Sydamerika Arkiv - STORE OPLEVELSER

Saltørkenen i Bolivia var højdepunktet i landet

Bolivia: Jungletur, Saltørken og to hovedstader

april 6, 2023april 12, 2023admin

Det bedste til sidst: 2 nætter og tre dage i Saltørkenen.

Vi rejste fire uger i Bolivia, og oplevede den oprindelige befolkning på tættere hold end i de andre Sydamerikanske lande. Vi lagde ud med en uge i La Paz, som er en af landets to hovedstader, derefter en uge i junglen og på pampas. Så var vi en uges tid i landets anden hovedstad Sucre og sluttede af med det bedste til sidste: nogle dage i saltørkenen.

La Paz i 3650 meters højde

Allerede i lufthavnen kunne vi mærke, at luften i verdens højest beliggende hovedstad La Paz, er tynd. Højdesygen blev kureret med en dag på langs og coca-te og efter en lille dags tid havde kroppen vænnet sig til den tynde luft, og vi kunne for alvor opleve La Paz.

Der er ca. 13 mio. indbyggere i Bolivia og 34 anerkendte sprog. Det kan ses i gadebilledet, at bolivianere kommer fra mange forskellige etniske grupper. Det kan man især se på bolivianernes beklædning, Mange kvinder har fx lange fletninger, går med bowlerhat, en strutnederdel og flere lag af strik eller vævet tekstiler- de er meget farverige.

Hekse og overtro

Krigerdans i Heksekvarteret, hvor vi boede i La Paz. Vi tror det var opvarmning til karnevallet.

Bolivianerne tilbeder Pachamama, som er Moder jord, og de er overtroiske. Vi boede i Heksemarked-kvarteret i byen, hvor man kan købe alt fra lamafostre til sukkerstykker med forskellige budskaber, til tørrede urter mm. Bolivianerne ofrer til Pachamama ved fx at brænde urter, sukker mm over bål eller lægge lamafostre i fundamentet, når der skal bygges et hus. Ligegyldig hvad man ønsker sig i Bolivia, kan man finde noget, der kan hjælpe en lidt på vej, man kan fx sætte en skulptur af en tudse i sit, hjem hvis man vil være lykkelig. Kvarteret er hyggeligt, selvom lamafostre og lig af lamaunger ikke lyder så hyggeligt. Gaderne er pyntet med lys og farverige bånd og her er mange souvenirsbutikker.

Valley de la Luna og kvindebrydning

Valley de la Luna ligger tæt på La Paz, og er et godt sted at gå tur.

Udover at opleve katedralen og andre fine koloniale bygninger i La P, var vi på et par ture uden for centrum. Vi oplevede Valley de la Luna, og vi så kvindebrydning.

Valley de la Luna ligger en halv times kørsel uden for centrum, og den lille nationalpark er nem at komme til med en lokal minibus. Stedet ligner noget der kunne være på månen med de rå klipper formet af sand. Efter et par dage med kun få kilometer i benene, var det dejligt at gå rundt.

Kvindebrydning er noget for sig. Sjovt og festligt at se på.

Kvindebrydning var mere sjovt end voldsomt. Det var skuespil af ikke den bedste kvalitet, men det var sjovt at se, hvordan kvinderne i strutkjoler smed rundt med hinanden i bokseringen. Showet blev set af en hel del turister, men der sad også nogle lokale tilskuere på publikumsrækkerne.

Elliot grinede højest, da en af bryderne bød Mikkel op til dans.

Metro i luften

La Paz har verdens længste kabelbanesystem – ca. 32 km. Her er udsigten fra den grønne linje.

Vejene i centrum er kaos, der bliver dyttet, og biler og minibusser holder i lange køer. Trafiklys er der ikke mange af, og man må krydse vejen, når man tør. Byen, som oprindeligt lå i en dal, har bred sig op ad bjergsiderne og ned på den anden side. Byens metro ligger ikke under jorden, men i stedet for over hovederne på os. La Paz har verdens længste kabelbane – i alt omkring 32 km., og den fungerer godt. Vi prøvede den et par gange, en tur koster 5 kr.. Udsigten er fantastisk, og det er dejligt at slippe for kaos på vejene.

Smuk og dejlig mad på Gusto, som serverer mad lavet af bolivianske ingredienser.

Den ene dag tog vi kabelbanen til området Alto, hvor restauranten Gusto ligger. Restauranten er kendt i hele landet, fordi de udelukkende bruger bolivianske ingredienser i retterne. Claus Meyer står bag etablering af restauranten, og både indretning og mad er tydeligt inspireret af tankerne bag ny nordisk mad. Et eksempel er majsis og quina grød. Vi spiste tre flotte retter og drak lokal vin til. Priserne var heldigvis bolivianske:-) med 150 kr. for tre retter.

In the Jungle, the mighty jungle, sover myg ikke

Vi gik flere gode og varme ture i junglen, hvor der skulle krydses vandløb.

Elliot havde siden vores rejses begyndelse talt om, at han gerne ville opleve Amazonas. Det skulle vi selvfølgelig. Der er flere måder at opleve junglen på i Bolivia, men vi valgte at tage til Rurrenabaque (Rurre), som ligger nær Madidi nationalpark. Bussen til Rurre blev vi frarådet, da vejene i regntiden er dårlige, og turen derfor kan tage fra 11-20 timer! Vi flottede os derfor med dyre flybilletter. Turen til Rurre skulle ikke tage mere end en lille time, men kraftig regn og vind i Rurre gjorde, at vi var nødt til vende om, inden vi nåede landingsbanen og flyve tilbage til La Paz. Et par dage efter landede vi endelig i Rurre.

Herfra gik det stærkt. Vi havde booket 4dage /3 nætter i junglen, og derefter 3dage/2 nætter i pampassen med et turbureau. Vi blev hentet i den lillebitte lufthavn i Rurre, og på bureauets kontor blev vi udstyret med gummistøvler, hvide skjorter og guide. Derefter var det ned til floden og afsted – ind i junglen. Tre times sejlads senere landede vi ved lodgen – vores hjem de næste par dage.

Vi fik et primitivt værelse med eget toilet og bad, men vi brugte ikke meget tid derinde, for der var mange ture ud i junglen. Alle måltider spiste vi sammen med de andre turister i fælleslokalet.

Vores guide viste os junglen ad flere omgange. Han forklarede os, hvad den oprindelige befolkning brugte og bruger de forskellige planter til. Han viste os også en meget stor edderkop og nogle aber.

Den ene dag gik vi 4 hårde og varme timer i junglen hen til et lejrsted, hvor vi sov under åben himmel om natten. Vi satte et par presenninger og myggenet op og faldt i søvn til junglens lyde – myg, jaguar og aber. Det var en god oplevelse, men vi var også glade for, at det kun var en nat vi skulle sove under åben himmel og på et meget tyndt liggeunderlag.

Vi fiskede og fiskede, men fangede ikke stort i junglen. Vi så en cayman i søen senere på aftenen,

Vi var også ude at fiske, men de fisk vi fangede fra flodbredden var ikke store nok til, at vi ville tilberede dem. Elliot syntes det var rigtig sjovt at fiske, også selvom der ikke var nok til aftensmaden. Om aftenen var vi på mørketur, og Elliot var god til at spotte aber og caymans.

Efter tre nætter i junglen sejlede vi tilbage til Rurre og tog en overnatning på et godt hostel. Det var skønt at få et varmt bad.

Myg, lyserød delfin, capivar og flere myg

Det var smukt at sejle rundt i både jungle og pampas.

Efter en nat i Rurre tog vi med turbureauet til pampassen, som er et stort flodområde. Turen derud foregik med bil og båd. På grund af virkelig meget regn, tog turen i bil omkring 3 timer, og selvom vi var i firehjulstrækker, var det en vild tur. Grusvejene var glatte som sæbe, og vi kom kun langsomt frem. Nogle biler nærmest gled afsted. Efter køreturen sejlede vi et par timer for at nå logden. Det var en flot tur, der dog havde været endnu bedre, hvis bare halvdelen af myggene havde fundet et andet sted at være. Vi fik igen et primitivt værelse og spiste vores måltider med de to andre par, der var med på turen.

Der var mange dyr at opleve i pampassen. Vi så tukaner, papegøjer og andre fugle, forskellige typer aber, caymans, capivarer og lyserøde delfiner. Det var især spændende at se delfinerne, der ofte brød overfladen på det brune vand med deres lyserøde krop. Vi så dem flere gange, da vi fiskede fra den lille båd. Capivarerne lever på land lige ved bredden, og de var søde at se på. Men de dyr vi så mest til var myg. Aldrig har jeg set så mange myg. De kunne stikke igennem tøjet. Det hjalp lidt at have hvide skjorter på, men myggestik fik vi alligevel.

Fælleshuset, hvor vi spiste alle de gode måltider i junglen.

Da vi kom hjem fra vores tur ud at spotte caymans, havde vi haft besøg på vores værelse. Mange af vores ting lå på gulvet og alle vores snacks var væk! De små hr. Nelson aber havde været på spil. Ikke nok med at de havde stjålet alle indpakkede snacks, de havde også stjålet vores tandbørster og tandpasta! Sikke en skøn ånde de aber må løbe rundt med nu.

Turen i pampassen var rigtig interessant, desværre også lidt for interessant, for Elliot fik en parasit med sig hjem. Den 1,5 cm. lange larve blev opereret ud i Chile en månedes tid senere – øv og av.

Den hvide by, dinospor, karneval og mere by

Sucre er Bolivias anden hovedstad. Den er kendt som den hvide by og er rigtig hyggelig. Her er den centrale plads.

Vi bevægede os mod syd og besøgte flere af de store byer i Bolivia. Cochabamba var en hyggelig storby med restauranter, iscafeer, et kæmpe marked og liv på gader og stræder. Den hvide by – Sucre er den ene af de to hovedsteder i landet. En fin lille, hyggelig by med et flot centrum. Mange butikker var dog lukkede nogle af de dage vi var der pga. karnevallet, tilgengæld var gaderne fuld af liv.

Karnevallet i Bolivia varer 40 dage, og særligt i de dage vi var i Sucre og Cochabamba var der musik, dans og vandkampe i gaderne. Det startede omkring middag og varede til omkring midnat. Grupper af musikanter gik rundt i gaderne og spillede trommer og blæseinstrumenter, fulgt af tilhørere og dansere. Rundt i gaderne stod tilskuere og klapper og smider så vandbomber og sprøjter med skum på hinanden og musikere og dansere. Vi prøvede så vidt muligt at udgå at komme imellem de dansende grupper og tilskuere. Det var nogle gange svært, da der konstant gik tre-fire spille/danse grupper rundt.

By-stemning fra Bolivias 3. største by: Cochabamba.

På Mikkels fødselsdag spiste vi fint på Nativa, som er den bedre restaurant i Sucre. Seks retter med drikkevarer til 150 kr. per mand. Spændende og god mad og drikkevarer, der hovedsageligt var produceret lokalt. En af drinksene, som alle var afstemt til retterne, var svampesaft med gin.

Lige uden for Sucre så vi den store dinomur. Der er mere end 5000 spor fra tre forskellige dinosauer.

En lille times kørsel uden for Sucre centrum, besøgte vi Cal Orck’o, som er en park, hvor man kan se verdens største samling af dinosauer fodspor. De blev fundet, da firmaet Portland begyndte at lave cement i området. Muren med de mere end 5000 fodspor er mere end en kilometer lang og fantastisk at se.

Saltørken og stjernehimmel

Seks på tur i Uyuni. Her er vi i solnedgangen.

Vi havde gemt det bedste til sidst: Tre dage og to nætter i saltørkenen. Vi købte turen i byen Uyuni, som ligger i ørkenen. Det er en lille by, hvor indbyggerne tidligere ernærede sig ved at udvinde salt fra ørkenen, nu lever de stort set alle af turister. Der er mange udbydere af turene i ørkenen, så det var bare at gå rundt og høre priser og præcist hvad de tilbød. Vi valgte en tur, hvor man den sidste nat sover på hostel ligeved siden af nogle hot pools – det fortrød vi ikke.

Vi var 6 turister og en guide i Toyotaen, da vi kørte ud af byen ved 11 tiden. Første stop var på togkirkegården, her kan man se udrangerede togvogne og kunst lavet af gammelt jern. Det var mere interessant end det lyder.

En af attraktionerne i Uyuni er togkirkegården. Det var sjovt at klatre på de gamle tog.

Derefter kørte vi ud i saltørkenen. Det var en vild oplevelse, at se salten ligge overalt. I løbet af eftermiddagen kom der vand på overfladen, hvilket gjorde at overfladen fungerede som et spejl. Det kom der mange sjove fotos ud af. Vi kørte rundt derude og oplevede hvordan overfladen ændrede sig i løbet af dagen. Natten tilbragte vi på salthotel – ja, alle møbler var lavet af salt – sengene, stolene, væggene mm.

Mere smuk ørken

Næste morgen kørte i ørkenen igen. Vi så bl.a. et berømt stentræ og mange flotte klippeformationer, nogle flotte søer med flamingoer og meget mere. Landskabet ændrede sig meget i løbet af den tid, vi kørte rundt.

Vi brugte mange timer i bilen rundt i ørkenen. Det var flot.

Anden nat boede vi på hostel nær den chileanske grænse og lige ved siden af nogle hot pools, som er opstået på grund af den megen termiske aktivitet i undergrunden. Efter aftensmaden fandt vi vores stavlygte og badetøj frem og gik over til hot pools. Det var bælgmørkt, kun stjernerne lyste op. Sikke en stjernehimmel. Vi har aldrig set noget lignende – Mælkevejen var helt tydelig og mængden af stjerner var uendelig. Luften var ca. 10 grader og vandet 40. Vi tilbragte næsten en time i vandet. Elliot var i sit es, han elsker varmt vand.

En af de flotte søer vi så på vejen rundt i ørkenen.

Til morgenmad i restauranten nød vi solopgangen og udsigten til de varme pools. Ved 8 tiden satte vi afsted og kørte ned mod grænsen til Chile. På vejen kørte vi bl.a. igennem Dali’s ørken og så Andesbjergene inden vi krydsede dem, og stillede os i kø ved grænseovergangen. Et par stempler senere var vi i Chile, hvor vi blev samlet op af en minibus, der kørte os de 20 minutter til vores hostel i San Pedro De Atacama i Chile.

Bolivia – ture overnatninger og priser

Bolivia var spændende at besøge. Vi kom godt rundt i landet, men var mere tid færre steder end flere af de andre lande vi har besøgt. Vores to store ture var på hver deres måde virkelig interessante. Ugen i jungle og pampas kostede os 6000 kr. alt inklusiv (+fly 4000 kr.). De tre dage i saltørkenen kostede ca. 1000 kr. per mand. Overnatninger, busture og mad er billigt i Bolivia. Overnatninger var ca. 400 kr. per nat. Vi tog nogle spansktimer i Sucre, det kostede 50 kr. pr. time – en til en undervisning.

Galapagos – fantastisk ø-hop med familien

februar 26, 2023marts 3, 2024admin

Elliot og søløve ved en af de mange dejlige strande på Galapagos.

11 dage på Galapagos – en drømmedestination for os og mange andre. Det er virkelig også helt specielt at opleve sæler, øgler, hajer og skildpadder på meget nært hold. Vi ø-hoppede og lagde ud med 4 dage på San Cristobal, som er hovedøen. Så fire dage på den største og mest afslappede ø Isabela, og sluttede med tre dage på Santa Cruz som har den største by Puerto Ayora.

Ø-hop eller cruise?

Kort over Galapagos, tre øer er beboet: San Cristobal, Santa Cruz og Isabela.

Da vi rejste fra Danmark, havde vi ikke besluttet, om vi skulle tage til Galapagos, for det ville afhænge af, om vi havde råd til det, men jo tættere vi kom på øerne, jo mere fik vi lyst. Vi læste meget om cruises og kiggede på priser mm. Vi fandt ud af, at et cruise – selvom det bliver købt bare få dage før – ville blive meget dyrt. Man kan nemlig ikke købe tre personer, da kahytterne er til 2 personer og vi derfor skulle betale for to kahytter.

I researchen på “Galapagos med børn”, læste vi flere blogs fra familier, der havde lavet ø-hop. Det lød som en god løsning for os, da vi kunne gøre det i eget tempo, og være mere på strande end på dæk mm. Vi besluttede os derfor til selv at arrangere overnatninger, transport til og fra og mellem øerne samt ture på øerne. Det er meget nemmere end det lyder. Og billigere, selvom det aldrig bliver billigt at besøge øerne.

San Cristobal

Man kan se Kicker Rock gennem hullet i klippen. Her er fantastisk snorkling.

Vi landede på San Cristobal, som er hovedøen i Galapagos efter at have betalt de 100$ pr. person for at komme ind i nationalparken og forventede os en ferie i økoparadis. Det fik vi ikke. Det er nok flere skraldespande, men brugen af plastikposer og flasker samt to-go-emballage er den samme som i resten af verden.

Lufthavnen på San Cristobal er meget lille. Vi kom hurtigt igennem formalia og tog en taxa de 1800 meter ind til Puerto Baquerizo Moreno, som er hovedbyen i Galapagos. Her så vi de første søløver ligge i skyggen på bænken ved busstoppestedet i den stille havn. Puerto Baquerizo Moreno består af en havnefront med restauranter, kiosker og bænke samt 5-6 gader ind i landet. Der bor i alt ca. 7000 mennesker på San Cristobal.

Vi fandt et godt frokosttilbud med rejesuppe til forret og grillet kylling med ris til hovedret og lemonade til 5$ pr. mand. Derefter gik turen til vores hostel, hvor vi havde booket en lille lejlighed. Vi kunne se vandet fra den lille altan, lave kaffe og mad selv – skønt.

Leguaner støder man også på mange steder – på strandene og i havnene.

På trods af at det var regntid, kom der ikke meget regn, og derfor brugte vi mange timer på stranden og udenfor i det hele taget. Solen brænder så tæt på ækvator og temperaturen var ca. 35 grader.

Søløver i store mængder

Mann Beach ligger 15 minutters gang fra byen, og her gik vi ned for at bade. Man deler helt bogstaveligtalt stranden med søløver. De er over det hele – rundt om benene på en i vandet og i vandkanten – både voksne og unger. De voksne søløver er ret store, især når de svømmer helt tæt på en, mens man ligger med snorkel på. Hvilken oplevelse. Vi kom dog lige lidt for tæt, da en bølge skubbede Elliot lige ind i to unge søløver, der legede i vandkanten. Den ene nappede Elliot, og vi måtte have såret renset. Efter en is og lidt mere badning var alt fint igen.

Der er flere søløver på San Cristobal end de andre øer, og de er over det hele – også inde i byen ved havnen, hvor de ligger og slapper af på og under bænkene. De lugter lidt af fisk, når de puster luft ud.

Kicker Rock, Skildpadder og hike

Landskildpadderne er store og kan blive meget gamle, man kan se på skjoldet viser om de er mere end 100 år gamle.

Udover dejlige strande, er der mange ting at lave på San Cristobal. Vi var på et par ture. Første 360 grader turen, hvor man kommer hele øen rundt med båd. Der er gode snorkelsteder undervejs. Først ved Kicker Rock, hvor man snorkler imellem to klipper, her er ca. 20 meter dybt. Det var Elliots første snorkeltur i uroligt vand på så mange meter og han var utryg, derfor kom han hurtigt op i båden igen. Vi andre svømmede imellem klipperne og så hajer, rokker og mange fisk under os. Fed snorkling selvom sigtbarheden ikke var god i det urolige vand. Turen rundt om øen bød også på snorkel med skildpadder og dejlige strande.

Lille sø med en stakkels fisk, som ikke kan slippe ud.

Vi lejede sammen med et par fra Slovenien en taxa en halv dag og kørte op til en ynglestation for landskildpadder. Derefter gik vi rundt om et vulkankrater og sidst men ikke mindst var vi på en skøn strand med dejlige body-surfer-bølger.

Vi brugte også en dag på at hike. Det blev til godt fire timer i høj sol. Hiket var godt markeret og gik over stok og sten. Der skulle springes fra sten til sten og på vejen så vi Darwin besøgscenter og statue af den verdenskendte biolog. Vi endte ved en strand, hvor vi havde regnet med at snorkle og se skildpadder, men bølger og strøm var for stærk, så vi måtte nøjes med at køle af efter et par timer i høj sol.

En af de helt ufattelig dejlige strande.

Isabela – vores yndlingsø

Den største ø er Isabela, det er også den mest afslappede af dem alle. Der bor ca. 4000 mennesker på øen. Hovedbyen Puerto Villamil ligger ved vandet, og det er her, der er lidt liv.

Elliot nød eftermiddagene på Isabela, hvor han spillede fodbold med andre turister eller de lokale.

Vi brugte mange timer på en lille restaurant, som ligger ved stranden og som har udsigt til øens fodboldbane. Elliot spillede med lokale og turister hver aften, fodboldbanen var det sociale samlingssted.

Tunnel-turen – den bedste tur af dem alle

Los Tuneles turen fra Isabela var højdepunktet med hajer, skildpadder, pingviner, manta rays og storslået landskab.

På hver ø er der en must-do-tour. På Isabela er det tunnel-turen. Det forstår vi godt. Vi tog afsted kl 7 og morgenen og var tilbage omkring kl. 12. Fem timer pakket med oplevelser. På sejlturen ud til tunnellerne så vi manta rays, der sprang op ad vandet, og Mikkel og jeg var enige om, at vi allerede på det tidspunkt havde fået nok for vores 110$ per mand.

På vejen ud til tunnellerne så vi de blue footed boobies. På vejen hjem pingviner.

Tunnellerne blev skabt for flere hundrede år siden, da øens skjoldvulkan, Sierra Negra havde et større udbrud. Lavaen flød ned til havet og størknede under vejs. Havet har siden udhulet og formet lavaen og derved skabt en fantastisk labyrint af klipper og små øer. Landskabet er helt utroligt. Sorte klipper og kaktus. Da kaktusserne vokser ca. 1 cm. om året, kan man ud fra dem vurdere hvor længe de har groet i den størknede lava. Det er list syret og stå ved siden af en 4-5 meter høj kaktus og vide at Darwin måske er gået forbi netop samme kaktus.

Sigtbarheden i vandet ved Los Tuneles var helt utrolig, så fra både kunne vi se mange fisk og skildpadder da vi sejlede mellem klipperne.

Vi snorklede to steder og så mange dyr. Første sted var hovedattraktionen søheste, og her lå jeg også længe og nød synet af en sovende rokke. Andet sted snorklede vi en time, vandet var varmt, og der var lavvande. Vi så helt utrolig mange skildpadder – helt tæt på. Man skulle flytte sig hvis man ikke ville ramme en af dem. Hovedattraktionen var hajer. Dem så vi også, de sov under klipperne, så vi måtte dykke ind under for at se dem. Elliot var helt i sit es og dykkede under et par gange for at se hajerne sove.

Fantastisk oplevelse at se hajerne så tæt på.

Perlen og vulkanen

Lige ved havnen på Isabela ligger et af de bedst snorkelsteder på Galapagos – La Perla. Vi gik dertil fra vores hostel flere gange – både morgen og eftermiddag. En sand “perle” – roligt vand, ca. 100 meter i diameter og meget at se på.

Mikkel blev den ene dag overrasket af en stor rokke, der svømmede lige forbi ham. Vi så mange skildpadder, søløver og havleguaner. Vi så også ål og mange fisk. Vandet var omkring 24 grader, så vi kunne være i ca. 20 min. ad gangen. Elliot havde en dragt på, der hjalp ham med at holde varmen og holde ham oppe.

Mikkel og Elliot snorkler ved La Perla, læg mærke til søløven i venstre hjørne af billedet.

Vi brugte også det meste af en dag på at gå op til vulkanen Sierra Negra sammen med en guide og andre turister. Det var en lang og lidt kedelig tur, synes Elliot – 16 km. i høj sol. Vi andre nød det rå og imponerende landskab, og blev lidt klogere på hvorledes øen er formet af den vulkanske aktivitet.

Vulkankrater på Isabela, den yngste ø af alle i Galapagos.

Santa Cruz

Den største by i Galapagos er Puerto Ayora på Santa Cruz. Her bor ca. 17.000 mennesker, og det er en “rigtig by” med mange forskellige butikker og meget liv. Forskellen til de andre øer virker enorm, her er mange biler og endda lyskryds!

Vi havde tre dage på øen og brugte igen det meste af tiden på stranden. Vores yndlingsstrand var “Playa de la Estation”, som ligger en kort gåtur fra centrum lige ved Darwin Research Center. Det er en lille strand, hvor leguaner og søløver slapper af sammen med turister under træerne og nyder det rolige vand.

Leguanerne ligger alle steder. De ser faktisk meget søde ud.

Havneområdet på Santa Cruz er livligt både på jorden og i vandet. Vi så mange små hajer fra kajen. Pelikaner og sæler flokkes især omkring bordene ved fiskeauktionen.

Galapagos – priser og anbefaling

Vi er glad for at vi valgte ø-hop fremfor cruise, så vi selv kunne bestemme hvor længe og hvornår vi gik på stranden.

Galapagos var fantastisk. Meget afslappet. Efter flere måneders rejse, hvor man konstant skal passe på sine ting, ikke tage mobilen frem før man har tjekket omgivelser mm., var det en fornøjelse at være på Galapagos. Her kunne man roligt lade mobilen ligge på bordet eller på stranden. På Galapagos bliver der ikke stjålet noget, ingen låser deres cykler eller dørene – man kender hinanden og slapper af.

Vi er glad for, at vi valgte ø-hop. Det var nemt at booke overnatning og transport. De små færger mellem øerne sejler to gange om dagen – kl. 6 om morgenen og kl. 15 om eftermiddagen, og det kan man planlægge sit ø-hop der efter. De mange snorkel-, dykker- og vulkanture booker man dagen før. Udstyr, både og sikkerhed er i top og turene bliver afviklet professionelt.

Elliot og jeg nyder synet af en havskildpadde.

Turene er bestemt heller ikke gratis. Den billigste tur vi var på kostede 60$ per mand og den dyreste 150$. Vi brugte ca. 300$ per mand på ture i alt. Men, der er mange gratis oplevelser – La Perla og strandene, hikes, museum fx Darwin Research Center på Santa Cruz og Skildpaddecenter på San Cristobal.

Man kan også selv arrangere ture – booke en taxa og køre rundt og opleve ting. Vi arrangerede og så blandt andet et skildpaddecenter og lavatunneller på Santa Cruz på egen hånd.

Udsigt fra Darwin-statue på San Cristobal.

Overnatning, mad og drikkevare er dyrere end i resten af Ecuador og Sydamerika, men langt fra hvad vi havde frygtet. Vores dollars fik hurtigt ben at gå på – alt betales med kontanter, og det kan være svære svært at finde en ATM, der virker.

Overnatninger i familieværelser eller små lejligheder med eget eller adgang til køkken kostede ca. 50$ pr. nat. Middag for tre med juice kostede ca. 40$ og frokost til tre kostede ca. 15$, en kop kaffe 2,5$.

Vi er ret vilde med Galapagos og vil anbefale ø-hop til alle. Hør vores podcast: https://www.podbean.com/ep/pb-zskuc-159c05c

Galapagos – vi kommer måske igen!

Colombia – familierejse i fest og farver fra nord til syd

februar 1, 2023februar 11, 2023admin

Udsigten fra Guatapé. Helt fantastisk flot. ca. 2,5 times kørsel fra Medellín.

Musikken er altid høj nok til en dans i bussen, på gaden, i butikkerne og på restauranterne. Livet er en fest iklædt latinvibes. Det er Colombia!

Vi nød det smukke historiske centrum i Cartagena, snorklede ved Islas Rosario, hikede ved Salento, var på kaffefarm i Minca, oplevede grafitti i Medellíns Zona 13, så præcolombianske figurer ved San Agustin og arbejdede 10 dage i et botanisk reservat nær Bogotá.

Vi fulgte hovedsageligt Gringo-ruten fra nord til syd: Santa Marta (Tagana)-Taroyna National Park – Minca – Cartagena – Medellín – Bogotá (Choachi) – Salento(Armenia) – San Agustín – Ipeales.

Solopgang, vandretur og vand

Vi landede i Santa Marta i starten af december, i sol og højsæson. Det var latinrytmer på højtryk. Ferierende og festende colombianere over det hele.

Udsigt til en af strandene i Taganga. Skøn lille hike over bjerget.

Santa Marta ligger ud til den caribiske kyst, hvor vandet er skønt. Vi havde booket et værelse i byen Taganga en lille halv times bustur fra Santa Marta, og her brugte vi et par varme dage på strandene langs kysten inden vi tog til Tayrona Nationalpark, som ligger et par timers kørsel mod nord.

Nationalparken er kendt for sine dejlige strande og jungle. For at komme ud til den bedste strand, skal man hike 3 timer igennem junglen. En virkelig god og varm tur, og hvilken belønning, når den bliver afsluttet med en tur i havet.

Solopgang i Tayrona National Park. Stranden ligger for enden af junglen.

Ved indgangen til parken bookede vi overnatning på campingpladsen lige ned til stranden, og det blev en skøn nat med første parket til havet. Solopgangen var smuk og på hiket frem og tilbage så vi blandet andet aber.

Cartagena – byen der aldrig sover?

Vi landede i Cartagena hen under aften efter 8 timers kørsel i bus fra Santa Marta lidt trætte og klar til en stille middag og en tidlig aften på puden. Men det skal man ikke, når man bor centralt i Getsemani kvarteret i Cartagena. Her er nemlig fest i gaderne i sær ved Plaza de la Trinidad, som vi skulle bo tæt ved. Musik, streetfood, dans og drinks så langt øjet kunne se. Vi mandede os op, spiste streetfood og hang ud og sugede stemningen til os. Sikke en fest.

Morgen i en af de mange hyggelige gader i Cartagena, her med julepynt.

Dagene i Cartagena var varme. De koloniale bygninger i det historiske centrum og Getsemani er utrolig charmerede og står som stor kontrast til de nye bydele i Cartagena, hvor højhusene dominerer – især langs kysten. Vi gik en del rundt og nød murmalerier, som Cartagena også er kendt for.

Aftenstemning i Cartagena. Der er helt utrolig mange og flotte murmalerier i byen.

Det er ikke underligt, at Cartagena tiltrækker mange turister for byen er charmerende og strandene gode. Vi var dog ikke på strandene i Cartagena, da vi havde besluttet os for at bruge tre dage på en af øerne en lille times sejlads fra Cartagena. Øerne -Islas Rosarios- beslår af en lille gruppe øer som ligger i et naturreservat, og derfor var der noget at snorkle efter.

Isla Rosario, tre dage med snorkling, sol og afslapning.

Vi boede med skøn udsigt til havet og hoppede i bølgen blå mange gange på de tre dage. Elliot havde sin snorkling debut, og han er solgt. Under “vores” egen badebro var der mange små fisk i alle farver, og vi var også heldige at se nogle små blæksprutter og en muræne. Vi tog også en snorkling-tur til et flot koralrev i nærheden, og her så vi mange forskellige fisk. Turen sluttede af med snorkling over et af Pablo Escobars nedskudte privatfly, de lå på fem meters vand.

Magiske Minca og kaffetur

Byen Minca er kendt for sine magiske solnedgange. Det forstår vi godt. Det var fuldstændig magisk at opleve solnedgangen bag bjergene. Minca er også kendt for sit kølige klima med nedbør. Det regnede heldigvis ikke mens vi var der, så vi hikede en hel del op og ned af bjergene.

Stor hængekøje ved et af de vandfald, vi besøgte på vores lange og hårde hike Los Pinos i Minca

Minca ligger midt i kaffelandet og en stor del af den kaffe Colombia eksporterer kommer fra området. Vi besøgte flere kaffeplantager, badede i vandfald og vandrede nogle gode ture. Hiket “Los Pinos” var på omkring 15 km. op ad bjerge og langs floder – virkelig smukt og virkelig hårdt. Et sted måtte vi kravle op ad bjergsiden, så vi var glade, da vi nåede toppen og fandt et hostel der solgte cola, sandwich og en tiltrængt kop kaffe. På vejen hjem var vi heldige at blive samlet op af en kaffebil, da vi halvvejs tilbage i Minca.

Vi nød udsigten til bjergene og de mange kolibrier efter næsten 10 km i bjerge og kaffeplantager omkring Minca.

Evigt forår i verdens farligste by og Guatapé

Medellín var i mange år verdens farligste by. Bydelen Zona 13 ligger midt i mellem kysten og cocamarkerne og det narkokartel, der styrede bydelen havde adgang til at sælge og transportere kokain til resten af verden. Det betød, at der i mange år var kamp om bydelen og at mange af indbyggerne arbejdede for narkokartellerne. I halvfemserne gjorde regeringen, militæret og paramilitære grupper mange forsøg på at slå narkokartellerne ned, og i 1993 lykkedes det dem at skyde Pablo Escobar. Det bragte dog ikke fred til bydelen, men endnu flere kampe og mord, da de resterende narkokarteller kæmpede om “retten” til bydelen. Kampene er fortid nu, hvor regeringen har brugt mange penge på at udvikle bydelen. Noget af det første man gjorde var at etablere kabelbaner og rulletrapper op af bjergsiden, så beboerne – jo længere op ad bjerget jo fattigere – kunne komme på arbejde og i skole nede i byen.

Zona 13 er en spændende bydel med murmalerier og breake dance.

Vi besøgte bydelen Zona 13 som en del af en “Free walking tour”, så vi fik alle de interessante historier og baggrund for udvikling af bydelen. Det er sikkert at gå rundt i det farverige og folkerige område som turist, når det er lyst. Når det bliver mørkt, skal man overveje hvor man går.

Medellín er en by, der har været igennem en forvandling, det gælder ikke kun Zona 13, men også andre dele af byen. Vi boede i området El Probado, hvor der var mange restauranter og gå-ud-steder. Vi besøgte også et kæmpe shoppingcenter for at købe julegaver. Vi har aldrig besøgt et center med så god en udsigt til bjergene.

Guatapé. Der er 700 trin til toppen af klippen, der ligger midt i det hele. Hvilken udsigt!

Guatapé ligger omkring 2,5 timers kørsel fra Medellín, og området består af en klippe, der står midt i det hele omgivet af en stor sø. Der er 700 trin til toppen, og udsigten er intet mindre end fantastisk!

Inden vi gik op på toppen, sejlede vi en times tid på den menneskeskabte sø. Sø og dæmning blev etableret som en del af et stort energiprojekt for at skaffe energi til indbyggerne i Medellín og omegn. I den proces flyttede man alle indbyggere i de byer, der blev oversvømmet for at etablere søen. Kirken i den gamle by er markeret med et stort kors midt i søen.

WorkAway i botanisk reservat

Et af de mange steder man kan nyde livet i Reserva Botanica Choachi.

Reserva Botanica Choachi er navnet på vores WorkAway i Colombia. Det var et skønt sted en lille times kørsel uden for hovedstaden Bogotá op ad bjerget. Ejeren, vores (nye) ven Pedro etablerede det botaniske reservat for ca. 15 år siden. Ideen med reservatet er at invitere folk, som har lyst til at lære mere om naturen til at bo et par dage i reservatet. Her er mange steder, hvor man kan fordybe sig i litteratur om planter og insekter, nyde udsigten, slappe af ved floden og meget mere. Vi brugte mange gode timer med Pedro, som er fuld af gode historier og har en fantastisk evne til at hylde dem omkring sig og og nyde livet på godt og ondt. Det var faktisk helt umuligt ikke at være i godt humør i nærheden af ham.

Taget på hovedhuset. Udsigten ud over dalen var rigtig god herfra. Man kom ned igen via en rutsjebane.

Ligesom på vores WorkAway i Argentina blev det forventet, at vi arbejdede ca. 5 timer om dagen, en del af den tid bestod af at lave mad til os selv og gæster i reservatet. Ellers bestod vores arbejde fx i at reparere stole, organisere værksted og køkken og lakere træværk. Vi hjalp også til at med at lave en solovn. Maden var virkelig god – ikke kun fordi vi selv tilberedte den – men også fordi Pedro går op i hvad man spiser, hvilke grønsager, krydderier mm der er gode for hvad. Vi var et sted mellem 4 og 8 volontører ad gangen. De fleste af os boede på et stort værelse (lille sovesal) og delte badeværelse. Det skulle vi lige vænne os til.

En af de mange hyggelige stier på Reserva Botanica Choachi med et budskab om forandring for en selv og kloden.

Vi ankom 23. december og rejste igen 2. januar og sikke fejringer det blev til med mange forskellige mennesker – lokale gæster og internationale volontører som os selv. Vores julemiddag bestod bl.a. fransk kylling i sennep, dansk rødkålssalat, colombiansk urtesalat, fransk brød, pebernødder og vaniljekranse mm. Mikkel, Elliot og jeg lavede juletræ og -pynt, og efter middagen dansede alle (syv colombianere, to franskmænd og os) rundt om juletræet og sang “Nu det jul igen”.

Mikkel hælder lokal boblevin op til nytårsfejringen i Biobaren.

Nytårsdag og aften var også en del anderledes, end vi normalt fejrer den. Udover en masse dejlig mad fra forskellige lande serverede Mikkel og jeg “champagne” og hapsere i Biobaren bag hovedhuset til “Vær velkommen Herrerens År” med KBH´s drengekor. Det var et hit. Senere på aftenen blev der tændt et bål, og vi kunne alle brænde en lille dukke, som skulle symbolisere det vi ikke vil have med os ind i det nye år. Der blev også krammet træer og hoppet ind i nytåret.

Korte besøg i Bogotá

Vi havde egentlig regnet med at bruge flere dage i Bogotá, men det blev kun til et par heldages-besøg. Vi nåede at besøge Guldmuseet, som har en kæmpe samling af guld fra hele området, se det meste af det historiske centrum og ikke mindst “Monserrate”, som er et kloster på toppen af byen.

Bogotá set fra Monserrate på toppen af byen. Vi tog en kabelvogn derop og besøgte klosteret.

Vi rejste fra Bogotá med natbus og kørte 11 timer mod Armenia. Natbusser fungerer rigtig godt i Colombia, men de er kolde som bare pokker. Airconen blæser derudaf med 17 grader! Derfor købte vi et par fleecetæpper inden vi hoppede på bussen.

Verdens højeste palmer og afslapning

Der er virkelig smukt og frodigt i dalen ved Salento, hvor de 60 meter høje palmer står.

Verdens højeste palmer står 60 meter høje nær byen Salento en times kørsel fra vores hotel i Armenia. Vi brugte en hel dag i den smukke Cocora-dal med de høje palmer. Vi vandrede op og ned, gennem vandløb og mudder, i skov og over marker. Da vi lidt trætte havde gået de første 8 km. besøgte vi et kolibri reservat og nød en varm kop chokolade, mens fuglene spiste banan. Hiket var på lidt under 15 km., og Elliot syntes det var sjovt at springe fra sten til sten i vandløbene for krydse dem.

Vi havde tre overnatninger i Armenia, vi havde brug for tid til at researche på vores videre rejse og købe billetter til Galapagos. Det gav os god tid til at sidde på torvet og tale med folk. Colombianere er meget åbne og nysgerrige mennesker, der gerne kommer over og snakker. Armenia er ikke en del af Gringo-ruten, og vi oplevede byen som mere autentisk.

Den røde ørken og spøgelserne

Den grå ørken eller spøgelsesørkenen har fået sit navn efter klippeformationerne.

Efter nogle dage i den frodige del af det centrale Colombia tog vi bussen 9 timer længere sydpå til byen Villavieja, som er byen der giver adgang til to forskellige ørkner: Den røde og den grå. Vi tog en dagstur derud, den forgik med minibus, tuktuk og på motorcykel.

Det var varmt at gå rundt under direkte sol i ørkenen, og derfor gjorde vi stop ved ørkenpoolen, som ligger med en skøn udsigt.

Vi fortsatte til den røde ørken, som også virkelig var smuk at gå rundt i. Klipperne er meget porøse, så de er ikke til at klatre på. Det var også varmt her, men heldigvis er der altid issælger at finde med frysebokse. Jeg fik en dejlig, sur mangois, den spiser de lokale med salt, det sprang jeg dog over. Mikkel og Elliot spiste mangois.

Den røde ørken " Taracora" i Villavieja. — Den røde ørken ” Taracora” i Villavieja.

Præcolombianske stenfigurer i San Agustín

Vores sidste stop i Colombia – udover grænsebyen Ipeales – var San Agustín. Det er lidt en omvej at tage dertil, når man som os, var på vej til Ecuador, men vi ville gerne se de mange præcolombianske stenfigurer, der er fundet nær byen. Det kostede mange timer i bus, især fordi en af de to hovedveje der forbinder området med nogle større byer, styrtede sammen mens vi var. Vi skulle derfor, som alle andre igennem samme bjergpas for at komme sydpå.

Der er næsten 500 figurer i San Agustín arkæologiske park

Vi brugte en dag i San Agustín arkæologiske park. Den var virkelig fin og havde et godt udsigtspunkt. De mange figurer stammer fra ca. 1000 år før Kristi, og de er blevet gravet ud siden 1930’erne, hvor man opdagede de første. Elliot var ikke imponeret, han ville hellere tilbage til vores hotel på bjergsiden og spille fodbold.

Mad og priser i Colombia

Frugt, frugt og frugt….. Vi har drukket en helt ufattelig mængde frugtjuice i mest mango og så maracuja, der er en frugt der smager lidt a la passionsfrugt. Vi har også spist meget frugt, selv købt og ordnet, købt udskåret i små boder ved vejen og alle andre steder. Vi har spist mange supper, for man får næsten altid en (gratis) suppe til forret, når man køber en hovedret på en restaurant. Vi har også fået bedre kaffe i Colombia end i Argentina. Maden var god og for det meste tung af bønner og ris. Det bedste streetfood er uden tvivl arepas, som colombianerne spiser dagen lang. Vi fik den bedste i Medellín: majspitabrød fyldt med flæskesvær, kylling, svampe, tomat, madbanan og ost. Et festmåltid til 12 kr.

Grillet ørred med lime- og ananassalsa på madbananbrød, der var lemonade til. Under 100 kr. for os alle.

Colombia er generelt billig at rejse i. En overnatning var på omkring 400 kr., og det ville have været billigere på alle andre tider på året, men december og januar er højsæson. Transport – natbusser koster omkring 200 kr. pr. mand for 11 timers transport. Mad og drikke var billigt, ca. 5 kr. for en dejlig kop kaffe med mælk og 7 kr. for en juice.

Argentina – to måneder med gårdliv, floder, kløfter, bjerge og Buenos Aires

december 22, 2022februar 11, 2023admin

Valle Grande, ca. tre timers kørsel fra Mendoza i bil. Fantastisk!

Naturen er fantastisk – de store vider, de smukke dale og kløfter. Verdens næsthøjeste bjerg, flotte byer og en gæstfri og imødekommende befolkning. Vi er rejst med bus, når vi har flyttet os fra by til by. Lejet bil, når vi har været ved bjerge, kløfter og floder og gået og vandret ad stier og gader. I Mendoza blev tre til fire, da Evalina på 20 år stødte til os tre (far Mikkel, mor Rikke og Elliot på 7 år) efter 10 måneders backpacking i Latinamerika. Vi har brugt lang tid på praktiske gøremål – booke overnatning, finde busbilletter og ikke mindst – hæve penge via Western Union. Kontanter og dollarkurser er et afsnit for sig (se længere nede). Vi var i landet næsten to måneder.

Det historiske centrum i Buenos Aires, Argentina — Det historiske centrum i Buenos Aires

Der er et par ting, der er gode at vide om argentinerne, når besøger deres dejlige land: Der er siesta fra kl. ca. 14-17 (alt er lukket), søndag er lukkedag, de spiser fire måltider morgenmad (kaffe og små kager (medalunas)), frokost, snack omkring kl 18, (her bruger de morgenmadskortet igen) og middag efter kl. 20, de drikker en slags bitter te “mate” – hele tiden og de elsker deres flag, som kan ses overalt hele tiden.

Penge er kun papir

Jeg havde læst mig til, at inflationen i Argentina var ekstrem (93%), og det derfor var en god ide at medbringe dollars og veksle dem i landet. Det viste sig, ikke bare at være en god ide, men en meget god ide. Der er to dollarkurser i landet – den blå og den sorte. Den sorte kurs du får i banken, hvis du veksler dollars og når du bruger dit hævekort i banken og alle andre steder. Den er skidt. Den blå kurs “blue dollar” er er en semi officiel kurs, som du får, når du veksler dollar i vekslebureau, hos en gadeveksler, eller når du sender penge til dig selv via Western Union. Vi prøvende alle tre muligheder. Kursen er god, faktisk fik vi dobbelt så mange Pesos i hånden ved at bruge bluedollar, fremfor den sorte. Alle gør derfor det, og man er nærmest til grin, når man hiver kortet frem for at betale for bussen med det. Hvis man betaler med kontanter i butikker får man ofte også lidt rabat.

Vekslekurser og penge i Argentina, en guide — Blue dollar kurs giver gode penge, faktisk dobbelt så mange som den officielle. Brug kontanter.

Vi havde ikke så mange dollar med på rejsen, og derfor besluttede vi os for at bruge Western Union (WU). Det fungerer på den måde, at man downloader deres app og går så ind og overfører den mængde kroner, man ønsker fra sin danske bank. Allerede kort tid efter, kan man gå ned i en fysisk WU og hente sine Pesos. WU bruger blue dollor, så der skal gøres plads i pungen, når der hentes Pesos. Ulempen ved WU er, at man skal finde en fysisk butik med kontanter nok til, at de kan udbetale pengene til en. Her gik vi forgæves et par gange, men det lykkedes altid til sidst. WU tager et gebyr fra 15 kr. for sin ulejlighed.

Buenos Aires, cafeliv og mange interessante bydele

Casa Rosario i Det historiske centrum i baggrunden, hvor præsidenten arbejder i Buenos aires. — Casa Rosario i Det historiske centrum i baggrunden, hvor præsidenten arbejder

Vi brugte næsten to uger i Buenos Aires, det meste af tiden gik med at tulle rundt i de mange forskellige kvarterer, drikke kaffe og opleve livet. Det er en by fuld af liv med mennesker ude på alle tider af døgnet. Aldrig har vi været i en by med så mange cafeer og hyggelige gader. Vi var her under VM2022, hvilket afspejlede sig på de mange caféer og i mængden af argentinske nationaltrøjer.

Byen består af flere bydele, som har hver deres centrum. Der er det gamle centrum med katedralen, Casa Rosada (præsidentens arbejdsbolig), og den berømte gade 9. Julio, som også er verdens bredeste med 16 spor. Og så er der alle de andre centrale områder fx Palermo med Plaza Italia, hvor bl.a. museet La Rural samt den botaniske have ligger, kvarteret Recoleta med den berømte kirkegård og La Boca med fodboldstadium og farverige huse.

La Boca, meget farverigt kvarter med fodboldstadium, tango i gaderne og mange turister.

Vi boede i midten af det hele i Almagro i et stille, jødisk kvarter. Der skete ikke meget omkring vores Airbnb, men den lå godt i forhold til transport, og vi fik oplevelsen af at være en del af en helt almindeligt hverdag. Det var vigtigt for os, da vi havde rejst en del rundt inden da og gerne ville slappe lidt af og tage det hele ind.

Når det er forår (oktober, november) i Buenos Aires er flere gader lilla, fordi deres nationaltræer står i fuld flor. Det giver farve, skygge og hygge til gaderne, men selv på andre årstider er byen grøn, ikke bare på grund af de store parker, men der er mange store træer langs gader og stræder.

Puerto Mureno ligner lidt Nordhavn. Her er mange cafeer, luft og igen de flotte træer i blomst. — Puerto Mureno ligner lidt Nordhavn. Her er mange cafeer, luft og igen de flotte træer i blomst

Der er så mange bygninger, pladser og steder at opleve i Buenos Aires. Vi tog på en totimers freewalking tour i det historiske centrum. Vi bevægede os i alt under en km på to timer, fordi mængden af interessante bygninger og historier er overvældende. Der er walkingtours mange steder i byen hverdag, det er bare at vælge ud hvilke(n), man har mest lyst til at opleve. Vi nøjedes med en, da Elliot ikke kan engelsk, og derfor synes det er kedeligt at deltage i.

Gårdliv som frivillig

Livet som frivillig på en lille gård var roligt og gav os mod på tanden til at tage et eller to ophold til i Latinamerika. — Livet som frivillig på en lille gård var roligt og gav os mod på tanden til at tage et eller to ophold til i Latinamerika

Buenos Aires var sidste stop på vores Argentina rejse. Vi lagde ud i det Nordlige Argentina på en lille gård i flodregionen Chaco, hvor vi lavede frivilligt arbejde via WorkAway. WorkAway er en platform, hvor værter, der har arbejde de gerne vil have udført, kan lægge informationer op omkring dem selv og deres opgaver. Som bruger af platformen (frivillig) kan jeg så kontakte de værter, jeg synes er interessante. For det meste er det sådan, at den frivillige arbejder 5 timer om dagen, 5 dage om ugen og får tilgengæld kost og logi.

Jeg kiggede efter steder i det nordlige Argentina, hvor man kunne medbringe børn, træne sit spanske, hvor værten havde børn, og hvor logiet ikke var et telt. Vores gård i Puerto Tirol opfyldte alle disse krav, eller i hvert fald næsten.

Vores hjem på gården efter omfattende rengøring og maling. Virkelig omfattende.

I to uger arbejdede vi på gården med at fodre høns, kalkuner, ænder og gæs, lukke får ud og ind af folden, reparere hønsegård, male skilte og sætte den hytte vi boede i i stand. Det inkluderede bl.a. at male vægge og vende et vindue (en større opgave). Vi havde også tid til mindre kunstneriske projekter såsom at lave en lampeskærm, mosaik vindueskram mm. Det var hyggeligt at opleve en vis samhørighed med dyrene og få en rutine på gården. Det var Elliot rigtig glad for, han brugte mange timer på at nusse katte og hunde og gå til hånde med høns og får.

På en af vores fridage to vil byen Corrientes, en lille time i bus og badede ved (flod)stranden ved i Rio Parana. — På en af vores fridage to vil byen Corrientes, en lille time i bus og badede ved (flod)stranden ved i Rio Parana

Vi skulle vænne os til, at standarden på logiet, en lille hytte, var langt under hvad vi havde forventet og at være afhængig af, at vores mad blev købt og lavet til os. Det gik nu fint efter et par dage. Vi var meget alene på gården, da ejeren Veronica brugte meget tid på at hente og bringe sine børn i skole i byen, hvor de også have en lejlighed, og derfor kun var på gården tre dage/nætter om ugen. Der var ingen andre ansatte, og derfor var det svært at praktisere spansk, hvilket ærgrede os en del.

Opholdet gav os et godt indblik i hvordan livet i en familie i leves i en af de fattigste områder i landet. Det var interessant og jeg vil klart anbefale en arbejdsoplevelse via WorkAway på en længere rejse. Læs også om vores WorkAway i Colombia.

Smukke Salta og spændende Mumier

Salta er et besøg værd - en fin by og et godt udgangspunkt til at besøge det nordligste Argentina på vej med Boliva. — Salta er et besøg værd – en fin by og et godt udgangspunkt til at besøge det nordligste Argentina på vej med Boliva

Når vi fortalte argentinere, vi mødte på vores vej, at vi skulle til Salta, svarede de altid “Åh, den smukke by”. Vi må give dem ret. Den var virkelig fin. Vi tog en rundvisning en de første dage, og guiden kunne blandt andet fortælle, at alle byer omkring den centrale plads i landet er bygget op på samme måde. De rigeste bor nord for pladsen, hvor regering eller lokalt styre har de officielle bygninger, alle andre end de rigeste (dvs dem der ikke er spaniere) bor syd for pladsen, hvor byens fængslet er placeret ud til pladsen. På de to andre sider ligger kirke mm.

Vi nød virkelig maden i byen – især empanadas – som byen er særlig kendt for, at gå på cafe, få vasket tøj og være os selv efter to uger på gården. Mest af alt nød vi at vi ikke blev bidt af myg, fluer og andet.

Udover smukke bygninger og byliv oplevede vi Museo de Alta Montana, her er tre mumier, som blev fundet frosset på toppen af et bjerg i 50’erne udstillet. Mumierne har ligget der i mere end 500 år, men de er utrolig velbevarede. De var inkaer, børn af velstående familier, der blev udvalgt til at blive ofret til guder. Inkaerne mente ikke, at børnene ville dø, når de blev ofret, men vandre videre til en anden verden, hvor de skulle være med til at sørge for velstand til inkaerne. Det er en virkelig spændende udstilling. Der er mange efterladenskaber fra inkaerne i det Nordlige Argentina, som også var en del af deres rige for mere end 500 år siden fx i Uspallata nær grænsen til Chile, hvor man kan se Puenta del Inka.

Hiking i bjerge med syv farver og djævlens kløft

Det er smukt at opleve Cerro de los Siete Colores, Purmamarca. To timers kørsel fra Salta.

Vi lejede bil i to omgange i Argentina. Første gang var i Salta, hvor vi kørte mod nord i retning af de den bolivianske grænse for at opleve fantastiske bjerglandskaber.

Første stop var den lille by Purmamarca, hvor vi oplevede Cerro de Los Siete Colores – bjerge med syv farver, et næsten ørkenlignende område med store kaktus. Her kan man gå en 45 minutters tur rundt i området og komme op til nogle udkigspunkter. Virkelig fint. Derefter kørte vi til Tilcara og gik vandreturen til kløften”Garganta del Diablo”. Det var en lidt hård tur, selvom vi kørte op til hvor vandreturen startede i udkantet af byen. Det tog ca. to timer at komme til vandfaldet i “Garganta del Diablo”, som er endemålet for turen.

Mødet med søstrene “Quebrada de las Senoritas”

Turen op til selve vandreturen starter. Det er i en nationalpark, og der var et lille kontor og toilet ved indgangen, hvor man skulle købe billet og turguide til en del af turen.

Efter en god nats søvn i Tilcara kørte vi en halv time nord på til byen Uquia for at gå turen “Quebrada de las Senoritas”. Sikke en tur, sikke en natur! Noget af turen kunne vi selv gå, og noget af turen skulle vi have en guide med.

Der er tretten sving på den tur vi selv kunne gå. Klipperne "drejer", og der er en labyrint mellem dem, svingene ender i en lille hule. — Der er tretten sving på den tur vi selv kunne gå. Klipperne “drejer”, og der er en labyrint mellem dem, svingene ender i en lille hule.

Den anden del af turen er mere en klatretur, hvor vi kom op på klipperne og så udover landskabet, som er meget varieret, pga undergrunden har bjergene igen forskellige farver og strukturer.

Fra den anden del af vandreturen Mødet med søstrene “Quebrada de las Senoritas”, fantastisk landskab. En varm, men let tur.

Mendoza og vinlandet

Jeg kan ikke skrive Mendoza uden at skrive Malbec, den berømte drue, som de bedste vine fra Argentina er brygget på. En stor del af turismen i byen og især i oplandet består i at besøge vingårde. Der er mange gårde at vælge imellem. Vi besluttede os for at tage en tram (skinnebus) ud til forstaden Maipu (25 min.) og købe os en “Wine and Ride” tour til tre vingårde mm. Super koncept. Vi cyklede omkring 15 km. i alt (jeg med Elliot i børnesæde), det var ikke hårdt, dog lidt varmt. Et par steder var der vinsmagning og et sted fik vi en rundvisning i deres produktionsbygninger.

Mendoza er en flot by med store parker, et godt strøg med cafeer og vinbarer og skyggefulde gader.

Vi blev genforenet med Evalina efter hendes 10 måneders solorejse i Latinamerika, her er vi på Plaza Espana, Mendoza.

Smuk, smukkere, Valle Grande

Efter fem gode dage i Mendoza lejede vi igen bil. Vi kørte ca tre timer mod syd til byen kløften Valle Grande. Vejene er gode, og det er nemt at finde frem, for der er kun få veje at vælge imellem. Turen derned var flot – landskabet med de store vider og vinmarker. Langs floden er der gode muligheder for at finde et sted at bo. Vi lejede en hytte tæt på floden og overnattede, mens vi nød området. Vi betalte ca. 500 kr. for to overnatninger på et dejligt sted.

Valle Grande er virkelig et besøg værd. Der er mange vandreture i området, man kan også bare sidde og nyde landskabet.

Man kan godt komme rundt i området med bus, men det vil være besværligt at opleve det ordenligt. Der er mange muligheder for at rafte og rappelle. Vi valgte det sidste. Priserne er i bund, og flere steder blev vi tilbudt rafting til 250 kr. per. mand, man skal ikke booke i forvejen, men køber turen på stedet.

Verdens næst højeste bjerg og Inka ruten

Efter et par gode dage ved Valle Grande kørte vi mod nord, passerede Mendoza og fortsatte en times tid til vi nåede byen Uspallata. Fra byen kan man tage flere kortere tur ud for at se spor efter Inkaerne. Vi var ved “Cerro Tunduqueral” (7 km fra byen), her fik vi en guidet tul (på spansk) og så bl.a. tegninger på klipper, der dengang fungerede som en form for vejskilte. Jeg fik desværre ingen billeder af tegningerne, men landskabet i sig selv var flot.

Cerro Tunduqueral ligger 7 km. fra Uspallata og er en god udflugt. Området var en del af Inkaruten, og der er flere spor efter Inkaerne i parken.

Uspallata er sidste stop for mange der skal krydse grænsen til Chile, som ligger ca. 1,5 times kørsel fra byen, der er derfor en del hoteller i byen, og det var derfor intet problem at finde overnatning. Grænsen til Chile ligger i et pas i Andelsbjergene, og her finder man også verdens anden højeste bjerg “Aconcagua”.

Parque Proveincial Aconcagua er et besøg værd. Vejen fra Uspallata er god og turen er virkelig smuk!

Vi vandrede ikke op til toppen af det 6960 meter høje bjerg – Aconcagua, men nød det fra ca. 1500 meters højde, hvor vi gik turen “Circuito Laguna de Horcones”, en omkring 1,5 times gåtur. Det var iført hue, handsker og jakke, temperaturen var nede på omkring 3 grader, og det blæste helt vildt. Udsigten til Aconcagua var smuk, og turen perfekt til os. Vi så flere condorer undervejs. De er store!

Vi havde bestilt indgang til Parque Proveincial Aconcagua og betalt via WU. Det fungerede fint. På vej til parken så vi også “Puente Del Inka”, en bro, der er en af de vigtigste efterladenskaber på Inkaruten.

Gourmet i Cordoba

Cordoba ligger midt i landet på vej til Buenos Aires, og er en af landets smukkeste byer. Der er smækfyldt med kolonibygninger, museer og kirker. Det skal opleves. Der er også mange universiteter og derfor mange unge mennesker og gå-ud-steder. Vi boede lige midt i byen, i en Airbnb med balkon, så vi kunne følge med i det hele.

Det historiske centrum i Cordoba by night. Der mange cafeer og gå-i-byen-steder i det trendy område "Barrio Güemes" — Det historiske centrum i Cordoba by night. Der mange cafeer og gå-i-byen-steder i det trendy område “Barrio *Güemes*”

Det vi bedst husker ved byen er vores besøg på restauranten: “El Papagayo”. Her fik vi deres tastingmenu – 10 små retter. To eksempler: Deres signaturret: En æggeskal, hvor indholdet var taget ud og erstattet med crumble i bunden af skallen, en flydende æggeblomme, noget cremet skum, honning og karse. Det var virkelig lækker og smukt!. Det andet eksempel er kold karry med rå rejer i creme. Mums. Prisen for de to timer i smagshimlen med vin und alles var ca. 2000 kr.

Mad, overnatninger og transport

Argentinerne elsker at gå ud, og derfor er udbuddet af restauranter, barer og cafeer overvældende. Alle går ud – døgnet rundt. Det er helt normalt at spise på restaurant kl. 22 med sine børn. De er vilde med alt i frituren og Milanesas, som er paneret, tyndt stykke kød (okse, kylling eller svin), man kan fx spise Milanese Napolitan, så kommer den med ost (meget ost!) og tomatsovs på. I weekenderne spiser de asado gerne i familiens skød. Her bliver grillet store mængder af kød. Grillet kød finder man på restauranter der serverer “parrilla”. Vi spiste parrillas nogle gange, prisen var ca. 200 kr. for kød og tilbehør og drikkevarer til tre personer.

Vi spiste hos vores nye argentinske venner Virginia og Jonathan to gange, de bor i Buenos Aires og har en lille have med stor grill.

Is er stort i Argentina. De er meget stolte af deres is, som minder om italiensk is. Vi var vilde med dem – både dem i den dyre ende fx Rapanui ca. 18 kr. for en stor is eller det billige alternativ Grido til 5 kr for samme mængde is. Det var rigtig svært ikke at spise mange is.

Det er billigt at gå ud. Vi betalte ca. 15 kr. for en liter øl, ca. det samme for en kaffe eller et glas vin.

Overnatninger var overraskende billige i Argentina. I de store byer boede vi i lejligheder, meget centralt for ca. 250 kr. til 350 kr. i døgnet.

Det er nemt at leje bil og køre selv i Argentina, når man har internationalt kørekort.

Billeje var ikke dyrt, her betalte vi ca. 500 kr. i døgnet med frie kilometer for en rummelig bil. Det er dog vanvittigt dyrt at aflevere bilerne i en anden by, end der hvor de er blevet lejet, og det gjorde vi derfor ikke. Transporten mellem byerne foregik med busser. Det er luksusbusser, hvor man kan ligge sæderne helt ned (cama) eller næsten helt ned (semicama), der er mange udbydere og altid plads. Vi betalte ca. 600 kr. for natbus for fire personer (10 timer) mellem Mendoza og Cordoba. Til de korte ture brugt vi Uber. Det er billigt og effektivt.

Brasilien – Rio De Janeiro og vandfaldene Iguacu

oktober 12, 2022september 27, 2023admin

Brasilien, nærmere bestemt Rio De Janeiro var første stop på vores otte måneder lange orlov i Sydamerika, New Zealand og Fransk Polynesien. Vi brugte seks dage i Rio og så tre dage ved verdens største sammenhængende vandfald Iguacu. Vandfaldene er et af verden syv naturlige vidundere. Det forstår vi godt. Vi er: min mand Mikkel, vores søn Elliot på 7 år og jeg, Rikke.

Udsigt fra Sukkertoppen til Rio. Copacabana ligger længst til venstre i billedet.

Rio – fantastiske strande og dejlig stemning

Storbyer ved vandet kan noget. Man har det hele – strand, luft, kultur og liv. Vi oplevede en hel del på de seks dage vi var i byen. Vi boede i området Flamengo fem minutters gåtur fra stranden og i en hyggelig bydel med mange restauranter og lokalt liv. Vi brugte en hel del tid på stranden ikke mindst, fordi der var fodboldmål. Det var overskyet noget af tiden, men vi fik dog alligevel sol på kroppen og leget i bølgerne.

Copacabana – fint sand og laid back stemning

Der var ca. 5 km. til Copacabana, og den ene dag gik vi “Ruta Rio de Pe”, som er en angivet rute gennem byen. Turen derud var en fin tur primært langs vandet, hvor der er park det meste af turen. På Copacabana bliver der solgt Caipirinhas og alt muligt andet på stranden og på den berømte promenade. Der er god stemning med live laid-back musik fra alle barer og spisesteder langs stranden. Man kan ikke andet end at nyde livet her.

Den berømte promenade langs vandet ved Copacabana.

Rigt kulturliv i Centro med museer og bibliotek

Museum of Tomorrow var en stor oplevelse, bygning ligner noget fra fremtiden – et mix mellem et skelet fra et ukendt dyr og et rumskib, og begge udstillinger var rigtig gode. Den permanente handler om os mennesker og vores omverden set og forklaret gennem naturvidenskaben. Der bliver talt til alle sanser og især brugt meget video og fortællinger. Den anden udstilling var en særudstilling, som viste sort-hvid fotos fra og af forskellige indianerstammer. Museet er helt klart et besøg værd. Det koster omkring 80 kr. for voksne at komme ind. Elliot var godt underholdt meget af tiden på trods af, at udstillingen primært er på portugisisk og en del engelsk.

Udsigten fra toppen af Museum of Tomorrow og ud over vandet. Det er en del af bygningen der ses i toppen af billedet.

Centro er er hyggeligt område med mange gamle flotte bygninger. Vi så bl.a. hovedbiblioteket, et smukt konditori, national teateret, parlamentsbygningen og kulturcentrum. Gaderne i den gamle del af centrum er smalle og der er butikker af alle slags. Området omkring det museet for moderne kunst kan også anbefales, og parken fører lige ned til Gloria Havn. Vi spiste – ligesom mange gange før – på et buffet sted. Konceptet er ens alle steder: tag hvad du vil og betal ca. 7 kr. per. 100 gram. Når man har betalt, kan man tage en lillebitte kop kaffe med i et plastik shot glas.

Cristo i skyen og besøg på sukkerbjerget

En af hovedattaktionerne i Rio er selvfølgelig Cristo Redentor, og ham skulle vi selvfølgelig også se. Der er flere måder at komme til ham på :-))). Vi valgte en billig og let løsning: Uber. Vi kørte simpelthen hele vejen op til indgangen, fra hotellet kostede det ca. 60 kroner. Ved indgangen koster det ca. 70 kr. per voksen at komme helt op i skyen til ham. Det foregår med busser og er sat fuldstændig i system, så man har en plads i bussen osv. Man kan også tage et tog hele vejen fra busstationen ved bunden af bjerget eller vandre tre timer af en lille sti op ad bjerget. Det skulle være en smuk tur gennem regnskov, men det valgte vi fra, da vejret ikke var i top. På toppen var Cristo ikke så tydelig, han var gemt delvis i en sky, og det betød selvfølgelig, at der ingen udsigt over byen var. Pyt med det, for der var aber og fin stemning.

Cristo kan ses fra det meste af byen, når han ikke er gemt i en sky.

Pao de Acucar eller Sukkerbjerget er 396 m. højt og kan ses fra det meste af byen. Der er to bjerge, og det første kan man gå/vandre op ad, det tager ca. en halv time og er gennem frodig skov. Stien er nem at følge, og vi så både aber og fugle undervejs. På toppen af det kan man købe billetter til kabelbanen, der tager en til det andet bjerg. Det er en smuk tur, og udsigten fra begge toppe er helt utrolig. Prisen for kabelbanen er omkring 200 kr. per mand. Der er cafeer og mange områder at sidde og slappe af over der hele.

Stranden for foden af sukkertoppen. Her fik vi streetfood – grillspyd med grønt, og noget der lignede savsmuld (det smagte godt!) og drak frisk kokosnød.

Fodboldmuseum og alt det andet man skal opleve

Maracana er navnet på det lokale stadium. Her spiller holdet Flamengo, så det skulle vi selvfølgelig opleve. På Maracanas hjemmeside have de lovet en oplevelse for livet, når man besøgte deres museum, så vi tog metroen de 8 stop derud og så Peles trøje, mange andre trøjer, fodaftryk af kendte spillere, omklædningsrum og mere. Tja, man skal være noget mere interesseret i fodbold for at få pulsen op end jeg for at synes, at det er en oplevelse, der går over i historien.

Vi så selvfølgelig også Escadaria Selaron, som kunsteren Jorge Selaron påbegyndte i 1990erne, og det er et imponerende at se fliser fra hele verden samlet op af den lange trappe. Katedralen i Rio var også interessant og et besøg værd.

Katedralen i Rio De Janerio, ligger nær trapperne Escadaria Selaron

Rio De Janerio er en interessant by, og der er meget, vi ikke har oplevet bl.a. et helt utroligt natteliv, siges der. Vi var primært ude om dagen og følte os trygge. Det var nemt at tage metro, taxa og Uber. Der er god skiltning og mange cykler, man kan leje og komme rundt enten på cykel eller på gåben. Der er mange restauranter, dog flest der serverer grillet kød i lange baner. Priserne er rimelige, vi gav omkring 15 kr. for en Caipirinha og 80 kr. for et godt måltid mad med grillet kød med tilbehør.

Iguacu og Iguazu

Iguacu, verdens største sammenhængende vandfald set fra den brasilianske side.

Iguacu eller Iguazu – alt efter om man er brasilianer eller argentiner – er helt utrolige at opleve. Vi brugte to dage på de 260 vandfald. En dag på den brasilianske side, hvor vi også boede, og en dag på den argentinske side. Det er low season, og derfor var der ikke så mange gæster på den brasilianske side, da vi besøgte den. Dejligt, for det betød, at vi kunne gå rundt i vores eget tempo og tage billeder og bare opleve. Det var vildt at opleve de kræfter! Vi havde regnslag og skiftetøj med. Det var nødvendigt, for at gå ud på broerne var ligesom at stå i en regnbyge i blæst. Vi kan også prale med, at vi har badet i Iguacu, for vi købte os til en tur i båd helt tæt på faldene (500 kr. per voksen). Det var vådt, men så vildt at sidde så nær!

Iguazu, set fra den argentinske side. Har du kun en dag til vandfaldene så vælg den brasilianske side.

Dagen efter vores besøg på den brasilianske side, besøgte vi den argentinske side. Det var lidt mere omstændigt, da vi skulle igennem grænsekontrol og veksle penge, inden vi kunne komme ind i parken. Begge dele gik stærkt og på under en time var vi kommet ind i parken til vandfaldene. Det, der med at stå i kø, var noget vi kom til at gentage resten af dagen, men vi var forberedt, for vi havde hørt, at det var en helligdag, så mange familier ville komme i parken. Ja tak. Godt man ikke har noget imod at gå i gåsegang!

Gåsegang eller ej. Det var smukt fra den argentinske side, jeg ville ikke have været foruden på trods af lukkede stier, ufattelig mange mennesker og køer.

På den brasilianske side var besøgene ved vandfaldene sat i system med billetter og gode guider, der hjalp og opdaterede kort. Her kan man gå hele turen med konstant udsigt til vandfaldene på ca. halvanden time. Lidt anderledes var det på den argentinske side, hvor mange af stierne går ind i landskabet, hvor man ikke ser vandfaldene, men mere omgivelserne. Først når man kommer til enden af den blå sti og djævlens hals, ser man vandfaldene. Det er så også værd at vente på. På den argentinske side var flere stierne lukkede og hjælpen knap så god.

Efter nogle gode dage i Brasilien fortsatte vores rejse til Paraguay.