Uncategorized Arkiv - STORE OPLEVELSER

New Zealand – Campervan på Nordøen

maj 5, 2023maj 5, 2023admin

Lidt over tre uger i en Toyota Highace på Nordøen, her så vi mange smukke landskaber.

“Hvor er her bare smukt”, var en sætning, jeg sagde mange gange på de 23 dage vi kørte Nordøen tynd i campervan. Ruten i store træk: Auckland – Coromandel – Bay of Plenty – Hobbiton – Waitomo – New Plymount – Wellington – Lake Taupo/ Rotorua – Auckland. Vi havde naturen helt tæt på, når vi freedom-campede og nød varme brusebade og pool, når vi overnattede på campingpladserne.

Forberedelse – rute og valg af camper

Landskabet set fra et udsigtspunkt nær Coromandel Town.

Vi besluttede os først endelig omkring jul at besøge New Zealand, som en lang stop-over til Tahiti. Vi vidste, at vi ville køre rundt i autocamper for at kunne opleve så meget af landet som muligt. Ingen af os havde prøvet den rejseform før, og vi er ikke normalt campister. Det var derfor lidt af en jungle at sætte sig ind, hvilken type af campervan, der er egnet, hvad man gerne vil have og ikke mindst, hvad man vil betale.

Som udgangspunkt er det bare pivdyrt at leje en campervan. Vores skrabede model (Toyota Highace) til fire personer kostede os ca. 900 kr. i døgnet. Dertil kommer udgifter til benzin (og de kører ikke langt på literen) og til campingpladser.

Selfcontained camper og freedom camping

Vi sov i to lag i vores Happy Hi 4. Billedet er taget fra køkkenet.

Vi fandt hurtigt ud af, at freedomcamping kunne være interessant for os, og derfor lejede vi en campervan, der var self-contained. Det betyder, at man skal klare sig uden faciliteter og ikke efterlader sig spor, når man har camperet. Der skal derfor være wc eller tør-closet i en self-contained campervan og dunke til at opsamle det brugte vand (gray/black water) fra vasken. Man skal også tage sit affald med sig. Når man har mærket self-contained, kan man parkere på freedomcamping steder rundt omkring i hele landet. Pladserne er for det meste gratis og ude midt i naturen. Mange af dem har offentlige wc i nærheden. Mere om freedomcamping senere.

Nordøen på 23 dage

Vi freedomcaper nær New Plymouth. En rigtig god plads med toilet.

Vi besluttede os hurtigt for at leje bilen i Auckland, da det også var samme sted, som vi skulle flyve ind og ud af landet. Der var flere grunde til, at vi besluttede os for at udelukkende at se Nordøen. New Zealand blev i 2023 ramt af flere cykloner og blandt andet færgerne mellem Syd- og Nordøen var ramt hårdt. Det var derfor næsten umuligt at finde billetter til overgangen mellem de to øer.

Cyklonen var også skyld i, at flere veje var lukkede eller under reparation, mens vi var der, og det betød, at det ofte tog længere tid end normalt at komme fra A til B. Derudover kunne vi ud af diverse guidebøger og facebook-grupper se, at der var rigeligt at opleve på Nordøen.

Coromandel – de smukkeste strande

Legetov ved Hahei Beach Resort, hvor vi overnattede et par nætter.

Vi lagde ud i det område, vi syntes lød mest interessant – Coromandel og Bay of Plenty. Vi brugte nogle dage ved strandene i Hahei og Waihi. Vi badede ved Cooks Beach og gik en god tur i sandet og på sten til New Chums Beach. Virkelig fine strande med roligt og klart vand.

Kajaktur til Cathedral Cove

Tre timer på vandet i kajak langs “Bay of Plenty” var smukt.

Hahei ligger tæt på Cathedral Cove, som er et must at se i området. Klippen på stranden har været med i Narnia filmen og er derfor kendt. Indtil før cyklonen kunne man gå en smuk tur langs kysten fra Hahei på 40 minutter til klippen og se den, men den sti er lukket nu. Den eneste måde man kan se klippen på nu, er fra havet. Vi valgte derfor at tage en guidet tur med kajak. Vejret var fuldstændig fantastisk og vandet helt roligt –perfekte vilkår for den tretimers kajaksejlads. Turen frem og tilbage langs til Cathedral Cove var smuk, selve klippen var ikke noget vildt, syntes vi.

Hotwater Beach – too hot

Hotwater Beach på Coromandel er et tilløbsstykke.

Vi besøgte også en af de største attraktioner på Coromandel – Hotwater Beach. Ved lavvande kan man ved hjælp af skovl grave ned til de varme kilder, der ligger lige under sandet på stranden, og så kan man grave sig en lille hotpool at slappe af i. Vi havde lejet to skovle og gik glade til stranden for at grave en hotpool, men, men der var så mange mennesker på stranden, at det bare ikke var fedt. Det var dog meget sjovt at stå i vandkanten og mærke de varme kilder. Det var hot – omkring 60 grader.

Freedomcamping med begrænsninger

Aftensmad på freedomcamping med udsigt til havet.

I Waihi og Tauranga længere ned af kysten var strandene også smukke. Brede hvide strande, med klart og lækkert vand – lige til at hoppe i. Flere steder lå freedom campingpladserne lige ud til havet. Og særligt omkring de to byer og Tairuna, var der mange steder at vælge i mellem. Fælles for dem alle var, at de er meget populære, og at der ikke er særlig mange pladser hvert sted. Det betød, at man skulle nå frem inden kl. 16, hvis man ville være relativ sikker på at få en freedomcamping plads. Et par steder var vi for sen på den, så pladserne var optaget når vi kom frem, så måtte vi køre videre og finde en anden.

På flere af pladserne var der faciliteter såsom toiletter, mulighed for at flyde drikkevand i dunke, legeplads, og grill. Alle steder, hvor vi overnattede tæt på havet, benyttede vi os af muligheden for at tage en morgendukkert.

Udsigten fra Mt Maunganui var smuk. Det tog en times tid at gå derop.

Både i Tairuna, Waihi og Tauaranga boede vi tæt på små gode vandreture til toppen af nærliggende bjerge, hvor vi gik op og nød udsigterne over de smukke bugte. Særlig turen omkring og til toppen Mt Maunganui var rigtig flot. Der var mange cafeer og hyggelige butikker nær bjerget, så vi sluttede turen af med til badetøjsshopping og en is.

Guldgraverby og vandfald

Guldgravermuseet i Waihi er et besøg værd.

Waihi var i starten af 1900 tallet en rigtig guldgraver by. Her blev udvundet en hel del sølv og guld, og byen voksede meget i starten af 1900 tallet. Midt i byen kan man se efterladenskaber fra den gyldne periode. Her er et stort krater og det gamle vandtårn. Vi gik en tur om krateret (4 km ) og brugte en rigtig god time på byens guldmuseum. Et moderne museum med mange interaktive installationer.

Toppen af Wairere Falls, et godt stop på vejen.

På vejen fra Tauranga til Matamata kørte vi ind til Wairere Falls. Turen til toppen gik gennem skov og ad gode stier. Halvvejs til toppen af vandfaldet var et udsigtspunkt til vandfaldet. Derefter blev stien mere stejl og den krævede, at vi kravlede lidt. Der var smukt på toppen. Vi kunne gå rundt på toppen af vandfaldet og hoppe fra sten til sten i vandet. Helt henne ved kanten var udsigten udover landskabet endnu engang smuk.

The Department of Conservation i New Zealand har opsyn med mange af de vandreture og naturparker, der ligger spredt over hele landet. Cyklonen havde ødelagt en del vandreruter og mange stier var lukkede, derfor tjekkede vi ofte deres hjemmeside for at se, hvordan stierne var – både sværhedsgrad og status – inden vi kørte ind i en nationalpark.

På besøg i Hobbiton

Selvom man ikke er megafan af Hobbitten, er det interessant at opleve “The Shire”.

Vi kunne selvfølgelig ikke besøge New Zealand uden at tage en tur til Hobbiton og opleve ”The Shire”. Vi kørte den smukke tur til Hobbiton en eftermiddag og deltog i en guidet tur rundt i The Shire. Det var en god tur, som startede med en bustur til hobbitternes by efterfulgt af en gåtur rundt mellem hobbithullerne. Vi fik mange gode historier fra opbygningen af sitet og fra den tid, hvor filmene blev optaget. Selvom det øsede ned var det en stor oplevelse at se området. Turen sluttede af med en øl på ”The Green Dragon Inn”. Man kan ikke besøge Hobbiton uden en guidet tur, som koster ca. 250 kr. per voksen.

Hotpools ved Taupo og Rotorua

Der er flere badeområder i floden, hvor man kan hoppe i det varme vand og nyde “Hot pool”.

Hobbiton ligger i det centrale New Zealand, som er et område med megen vulkansk aktivitet. Der er mange hotpools, som man kan besøge – nogle er gratis at hoppe i og andre koster lidt. Vi valgte at overnatte på campingpladser med pools.

Pool med open air film. Det holder 100%.

Ved den største sø på Nordøen- Lake Taupo- boede vi på en stor campingplads med mange faciliteter. Vores favoritfacilitet var den store, varme pool med open air film om aftenen. Det var dejligt at sidde i det varme vand og synge med på Løvernes Konge og The Greatest Showman med en drink i hånden mens regnen silede ned. Det kostede 600 kr. for en overnatning i campervan på pladsen. Det var den dyreste overnatning vi havde. Priserne på campingpladserne var fra 150 kr. pr. nat til 600 kr. Freedomcamping var gratis.

Skovtur i Redwood og til Maorigilde

Redwood i Rotorua var en god oplevelse. Træerne er op til 40 meter høje.

Der er mange gode ture at gå fra visitorcenteret i Redwood, tæt på Rotorua centrum. Vi valgte at gå et par timer og opleve de smukke træer. Alle stier er tydeligt mærket, og som ved alle andre visitorcentre i landet er der toiletter, gode parkeringspladser og masser af information at hente omkring stedet. Man kan vælge at gå en tur i trætoppene og se skoven fra ca. 20 meters højde.

Rotorua by lugter af svovl på grund af al den underjordiske aktivitet. Man slipper heldigvis for stanken i skoven.

Maori aften nær Rototua var en god oplevelse. Dans og dejlig mad.

Maorikulturen er meget synlig i New Zealand, langt mere end vi havde forestillet os inden vi ankom. I Auckland er de offentlige skilte på både maori og engelsk, og man hører begge sprog på gader og stræder. Mange personer er tatoveret i ansigterne og i de store indkøbscentre sælger mad “maoristyle”.

Et andet “must see” er en aften i Maoriernes selskab. Vi havde booket et tretimers arrangement, hvor vi startede med at spise traditionel mad fra jordovnen, og derfor fik en rundtur i deres landsby. Aftenen sluttede af med en danseopvisning og fortællinger.

Wellington med verdens bedste museum

Wellington er hovedstaden i New Zealand. Det er en virkelig hyggelig by, der er nem og hurtig at komme rundt i. Mange af seværdighederne findes omkring havnen. Restauranter og butikker findes på og omkring Cuba Street. Vi kan anbefale Fidel Cafe og Restaurant Highwater.

Vi boede på en campingplads lige uden for byen, hvor vi kunne tage en bus ind til centrum. Der er godt nok mulighed for at bo på freedomcamping i centrum, men ingen af dem havde tilknyttet wc, så det havde vi ikke lyst til.

Hvalhjerte på New Zewlands nationalmuseum – Té Papa

Vi brugte det meste af en eftermiddag på Nationalmuseet Té Papa. Vi startede på 1. sal i samlingen, der på bedste vis gennemgik flora og fauna i New Zealand. Der var videoer, ting man kunne lytte til, røre ved, lugte til og kravle på. På næste etage blev vi klogere på Maorierne historie, og vi kunne se, hvordan den oprindelige befolkning boede inden europæerne kom til New Zealand. Der er fem etager og mange ting at opleve, det er gratis, og det får en kæmpestjerne fra os alle fire.

Smukke køretur og korte stop

Elliot og Mikkel bader i Hofmanns Pool nære Thames.

En stor del af de oplevelser, man får i New Zealand er, når man sidder i campervanen og bare kigger ud ad vinduet. Landskabet er smukt og varieret. Der var også flere gange, hvor vi kørte en lille omvej for at opleve en særlig udsigt, et vandfald, en hængebro eller andet. Andre gange lagde vi vandreture ind på vejen fra et sted til et andet.

De Tre Søstre (klipperne), så vi på et ultrakort stop på vej til New Plymouth.

Det var nemt i vognen bare at stoppe et sted og lave og spise frokost ved et udkigspunkt på vejen. Selvom mange veje ikke var i super stand, og der var en hel del vejarbejde undervejs, syntes vi ikke det skabte de store forsinkelser. Vi rejste selvfølgelig heller ikke i højsæsonen, som er fra december til februar, hvor det er sommer.

Endnu en flot udsigt efter en times vandren op.

Der er mange bjerge med flotte udsigter at bestige på hele øen. Vi gik mange tue og og ned og nød natur og de smukke udsigter. På mange af “bjergene” er der forskellige ture mærket, så man kan tage den tur der passer til dagsformen.

Vandretur ved Mt. Doom

12 kms vandring i området omkring Mount Ngauruhoe var smukt.

Tongariro Crossing er en af New Zealands Great Walks. Vi skulle selvfølgelig opleve Mt. Doom, som Mount Ngauruhoe bliver kaldt i folkemunde, men vi ville ikke gå de 19 km. som vandreturen over bjerget er. Vi gik 12 km, og lagde ud kl. 9 om formiddagen og var tilbage ca. tre timer senere. Den første time var nem, den næste noget hårdere, da den kun går op, op og op af Devils Stairs.

Vandreturen omkring Mount Ngauruhoe blev hård efter 5 km. hvor vi nåede Devils Stairs.

Vandreturen er en af de helt store attraktioner, og derfor var det nemt at finde campingpladser i nærheden. Vi overnattede dog på en stor parkeringsplads nogle få kilometer fra starten af ruten med mange andre turister, som også skulle afsted næste morgen. Pladsen var ikke interessant, men sikke en service at der er wc, vandstation, skraldespande, mulighed for at købe adgang til køkkenfaciliteter med mere tilgængeligt. Vi var mindst 150 campere på pladsen den nat.

Forgotten highway

En smuk highway på 150 km. Det tog det meste af dagen at opleve den, et vandfald mm.

En af de sidste dage i campervanen kørte vi 150 km. af The Forgotten Highway. Vi havde forstillet os, at vejen ville være lidt tilgroet og i dårlig stand, men det var den ikke. Det var tilgengæld en supersmuk tur gennem forskellig slags landskab. Omkring midt på ruten ligger den selvstændige stat “Whangamomona”, her var vi inde på byens hotel for drikke en kop kaffe og spise kage. Man kan købe sig til et stempel i sit pas, hvis man ønsker. Vi nøjes dog med kaffe og kørte videre ad den smukke rute.

Sorte strande og afslutning på camping

Vi overnattede på freedomcamping ved Hamiltons Gap, ca. en times kørsel fra Auckland.

Vi sluttede vores tur i campervanen med et par overnatninger på vestkysten, hvor der er flotte strande, mange af dem med sort sand.

Vi var heldige med vejret på vores køretur i New Zealand og havde kun lidt regn undervejs. Solen stod op ved 7 tiden og kl. 19 blev det mørkt. Nætterne var kølige med temperature på omkring 7-10 grader, det kunne vi godt mærke i vognen, og vi var glade for at have nattøj og ekstra tæpper med.

Vores vogn “Happy Hi 4” var ikke en luksusvogn at køre rundt i. Vi kunne i den grad have ønsket os, at vi havde haft et bord inden døre at spise og spille ved i sær om aftenen, når solen var gået ned. Det var fint at lave mad på de to blus, men det er klart, at man virkelig skal overveje, hvad man vil stå og kokkerere på så lidt plads.

Vores Happy High 4 på freedomcamping ved en sø.

Der var heller ikke meget plads at opbevare vores tøj og bagage på, men det løste sig ved at rydde op hele tiden. Vi brugte aldrig vores toilet eller vores solbad (sort pose, som vi kunne hænge op med vande udendørs). Vi skiftede mellem at sove på freedomcamping og betalte campingpladser – alt efter hvor pladserne lå og om vi trængte til komme i bad, lade bilen og devices op mm.

Kiwierne er beskyttede og meget svære at se. Vi så en i “Kiwi House” nær Waitomo Caves.

Storbyen Auckland – et sted i Asien?

Varetegnet i Auckland. Vi boede ved siden af, og brugte en del tid i byen på at handle ind til vores sejlads.

Auckland er den største by i New Zealand. Her er et godt byliv med mange butikker og restauranter. Der er mange studerende i byen og mange er fra Asien. Derfor findes der også et utal af asiatiske restauranter. Vi spiste på et par af dem. Vi nød i det hele taget at være i en større by.

Maden er ikke noget særligt. New Zealænderne spiser mange pocerede æg og mad i frituren.

Vi så ingen pæne byer i New Zealand – Auchland var ingen undtagelse. En hotelovernatning eller AirBnB i Auckland kan findes til ca. 1000 kr, per nat. Vi brugte i gennemsnit ca. 2000 kr. i døgnet, og det indebar at vi ofte lavede mindst to måltider i døgnet.

Raglan, et par timers kørsel fra Auckland er “Surfers Paradise”. Vi nød også nogle timer på stranden.

Smukt, smukt og smukt. Sådan kan vi opsumere vores oplevelse af New Zealand. 23 dage i en vogn på under 6 kvadratmeter kræver, at man kan holde den gode tone og være god til at gå lidt for sig selv en gang imellem. Vi er glade for, at vi valgte den rejseform, men hold da op hvor vi også glædede os til at bo i lejlighed de sidste dage af vores orlov i New Zealand.

Chile – Stjerner, Santiago, gensynsglæde og en larve

april 18, 2023april 18, 2023admin

Morgenudsigt over Santiago de Chile. Storby med mange hyggelige kvarterer.

Vores tre uger i Chile blev ikke som ventet – på godt og ondt. Vi lagde ud med nogle varme og tørre dage i ørkenen, hvor vi så på stjerner. Derefter besøgte vi kystbyen La Serena og rejste nogle dage ind i landet og oplevede Pisco-området Elqui Valley. Længere mod syd blev tre på orlov til fire, da Dicte stødte til os i Santiago. Det blev også til et par dage i farverrie Valparaiso.

Sand, stjerner og støv

Moon Valley er en del af Atacama ørkenen: smukt, varm og tør.

San Pedro De Atacama er et af de varmeste og helt sikkert det tørreste sted vi har været. Hår, hud og næse var konstant tør, og vinden føltes som en hårtørrer. Der var sand i gaderne i den lille, hyggelige by, som er centrum for aktiviteter i Atacamaørkenen. Vi boede i udkanten af byen og var derinde flere gange for at handle, spise is og tage på guidede ture.

Hovedgaden i San Pedro de Atacama består af turbureauer, spistesteder, barer og souvenirbutikker, men hyggelig er den.

Man kan selv køre ud og se ørkenen, hvis man lejer en bil, men vi besluttede os i stedet for til at købe ture med turbureauer til Moon Valley, som ligger bare 4 km fra byen, en ridetur nær Death Valley og tage på ”stjernekiggertur”.

Lige uden for byen er mørket næsten totalt om aftenen, og den meget tørre luft og sjældne nedbør giver de bedste betingelser for at se på stjerner. Vi var derfor på stjernekigger-tur en aften og blev lidt klogere på Mælkevejen mm. Undervejs blev forklaringerne afbrudt af en Pisco sour, og det gjorde ikke oplevelsen af at sidde lige under stjernerne dårligere. Vi fik også et godt billede af månen gennem et teleskop.

Hvilken stjernehimmel man kan opleve i San Pedro de Atacama.

Moon Valley ligger tæt på den lille by, og mange vælger derfor at leje cykler og køre ud og se de store klitter af sand og den flotte dal. Vi tog igen en guidet tur, da det ville blive for hårdt for ham at cykle derud. Landskabet bar præg af, at der er meget langt mellem regnbygerne. Faktisk er der områder i Atacamaørkenen, hvor man ikke har målt nedbør i 400 år. Turen sluttede af med at opleve den virkelig flotte solnedgang i dalen. Igen blev vi afbrudt af en Pisco sour. Ikke dårligt.

Moon Valley. Det hvide er et tyndt lag salt, der fremkommer efter meget lidt regn.

Elliot desværre havde nogle dage med smerter i hovedbunden, hvor han var blevet stukket i junglen. Vi frygtede, at Elliot havde en ubuden gæst under huden. Vi bestilte derfor tid på hospitalet i La Serena.

La Serena – kyst og hospitalsbesøg

Vi boede tæt på fyret i La Serena, et godt område med cafeer og surfeskoler.

Luksusbussen, det er sådan vi omtaler den ChilePlus bus, der fragtede os fra ørkenen til La Serena. Det tog ca. 13 timer, med det var næsten en fornøjelse, da sæder kunne lægges helt ned, og der var godt med individuel videounderholdning. Det er absolut også den dyreste bustur vi har taget – 500 kr. per mand, men efter næsten 5 måneder med mange, lange og ikke altid særlig komfortable busture, var det tid til luksus.

Elliot var tilfreds med underholdning og liggeforhold i luksusbussen fra ørkenen til La Serena – 13 timer i alt.

I La Serena boede vi tæt på stranden og gik nogle gode ture i sandet ud til Stillehavet. Vi nød igen at være ved kysten. Vi fik set de fine bygninger fra kolonitiden i byen og besøgte byens arkæologiske museum, hvor vi blandet så et stenhoved fra Rapanui (Påskeøen).

Når man ikke skal til Påskeøerne, er det næstbedste at opleve en af stenhovederne i La Serena.

Vi var en tur på hospitalet med Elliot, fordi vi ville have en professionel vurdering af en bule i Elliots hovedbund. Selvom vi mange gange prøvede at forklare dem, at vi frygtede, at der var et insekt, der voksede inde i bulen, var de overbeviste om, at en rensning af knoppen, salve og antibiotika ville gøre Elliot rask. Det gjorde det ikke.

Pisco og vandreture

Pisco er national drik i Chile. Vi var ude og smage på varerne.

Pisco er en nationaldrik i Chile. Det er det også i Peru. I Chile og i sær i Elqui Valley, hvor en stor mængde af de stærke dråber bliver fremstillet, gør de meget ud af at fortælle om deres nationaldrik. I Elqui Valley tog vi på piscosmagning og rundvisning på en lille fabrik, og vi købte selvfølgelig også en flaske med.

Vi havde hun i de timer vi vandrede i bjergene i Elqui Valley. Det var en smuk og varm tur.

Elqui Valley er mere end Pisco, der er også mange hyggelige små byer at besøge og gode ture at vandre. Vi boede i Vicuna, som var virkelig hyggelig med et fint lille torv og mange restauranter. Vi boede på et hostel, hvor fignetræet bugnede med frugt, og der var mange druer at spise.

Santiago – gensynsglæde og nye venner

Det historiske kvarter i Santiago, hvor mange officielle bygninger ligger.

Vi hentede Dicte (vores yngste datter) ude i lufthavn en tidlig formiddag, der stødte til os efter nogle hårde måneder i Spanien. Hvor var det skønt at se hende igen efter 5 måneders adskillelse. Vi tog det derfor stille og roligt i hovedstaden, uden for mange planer og udflugter. Nogle stykker blev det selvfølgelig til.

Vi mødtes med Evalinas (vores ældstes datter) chilenske familie to gange. Første gang viste Alex os rundt i byen, og vi havde nogle gode snakke om landets tilstand og meget andet. Vi drak iskaffe i det hyggelige italienske område og spiste en completo, som er en hot dog med pølse, avokado og majonaise på Alex’s stamsted.

Vi hyggede os med Evalinas chilenske familie i Santiago.

Santiago de Chile er en by med 8 mio. indbyggere, og der er mange kvarterer, som er interessante at se. Vi brugte en eftermiddag i det hyggelige kvarter, hvor The Museum of Memory and Human Rights ligger. Det var interessant at besøge museet, der på bedste vis beskriver militærkuppet, hvor Allende blev skudt i 1974 og tiden derefter.

Mindevæg på The **Museum of Memory and Human Rights**.

Vi spiste middag hos ikke mindre end to forskellige chilenske familier i de dage, vi var i hovedstaden. Vi havde mødt en sød familie på restaurant Nativa i Sucre (Bolivia), som inviterede os hjem til klassisk chilensk middag i deres flotte hus. De serverede ost, kiks, skinke og avokado til forret og en sammenkogt ret med majs og kød til hovedret. Desserten var en florlet og meget sød kage med frugt til. Det var en virkelig hyggelig aften, hvor vi fik snakket en masse (engelsk).

Nye venner og hjemmelig hygge hos Sebastian og co. i Santiago.

Et par dage senere besøgte vi Evalinas familie, der serverede en god, tung frokost med ris, kød og salat. Her fik vi øvet vores spanske.

Gadekunst og havn i Valparaiso

Der er gadekunst overalt i Valparaiso. Det pynter på bygninger og trapper.

Valparaiso ligger bare en god times kørsel fra på Santiago. Byen var for 100 år siden en af de vigtigste havnebyer i Latinamerika, men efter Panamakanalens åbning blev byens rolle ændret. Byen er i sig selv ikke flot, men beliggenhed ved kysten og tilstedeværelse af kunst på alle gader og stræder tiltrækker mange turister. Således også os. Vi boede i et lille byhus med udsigt over vandet, så vi kunne nyde sol og kaffe med fin udsigt.

Vi brugte en dag med en af Evalinas venner, som arbejder som guide i byen. Han viste os sine yndlingssteder i byen, flot gadekunst, stranden, søløverne og en god fiskerestaurant. Vi havde mange gode snakke og blev klogere på forholdene for unge mennesker i Chile.

Larven og farvel til Sydamerika

Bulen på Elliots hoved forsvandt ikke, og derfor tog vi endnu engang på hospitalet med Elliot. Fem timer senere – efter samtaler med forskellige læger, diverse undersøgelser og en scanning – var der ingen tvivl om, at en larve havde taget bolig i Elliots hovedbund, og den skulle fjernes. Der er to måder at gøre det på: 1) den nemme, men langsommelige: Læg et stykke skinke på bulen og luk helt tæt og vent på, at larven pga luftmangel bider sig vej ud. Når den stikker hovedet ud, skal man så være vaks og hive den helt ud med en pincet. Det virker ofte. Vi havde desværre ikke tid til at tage chancer, da vi skulle forlade Sydamerika to døgn senere, og derfor valgte vi metode 2: operation. En lille, men blodig operation. Det er ikke tit de på hospitalet har chance for at se den type larve og operation, så det blev lidt af et tilløbsstykke, hvilket betød vi var en hel del på operationsstuen.

Det var en hård omgang, men Elliot var tilbage i god stil allerede dagen efter. Og frisk til at sige farvel og tak for mange gode oplevelser i Sydamerika.

Aftenudsigt fra vores lejlighed i Santiago de Chile.

Rejsemæt og en ny gruppe

Chile er uden sammenligning det dyreste land, vi har besøgt i Sydamerika. Priserne ligner de danske eller i hvert fald tyske priser. Det gør ondt på en stor del af befolkningen, som har svært ved klare dagen og vejen. Via de samtaler vi havde med familierne og Uberchauffører blev det tydeligt for os, at folk frygter en stor krise. De er dog glade for, at det dog ikke står så skidt til som i Argentina.

Chile har meget at byde på, men det fik vi ikke udnyttet. Vi havde allerede fra starten af vores rejse besluttet os for ikke at rejse til Patagonien. Vi vidste, at det ville komme til at tage en del tid, og at der ville være mange af turene fx gletcher hikes, som vi ikke ville kunne gennemføre med den gruppe vi er.

Da vi kom til Chile var vi rejse-mætte. Mætte af alle de fantastiske oplevelser vi har haft i Sydamerika, og vi trængte til at slappe af. Vi brugte en del tid på praktiske gøremål og skulle på meget kort tid arrangere, at Dicte kunne slutte sig til os, ændre flybilletter, campervan-leje mm. Da hun ankom til Santiago, skulle hun have tid til at komme sig efter sin rejse og oplevelser i Spanien og have tid til at vænne sig til at være en del af vores gruppe.

Gruppen er videre – New Zealand i sigte!

Bolivia: Jungletur, Saltørken og to hovedstader

april 6, 2023april 12, 2023admin

Det bedste til sidst: 2 nætter og tre dage i Saltørkenen.

Vi rejste fire uger i Bolivia, og oplevede den oprindelige befolkning på tættere hold end i de andre Sydamerikanske lande. Vi lagde ud med en uge i La Paz, som er en af landets to hovedstader, derefter en uge i junglen og på pampas. Så var vi en uges tid i landets anden hovedstad Sucre og sluttede af med det bedste til sidste: nogle dage i saltørkenen.

La Paz i 3650 meters højde

Allerede i lufthavnen kunne vi mærke, at luften i verdens højest beliggende hovedstad La Paz, er tynd. Højdesygen blev kureret med en dag på langs og coca-te og efter en lille dags tid havde kroppen vænnet sig til den tynde luft, og vi kunne for alvor opleve La Paz.

Der er ca. 13 mio. indbyggere i Bolivia og 34 anerkendte sprog. Det kan ses i gadebilledet, at bolivianere kommer fra mange forskellige etniske grupper. Det kan man især se på bolivianernes beklædning, Mange kvinder har fx lange fletninger, går med bowlerhat, en strutnederdel og flere lag af strik eller vævet tekstiler- de er meget farverige.

Hekse og overtro

Krigerdans i Heksekvarteret, hvor vi boede i La Paz. Vi tror det var opvarmning til karnevallet.

Bolivianerne tilbeder Pachamama, som er Moder jord, og de er overtroiske. Vi boede i Heksemarked-kvarteret i byen, hvor man kan købe alt fra lamafostre til sukkerstykker med forskellige budskaber, til tørrede urter mm. Bolivianerne ofrer til Pachamama ved fx at brænde urter, sukker mm over bål eller lægge lamafostre i fundamentet, når der skal bygges et hus. Ligegyldig hvad man ønsker sig i Bolivia, kan man finde noget, der kan hjælpe en lidt på vej, man kan fx sætte en skulptur af en tudse i sit, hjem hvis man vil være lykkelig. Kvarteret er hyggeligt, selvom lamafostre og lig af lamaunger ikke lyder så hyggeligt. Gaderne er pyntet med lys og farverige bånd og her er mange souvenirsbutikker.

Valley de la Luna og kvindebrydning

Valley de la Luna ligger tæt på La Paz, og er et godt sted at gå tur.

Udover at opleve katedralen og andre fine koloniale bygninger i La P, var vi på et par ture uden for centrum. Vi oplevede Valley de la Luna, og vi så kvindebrydning.

Valley de la Luna ligger en halv times kørsel uden for centrum, og den lille nationalpark er nem at komme til med en lokal minibus. Stedet ligner noget der kunne være på månen med de rå klipper formet af sand. Efter et par dage med kun få kilometer i benene, var det dejligt at gå rundt.

Kvindebrydning er noget for sig. Sjovt og festligt at se på.

Kvindebrydning var mere sjovt end voldsomt. Det var skuespil af ikke den bedste kvalitet, men det var sjovt at se, hvordan kvinderne i strutkjoler smed rundt med hinanden i bokseringen. Showet blev set af en hel del turister, men der sad også nogle lokale tilskuere på publikumsrækkerne.

Elliot grinede højest, da en af bryderne bød Mikkel op til dans.

Metro i luften

La Paz har verdens længste kabelbanesystem – ca. 32 km. Her er udsigten fra den grønne linje.

Vejene i centrum er kaos, der bliver dyttet, og biler og minibusser holder i lange køer. Trafiklys er der ikke mange af, og man må krydse vejen, når man tør. Byen, som oprindeligt lå i en dal, har bred sig op ad bjergsiderne og ned på den anden side. Byens metro ligger ikke under jorden, men i stedet for over hovederne på os. La Paz har verdens længste kabelbane – i alt omkring 32 km., og den fungerer godt. Vi prøvede den et par gange, en tur koster 5 kr.. Udsigten er fantastisk, og det er dejligt at slippe for kaos på vejene.

Smuk og dejlig mad på Gusto, som serverer mad lavet af bolivianske ingredienser.

Den ene dag tog vi kabelbanen til området Alto, hvor restauranten Gusto ligger. Restauranten er kendt i hele landet, fordi de udelukkende bruger bolivianske ingredienser i retterne. Claus Meyer står bag etablering af restauranten, og både indretning og mad er tydeligt inspireret af tankerne bag ny nordisk mad. Et eksempel er majsis og quina grød. Vi spiste tre flotte retter og drak lokal vin til. Priserne var heldigvis bolivianske:-) med 150 kr. for tre retter.

In the Jungle, the mighty jungle, sover myg ikke

Vi gik flere gode og varme ture i junglen, hvor der skulle krydses vandløb.

Elliot havde siden vores rejses begyndelse talt om, at han gerne ville opleve Amazonas. Det skulle vi selvfølgelig. Der er flere måder at opleve junglen på i Bolivia, men vi valgte at tage til Rurrenabaque (Rurre), som ligger nær Madidi nationalpark. Bussen til Rurre blev vi frarådet, da vejene i regntiden er dårlige, og turen derfor kan tage fra 11-20 timer! Vi flottede os derfor med dyre flybilletter. Turen til Rurre skulle ikke tage mere end en lille time, men kraftig regn og vind i Rurre gjorde, at vi var nødt til vende om, inden vi nåede landingsbanen og flyve tilbage til La Paz. Et par dage efter landede vi endelig i Rurre.

Herfra gik det stærkt. Vi havde booket 4dage /3 nætter i junglen, og derefter 3dage/2 nætter i pampassen med et turbureau. Vi blev hentet i den lillebitte lufthavn i Rurre, og på bureauets kontor blev vi udstyret med gummistøvler, hvide skjorter og guide. Derefter var det ned til floden og afsted – ind i junglen. Tre times sejlads senere landede vi ved lodgen – vores hjem de næste par dage.

Vi fik et primitivt værelse med eget toilet og bad, men vi brugte ikke meget tid derinde, for der var mange ture ud i junglen. Alle måltider spiste vi sammen med de andre turister i fælleslokalet.

Vores guide viste os junglen ad flere omgange. Han forklarede os, hvad den oprindelige befolkning brugte og bruger de forskellige planter til. Han viste os også en meget stor edderkop og nogle aber.

Den ene dag gik vi 4 hårde og varme timer i junglen hen til et lejrsted, hvor vi sov under åben himmel om natten. Vi satte et par presenninger og myggenet op og faldt i søvn til junglens lyde – myg, jaguar og aber. Det var en god oplevelse, men vi var også glade for, at det kun var en nat vi skulle sove under åben himmel og på et meget tyndt liggeunderlag.

Vi fiskede og fiskede, men fangede ikke stort i junglen. Vi så en cayman i søen senere på aftenen,

Vi var også ude at fiske, men de fisk vi fangede fra flodbredden var ikke store nok til, at vi ville tilberede dem. Elliot syntes det var rigtig sjovt at fiske, også selvom der ikke var nok til aftensmaden. Om aftenen var vi på mørketur, og Elliot var god til at spotte aber og caymans.

Efter tre nætter i junglen sejlede vi tilbage til Rurre og tog en overnatning på et godt hostel. Det var skønt at få et varmt bad.

Myg, lyserød delfin, capivar og flere myg

Det var smukt at sejle rundt i både jungle og pampas.

Efter en nat i Rurre tog vi med turbureauet til pampassen, som er et stort flodområde. Turen derud foregik med bil og båd. På grund af virkelig meget regn, tog turen i bil omkring 3 timer, og selvom vi var i firehjulstrækker, var det en vild tur. Grusvejene var glatte som sæbe, og vi kom kun langsomt frem. Nogle biler nærmest gled afsted. Efter køreturen sejlede vi et par timer for at nå logden. Det var en flot tur, der dog havde været endnu bedre, hvis bare halvdelen af myggene havde fundet et andet sted at være. Vi fik igen et primitivt værelse og spiste vores måltider med de to andre par, der var med på turen.

Der var mange dyr at opleve i pampassen. Vi så tukaner, papegøjer og andre fugle, forskellige typer aber, caymans, capivarer og lyserøde delfiner. Det var især spændende at se delfinerne, der ofte brød overfladen på det brune vand med deres lyserøde krop. Vi så dem flere gange, da vi fiskede fra den lille båd. Capivarerne lever på land lige ved bredden, og de var søde at se på. Men de dyr vi så mest til var myg. Aldrig har jeg set så mange myg. De kunne stikke igennem tøjet. Det hjalp lidt at have hvide skjorter på, men myggestik fik vi alligevel.

Fælleshuset, hvor vi spiste alle de gode måltider i junglen.

Da vi kom hjem fra vores tur ud at spotte caymans, havde vi haft besøg på vores værelse. Mange af vores ting lå på gulvet og alle vores snacks var væk! De små hr. Nelson aber havde været på spil. Ikke nok med at de havde stjålet alle indpakkede snacks, de havde også stjålet vores tandbørster og tandpasta! Sikke en skøn ånde de aber må løbe rundt med nu.

Turen i pampassen var rigtig interessant, desværre også lidt for interessant, for Elliot fik en parasit med sig hjem. Den 1,5 cm. lange larve blev opereret ud i Chile en månedes tid senere – øv og av.

Den hvide by, dinospor, karneval og mere by

Sucre er Bolivias anden hovedstad. Den er kendt som den hvide by og er rigtig hyggelig. Her er den centrale plads.

Vi bevægede os mod syd og besøgte flere af de store byer i Bolivia. Cochabamba var en hyggelig storby med restauranter, iscafeer, et kæmpe marked og liv på gader og stræder. Den hvide by – Sucre er den ene af de to hovedsteder i landet. En fin lille, hyggelig by med et flot centrum. Mange butikker var dog lukkede nogle af de dage vi var der pga. karnevallet, tilgengæld var gaderne fuld af liv.

Karnevallet i Bolivia varer 40 dage, og særligt i de dage vi var i Sucre og Cochabamba var der musik, dans og vandkampe i gaderne. Det startede omkring middag og varede til omkring midnat. Grupper af musikanter gik rundt i gaderne og spillede trommer og blæseinstrumenter, fulgt af tilhørere og dansere. Rundt i gaderne stod tilskuere og klapper og smider så vandbomber og sprøjter med skum på hinanden og musikere og dansere. Vi prøvede så vidt muligt at udgå at komme imellem de dansende grupper og tilskuere. Det var nogle gange svært, da der konstant gik tre-fire spille/danse grupper rundt.

By-stemning fra Bolivias 3. største by: Cochabamba.

På Mikkels fødselsdag spiste vi fint på Nativa, som er den bedre restaurant i Sucre. Seks retter med drikkevarer til 150 kr. per mand. Spændende og god mad og drikkevarer, der hovedsageligt var produceret lokalt. En af drinksene, som alle var afstemt til retterne, var svampesaft med gin.

Lige uden for Sucre så vi den store dinomur. Der er mere end 5000 spor fra tre forskellige dinosauer.

En lille times kørsel uden for Sucre centrum, besøgte vi Cal Orck’o, som er en park, hvor man kan se verdens største samling af dinosauer fodspor. De blev fundet, da firmaet Portland begyndte at lave cement i området. Muren med de mere end 5000 fodspor er mere end en kilometer lang og fantastisk at se.

Saltørken og stjernehimmel

Seks på tur i Uyuni. Her er vi i solnedgangen.

Vi havde gemt det bedste til sidst: Tre dage og to nætter i saltørkenen. Vi købte turen i byen Uyuni, som ligger i ørkenen. Det er en lille by, hvor indbyggerne tidligere ernærede sig ved at udvinde salt fra ørkenen, nu lever de stort set alle af turister. Der er mange udbydere af turene i ørkenen, så det var bare at gå rundt og høre priser og præcist hvad de tilbød. Vi valgte en tur, hvor man den sidste nat sover på hostel ligeved siden af nogle hot pools – det fortrød vi ikke.

Vi var 6 turister og en guide i Toyotaen, da vi kørte ud af byen ved 11 tiden. Første stop var på togkirkegården, her kan man se udrangerede togvogne og kunst lavet af gammelt jern. Det var mere interessant end det lyder.

En af attraktionerne i Uyuni er togkirkegården. Det var sjovt at klatre på de gamle tog.

Derefter kørte vi ud i saltørkenen. Det var en vild oplevelse, at se salten ligge overalt. I løbet af eftermiddagen kom der vand på overfladen, hvilket gjorde at overfladen fungerede som et spejl. Det kom der mange sjove fotos ud af. Vi kørte rundt derude og oplevede hvordan overfladen ændrede sig i løbet af dagen. Natten tilbragte vi på salthotel – ja, alle møbler var lavet af salt – sengene, stolene, væggene mm.

Mere smuk ørken

Næste morgen kørte i ørkenen igen. Vi så bl.a. et berømt stentræ og mange flotte klippeformationer, nogle flotte søer med flamingoer og meget mere. Landskabet ændrede sig meget i løbet af den tid, vi kørte rundt.

Vi brugte mange timer i bilen rundt i ørkenen. Det var flot.

Anden nat boede vi på hostel nær den chileanske grænse og lige ved siden af nogle hot pools, som er opstået på grund af den megen termiske aktivitet i undergrunden. Efter aftensmaden fandt vi vores stavlygte og badetøj frem og gik over til hot pools. Det var bælgmørkt, kun stjernerne lyste op. Sikke en stjernehimmel. Vi har aldrig set noget lignende – Mælkevejen var helt tydelig og mængden af stjerner var uendelig. Luften var ca. 10 grader og vandet 40. Vi tilbragte næsten en time i vandet. Elliot var i sit es, han elsker varmt vand.

En af de flotte søer vi så på vejen rundt i ørkenen.

Til morgenmad i restauranten nød vi solopgangen og udsigten til de varme pools. Ved 8 tiden satte vi afsted og kørte ned mod grænsen til Chile. På vejen kørte vi bl.a. igennem Dali’s ørken og så Andesbjergene inden vi krydsede dem, og stillede os i kø ved grænseovergangen. Et par stempler senere var vi i Chile, hvor vi blev samlet op af en minibus, der kørte os de 20 minutter til vores hostel i San Pedro De Atacama i Chile.

Bolivia – ture overnatninger og priser

Bolivia var spændende at besøge. Vi kom godt rundt i landet, men var mere tid færre steder end flere af de andre lande vi har besøgt. Vores to store ture var på hver deres måde virkelig interessante. Ugen i jungle og pampas kostede os 6000 kr. alt inklusiv (+fly 4000 kr.). De tre dage i saltørkenen kostede ca. 1000 kr. per mand. Overnatninger, busture og mad er billigt i Bolivia. Overnatninger var ca. 400 kr. per nat. Vi tog nogle spansktimer i Sucre, det kostede 50 kr. pr. time – en til en undervisning.

Georgien – familieferie hvor øst møder vest

september 2, 2019januar 31, 2022admin

Tre ugers sommerferie i Georgien med hele familien, hvor Øst møder Vest. Fra trendy cafeer og restauranter i hovedstaden Tbilisi til øde bjergrygge i Kaukasus. På langs ved stenstranden på Sortehavskysten i syd til den gamle hovedstad Kutaisi med dinosaurfodspor og drypstenshuler midt i landet. Overalt er mad og vin fantastisk, og georgierne meget imødekommende. Bloggen her er fra vores familieferie i Georgien i 2019, der udover mig består af Mikkel(far) og tre børn: Evalina på 17, Dicte på 12 og Elliot på 4 år.

http://storeoplevelserlilleverden.dk/georgien-ferie-med-familien-hvor-oest-moeder-vest/ — Kaukaus kan nås fra Tbilisi på under tre timer, og her er smukt.

Georgien har stået på min “bucketliste” i næsten ti år, faktisk lige siden jeg hørte en kollega fortælle om sine oplevelser i landet – i bjergene, ved vandet og om maden. Jeg har siden hen gemt inspiration, når jeg har fundet noget om Georgien og læst en del udenlandske blogs om Tbilisi og landet i det hele taget.

Familieferien i Georgien startede med en uges tid i Tbilisi inklusiv en dagstur til Kaukasus, derefter en uge ved Sortehavet – først nogle dage i bjergene ved Kvariati og derefter tre dage ved Batumi. Så var vi fire dage i den tidligere hovedstad Kutaisi og sluttede af med et par dage i Tbilisi. Vi har rejst med tog, metro, bus og taxi – nemt og bekvemt.

Trendy Tbilisi

Georgien - familieferie hvor øst møder vest. Hovedstaden Tbilisi er trendy og har det hele. — Peace Bridge ved Tbilisi, Old City.

Tbilisi har det hele: trendy cafeer og restauranter, hyggelige pladser, parker, legepladser, god infrastruktur og hyggelig stemning. Vi endte med at bruge otte hele dage i byen og syntes hele tiden, vi fandt nye steder, vi lige skulle udforske. Vi boede rigtig godt i en dejlig lejlighed i den gamle by ved Rikhe Park, som er grøn, hyggelig og fin. Der er blandt andet en stor legeplads med mange bænke og muligheder for at sidde ned med et glas vin. Peace Bridge binder parken sammen med Kaladistriktet, som er det gamle Tbilisi. Her er gaderne meget snævre og brostensbelagte, og der er mange restauranter, barer og cafeer.

Kabelvogn til Mother Georgia, hvor Øst møder Vest. — Tag kabelvognen og se Mother Georgia, Tbilisi, Old City.

Når man er i Tbilisi, kan man de fleste steder fra se Mother Georgia, som står på toppen af bakken og kigger ud over byen. Det er nemt at komme op og se den ca. 16 meter høje statue med kabelvogn fra Rikhe Park. Det tager ikke mere end 5 minutter, og udsigten fra vognen er rigtig god. Fra toppen er udsigten over byen selvfølgelig endnu bedre. Kabelbanen er åben fra 10-22 hver dag og koster 5 kr. per mand. På toppen kan man gå en tur i Botanisk Have, som har en svævebane, et par gode legepladser, vandfald og fine, skyggefulde steder.

Strand, tivoli og The Chronicals

The Chronicals fortæller Georgiens historie ved Geogian Sea. — Georgian Sea ligger 20 min. kørsel fra Old City, lige ved The Chronicals.

En nem og god tur fra centrum er til The Chronicals of Georgia, som ligger ca. 20 minutters kørsel fra Old City. Her kan man se skabelseshistorien og Georgiens historie gengivet på 20 meter høje skrifteruller. Meget interessant. Fra The Chronicals kan man gå ned til Tbilisi Lake eller Sea, som de kalder det og bruge et par timer ved vandet. Det er en meget stor sø, og vandet er fint. Der er både liggestole, vandcykler og en enkelt cafe ved bredden.

Mtatsminda Park, et børnevenlig Tivoli på toppen af Tbilisi, Georgien. — Mtatsminda Park, et børnevenlig Tivoli på toppen af Tbilisi.

Det var varmt et par af dagene i Tbilisi, og det var en af grundene til, at vi brugte det meste af en dag i Mtatsminda Park, der ligger 700 meter over byen. Temperaturen er ca. fem grader lavere her end i byen, der er god plads, så det var skønt at gå rundt i parken, der rummer et tivoli med et lille vandland, forlystelser, cafeer og legeplads mm. Udsigten fra Pariserhjulet er fantastisk, og priserne er lave. Det absolut dyreste var den store rutchebane, den kostede 25 kr. pr. tur, de små forlystelser lå mellem 5 – 10 kr.

Bjerge, kirker og udsigt

Udsigt fra Jvari Kirke, som ligger ved Mtskheta, Georgien. — Udsigt fra Jvari Kirke, som ligger ved Mtskheta.

Der er mange smukke ortodokse kirker i Georgien. Nogle af dem ligger tæt på Tbilisi i byen Mtskheta, som er landets spirituelle centrum. Der er mange endagsture til byen, vi valgte dog at slå et smut forbi UNESCO seværdighederne på vej hjem fra Kazbegi.

Bagrati katedralen kan ses fra hele Kutaisi, Georgien. Det tager ca. 15 min. at gå dertil fra centrum. — Bagrati katedralen kan ses fra hele Kutaisi. Det tager ca. 15 min. at gå dertil fra centrum.

Turen til Kazbegi tager ca 3 timer fra Tbilisi og er smuk, smuk, smuk. Udsigten fra det russisk/georgiske venskabsmonument er helt utrolig. Vi var i ca. 2400 meters højde, men bjerget er over 5000 meter, og det højeste i Kaukasuskæden. Vi så både ørne og skyer under os i løbet af turen og så selvfølgelig også en hel del får, geder og køer, som krydsede vejene. Vi betalte omkring 650 kr. for turen med privat taxa og guide. Der var flere interessante stop undervejs bl.a. et kildeudspring med “danskvand” og Ananuri, som er et gammelt forsvarsværk.

Sortehavets perle Batumi

Kysten fra Batumi til Kvariati består af stenstrand i Georgien. — Stranden ved Kvariati, ca. 15 km. fra Batumi. Vandet var rent og godt.

Vi var en uges tid ved kysten. Først nogle dage i Kvariati, som vi havde valgt, da vandet her skulle være renere end ved Batumi, og fordi vi kunne bo i bjergene med smuk udsigt. Der var en fantastisk udsigt, men her var også meget fugtigt – dels pga. nedbør men også pga lavthængende skyer. Efter tre nætter rykkede vi ind til Batumi.

Udsigt fra hotellet i Kvariati, Georgien. — Udsigt fra hotellet i Kvariati, hvor vi kunne se havet, når ikke skyerne var “i vejen”.

Vi boede i byens ældste luksushotel lige ved vandet og i den gamle by. Perfekt beliggenhed. Batumi bliver kaldt Østens Las Vegas, og det forstår man godt, når man er i byen. Der er mange casinoer og spilleglade turister og forretningsfolk fra alle landene i regionen. Der er en 7 km lang promenade langs kysten i Batumi. Her lejede vi den ene dag en sekspersoners cykel og kørte rundt. Der er også statuer, kunst, legepladser, bordtennisborde, skakklub, hængekøjer, restauranter, cafeer og meget mere. Stemningen på promenaden er rigtig god, og vi brugte en del tid på bare at være der. Den ene dag så vi delfiner fra en af bænkene.

Europapladsen, promenaden og Old City i Batumi i Georgien er hyggelig. — Europapladsen, promenaden og Old City i Batumi er hyggelig.

Dinofodspor, grotter og hesteryg

To en halv times kørsel ind i landet fra Batumi ligger Georgiens gamle hovedstad Kutaisi. Den er på ingen måde så interessant som Tbilisi, men det er en god base, når man gerne vil ud og se dinosaurfodspor i Sataplia og Promentheus Cave.

Prometheus Cave ligger en lille times kørsel fra Kutaisi, Georgien — Prometheus Cave ligger en lille times kørsel fra Kutaisi.

Promentheus Cave og Sataplia parken med dinosaurfodspor passer fint til en dagstur. Har man kun en halv dag, ville jeg droppe Promentheus Cave og nøjes med Sataplia, hvor der også er en fin grotte. Indgange til hvert af de to steder koster ca. 120 kr. for fem personer. Promentheus Cave er ikke for folk, der har problemer med benene. En dreng på fire kan godt klare trapperne og den 1400 meter tur igennem grotten. De forstenede dinosaurfodspor blev fundet for næsten 100 år siden, og i Sataplia park kan man komme tæt på dem, se et dinosaurskelet, en grotte og så er der et virkelig fint udsigtspunkt, hvor man kan komme ud over bjergryggen på et glastag og kigge ned og ud over dalen. Der er også en cafe ved udsigtspunktet og legeplads.

På hesteryg nær Terjola, Georgien. — Til hest i bjergene nær Kutaisi. En off-road tur.

Vi brugte en dag til hest – dejlig dag i den rene og tynde luft med -igen-igen- udsigt til bjerg og grønt. Rideturen havde vi arrangeret på turistinformationen i Kutaisi, som satte os i kontakt med en engelsktalende guide i byen Terjola, som ligger 45 minutters kørsel fra Kutaisi. Turen til gården, hvor hestene var opstaldet, inkluderede minibus, lift i politibil og firehjulstrækker! Det er kun Evalina, der har erfaring med at ride, og derfor tog vi en rolig tur i kuperet landskab. Elliot sad foran mig, og vi blev trukket af guiden, mens de andre red afsted. To timers ridning og transport kostede ca. 600 kr. En skøn og smuk tur.

Maden – et afsnit for sig

Skøn mad, hvor Øst møder Vest i Georgien. — Det er et meget varieret køkken, og georgierne er stolte af deres mad- og vinkultur.

Dumplings, auberginer, valnødder, brød, dild, kartofler, koriander, basilikum….. Maden er krydret og god. Det er “øst møder vest”. En blanding af tyrkisk, græsk, russisk, kinesisk og italiensk mad. En kæmpe fornøjelse sammenlignet med sidste års feriemiddage i Polen. Man kan blive mæt for et par kroner, hvis man holder sig til brød med bønnepostej eller kartoffelmos, som kan købes ved de fleste stationer eller i gangtunellerne under de store veje i Tbilisi. En middag for fem på gode restauranter ligger på alt fra 130 kr. på fx Cafe Nicolai til 700 kr. på Old City Wall. Der er også mange hyggelige steder at drikke kaffe fx Cafe Leila eller Fabrika.

Cafe Fabrika, Tbilisi, Old City, Georgien — Fabrika var under russerne en silkefabrik. Nu er det cafe, hostel, designsalg mm.

Man kan også lave maden selv. Det gjorde Evalina og jeg lige uden for Kutaisi, hvor vi deltog i en workshop på Mate’s Wine Celler. Det var en super oplevelse at lave mad sammen med et par georgier og have mulighed for at spørge ind til madkultur, ingredienser og traditioner. Vi betalte 100 kr. for oplevelsen, og det kan virkelig anbefales. De producerer vin og snaps på stedet og viser gerne vinkælderen frem.

Nationalret i Georgien. Madkursus i Kutaisi. — En af nationalretterne. Brød med friskost, æg og smør. Det er ikke en letvægter, men smager godt.

Der er altid en vin, der passer til maden, ja faktisk til et hvert tidspunkt. Mange georgier brygger deres egen vin og byder gerne af den. Faktisk kan man købe vin stort set alle steder fx fra vinautomater på promenaden i Batumi, og der er mange hyggelige vinbarer i byerne. Mens en del af familien satte stor pris på vinen, så var der andre, der glædede sig over mængden af is. Man kan købe is stort set alle steder, og der er meget at vælge imellem i kioskerne, en dansk kiosk vil blegne i sammenligningen. Prisen på is går fra 2,5 kr. for en softice til 20 kr. for en isdessert ved et ismejeri. En Magnum koster 10 kr. Hør om vores rejse her i podcasten OPLEV: Georgien – hvor øst møder vest.

Der er mange hyggelige pladser foran kirkerne i Old Tbilisi, Georgien. — Plads foran kirken og vores udsigt fra Cafe Leila, Old City Tbilisi.

Best of Georgia

Restaurant: Old City Wall, Tbilisi
Strand: Batumi
Seværdighed: Peace Bridge – menneskeskabt
Seværdighed: Dinosaurfodspor, Sataplia, Kutaisi
Bjerg: Kazbegi
Naturtur: Ridetur nær Terjola, Kutaisi
Café: Fabrika, Tbilisi
Bedste udsigt: Fra Russisk/georgisk mindesmærke Kazbegi
Bedste is: Mtstminda Park, Tbilisi
Bedste kirke: Gelati, nær Kutaisi
Bedste legeplads: Vake Park, Tbilisi
Bedste overnatning: Apartment Paysage, Tbilisi
Bedste familieting: Cykeltur, Batumi

Cykeltur langs promenaden i Batumi, Georgien. Dejligt sted med legepladser, cafeer, kunst og hængekøjer. — Os fem på cykeltur langs promenaden i Batumi. Dejligt sted med legepladser, cafeer, kunst og hængekøjer.

Vinterferie i Jordan: Sandsten, snorkling og ørkensafari

marts 18, 2019januar 31, 2022admin

Actionpacked vinterferie i Jordan for hele familien, og alle oplevelser inden for to timers kørsel fra Aqaba – perfekt til en uges ferie. Tre dage ved Det Røde Hav med snorkling, dykning og byliv, to dage i oldtidskongebyen Petra med vandring og kultur samt et døgn i beduincamp i Wadi Rum. Elliot på 3år, Dicte på 12år, Evalina på 17år, Mikkel på 46år, morfar Orla på 69år og 44-årige Rikke var på vinterferie i Jordan.

Store oplevelser under overfladen

Vinterferie i Jordan ved kysten — Dejlig strand og hav i Aqaba, skøn vinterferie i Jordan

Kyststrækningen i Jordan er omkring 30 km. lang. Det er ikke meget, men hvilke 30 km. Midt på strækningen ligger Aqaba lige ud til Det Røde Hav. Det er særligt strækningen syd for byen, der er interessant, hvis man ønsker at se nærmere på livet under havoverfladen. Her er masser af liv – fisk og koraller i alle farver. South Beach ligger ca. 10 km. fra Aqaba på vejen til Saudi Arabien, og stranden består af en god blanding af private og offentlige strande. Vi brugte flere dage på den offentlige strand lige ud for den del af koralrevet, som har fået navnet “Japanese Garden”. Tæt på denne del af revet, kan man også se en tank, som jordanerne sænkede for en del år siden til glæde for folk med snorkel og flaskedykkere. Tanken ligger på 6 meter – og er derfor en oplagt dykkermulighed for nybegyndere. Vores døtre fik begge prøvedyk her og hilste bl.a. på dragefisk. Et prøvedyk med instruktør koster ca. 350 kr. inkl. udstyr. Penge givet virkelig godt ud, hvis man spørger vores piger. Der er også maget at se, når man snorkler, og det er fantastisk bare at gå i fra stranden og svømme rundt i det klare vand med udsigt til fisk og koraller. Vandet er i februar ikke mere end 21 grader, og derfor kan det være givet godt ud at leje våddragt mm. på en af de mange dykkercentre, der ligger langs kysten. En dags leje for det hele koster 50 kr., og det går man bare ind fra gaden og lejer.

De offentlige dele South Beach er strand, som vi kender det fra Danmark, hvor man tager sit håndklæde med og slår sig ned og nyder solen. En taxa til South Beach fra Aqaba centrum koster omkring 70 kroner. Der går også offentlig busser, og mange hoteller har shuttlebusser, der kører frem og tilbage flere gange om dagen. Mad, drikkevarer og snacks kan købes ved et af hotellerne eller i den af de små kiosker på stranden.

Afslappet stemning og livlig befolkning i Aqaba

Dykning ved Aqaba, Jordan — Udsigt fra vores hotel i down town Aqaba

Vi boede to forskellige steder i Aqaba. Først tre nætter på Hotel 7Days i centrum med balkon og udsigt til Great Arab Revolt Plaza, havet og de livlige handelsgader. Fra tidlig morgen til sen aften blev der handlet fleecekjoler, plastiksandaler, kaffe, slik, nødder og smykker i de små butikker samt serveret mad på de mange restauranter ud til hovedvejen langs kysten. Vi så ikke mange vesterlændinge i området, men en hel del lokale turister. Fra balkonen kunne vi også følge med i udkald til bøn.

Det var ikke muligt at købe morgenmad på hotellet, og derfor gik vi flere morgener til området bag den Hvide Moske lidt nord for byen for at drikke mangojuice og spise friskbagt brød med smeltet ost, pølsehorn og pizza på en lille juicebar. Det er et hyggeligt område med rolig stemning, her spiste vi også middag en aften på Arabic Moon Restaurant.

Aqaba er ikke en køn by, men der er en afslappet stemning, mange restauranter og steder langs strandpromenaden at slappe af samt en legeplads. Der er også souk, et arkæologisk museum og et madmarked. Vi valgte dog de ting fra og blev på stranden, de dage vi var i Aqaba. Den sidste nat boede vi på Bedouin Garden Village lige ud for “Japanese Garden” på south beach. Det er et børnevenligt hotel med mange sidde- og hyggeområder, pool, tagterrasse og restaurant. Hvis man gerne vil opleve livet i byen, vil jeg anbefale, at man også bor i centrum.

Over skyerne ligger Petra

Vinterferie i Petra, Jordan — “The Treasury” ligger ca. 45 minutters gang fra indgangen til Petra

Vi kørte igennem skyerne, på vejen fra Aqaba til Wadi Musi, som byen, der ligger ved Petra, hedder. Dagstemperaturne i Wadi Musi i februar er ca. 10 grader, og der er langt flere skyer på himlen end sydpå. Sol og tørvejr er ingen garanti. Der er god hovedvej mellem de to byer, og det var kun på grund af et par vilde kameler ved autoværnet, vi satte farten ned et par minutter. Turen i minibus koster ca. 750 kr.

Vi havde booket to nætter på et – for os – fint hotel i Wadi Musi, så vi kunne bruge et par dage i Petra og tage det i et tempo, så hele familien kunne få noget ud af besøget. Prisen for indgang til kongebyen er 500kr. per person for en dag og 550kr. for to dage – heldigvis kan man betale med visa:-).

Vi ankom til Petra ved 14 tiden og gik den ca. 1.5 km. smukke tur på stien mellem klipperne. “The Siq” som stien hedder, er hovedindgangen til Petra, og det er en overvældende smuk tur at gå imellem klipper i alle udgaver af rød. Vi havde valgt ikke at medbring klapvogn, så vi tog det stille og roligt med Elliot skiftevis i hånden og på skulderen. Man kunne godt have medbragt en god klapvogn til denne del af turen, men efter “The Treasury” er klapvogn næppe en mulighed.

Fantastisk natur og kultur i Petra

Petra, Jordan — Der er meget at se i Petra, hvor man kan bruge flere dage på at se grave, kirker, teater mm.

“The Treasury” kom til syne efter ca 45. minutters gåtur, og det er lige så fantastisk, som jeg havde forestillet mig. Man kan næsten høre Indiana Jones titelmelodien for sig, når det kommer til syne for enden af “The Siq”. Vi blev lidt ved Petras mest kendte bygning, inden vi fortsatte og så amfiteateret og fik en fornemmelse af byen. Petra er mere end 2000 år gammel og blev bygget af Nabataeanerne, og den var en vigtig del af handelsruten, der forbandt Mellemøsten, Asien og Europa. Efter et par timer i oldtidsbyen, gik vi tilbage til hotellet, klar på endnu en udflugt til Petra næste morgen.

Næste morgen var vi ved indgangen til Petra kl. 7.30 og valgte at gå og klatre turen til “The Monestry”, som ligger ca. 3 km og 900 trin op og rundt på bjergvæggene fra “The Treasury”. Med den rette mængde af chokoladekiks, lakrids, saftevand og pauser, nåede vi bygningen efter små tre timer. Så var der også brug for at slappe lidt af især for Elliot, som selv havde gået hele vejen. Det er en utrolig smuk tur gennem klippelandskabet, hvor der er mange ruiner at se på vejen. Kan man ikke gå turen, er der mulighed for at leje en hestevogn eller et æsel undervejs. Petra er et stort område, hvor man kan bruge flere dage på at vandre rundt og se grave, kirker, moskeer og smuk natur. Der er små restauranter og te-steder i oldtidsbyen og mange steder at tage et hvil. Jeg vil helt klart anbefale, at man bruger et par dage i Petra.

Ørkensafari med jeep og på kamel i Wadi Rum

Familieferie i Wadi Rum, Jordan — En times kamelsafari i dagens sidste stråler på vinterferie i Jordan

Wadi Rum ligger mellem Petra og Aqaba, ca. 1.5 times kørsel fra Petra og 45 minutters kørsel fra Aqaba, og derfor var det oplagt for os at køre til ørkenen på vej tilbage til Aqaba. Det blev til et heftigt døgn serviceret af et meget professionelt team fra “Obeid’s Camp“. Der er mange camps i Wadi Rum og mange, der tilbyder, hvad vi havde købt: tre-timers jeepsafari, en times kamelsafari, mad og overnatning i camp. Der er forskel på, hvordan camps ligger – nogle ligger i det beskyttede område og andre udenfor. Vi valgte Obeid’s Camp, som jeg havde fået anbefalet, den ligger i den beskyttede del, ca. 15 minutter i jeep fra Wadi Rum Visitors’ Centre. Her blev vi hurtig indlogeret i et stort fast “telt”, og efter et glas sød myntete i fællesteltet, satte vi os op på ladet af jeepen.

Sand, sand, sand og klipper

I løbet af tre timer besøgte vi Lawrence’s spring og Lawrence’s castle – locations fra filmen Lawrence of Arabia og Jabal Burdah – Burdah Rock Bridge. Det var en smuk tur mellem klipper og i åbne landskaber, hvor vi så mange kameler og andre på jeepsafari. Der var god mulighed for at klatre på klipperne i de korte pauser – ikke mindst på Burdah Rock Bridge, som var lidt af et tilløbsstykke. Kamelsafari i solnedgangen var også et hit – blandt både store og små.

Varm mad og kold nat – all inclusive i camp

Obeid's Camp i Wadi Rum, familieferie i Jordan — Obeid’s Camp i Wadi Rum

Aftensmaden blev hevet op ad jorden, da vi kom tilbage til campen, og hold da op hvor kylling og grøntsager smagte godt efter flere timer i jordovn. Middagen blev indtaget i fællesteltet ved de lave borde, hvor den levende ild sørgede for, at vi kunne spise, lege og spille kort uden at fryse. Det var straks en anden sag i vores telt, hvor temperaturen var nede på omkring 2 grader i løbet af natten. Der var heller ikke en sky på himlen til at holde på varmen – og heldigvis for det – for stjernehimlen var fantastisk. Prisen for os alle var 2800kr. all inclusive.

Lækker mad og nem kommunikation

Morgenmad i Aqaba, vinterferie i Jordan for hele familien. — Farverig morgenmad i Jordan

Læs mere →