovedvejen langs kysten. Vi så ikke mange vesterlændinge i området, men en hel del lokale turister. Fra balkonen kunne vi også følge med i udkald til bøn.

Det var ikke muligt at købe morgenmad på hotellet, og derfor gik vi flere morgner til området bag den Hvide Moske lidt nord for byen for at drikke mangojuice og spise friskbagt brød med smeltet ost, pølsehorn og pizza på en lille juicebar. Det er et hyggeligt område med rolig stemning, hvor vi også spiste middag en aften Arabic Moon Restaurant.

Aqaba er ikke en køn by, men der er en afslappet stemning, masser af restauranter og steder langs strandpromenaden at slappe af samt en legeplads. Der er også souk, et arkæologisk museum og et madmarked. Vi valgte dog de ting fra og blev på stranden, de dage vi var i Aqaba. Den sidste nat boede vi på Bedouin Garden Village lige ud for “Japanese Garden” på south beach. Det er et børnevenligt hotel med mange sidde- og hyggeområder, pool, tagterrasse og restaurant. Hvis man gerne vil opleve livet i byen, vil jeg anbefale, at man også bor i centrum.

Over skyerne ligger Petra

“The Treasury” ligger ca. 45 minutters gang fra indgangen til Petra

Vi kørte igennem skyerne, på vejen fra Aqaba til Wadi Musi, som byen, der ligger ved Petra, hedder. Dagstemperaturene i Wadi Musi i februar er ca. 10 grader, og der er langt flere skyer på himlen end sydpå. Sol og tørvejr er ingen garanti.  Der er god hovedvej mellem de to byer, og det var kun på grund af et par vilde kameler ved motorværnet, vi satte farten ned et par minutter.  Turen i minibus koster ca. 750 kr.

Vi havde booket to nætter på et – for os – fint hotel i Wadi Musi, så vi kunne bruge et par dage i Petra og tage det i et tempo, så hele familien kunne få noget ud af besøget. Prisen for indgang til kongebyen er 500kr. per person for en dag og 550kr. for to dage – heldigvis kan man betale med visa:-).

Vi ankom til Petra ved 14 tiden og gik den ca. 1.5 km. smukke tur på stien mellem klipperne. “The Siq” som stien hedder, er hovedindgangen til Petra, og det er en overvældende smuk tur at gå imellem klipper i alle udgaver af rød. Vi havde valgt ikke at medbring klapvogn, så vi tog det stille og roligt med Elliot skiftevis i hånden og på skulderen. Man kunne godt have medbragt en god klapvogn til denne del af turen, men efter “The Treasury” er klapvogn næppe en mulighed.

Fantastisk natur og kultur i Petra

Der er meget at se i Petra, hvor man kan bruge flere dage på at se grave, kirker, teater mm.

“The Treasury” kom til syne efter ca 45. minutters gåtur, og det er lige så fantastisk, som jeg havde forestillet mig. Man kan næsten høre Indiana Jones titelmelodien for sig, når det kommer til syne for enden af “The Siq”.  Vi blev lidt ved Petras mest kendte bygning, inden vi fortsatte og så amfiteateret og fik en fornemmelse af byen. Petra er mere end 2000 år gammel og blev bygget af Nabataeanerne,  og den var en vigtig del af handelsruten, der forbandt Mellemøsten, Asien og Europa. Efter et par timer i oldtidsbyen, gik vi tilbage til hotellet, klar på endnu en udflugt til Petra næste morgen.

Turen til “The Monestry” er smuk og kan gøres af folk med gode ben i alle aldre. Turen tog ca. 2 timer fra “The Treasury”

Næste morgen var vi ved indgangen til Petra kl. 7.30 og valgte at gå og klatre turen til “The Monestry”, som ligger ca. 3 km og 900 trin op og rundt på bjergvæggene fra “The Treasury”. Med den rette mængde af chokoladekiks, lakrids, saftevand og pauser, nåede vi bygningen efter små tre timer. Så var der også brug for at slappe lidt af især for Elliot, som selv havde gået hele vejen. Det er en utrolig smuk tur gennem klippelandskabet, hvor der er mange ruiner at se på vejen. Kan man ikke gå turen, er der mulighed for at leje en hestevogn eller et æsel undervejs. Petra er et stort område, hvor man kan bruge flere dage på at vandre rundt og se grave, kirker, moskeer og smuk natur. Der er små restauranter og te-steder i oldtidsbyen og mange steder at tage et hvil. Jeg vil helt klart anbefale at man bruger et par dage i Petra.

Ørkensafari med jeep og på kamel i Wadi Rum

En times kamelsafari i dagens sidste stråler på vinterferie i Jordan

Wadi Rum ligger mellem Petra og Aqaba, ca. 1.5 times kørsel fra Petra og 45 minutters kørsel fra Aqaba, og derfor var det oplagt for os at køre til ørkenen på vej tilbage til Aqaba. Det blev til et heftigt døgn serviceret af et meget professionelt team fra “Obeid’s Camp“. Der er mange camps i Wadi Rum og mange, der tilbyder, hvad vi havde købt: tre-timers jeepsafari, en times kamelsafari, mad og overnatning i camp. Der er forskel på, hvordan camps ligger – nogle ligger i det beskyttede område og andre udenfor. Vi valgte Obeid’s Camp, som jeg havde fået anbefalet, den ligger i den beskyttede del, ca. 15 minutter i jeep fra Wadi Rum Visitors’ Centre. Her blev vi hurtig indlogeret i et stort fast “telt”,  og efter et glas sød myntete i fællesteltet, satte vi os op på ladet af jeepen.

Sand, sand, sand og klipper

Tre timers jeep-safari var et hit

I løbet af tre timer besøgte vi Lawrence’s spring og Lawrence’s castle – locations fra filmen Lawrence of Arabia og Jabal Burdah – Burdah Rock Bridge. Det var en smuk tur mellem klipper og i åbne landskaber, hvor vi så mange kameler og andre på jeepsafari. Der var god mulighed for at klatre på klipperne i de korte pauser – ikke mindst på Burdah Rock Bridge, som var lidt af et tilløbsstykke. Kamelsafari i solnedgangen var også et hit – blandt både store og små.

Varm mad og kold nat – all inclusive i camp

Obeid’s Camp i Wadi Rum

Aftensmaden blev hevet op ad jorden, da vi kom tilbage til campen, og hold da op hvor kylling og grøntsager smagte godt efter flere timer i jordovn. Middagen blev indtaget i fællesteltet ved de lave borde, hvor den levende ild sørgede for, at vi kunne spise, lege og spille kort uden at fryse. Det var straks en anden sag i vores telt, hvor temperaturen var nede på omkring 2 grader i løbet af natten. Der var heller ikke en sky på himlen til at holde på varmen – og heldigvis for det – for stjernehimlen var fantastisk. Prisen for os alle var 2800kr. all inclusive.

Lækker mad og nem kommunikation

Fladbrød, hummus, æg og grøntsager er standard morgenmad

Jordansk mad er simpel, velsmagende og farverigt. Morgenmaden bestod på de fleste restauranter af hummus, fladbrød, tomater, kogte æg, omelet, bønner og smøreost. I Aqaba fandt vi en lille bager/pizzaria og købte lune brød med ost, pølse, eller kartoffelmos og tog det med til juicebaren, hvor vi købte frisk mango eller appelsinjuice, som vi sad og nød i morgensolen bag den Hvide Moske. Der er mange restauranter i Aqaba både nationale og internationale, vi spiste kylling, ris, falafel, fisk… Priserne for mad til fem personer med sodavand eller juice lå et sted mellem 200-300 kr.  Mange steder havde de børnestol. Nogle hoteller serverer alkohol i deres restauranter, som ellers købes i liquare stors i byen.

Det er nemt at rejse rundt i Jordan og selv at arrangere ture, taxa, overnatninger mm. Mange taler engelsk og de fleste af vores aftaler kom i hus over WhatsApp. De jordanere vi mødte var lette at tale med, høflige, servicemindede og lune.

Best of vinterferie i Jordan
Bedste dyk: The tank og Seven Sisters
Bedste øl: På balkonen, Hotel 7Days, Aqaba
Bedste strand: South Beach ved Japanese Garden
Bedste hotel: Bedouin Garden Village, Aqaba
Bedste seværdighed: “The Treasary”, Petra
Bedste morgenmad: Juice og bagermorgenmad nær Arab Moon restaurant, Aqaba
Bedste venue: Obeid’s Camp, Wadi Rum
Bedste udsigt: 100 meter fra “The Monestry” i Petra
Bedste snorkling: Japanese Garden, Aqaba
Bedste middag: Obeid’s Camp, Wadi Rum
Bedste tur: Jeep Safari, Wadi Rum

Rejsegruppen på vinterferie i Jordan

Oplev Polen – halv pris på første klasses natur og kultur

Polen – halv pris på 1. klasses natur og kultur

Oplev Polen – det hele til den halve pris. Smukke bygninger, brede strande, mørke skove, bjerge og dale, billige øl og is, gode museer, store søer og overvældende natur. Moderne og gammelt. Interessant historie. Og så er det er ufattelig nemt at komme til. Alligevel har jeg først nu fået øjnene op for Polen, dog så meget, at jeg har været tilbage i landet tre gange på et år, på venindetur og med familien. Bloggen her er fra sommerferie med familien, der udover mig består af Mikkel(far) og tre børn Evalina på 16, Dicte på 11 og Elliot på næsten 3 år.

Den centrale plads i Krakow er smuk og fuld af liv og turister.

Bilferie er ikke noget vi har stor erfaring med, men turen til Polen er ikke lang, og derfor valgte vi at pakke bilen til sit yderste og køre til Ystad for at sejle til Swinouize i det nordlige polen ved grænsen til Tyskland. Polen er et stort land, og vi vidste godt, at vi ikke ville kunne nå at komme hele vejen rundt, men havde overnatninger seks steder i landet: Kolobrzeg, Gdansk, Bełdany, Lodz, Krakow og Jelenia Góra. Polen er et nemt land at køre i med en blanding af alle typer af veje fra smalle landeveje til brede betalingsmotorveje. De fleste veje vi kørte på var en eller tosporet landeveje med en hastighedsgrænse på omkring 90 km/t, desværre var en hel del af de veje under ombygning.

Dejlig strand og polsk morgenmad

Kanotur på Bełdany søen.

Østersøkysten ligner det vi kender fra Danmark – brede, lækre sandstrande med plads til håndklæder og leg. Vi boede nogle dage i nærheden af Kotobrzeg, en fin gammel badeby med massere af restauranter, strandpromonade, krudttårn og en lækker park. Der er masser af hoteller i Kotobrzeg, vi boede dog ca. 8 km. fra byen i Sianozety lige ned til vandet. Sianozety er på ingen måder charmerende, men man kan bo helt ned til vandet i et stort familieværelse for ca. 600 kr. i døgnet inkl. morgenmad. Vores første møde med polsk morgenmad var en trist affære, og vi var glade for, at vi ikke havde bestilt halvpension. Hotel Nadmorski Raj er børnevenligt med legeplads, boldbane og legetøj -fint for et par overnatninger.

Gdansk – klassiske bygninger og moderne museum

Udsigt fra pariserhjul over Gdansk.

Længere mod øst, på kysten, ligger Gdansk. Det er en smuk by med gotiske bygninger og en masse seværdigheder omkring centrum. På byens store torv omkring rådhuset og Neptun-springvandet ligger masser af restauranter, cafeer og barer og gaderne er hyggelige i den centrale del af Gdansk, hvor der også er masser af liv ved kanalerne. Vi boede langs kanalen ved kastellet, hvor en masse nye og moderne bygninger bliver opført midt i al det grønne.  Lejligheden var stor, ren og havde en balkon med udsigt til kanalen. Prisen var ca. 800 kr. i døgnet.

Oplev Polen, Gdansk, Det Europæiske Solidaritetscenter
Det Europæiske Solidaritetscenter – museum, legeplads, bibliotek og mediehus.

Vi brugte en halv dag i Europejskie centrum Solidarnosci en lille kilometer fra centrum. Det er ny og moderne bygning, der rummer museum, legeland, cafe, bibliotek og digitale værkstedet. Fra toppen af bygningen er der en rigtig god udsigt til byen og skibsværfterne. Vi kan anbefale både legeland og museum i centret. På museet får man et indblik i livet i Polen bag jerntæppet og vejen til demokrati med udgangspunkt i opstanden på skibsværftet i Gdansk i 1980. Ligesom andre museer vi har besøgt i Polen er forklaringerne på engelsk virkelig gode og udstillingen levende fortalt. Man kan endda sidde i et “politi-salatfad”, og i en helt almindelig polsk stue anno 1984.

Sølandet – mellem middelalder og natur

Oplev Polen, Bełdany, Galindia med børn
Udsigt over Bełdany søen fra familieværelset på Galindia.

Ved Bełdany søens bred ligger Galindia  et hotel/camping/konferencecenter af den lidt specielle slags, og det faldt vi for. Allerede ved indgangen til Galindia blev vi taget imod af en ung mand klædt i skind, som viste os på vej. Hotellet er bygget i træ og sten og ligner en middelalderborg pyntet med udskårne træfigurer. Værelserne er også lavet af naturmaterialer så vidt muligt, og stilen er holdt i middelalder-look. Området er helt fantastisk – grønt, frodigt, stille og stemningsfyldt. Ved bredden er to små strande, en badebro, kanoopbevaring og en udendørs cafe. Cafeen serverer øl, is og mad dag og aften. Når mørket falder på, bliver der lavet bål, og så man kan sidde og kigge ud over vandet, hvor lystsejlere har kastet anker for natten. Området er meget børnevenligt med standlegetøj (dog i plastik), gynger, barnestole og med masser af udskårne dyr, figurer i sten og træ over det hele.

Træfigurer, middelalder-style, Galindia.

Vi overnattede tre dage i Galindia og nød stranden, omgivelserne og solen. To af dagene lejede vi kanoer (15 kr. i timen) og sejlede på søen, og dagen efter blev vi kørt ca. 20 min. op ad floden med to kanoer og sejlede 9 km. (ca. 2 timer) ned af floden tilbage til Galindia – en fin og børnevenlig tur.

Der er masser at udforske for børn og voksne på stedet både ude, hvor de udskårne skulpturere kan findes på hele området og under “borgen” i kælderen, hvor der udover en restaurant er bar, konferencelokale og diverse opholdsrum. Alt i middelalderstil – virkelig gennemført. Morgenmaden er dog topmoderne og meget lækker!

Oplev Polen Galindia
Træfigurer fra parken omkring Galindia.

Smukkest af dem alle er Krakow

Turen fra Galinda til Krakow er omkring 10 times kørsel lang, og det er lige i overkanten for os, så vi havde en overnatning Lodz, som ligger næsten midt imellem de to steder. Det passede med, at vores ældste kunne mødes med nogle venner. Vi var derfor så heldige at have privatguider hele eftermiddagen. Lodz er bestemt en fin by og et besøg værd, men Krakow er dog den smukkeste af alle.

Oplev Polen, Krakow
Den gamle tekstilfabrik på centralpladsen, Krakow. På toppen er god udsigt fra den udendørs bar.

Den centrale plads i Krakow “Rynek Glowny” og alle gaderne omkring er fine og hyggelige og fyldt med cafeer, restauranter og butikker. Vi spiste en god brunch på Bistro Bene (ca. 200 kr. for os alle). Det var en oplevelse at spise middag og drikke drinks på Piano Rouge (150 kr. per mand), hvor rød velour og glimmer fylder meget. Vi brugte en del tid på at kigge på kunst og drikke kaffe på nogle af de fine pladser eller i parken, som omkranser centrum. Her er også nogle gode legepladser fx “svampelegepladsen”, der ligger “på vej” til det jødiske kvarter. Man kan hurtigt bruge en halv dag i kvarteret, og kigge på de gamle butiksfacader, synagogen mm. Kvarteret adskiller sig fra det centrale Krakow både arkitektonisk, men også stemningsmæssigt og det er værd at opleve. Det samme er byens stolthed Wawel slottet, som ligger på toppen af byen med udsigt til Wisla floden. Her kan man nemt bruge et par timer på at gå rundt. Det er dog ikke det bedste sted at tage hen med klapvogn, særligt ikke hvis man vil gå ned til floden via grotten Dragon Den, hvor en “ildsprylende” drage står. Turen tager ca. 10 minutter, men kræver, at man kan selv kan gå.

Oplev Polen, Krakow legeplads
Svampelegepladsen er en af de legepladser, der ligger i parken, der omgiver det centrale Krakow. Også dejligt sted at løbe en morgentur.

Krakow er meget børnevenlig, udover legepladser er der flere LEGO-museer og aktiviteter særligt rettet til børn. Mange besøgende bruger en dag i saltminerne eller i KZ lejrene Auschwitz og Birkenau én til to times kørsel fra centrum.  Jeg kan anbefale at købe en “pakketur” fra et af de mange selskaber i byen og opleve lejrene – uden børn. Det koster ca. 250 kr. per mand for en halv dag.

Det er nemt at finde et sted at bo i byen. Ligesom i de fleste andre større byer er der massere af Airbnb, lejligheder og hoteller. Vi boede i en kæmpestor, dejlig og lidt slidt herskabslejlighed med udsigt til parken og betalte ca. 1700 kr. for tre nætter. Parkering koster et sted mellem 60-100 kr i døgnet.

På toppen i Kargonosze Nationalpark

Oplev Polen, Kargonosze Nationalpark
For foden af Snezka. Elliot på tre år klarede turen fint.

Langs den tjekkiske grænse sydligst i Polen og over mod grænsen til Tyskland ligger Karpace, som er hovedbyen for trekking og skisport i området.  Fra Karpace kan man tage en lift (ca. 80 kr. per mand retur) til Kopa, som ligger i 1300 meters højde, og derfra kan man gå op til toppen af Snezka, der ligger i 1600 meters højde. Det gjorde vi. Det var en hård tur for en tre-årig, for den sidste del af stigningen til toppen foregår af en meget stejl og ujævn sti. Selvom der også er en lidt længere, stenbelagt sti til toppen, vil jeg ikke anbefale klapvogn til den tur. Udsigten fra toppen, som ligger delvist i Tjekkiet, er fantastisk. Der er en lille trækirke på toppen og to kiosker/kantiner, hvor man kan købe (dyre) hotdogs og is. Beregn tre – fire timer til turen i alt.

Der er mange gamle slotte at bo på udenfor byerne i Polen til en rimelig pris.

Vi boede et par nætter lige udenfor Jelenia Góra på et gammelt, fint slot – Palac Wojanow. Værelserne var desværre ikke noget særligt, men poolen var lækker. Der er mange gamle slotte i Polen, der er bygget om til hoteller og konferencesteder. Vi kiggede på flere undervejs og priserne er ca. 500 kr. for et dobbeltværelse per nat. Det var også, hvad vi betalte her.

Inden vores afrejse ledte jeg efter bondegårdsferie i Polen, men fandt ikke noget, jeg synes passede os. Undervejs blev vi besluttede vi os for at skære den ellers planlagte tur til Bialowieska Nationalpark væk, pga. tidsmangel og manglende lyst til at køre flere kilometer. Vi må have et ophold i Europas eneste urskov til gode.

Vi kan kun anbefale en sommerferie i Polen, hvor oplevelser, mad og drikke er til halv pris. Der er smuk natur og flotte byer og temperaturen ligger på omkring 30 grader i midt/sydlige Polen. Den eneste skuffelse var maden – grå, tør og kedelig.

Best of Polen

Venue: Galindia
Strand: Kolobrzeg, ved Sianozety
Overnatning: Stay-In Aura, Gdansk
Seværdighed: Krakow – hele byen
Naturoplevelse: Kanotur ved Galindia
Brunch: Bistro Bene, Krakow
Bar: Józef K, Gdansk
Udsigt: Bełdany søen fra familieværelset på Galindia
Museum: Europejskie centrum Solidarnosci, Gdansk
Restaurant: The Piano Rouge, Krakow
Vandretur: Snezka, Kargonosze Nationalpark
Løbetur: Parken rundt om centrum, Krakow

Oplev Polen - vores rute
Vores rute i Polen er markeret på kortet.

Vinterferie i Senegal: Sol, smil, strand og skrald

Vinterferie i Senegal: Sol, smil, strand og skrald

Sol, smil, strand og skrald –  fire ord der i ultrakorte træk beskriver vores vinterferie i Senegal.

Vinterferie i Senegal, rejse med børn
Billede fra ridetur langs kysten ved Palmarin.

Grundene til, at vi valgte at holde vinterferie i Senegal var mange: Senegal er et af de mest stabile lande i Afrika og klimaet i den tørreårstid i januar er perfekt. Temperaturen er ligger på et sted mellem 20-30 grader, der er ingen regn, malaria eller tidsforskel, kun 8 timers transport inkl. 50 min. mellemlanding i Marocco, masser af billige flybilletter, kyst og strand samt mangroveområder og safariparker. Derudover havde ingen af os været i landet før, hvilket selvfølgelig er afgørende, når man er nysgerrig og vil have et nyt land føjet til listen. Allerede inde afrejse kendte vi til den største udfordring ved at rejse til Senegal – sproget. Vores skolefransk rækker nemlig ikke til samtaler, ja – dårlig nok høflighedsudvekslinger. Men vi kom rundt – fra Dakar til Palmarin til Lac Rose til Saint-Louis og tilbage til Dakar. Hør podcasten OPLEV om Senegal her på sitet.

Slidt hovedstad med dejlig kyst

Traditionel bus fra Dakar.

Dakar er på ingen måder en pæn by med flotte bygninger eller museer, som skal ses. Det er en storby der emmer af liv i gaderne både på kystvejen rundt om Dakar, på indfaldsvejene og i centrum. Gaderne er smalle især i centrum på plateauet, hvor man konstant skal se sig for og til siden for biler, scootere, handlende, lastbiler, varetransport på store trillebøre samt træde over skraldebunker. Det er en udfordring med klapvogn, men ikke værre end nogle storbyer i Europa, hvor indbyggerne ikke tager samme hensyn som de gør i Dakar. Hovedstaden ligger på en pynt ud til Atlanterhavet. Der er lækkert langs kysten, her ligger mange af de store eksklusive hoteller, strande og enorme fitness anlæg.

Svømmetur og skraldekunst

Vinterferie i Senegal, rejse med børn
Fantastiske Plages des Marmelles, Dakar.

Vi brugte to gode eftermiddage på Plage des Mamelles. Det er en lille, ren strand på den vestlige side af byen en lille kilometer fra frihedsmonumentet. Det er kun muligt at komme ud på stranden via en lille meget ujævn sti. For enden af stien, som munder ud i stranden, ligger et par barer/spisesteder. Baren til venstre for stien har kolde øl, vand og grillet fisk, masser af hængekøjer, solsenge, borde og stole – skønt sted med skraldekunst, musik og “laid back” stemning – kan virkelig anbefales.

Når man alligevel er på de kanter, er det interessant at se frihedsmonumentet – en 54 meter høj statue produceret i Nordkorea. Udsigten fra toppen er rigtig fin – også lidt dyr (50 kr. per indgang).

N’ice cream og fransk mad

I Dakar kan vi anbefale tre spisesteder: Det franske Institut som er åbent hele dagen og aftenen. Her er dejlig mad, fed musik, god stemning med lyskæder, puder mm. Priserne i restauranten ligner det vi betalte andre steder – omkring 50 kr. for en hovedret og 15 kr. for en øl. N’ice cream – ismejeri med mange gode is (10 kr. for en kugle) og Aux Fins Plalis cafe/bageri med god kaffe (10 kr. for en sort kaffe). Alle stederne ligger på Plateauet, og børn er velkomne.

Goree – et must, Magic Land – not

Goree set fra færgen. Turen fra Dakar tager en time.

Vi besøgte selvfølgelig øen Goree, hvor en stor mængde slaver blev udskibet fra. Det tager ca. 30 minutter at sejle dertil fra Dakar. Øen er på UNESCOs liste og rummer museum, slavehus, strande, en masse restauranter og steder at købe kunst og souvenir. Der er ingen biler og meget roligt på øen. En guide for et par timer koster ca. 75 kr. Øen er et must see.

Vores tur i Magic Land, som er landets kombinerede vandland og tivoli blev meget kortere end forventet. Vandet var ikke mere end 18 grader, så det skulle vi ikke nyde noget af. Da vi ankom til Magic Land om eftermiddagen, var vi de eneste gæster i den lille park, og vi var i tvivl om, den overhovedet var åben, men det var den. En medarbejder fulgte os rundt og sørgede for, at vi kunne prøve rutschebaner, radiobiler, karruseller mm. Det er absolut ikke et overvældende udvalg, men fint hvis man kommer med små børn. Der kostede ca. 5 kr. for en tur.

Dakar – Palmarin, Saloum Deltag

The Giant Baobab – 33 meter i omkreds.

Turen fra Dakar til Palmarin i Saloum Deltaet tog ca. 3 timer i taxa og kostede omkring 450 kr. Vi kunne have fået turen lidt billigere, hvis vi holdte os til ”government road” frem for at køre på toll road, men betalingsvejen er langt hurtigere og en bedre vej, så den tog vi et godt stykke forbi den nye lufthavn og Mbour. Derefter er det government road – et spor i hver retning og en hel del opbremsninger og stop med god mulighed for at købe jordnødder, mandariner og vand på vejen. De sidste 25 km. til Palmarin, efter man har passeret The Giant Baobab, foregår gennem et tørt, åbent landskab. Vi så aber, fugle og vilde hunde på vejen – en flot tur.

Morgenmad i baobabtræet

Vinterferie i Senegal, rejse med børn
Vores hytte på Djidjack, Palmarin.

Vi overnattede på Djidjack 8 km. fra Djiffer – et skønt sted med mange planter og hængekøjer, en pool, en kæmpe fælles hytte og masser af baobabtræer. Vi lejede en hytte til tre personer med en dobbeltseng og en enkelt seng, bad og toilet – simpelt og fint. Foran hytten var der bord og stole, hængekøje, tørresnore og aloe vera planter. Der er et utal af fugle i træerne og lyden af havet giver god stemning. Morgenmaden bliver serveret i et stort baobabtræ, hvor der er lavet en lille terrasse. Middagen (tre retter) bliver serveret i det store fælleshus, hvor der er netforbindelse, et stort bibliotek, spil og mm. Maden er franskinspireret og virkelig god. Halvpension kostede ca. 135 kr. per. voksen i døgnet.

Mangrove og muslingeø

Traditionelle fiskerbåde ved muslingeø, Saloum.

Vi brugte en hel dag i Deltaget og sejlede derfor en del tid i Pirogue – de traditionelle, håndmalede træbåde. Vi sejlede ind i mangrove og til en muslingeø, hvor kvinderne tørrede og røg østers. Højdepunktet var frokosten, som vores guide og hjælpere tilberedte over åbent bål ved flodbredden. Turen ind i deltaet var lidt hård pga bølger, men kan anbefales. Det var interessant at se, hvordan lokalbefolkningen bor. Turen frem og tilbage på æselkærre var skøn især hjemturen, da den foregik langs vandet. Stranden ved Palmarin er bred, rolig og dejlig. Der er næsten ingen mennesker, så det er bare om at nyde udsigten.

Palmarin – Lac Rose

Båd med salt fra Lac Rose. Søen er lyserød pga. alger.

Fra Palmarin kørte vi til Lac Rose, en lang tur, da Lac Rose ligger på den anden side af Dakar. Lac Rose betyder den lyserøde sø, og den er vitterlig lyserød. Det skyldes en særlig alge der lever i søen, som har et saltindhold på 40%. Man kan bade i søen, hvis man smører sig ind i fedt inden. Det er også muligt at sejle en tur på søen i en af de traditionelle trækanoer, hvilket vi dog ikke gjorde, da det blæste en del. Vi gik i stedet en tur langs bredden og kiggede på, hvordan de lokale høstede salt fra bunden af søen fra deres kanoer. Man kan nemt bruge en dag ved søen, og det er let at finde overnatning tæt på søens bred.

Lac Rose – Saint-Louis

Køerne blev fulgt frem og tilbage på stranden morgen og aften på kysten ved St. Louis

Fra Lac Rose købte vi en taxatur til Saint-Louis i den nordligste del af Senegal. Ingen tvivl om, at byen engang har været fin, men det er den ikke mere. Der er stadigvæk flere pæne bygninger fra kolonitiden, og den har sin charme, men en stor attraktion synes vi ikke, den er. Byen er kendt for sin jazzfestival og en bro bygget af Eiffel. Der er flere gode steder at spise og gå ud, men begrænset tilbud til børn. Der er mange tiggere, og sælgerne var langt mere aggressive her, end vi oplevede andre steder i landet. Vores datter på 11 år syntes, det var for voldsomt, og derfor brugte vi mere tid end forventet på vores hotel fremfor i byen.

Slidt charme

Skrald, dyr og fiskerbåde nær landsby ved kysten, St. Louis.

Vi boede yderst på Hydrobasen med godt værelse, pool, fantastisk udsigt til vandet og dejlig sandstrand – hotel Cap Saint Louis. Vi brugte en hel del timer på at slappe af på stranden. Vi badede ikke, da Atlanterhavet er ikke mere end 17-20 grader på denne tid af året og pga. mængden af skrald i vandkanten. Skrald er et kæmpeproblem langs hele kysten – noget skrald kommer ind med bølgerne, men en hel del kommer fra befolkningen selv. Det er vores indtryk, at der ikke eksisterer noget affaldshåndteringssystem i landet. På turen i lokalbus fra Hydrebasen til Posthuset i Saint-Louis, som tager 15 minutter, kommer man forbi to små fiskerlandsbyer. I vandkanten ligger de farverige pirouger på et leje af gamle plastikbøtter, enlige sko, gamle poser mm. alt imens kvinderne sælger fisk og mændene ordner net.

Sikker safari og søde senegalesere

Vinterferie i Senegal, rejse med børn
Nogle af verdens eneste hvide næsehorn er i Bandia. De hedder oprindelig wide og ikke white næsehorn, men på dansk: hvide næsehorn.

Det er et interessant land at rejse i – naturen er smuk og klimaet skønt. Senegaleserne er imødekommende, varme og venlige. De har masser af humor og ironi. Det oplevede vi især i Bandia safaripark, hvor vores guide venligt spurgte vores datter, om hun ville ud og svømme med krokodillerne. “Nej tak. Jeg har glemt min badedragt”, svarede hun. Til det svarede guiden: ”Det gør ikke noget. Krokodillerne er ligeglade”. Turen i Bandia koster omkring 800 kr. med indgang for hele familien, guide og 4 hjulstrækker. Bandia er en safaripark, hvor dyrene er hegnet inde, men man får stadigvæk oplevelsen af at være på safari, hvor man skal rundt og finde dyrene. Der er ingen rovdyr i parken, og derfor går alle dyr frit omkring. Vi så hvide næsehorn, zebra, diverse hjorte, struds, aber mm. Der er også en sø med masser af krokodiller.

Hvis vi skulle gøre turen om ville vi:

Starte med at være nogle dage i Saint-Louis og køre til Lac Rose, derefter nogle dage i Dakar, så køre til Palmarin og længere ind i Saloume deltaet og slutte af med Bandia, som ligger ca. to timers kørsel fra den nye lufthavn. Den samlede pris for ferie var omkring 30.000 kr. inklusiv flybilletter som kostede omkring 10.000 kr.

Vinterferie i Senegal, rejse med børn
Billedet er fra Goree, hvor der er roligt – ingen biler eller larm.

Best of vores vinter ferie i Senegal

Strand: Plage des Mamelles, Dakar
Mad: Grillet fisk i Saloume Sine
Venue: Djidjack
Hotel: Cap Saint Louis, Saint-Louise
Oplevelse: Hestevognstur fra Djiffer til Djidjack
Seværdighed: Goree
Is: N’ice Cream, Dakar
Natur: Bandia Safaripark
Bygning: Monument De La Renaissance Africaine, Dakar
Restaurant: Institut Francais Sénégal, Dakar
Naturfænomen: Lac Rose
Øl: La Gazelle.

Vinterferie i Senegal, rejse med børn
Vinterferie i Senegal. Ringe markerer hvor vi rejste.

Grønne og smukke Bosnien-Hercegovina er en overset perle

Grønne og smukke Bosnien-Hercegovina er en overset perle

Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination
Smukke Bosnien-Herzegovina er grønt, grønt og grønt

Grønt. Hvis jeg skal beskrive Bosnien-Hercegovina med et ord, så er det grønt. Hvis jeg skal sætte lidt flere ord på er det: smukt, roligt, bakket og interessant. I sommeren 2016 fløj vi (Far- Mikkel, Dicte 10 år, Elliot knap et år og mor Rikke) til Sarajevo og rejste rundt i 10 dage. Vi holdte os primært til Sarajevo i Bosnien og til Mostar og Trebinje i Herzegovina med nogle få afstikkere. Vi oplevede smukke vandfald, fantastisk landskaber, kølige flod-svømmeture og hyggelig vinsmagning. Vi tog minaret-selfie og kiggede på legendariske broer i Mostar og Visegrad (Broen over Drina). Vi spiste helstegt lam, og drak bosnisk kaffe med turkish delights. Hør også podcasten OPLEV om landet her på sitet.

Sarajevo – what’s in a name?

Handelsgade i det gamle Sarajevo

Der er noget ved navnet Sarajevo, der gjorde, at jeg i flere år havde ønsket at rejse dertil. Jeg ved ikke, hvorfor det var sådan, det var bare sådan en fornemmelse af, at det ville være en interessant by at opleve, og det var en spændende by – en hyggelig hovedstad. Historisk og kulturelt er der meget at komme efter. En stor del af de bygninger, som byens grundlægger Gazi Husrev-beg lod bygge fra 1550 og frem, er kernen i det centrale Sarajevo. Her er mange moskeer og små kirkegårde, som fremstår som grønne åndehuller mellem cafeer og butikker. Gaderne er meget smalle, husene ikke højere end 1. sal og bygget halvt i sten og halvt i træ.

Skudhuller og boligblokke

Den gamle bydel i Sarajevo

Rundt om det ”gamle” centrum ligger fine teatre, moderne gågader, offentlige bygninger og kirker, som vi kender det fra andre større byer i Europa. Nogle er blevet renoveret efter belejringen af byen i 90’erne, andre bygninger har stadig skudhuller. Lidt længere fra centrum finder vi russiskinspirerede boligblokke fx langs ”Snipers Allé”, som mange nok kan huske fra Balkankrigen.

Room with a view

Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination
Udsigten over Sarajevo fra vores balkon

Sarajevo ligger i en dal omkranset af bakker/bjerge. Vi havde lejet en Airbnb-lejlighed ca. 500 meter fra Rådhuset op ad en af disse bjerge. Turen fra byen og op til lejligheden med klapvogn var derfor lidt hård, men det hele værd. Udsigten fra vores balkon, især hen under aften, når lysene i byen og bjergene blev tændt var helt fantastisk. Vi betalte ca. 400 kr. per nat. for lejligheden.

Tunnel of Hope

En af de store attraktioner i byen er Latinerbroen, hvor drabet af Francis Ferdinand udløste 1. Verdenskrig. Den er hurtigt set, det er Tunnel of Hope lidt uden for centrum til gengæld ikke. Vi købte en halvdagstur til Tunnel of Hope, som ligger nær lufthavnen. Den var central for overlevelse og liv for mange af byens indbyggere under krigen på Balkan, fordi mad, medicin, dyr, personer, våben mm blev smuglet ind og ud af byen under belejringen af Sarajevo. Det var interessant at se et sted, som vi hørte så meget om under krigen. Udover, at man kan komme ned i en lille del af tunnelen, hørte vi et oplæg og så en udstilling. Jeg vil anbefale den tur til alle, der ønsker at blive en lille smule klogere på Balkankrigen.

Broen over Drina

Broen over Drina i Visegrad

The Bridge over Drina er ikke alene en nobelprisbelønnet bog skrevet af Ivo Andric, men en rigtig bro og en dejlig middagsret med kylling, ost og kartofler. Broen over Drina ligger i Visegrad ved grænsen til Serbien, og den har derfor været centrum for mange krige gennem tiden. Broen er smuk og landskabet virkelig smukt! Det tog 2,5 timer at køre turen fra Sarajevo til Visegrad, men det var turen værd – broen er smuk, landskabet virkelig smukt og kyllingeretten, som blev indtaget med 1. klasses udsigt til broen, smagfuld.

Vinsmagning i Trebinje

Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination
Vinsmagning hos en af de lokale producenter

Trebinje ligger i ”bunden” af Herzeovina ca. 30 km. fra Dubrovnik i Kroatien, nær grænsen til Montenegro. Her er roligt – meget roligt og grønt, grønt og grønt. Vi boede i vinland, med vinstokkene langs vejen. Derfor var vi selvfølgelig inde ved en af de lokale vinproducenter og smage på varerne. Ikke nogen stor og fancy vinsmagning. Vi holdte bare ind på vejen tilbage fra byen hos en vinproducent, der viste marker og tønder frem. Hun hældte vin i glasset og vi hørte om vinen, imens ungerne fik saftevand og gyngede.

Hop i floden

Poolen i Jazina Club
Poolen i Jazina Club

Vi boede på Jazina Club – meget idyllisk ved floden. Værelset var fint og omgivelserne børnevenlige. Vi brugte en del timer på at slappe af på solstolene ved ”poolkanten” og i restauranten med udsigt til have og flod. Der var lavet en pool i floden, hvor vandet var køligt og friskt og lige til at hoppe i. Det gjorde vi mange gange. En af aftenerne var restauranten fyldt med gæster, det var, da der blev grillet et helt lam og lokale musikanter underholdte på terrassen. Turister så vi ikke mange af – hverken på Jazina Club eller i Trebinje. Mystisk, synes vi, for det var et skønt sted.

Broen over dem alle

Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination
Old Bridge i Mostar er et must i Bosnien-Herzegovina

Broen over Mostar er fantastisk flot, én mange mennesker vil rejse langt for at se, og området omkring broen er uden tvivl det mest turistede af alle steder, vi oplevede i Bosnien-Herzegovina. De små brostensbelagte gader i det gamle centrum på begge sider af broen er spækket med boder, hvor man kan købe souvenirs, is mm. Der er et leben i gaderne og mange steder at få stillet sult og tørst. På broen bliver der taget et hav af billeder, mens unge vågehalse trækker spændingen inden de springer de cm. 20 meter i floden. Der er god stemning i byen, men svært at komme rundt med klapvogn. Vi havde lejet et lille byhus ned til floden med have og parkeringsplads for omkring 400 kr. i døgnet.

Mineret selfie

Mineret ved floden, der løber gennem Mostar. Man kan komme op i minaretten – hvilken udsigt

Man kan nemt bruge en dag eller to på bare at gå rundt i byen, opleve stemningen, spise på en af de gode restauranter eller indtage en italiensk is på broen. Om aftenen, når lysene tændes i byen, er der særligt hyggeligt og romantisk. Den ene aften besøgte vi Koski Mehmed Pasha Mosque, hvor det var muligt at gå op i toppen af minaretten. Det havde vi aldrig prøvet før, så vi skyndte os op og nød udsigten, og tog en minaret-selfie.

Jeg vil anbefale tre ture fra Mostar i prioriteret rækkefølge: Kravica vandfaldet, National monument Tekija Blagaj og middelalderbyen Pocitelj.

Kravica vandfaldene

Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination
Brug en dag ved Kravica vandfaldet, vandet er skønt

Kravica vandfaldet ligger ca. en times kørsel fra Mostar og er must, når man er på de kanter. Det er smukt – virkelig smukt. Vandet er helt klart, køligt og dejligt at bade i. Det er muligt at svømme om bag vandfaldet og kravle rundt på og hoppe fra klippestykkerne i floden. Vi spiste frokost i cafeen helt nede ved vandfaldet, og endte med at bruge godt fire timer i de smukke omgivelser. Man kan parkere lige ved indgangen og vandre de ca. 100 trin ned til vandfaldet på omkring 10 minutter. Vi havde ikke klapvogn med. Indgangen koster ca. 15 kr.

Blagaj – helligdom i smukke omgivelser

Besøg den islamiske helligdom ved flodens udspringet og tag en tår af det hellige flodvand

35 km. fra Mostar ligger Blagaj – en lille by, hvor en gammel minaret ligger skjult mellem klipperne, netop hvor floden springer ud af bjerget. Med frygt for at gentage mig selv, ja – så er der smukt, og et dejligt sted at spise grillede ørred og drikke kaffe. Vi besøgte det nationale islamiske monument og tog en lille sejltur ind i grotten under helligdommen.

Tur til middelalderen – Pocitelj

Interessant Middelalderby tæt på Mostar

Middelalderbyen Pocitelj lille ca. en halv times kørsel fra Mostar. Den er velbevaret, og det er muligt at gå rundt i borgruinen på toppen af bjerget – en meget varm tur. For foden af byen ligger der heldigvis nogle cafeer, hvor vi slappede af efter at have vandret rundt i byen en times tid. Her kan man ikke bruge klapvogn.

En overset perle

Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination
Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination

Bosnien-Herzegovina er en overset perle på Balkan, som fortjener at blive opdaget. Der er ufatteligt smukt. Befolkningen er venlig og imødekommende. Det er nemt at rejse rundt med lejet bil, da de fleste veje er gode (en hel del betalt af EU). Prisniveauet er meget lavt. En middag koster ca. 50 kr. per person og overnatningen omkring 400 kr. per. nat for en familie – det kan sikkert gøres billigere, hvis man overnatter længere tid samme sted eller bor uden for byerne. Maden er rustik, og der er meget kød, som langt de fleste steder er veltillavet. På trods af, at hovedparten af indbyggerne er muslimer, kan man købe øl og vin de fleste steder. Børn er velkomne overalt.

Best of smukke Bosnien-Herzegovina

Venue: Jazina Club, Trebinje

Pool: Jazina Club, Trebinje

Udsigt: Fra minaret i Mostar

Restaurant: Visegrad

Kultur: Tunnel of Hope, Sarajevo

Biltur: Visegrad – Trebinje

Transport: Hestevogn i Vrelo Bosne (Sarajevo)

Is: Caffe Bodygard, Sarajevo

Bro: Broen over Mostar

Naturoplevelse: Kravica vandfald nær Mostar

Øl: På terrassen i lejligheden i Sarajevo

Oplevelse for børn: Legepladsen i Vrelo Bosne (Sarajevo).

Nordafrikansk charme på rejse til Algeriet

Nordafrikansk charme på rejse til Algeriet

Salt og peber sæt fra lejligheden i Algier

“Why?” spurgte paskontrolløren i Charles De Gaule, da vi skiftede fly, “why not?”, tænkte jeg, da jeg bestilte billetter til families rejse til Algeriet i vinterferien 2015. Det tager ca. 6 timer at komme til Algeriet, og der er omkring 17 grader i februar. Der er næsten ingen turister, imødekommende mennesker, fine bygninger, spændende historie og romerske udgravninger, hav og storby.

Ankomst midt i fredagsbønnen

Havnefront og promenade i Algier

Vi ankom i taxa til det centrale Algier lige midt i fredagsbønnen, og blev sat af så tæt på den lejlighed vi havde lejet som muligt. Gaderne var pakkede med mænd på tæpper i bedestilling, og vi ventede derfor til bønnen var færdig, og mændene havde pakket deres tæpper sammen, med at trække vores kufferter over vejen og ind i opgangen. En meget slidt og mørk opgang i – hvad der engang havde været en – flot og pompøs bygning i hjertet af hovedstaden. Vores engelsktalende udlejer var på plads og viste os lejligheden, som var topmoderne. Han viste os også, hvor vi kunne veksle penge, købe morgenmad mm.

Fransk til morgen, middag og aften

Fin udsigt fra Santa Cruz, Oran

Det var nogle dejlige dage i Algier, hvor vi oplevede den franske/arabiske kultur på nærmeste hold. Vores gastronomiske oplevelser er et godt eksempel herpå. Morgenmaden købte vi i en af de utallige bagere, hvor baguette og croissanter i flere varianter var varme og friske. Vi boede tæt på et marked, hvor der var masser af ost, frugt og pålæg at købe. Vores frokost bestod for det meste af kyllinge-shawarma på en af de mange små “cafeer” omkring i byen. Kaffe og fine kager var på programmet om eftermiddagen i en af de mange konditorier. Aftensmaden bestod af cous-cous med kylling eller lam, pizza, bøffer og meget andet.

Det er ikke nemt at finde en god restaurant, de ligger ofte “gemt”. Det eneste man ser fra gaden er en hoveddør og måske et lille skilt, der fortæller, at her ligger en restaurant. Den bedste restaurant vi besøgte var en fransk restaurant (Le Caracoya, Rue de Pierre 3), der lå 100 meter fra vores lejlighed. Første gang vi forsøgte at komme ind og spise der, troede vi, der var lukket, fordi hoveddøren var låst. Det viste sig dog, at det var der ikke – man skulle blot ringe på en lille dørklokke for at komme ind.

Grå pengeveksling

Udsigt til Jardin d’essai du Hamma fra Musee du Beaux Artes

At veksle penge var en anden udfordring. Det er nemlig ikke lovligt, men tolereret. Det betyder, at man skal vide, hvor vekselkontorerne er, og de kan være svære at få øje på. I Oran, en fin havneby ca. 400 km. fra hovedstaden, spurgte vi os frem. I en lille boghandel fik vi at vide, at vi skulle gå til det spanske konsulat og på den anden side af vejen, ville vi finde en mand, der laver nøgler, og at han kunne veksle penge. Ganske rigtigt. Vi fik en fin kurs hos ham i hans lille “kontor” – langt bedre end hvis vi var gået i banken eller havde vekslet penge på et hotel.

Billig mad og transport

Ruinerne af den romerske by Tipasa er velbevarede, og ligger ca 150 km fra Algier

Prisniveauet er lavt. En shawarma koster 10 kr. på en cafe, en kop espresso 1,5 kr., en croissant 50 øre ved bageren. Middag til fire personer med sodavand/vand/øl kostede alt imellem 150 – 500 kr. Vi lejede lejligheden i centrum for ca. 550 kr. per nat og hotel til ca. det samme eller lidt mere. Togrejse fra Algier – Oran t/r på 1. klasse koster 100 kr. per mand. En to timers taxatur koster ca. 100 kr.

Smukke bygninger og nordafrikansk charme

Tilfældig gade i Oran

Der er mange smukke bygninger at se i både Oran og Algier, meget Art nouveau arkitektur, fine pladser samt flotte fortove og alleer. Desværre er de fleste bygninger samt gader nedslidte og trænger til en kærlig hånd. Algier bliver kaldt den hvide by, da stort set alle bygninger i centrum er hvide og med palmer i gaderne, føler man sig ofte hensat til Nice. Der er meget at opleve i de to byer – marked, kirker, parker, museer og gadeliv.

Både Oran og Algier er storbyer, og der er masser af mennesker og biler i gaderne. Livet leves, som det er blevet levet i mange år uden indflydelse fra turister. Vi mødte ikke mange turister – faktisk så vi kun to på de otte dage vi var i landet. Det var dejligt ikke at blive opfattet som “penge”, men i stedet for som et almindeligt menneske. Befolkningen passer sig selv – de er imødekommende, nysgerrige, men prøver på ingen måde at sælge én noget. Vi følte os sikre på gaden dag og aften.

Best of rejsen til Algeriet

Kirken Santa Cruz i Oran

Oran: Markedet,  Santa Cruz – kirke og fort (Khemissa) på toppen af en klippe lige udenfor byen.

Algier: Jardin d’essai du Hamma (botanisk have), Martyr monumentet, Bastion 23, Musee du Beaux Artes og Notre Dame l’afrique.

Tipasa 150 km. fra Algier er perfekt til en endagstur. Her kan man opleve en gammel romersk by – utrolig velbevaret og interessant.