Chile – Stjerner, Santiago, gensynsglæde og en larve

Vores tre uger i Chile blev ikke som ventet – på godt og ondt. Vi lagde ud med nogle varme og tørre dage i ørkenen, hvor vi så på stjerner. Derefter besøgte vi kystbyen La Serena og rejste nogle dage ind i landet og oplevede Pisco-området Elqui Valley. Længere mod syd blev tre på orlov til fire, da Dicte stødte til os i Santiago. Det blev også til et par dage i farverrie Valparaiso.

Sand, stjerner og støv

San Pedro De Atacama er et af de varmeste og helt sikkert det tørreste sted vi har været. Hår, hud og næse var konstant tør, og vinden føltes som en hårtørrer. Der var sand i gaderne i den lille, hyggelige by, som er centrum for aktiviteter i Atacamaørkenen. Vi boede i udkanten af byen og var derinde flere gange for at handle, spise is og tage på guidede ture.

Man kan selv køre ud og se ørkenen, hvis man lejer en bil, men vi besluttede os i stedet for til at købe ture med turbureauer til Moon Valley, som ligger bare 4 km fra byen, en ridetur nær Death Valley og tage på ”stjernekiggertur”.

Lige uden for byen er mørket næsten totalt om aftenen, og den meget tørre luft og sjældne nedbør giver de bedste betingelser for at se på stjerner. Vi var derfor på stjernekigger-tur en aften og blev lidt klogere på Mælkevejen mm. Undervejs blev forklaringerne afbrudt af en Pisco sour, og det gjorde ikke oplevelsen af at sidde lige under stjernerne dårligere. Vi fik også et godt billede af månen gennem et teleskop.

Moon Valley ligger tæt på den lille by, og mange vælger derfor at leje cykler og køre ud og se de store klitter af sand og den flotte dal. Vi tog igen en guidet tur, da det ville blive for hårdt for ham at cykle derud. Landskabet bar præg af, at der er meget langt mellem regnbygerne. Faktisk er der områder i Atacamaørkenen, hvor man ikke har målt nedbør i 400 år. Turen sluttede af med at opleve den virkelig flotte solnedgang i dalen. Igen blev vi afbrudt af en Pisco sour. Ikke dårligt.

Elliot desværre havde nogle dage med smerter i hovedbunden, hvor han var blevet stukket i junglen. Vi frygtede, at Elliot havde en ubuden gæst under huden. Vi bestilte derfor tid på hospitalet i La Serena.

La Serena – kyst og hospitalsbesøg

Luksusbussen, det er sådan vi omtaler den ChilePlus bus, der fragtede os fra ørkenen til La Serena. Det tog ca. 13 timer, med det var næsten en fornøjelse, da sæder kunne lægges helt ned, og der var godt med individuel videounderholdning. Det er absolut også den dyreste bustur vi har taget – 500 kr. per mand, men efter næsten 5 måneder med mange, lange og ikke altid særlig komfortable busture, var det tid til luksus.

I La Serena boede vi tæt på stranden og gik nogle gode ture i sandet ud til Stillehavet. Vi nød igen at være ved kysten. Vi fik set de fine bygninger fra kolonitiden i byen og besøgte byens arkæologiske museum, hvor vi blandet så et stenhoved fra Rapanui (Påskeøen).

Vi var en tur på hospitalet med Elliot, fordi vi ville have en professionel vurdering af en bule i Elliots hovedbund. Selvom vi mange gange prøvede at forklare dem, at vi frygtede, at der var et insekt, der voksede inde i bulen, var de overbeviste om, at en rensning af knoppen, salve og antibiotika ville gøre Elliot rask. Det gjorde det ikke.

Pisco og vandreture

Pisco er en nationaldrik i Chile. Det er det også i Peru. I Chile og i sær i Elqui Valley, hvor en stor mængde af de stærke dråber bliver fremstillet, gør de meget ud af at fortælle om deres nationaldrik. I Elqui Valley tog vi på piscosmagning og rundvisning på en lille fabrik, og vi købte selvfølgelig også en flaske med.

Elqui Valley er mere end Pisco, der er også mange hyggelige små byer at besøge og gode ture at vandre. Vi boede i Vicuna, som var virkelig hyggelig med et fint lille torv og mange restauranter. Vi boede på et hostel, hvor fignetræet bugnede med frugt, og der var mange druer at spise.

Santiago – gensynsglæde og nye venner

Vi hentede Dicte (vores yngste datter) ude i lufthavn en tidlig formiddag, der stødte til os efter nogle hårde måneder i Spanien. Hvor var det skønt at se hende igen efter 5 måneders adskillelse. Vi tog det derfor stille og roligt i hovedstaden, uden for mange planer og udflugter. Nogle stykker blev det selvfølgelig til.

Vi mødtes med Evalinas (vores ældstes datter) chilenske familie to gange. Første gang viste Alex os rundt i byen, og vi havde nogle gode snakke om landets tilstand og meget andet. Vi drak iskaffe i det hyggelige italienske område og spiste en completo, som er en hot dog med pølse, avokado og majonaise på Alex’s stamsted.

Santiago de Chile er en by med 8 mio. indbyggere, og der er mange kvarterer, som er interessante at se. Vi brugte en eftermiddag i det hyggelige kvarter, hvor The Museum of Memory and Human Rights ligger. Det var interessant at besøge museet, der på bedste vis beskriver militærkuppet, hvor Allende blev skudt i 1974 og tiden derefter.

Vi spiste middag hos ikke mindre end to forskellige chilenske familier i de dage, vi var i hovedstaden. Vi havde mødt en sød familie på restaurant Nativa i Sucre (Bolivia), som inviterede os hjem til klassisk chilensk middag i deres flotte hus. De serverede ost, kiks, skinke og avokado til forret og en sammenkogt ret med majs og kød til hovedret. Desserten var en florlet og meget sød kage med frugt til. Det var en virkelig hyggelig aften, hvor vi fik snakket en masse (engelsk).

Et par dage senere besøgte vi Evalinas familie, der serverede en god, tung frokost med ris, kød og salat. Her fik vi øvet vores spanske.

Gadekunst og havn i Valparaiso

Valparaiso ligger bare en god times kørsel fra på Santiago. Byen var for 100 år siden en af de vigtigste havnebyer i Latinamerika, men efter Panamakanalens åbning blev byens rolle ændret. Byen er i sig selv ikke flot, men beliggenhed ved kysten og tilstedeværelse af kunst på alle gader og stræder tiltrækker mange turister. Således også os. Vi boede i et lille byhus med udsigt over vandet, så vi kunne nyde sol og kaffe med fin udsigt.

Vi brugte en dag med en af Evalinas venner, som arbejder som guide i byen. Han viste os sine yndlingssteder i byen, flot gadekunst, stranden, søløverne og en god fiskerestaurant. Vi havde mange gode snakke og blev klogere på forholdene for unge mennesker i Chile.

Larven og farvel til Sydamerika

Bulen på Elliots hoved forsvandt ikke, og derfor tog vi endnu engang på hospitalet med Elliot. Fem timer senere – efter samtaler med forskellige læger, diverse undersøgelser og en scanning – var der ingen tvivl om, at en larve havde taget bolig i Elliots hovedbund, og den skulle fjernes. Der er to måder at gøre det på: 1) den nemme, men langsommelige: Læg et stykke skinke på bulen og luk helt tæt og vent på, at larven pga luftmangel bider sig vej ud. Når den stikker hovedet ud, skal man så være vaks og hive den helt ud med en pincet. Det virker ofte. Vi havde desværre ikke tid til at tage chancer, da vi skulle forlade Sydamerika to døgn senere, og derfor valgte vi metode 2: operation. En lille, men blodig operation. Det er ikke tit de på hospitalet har chance for at se den type larve og operation, så det blev lidt af et tilløbsstykke, hvilket betød vi var en hel del på operationsstuen.

Det var en hård omgang, men Elliot var tilbage i god stil allerede dagen efter. Og frisk til at sige farvel og tak for mange gode oplevelser i Sydamerika.

Rejsemæt og en ny gruppe

Chile er uden sammenligning det dyreste land, vi har besøgt i Sydamerika. Priserne ligner de danske eller i hvert fald tyske priser. Det gør ondt på en stor del af befolkningen, som har svært ved klare dagen og vejen. Via de samtaler vi havde med familierne og Uberchauffører blev det tydeligt for os, at folk frygter en stor krise. De er dog glade for, at det dog ikke står så skidt til som i Argentina.

Chile har meget at byde på, men det fik vi ikke udnyttet. Vi havde allerede fra starten af vores rejse besluttet os for ikke at rejse til Patagonien. Vi vidste, at det ville komme til at tage en del tid, og at der ville være mange af turene fx gletcher hikes, som vi ikke ville kunne gennemføre med den gruppe vi er.

Da vi kom til Chile var vi rejse-mætte. Mætte af alle de fantastiske oplevelser vi har haft i Sydamerika, og vi trængte til at slappe af. Vi brugte en del tid på praktiske gøremål og skulle på meget kort tid arrangere, at Dicte kunne slutte sig til os, ændre flybilletter, campervan-leje mm. Da hun ankom til Santiago, skulle hun have tid til at komme sig efter sin rejse og oplevelser i Spanien og have tid til at vænne sig til at være en del af vores gruppe.

Gruppen er videre – New Zealand i sigte!