New Zealand – Campervan på Nordøen

Lidt over tre uger i en Toyota Highace på Nordøen, her så vi mange smukke landskaber.

“Hvor er her bare smukt”, var en sætning, jeg sagde mange gange på de 23 dage vi kørte Nordøen tynd i campervan. Ruten i store træk: Auckland – Coromandel – Bay of Plenty – Hobbiton – Waitomo – New Plymount – Wellington – Lake Taupo/ Rotorua – Auckland. Vi havde naturen helt tæt på, når vi freedom-campede og nød varme brusebade og pool, når vi overnattede på campingpladserne. 

Forberedelse – rute og valg af camper

Landskabet set fra et udsigtspunkt nær Coromandel Town.

Vi besluttede os først endelig omkring jul at besøge New Zealand, som en lang stop-over til Tahiti. Vi vidste, at vi ville køre rundt i autocamper for at kunne opleve så meget af landet som muligt. Ingen af os havde prøvet den rejseform før, og vi er ikke normalt campister. Det var derfor lidt af en jungle at sætte sig ind, hvilken type af campervan, der er egnet, hvad man gerne vil have og ikke mindst, hvad man vil betale.

Som udgangspunkt er det bare pivdyrt at leje en campervan. Vores skrabede model (Toyota Highace) til fire personer kostede os ca. 900 kr. i døgnet. Dertil kommer udgifter til benzin (og de kører ikke langt på literen) og til campingpladser.

Selfcontained camper og freedom camping

Vi sov i to lag i vores Happy Hi 4. Billedet er taget fra køkkenet.

Vi fandt hurtigt ud af, at freedomcamping kunne være interessant for os, og derfor lejede vi en campervan, der var self-contained. Det betyder, at man skal klare sig uden faciliteter og ikke efterlader sig spor, når man har camperet. Der skal derfor være wc eller tør-closet i en self-contained campervan og dunke til at opsamle det brugte vand (gray/black water) fra vasken. Man skal også tage sit affald med sig. Når man har mærket self-contained, kan man parkere på freedomcamping steder rundt omkring i hele landet. Pladserne er for det meste gratis og ude midt i naturen. Mange af dem har offentlige wc i nærheden. Mere om freedomcamping senere.

Nordøen på 23 dage

Vi freedomcaper nær New Plymouth. En rigtig god plads med toilet.

Vi besluttede os hurtigt for at leje bilen i Auckland, da det også var samme sted, som vi skulle flyve ind og ud af landet. Der var flere grunde til, at vi besluttede os for at udelukkende at se Nordøen. New Zealand blev i 2023 ramt af flere cykloner og blandt andet færgerne mellem Syd- og Nordøen var ramt hårdt. Det var derfor næsten umuligt at finde billetter til overgangen mellem de to øer.

Cyklonen var også skyld i, at flere veje var lukkede eller under reparation, mens vi var der, og det betød, at det ofte tog længere tid end normalt at komme fra A til B.  Derudover kunne vi ud af diverse guidebøger og facebook-grupper se, at der var rigeligt at opleve på Nordøen.

Coromandel – de smukkeste strande

Legetov ved Hahei Beach Resort, hvor vi overnattede et par nætter.

Vi lagde ud i det område, vi syntes lød mest interessant – Coromandel og Bay of Plenty. Vi brugte nogle dage ved strandene i Hahei og Waihi. Vi badede ved Cooks Beach og gik en god tur i sandet og på sten til New Chums Beach. Virkelig fine strande med roligt og klart vand.

Kajaktur til Cathedral Cove

Tre timer på vandet i kajak langs “Bay of Plenty” var smukt.

Hahei ligger tæt på Cathedral Cove, som er et must at se i området. Klippen på stranden har været med i Narnia filmen og er derfor kendt. Indtil før cyklonen kunne man gå en smuk tur langs kysten fra Hahei på 40 minutter til klippen og se den, men den sti er lukket nu. Den eneste måde man kan se klippen på nu, er fra havet. Vi valgte derfor at tage en guidet tur med kajak. Vejret var fuldstændig fantastisk og vandet helt roligt –perfekte vilkår for den tretimers kajaksejlads. Turen frem og tilbage langs til Cathedral Cove var smuk, selve klippen var ikke noget vildt, syntes vi.

Hotwater Beach – too hot

Hotwater Beach på Coromandel er et tilløbsstykke.

Vi besøgte også en af de største attraktioner på Coromandel – Hotwater Beach. Ved lavvande kan man ved hjælp af skovl grave ned til de varme kilder, der ligger lige under sandet på stranden, og så kan man grave sig en lille hotpool at slappe af i. Vi havde lejet to skovle og gik glade til stranden for at grave en hotpool, men, men der var så mange mennesker på stranden, at det bare ikke var fedt. Det var dog meget sjovt at stå i vandkanten og mærke de varme kilder. Det var hot – omkring 60 grader.

Freedomcamping med begrænsninger

Aftensmad på freedomcamping med udsigt til havet.

 I Waihi  og Tauranga længere ned af kysten var strandene også smukke. Brede hvide strande,  med klart og lækkert vand – lige til at hoppe i. Flere steder lå freedom campingpladserne lige ud til havet. Og særligt omkring de to byer og Tairuna, var der mange steder at vælge i mellem. Fælles for dem alle var, at de er meget populære, og at der ikke er særlig mange pladser hvert sted. Det betød, at man skulle nå frem inden kl. 16, hvis man ville være relativ sikker på at få en freedomcamping plads. Et par steder var vi for sen på den, så pladserne var optaget når vi kom frem, så måtte vi køre videre og finde en anden.

På flere af pladserne var der faciliteter såsom toiletter, mulighed for at flyde drikkevand i dunke, legeplads, og grill.  Alle steder, hvor vi overnattede tæt på havet, benyttede vi os af muligheden for at tage en morgendukkert.

Udsigten fra Mt Maunganui var smuk. Det tog en times tid at gå derop.

Både i Tairuna, Waihi og Tauaranga boede vi tæt på små gode vandreture til toppen af nærliggende bjerge, hvor vi gik op og nød udsigterne over de smukke bugte. Særlig turen omkring og til toppen Mt Maunganui var rigtig flot.  Der var mange cafeer og hyggelige butikker nær bjerget, så vi sluttede turen af med til badetøjsshopping og en is.

Guldgraverby og vandfald

Guldgravermuseet i Waihi er et besøg værd.

Waihi var i starten af 1900 tallet en rigtig guldgraver by. Her blev udvundet en hel del sølv og guld, og byen voksede meget i starten af 1900 tallet. Midt i byen kan man se efterladenskaber fra den gyldne periode. Her er et stort krater og det gamle vandtårn. Vi gik en tur om krateret (4 km ) og brugte en rigtig god time på byens guldmuseum. Et moderne museum med mange interaktive installationer.

Toppen af Wairere Falls, et godt stop på vejen.

På vejen fra Tauranga til Matamata kørte vi ind til Wairere Falls. Turen til toppen gik gennem skov og ad gode stier. Halvvejs til toppen af vandfaldet var et udsigtspunkt til vandfaldet. Derefter blev stien mere stejl og den krævede, at vi kravlede lidt. Der var smukt på toppen. Vi kunne gå rundt på toppen af vandfaldet og hoppe fra sten til sten i vandet. Helt henne ved kanten var udsigten udover landskabet endnu engang smuk.

The Department of Conservation i New Zealand har opsyn med mange af de vandreture og naturparker, der ligger spredt over hele landet. Cyklonen havde ødelagt en del vandreruter og mange stier var lukkede, derfor tjekkede vi ofte deres hjemmeside for at se, hvordan stierne var – både sværhedsgrad og status – inden vi kørte ind i en nationalpark.

På besøg i Hobbiton

Selvom man ikke er megafan af Hobbitten, er det interessant at opleve “The Shire”.

Vi kunne selvfølgelig ikke besøge New Zealand uden at tage en tur til Hobbiton og opleve ”The Shire”. Vi kørte den smukke tur til Hobbiton en eftermiddag og deltog i en guidet tur rundt i The Shire. Det var en god tur, som startede med en bustur til hobbitternes by efterfulgt af en gåtur rundt mellem hobbithullerne. Vi fik mange gode historier fra opbygningen af sitet og fra den tid, hvor filmene blev optaget. Selvom det øsede ned var det en stor oplevelse at se området. Turen sluttede af med en øl på ”The Green Dragon Inn”. Man kan ikke besøge Hobbiton uden en guidet tur, som koster ca. 250 kr. per voksen.

Hotpools ved Taupo og Rotorua

Der er flere badeområder i floden, hvor man kan hoppe i det varme vand og nyde “Hot pool”.

Hobbiton ligger i det centrale New Zealand, som er et område med megen vulkansk aktivitet. Der er mange hotpools, som man kan besøge – nogle er gratis at hoppe i og andre koster lidt. Vi valgte at overnatte på campingpladser med pools.

Pool med open air film. Det holder 100%.

Ved den største sø på Nordøen- Lake Taupo- boede vi på en stor campingplads med mange faciliteter. Vores favoritfacilitet var den store, varme pool med open air film om aftenen. Det var dejligt at sidde i det varme vand og synge med på Løvernes Konge og The Greatest Showman med en drink i hånden mens regnen silede ned. Det kostede 600 kr. for en overnatning i campervan på pladsen. Det var den dyreste overnatning vi havde. Priserne på campingpladserne var fra 150 kr. pr. nat til 600 kr. Freedomcamping var gratis.

Skovtur i Redwood og til Maorigilde

Redwood i Rotorua var en god oplevelse. Træerne er op til 40 meter høje.

Der er mange gode ture at gå fra visitorcenteret i Redwood, tæt på Rotorua centrum. Vi valgte at gå et par timer og opleve de smukke træer. Alle stier er tydeligt mærket, og som ved alle andre visitorcentre i landet er der toiletter, gode parkeringspladser og masser af information at hente omkring stedet. Man kan vælge at gå en tur i trætoppene og se skoven fra ca. 20 meters højde.

Rotorua by lugter af svovl på grund af al den underjordiske aktivitet. Man slipper heldigvis for stanken i skoven.

Maori aften nær Rototua var en god oplevelse. Dans og dejlig mad.

Maorikulturen er meget synlig i New Zealand, langt mere end vi havde forestillet os inden vi ankom. I Auckland er de offentlige skilte på både maori og engelsk, og man hører begge sprog på gader og stræder. Mange personer er tatoveret i ansigterne og i de store indkøbscentre sælger mad “maoristyle”.

Et andet “must see” er en aften i Maoriernes selskab. Vi havde booket et tretimers arrangement, hvor vi startede med at spise traditionel mad fra jordovnen, og derfor fik en rundtur i deres landsby. Aftenen sluttede af med en danseopvisning og fortællinger.

Wellington med verdens bedste museum

Havnefronten i Wellington.

Wellington er hovedstaden i New Zealand. Det er en virkelig hyggelig by, der er nem og hurtig at komme rundt i. Mange af seværdighederne findes omkring havnen. Restauranter og butikker findes på og omkring Cuba Street. Vi kan anbefale Fidel Cafe og Restaurant Highwater.

Vi boede på en campingplads lige uden for byen, hvor vi kunne tage en bus ind til centrum. Der er godt nok mulighed for at bo på freedomcamping i centrum, men ingen af dem havde tilknyttet wc, så det havde vi ikke lyst til.

Hvalhjerte på New Zewlands nationalmuseum – Té Papa

Vi brugte det meste af en eftermiddag på Nationalmuseet Té Papa. Vi startede på 1. sal i samlingen, der på bedste vis gennemgik flora og fauna i New Zealand. Der var videoer, ting man kunne lytte til, røre ved, lugte til og kravle på. På næste etage blev vi klogere på Maorierne historie, og vi kunne se, hvordan den oprindelige befolkning boede inden europæerne kom til New Zealand. Der er fem etager og mange ting at opleve, det er gratis, og det får en kæmpestjerne fra os alle fire.

Smukke køretur og korte stop

Elliot og Mikkel bader i Hofmanns Pool nære Thames.

En stor del af de oplevelser, man får i New Zealand er, når man sidder i campervanen og bare kigger ud ad vinduet. Landskabet er smukt og varieret. Der var også flere gange, hvor vi kørte en lille omvej for at opleve en særlig udsigt, et vandfald, en hængebro eller andet. Andre gange lagde vi vandreture ind på vejen fra et sted til et andet.

De Tre Søstre (klipperne), så vi på et ultrakort stop på vej til New Plymouth.

Det var nemt i vognen bare at stoppe et sted og lave og spise frokost ved et udkigspunkt på vejen. Selvom mange veje ikke var i super stand, og der var en hel del vejarbejde undervejs, syntes vi ikke det skabte de store forsinkelser. Vi rejste selvfølgelig heller ikke i højsæsonen, som er fra december til februar, hvor det er sommer.

Endnu en flot udsigt efter en times vandren op.

Der er mange bjerge med flotte udsigter at bestige på hele øen. Vi gik mange tue og og ned og nød natur og de smukke udsigter. På mange af “bjergene” er der forskellige ture mærket, så man kan tage den tur der passer til dagsformen.

Vandretur ved Mt. Doom

12 kms vandring i området omkring Mount Ngauruhoe var smukt.

Tongariro Crossing er en af New Zealands Great Walks. Vi skulle selvfølgelig opleve Mt. Doom, som Mount Ngauruhoe bliver kaldt i folkemunde, men vi ville ikke gå de 19 km. som vandreturen over bjerget er. Vi gik 12 km, og lagde ud kl. 9 om formiddagen og var tilbage ca. tre timer senere. Den første time var nem, den næste noget hårdere, da den kun går op, op og op af Devils Stairs.

Vandreturen omkring Mount Ngauruhoe blev hård efter 5 km. hvor vi nåede Devils Stairs.

Vandreturen er en af de helt store attraktioner, og derfor var det nemt at finde campingpladser i nærheden. Vi overnattede dog på en stor parkeringsplads nogle få kilometer fra starten af ruten med mange andre turister, som også skulle afsted næste morgen. Pladsen var ikke interessant, men sikke en service at der er wc, vandstation, skraldespande, mulighed for at købe adgang til køkkenfaciliteter med mere tilgængeligt. Vi var mindst 150 campere på pladsen den nat.

Forgotten highway

En smuk highway på 150 km. Det tog det meste af dagen at opleve den, et vandfald mm.

En af de sidste dage i campervanen kørte vi 150 km. af The Forgotten Highway. Vi havde forstillet os, at vejen ville være lidt tilgroet og i dårlig stand, men det var den ikke. Det var tilgengæld en supersmuk tur gennem forskellig slags landskab. Omkring midt på ruten ligger den selvstændige stat “Whangamomona”, her var vi inde på byens hotel for drikke en kop kaffe og spise kage. Man kan købe sig til et stempel i sit pas, hvis man ønsker. Vi nøjes dog med kaffe og kørte videre ad den smukke rute.

Sorte strande og afslutning på camping

Vi overnattede på freedomcamping ved Hamiltons Gap, ca. en times kørsel fra Auckland.

Vi sluttede vores tur i campervanen med et par overnatninger på vestkysten, hvor der er flotte strande, mange af dem med sort sand.

Vi var heldige med vejret på vores køretur i New Zealand og havde kun lidt regn undervejs. Solen stod op ved 7 tiden og kl. 19 blev det mørkt. Nætterne var kølige med temperature på omkring 7-10 grader, det kunne vi godt mærke i vognen, og vi var glade for at have nattøj og ekstra tæpper med.

Vores vogn “Happy Hi 4” var ikke en luksusvogn at køre rundt i. Vi kunne i den grad have ønsket os, at vi havde haft et bord inden døre at spise og spille ved i sær om aftenen, når solen var gået ned. Det var fint at lave mad på de to blus, men det er klart, at man virkelig skal overveje, hvad man vil stå og kokkerere på så lidt plads.

Vores Happy High 4 på freedomcamping ved en sø.

Der var heller ikke meget plads at opbevare vores tøj og bagage på, men det løste sig ved at rydde op hele tiden. Vi brugte aldrig vores toilet eller vores solbad (sort pose, som vi kunne hænge op med vande udendørs). Vi skiftede mellem at sove på freedomcamping og betalte campingpladser – alt efter hvor pladserne lå og om vi trængte til komme i bad, lade bilen og devices op mm.

Kiwierne er beskyttede og meget svære at se. Vi så en i “Kiwi House” nær Waitomo Caves.

Storbyen Auckland – et sted i Asien?

Varetegnet i Auckland. Vi boede ved siden af, og brugte en del tid i byen på at handle ind til vores sejlads.

Auckland er den største by i New Zealand. Her er et godt byliv med mange butikker og restauranter. Der er mange studerende i byen og mange er fra Asien. Derfor findes der også et utal af asiatiske restauranter. Vi spiste på et par af dem. Vi nød i det hele taget at være i en større by.

Maden er ikke noget særligt. New Zealænderne spiser mange pocerede æg og mad i frituren.

Vi så ingen pæne byer i New Zealand – Auchland var ingen undtagelse. En hotelovernatning eller AirBnB i Auckland kan findes til ca. 1000 kr, per nat. Vi brugte i gennemsnit ca. 2000 kr. i døgnet, og det indebar at vi ofte lavede mindst to måltider i døgnet.

Raglan, et par timers kørsel fra Auckland er “Surfers Paradise”. Vi nød også nogle timer på stranden.

Smukt, smukt og smukt. Sådan kan vi opsumere vores oplevelse af New Zealand. 23 dage i en vogn på under 6 kvadratmeter kræver, at man kan holde den gode tone og være god til at gå lidt for sig selv en gang imellem. Vi er glade for, at vi valgte den rejseform, men hold da op hvor vi også glædede os til at bo i lejlighed de sidste dage af vores orlov i New Zealand.

Chile – Stjerner, Santiago, gensynsglæde og en larve

Morgenudsigt over Santiago de Chile. Storby med mange hyggelige kvarterer.

Vores tre uger i Chile blev ikke som ventet – på godt og ondt. Vi lagde ud med nogle varme og tørre dage i ørkenen, hvor vi så på stjerner. Derefter besøgte vi kystbyen La Serena og rejste nogle dage ind i landet og oplevede Pisco-området Elqui Valley. Længere mod syd blev tre på orlov til fire, da Dicte stødte til os i Santiago. Det blev også til et par dage i farverrie Valparaiso.

Sand, stjerner og støv

Moon Valley er en del af Atacama ørkenen: smukt, varm og tør.

San Pedro De Atacama er et af de varmeste og helt sikkert det tørreste sted vi har været. Hår, hud og næse var konstant tør, og vinden føltes som en hårtørrer. Der var sand i gaderne i den lille, hyggelige by, som er centrum for aktiviteter i Atacamaørkenen. Vi boede i udkanten af byen og var derinde flere gange for at handle, spise is og tage på guidede ture.

Hovedgaden i San Pedro de Atacama består af turbureauer, spistesteder, barer og souvenirbutikker, men hyggelig er den.

Man kan selv køre ud og se ørkenen, hvis man lejer en bil, men vi besluttede os i stedet for til at købe ture med turbureauer til Moon Valley, som ligger bare 4 km fra byen, en ridetur nær Death Valley og tage på ”stjernekiggertur”.

Lige uden for byen er mørket næsten totalt om aftenen, og den meget tørre luft og sjældne nedbør giver de bedste betingelser for at se på stjerner. Vi var derfor på stjernekigger-tur en aften og blev lidt klogere på Mælkevejen mm. Undervejs blev forklaringerne afbrudt af en Pisco sour, og det gjorde ikke oplevelsen af at sidde lige under stjernerne dårligere. Vi fik også et godt billede af månen gennem et teleskop.

Hvilken stjernehimmel man kan opleve i San Pedro de Atacama.

Moon Valley ligger tæt på den lille by, og mange vælger derfor at leje cykler og køre ud og se de store klitter af sand og den flotte dal. Vi tog igen en guidet tur, da det ville blive for hårdt for ham at cykle derud. Landskabet bar præg af, at der er meget langt mellem regnbygerne. Faktisk er der områder i Atacamaørkenen, hvor man ikke har målt nedbør i 400 år. Turen sluttede af med at opleve den virkelig flotte solnedgang i dalen. Igen blev vi afbrudt af en Pisco sour. Ikke dårligt.

Moon Valley. Det hvide er et tyndt lag salt, der fremkommer efter meget lidt regn.

Elliot desværre havde nogle dage med smerter i hovedbunden, hvor han var blevet stukket i junglen. Vi frygtede, at Elliot havde en ubuden gæst under huden. Vi bestilte derfor tid på hospitalet i La Serena.

La Serena – kyst og hospitalsbesøg

Vi boede tæt på fyret i La Serena, et godt område med cafeer og surfeskoler.

Luksusbussen, det er sådan vi omtaler den ChilePlus bus, der fragtede os fra ørkenen til La Serena. Det tog ca. 13 timer, med det var næsten en fornøjelse, da sæder kunne lægges helt ned, og der var godt med individuel videounderholdning. Det er absolut også den dyreste bustur vi har taget – 500 kr. per mand, men efter næsten 5 måneder med mange, lange og ikke altid særlig komfortable busture, var det tid til luksus.

Elliot var tilfreds med underholdning og liggeforhold i luksusbussen fra ørkenen til La Serena – 13 timer i alt.

I La Serena boede vi tæt på stranden og gik nogle gode ture i sandet ud til Stillehavet. Vi nød igen at være ved kysten. Vi fik set de fine bygninger fra kolonitiden i byen og besøgte byens arkæologiske museum, hvor vi blandet så et stenhoved fra Rapanui (Påskeøen).

Når man ikke skal til Påskeøerne, er det næstbedste at opleve en af stenhovederne i La Serena.

Vi var en tur på hospitalet med Elliot, fordi vi ville have en professionel vurdering af en bule i Elliots hovedbund. Selvom vi mange gange prøvede at forklare dem, at vi frygtede, at der var et insekt, der voksede inde i bulen, var de overbeviste om, at en rensning af knoppen, salve og antibiotika ville gøre Elliot rask. Det gjorde det ikke.

Pisco og vandreture

Pisco er national drik i Chile. Vi var ude og smage på varerne.

Pisco er en nationaldrik i Chile. Det er det også i Peru. I Chile og i sær i Elqui Valley, hvor en stor mængde af de stærke dråber bliver fremstillet, gør de meget ud af at fortælle om deres nationaldrik. I Elqui Valley tog vi på piscosmagning og rundvisning på en lille fabrik, og vi købte selvfølgelig også en flaske med.

Vi havde hun i de timer vi vandrede i bjergene i Elqui Valley. Det var en smuk og varm tur.

Elqui Valley er mere end Pisco, der er også mange hyggelige små byer at besøge og gode ture at vandre. Vi boede i Vicuna, som var virkelig hyggelig med et fint lille torv og mange restauranter. Vi boede på et hostel, hvor fignetræet bugnede med frugt, og der var mange druer at spise.

Santiago – gensynsglæde og nye venner

Det historiske kvarter i Santiago, hvor mange officielle bygninger ligger.

Vi hentede Dicte (vores yngste datter) ude i lufthavn en tidlig formiddag, der stødte til os efter nogle hårde måneder i Spanien. Hvor var det skønt at se hende igen efter 5 måneders adskillelse. Vi tog det derfor stille og roligt i hovedstaden, uden for mange planer og udflugter. Nogle stykker blev det selvfølgelig til.

Vi mødtes med Evalinas (vores ældstes datter) chilenske familie to gange. Første gang viste Alex os rundt i byen, og vi havde nogle gode snakke om landets tilstand og meget andet. Vi drak iskaffe i det hyggelige italienske område og spiste en completo, som er en hot dog med pølse, avokado og majonaise på Alex’s stamsted.

Vi hyggede os med Evalinas chilenske familie i Santiago.

Santiago de Chile er en by med 8 mio. indbyggere, og der er mange kvarterer, som er interessante at se. Vi brugte en eftermiddag i det hyggelige kvarter, hvor The Museum of Memory and Human Rights ligger. Det var interessant at besøge museet, der på bedste vis beskriver militærkuppet, hvor Allende blev skudt i 1974 og tiden derefter.

Mindevæg på The Museum of Memory and Human Rights.

Vi spiste middag hos ikke mindre end to forskellige chilenske familier i de dage, vi var i hovedstaden. Vi havde mødt en sød familie på restaurant Nativa i Sucre (Bolivia), som inviterede os hjem til klassisk chilensk middag i deres flotte hus. De serverede ost, kiks, skinke og avokado til forret og en sammenkogt ret med majs og kød til hovedret. Desserten var en florlet og meget sød kage med frugt til. Det var en virkelig hyggelig aften, hvor vi fik snakket en masse (engelsk).

Nye venner og hjemmelig hygge hos Sebastian og co. i Santiago.

Et par dage senere besøgte vi Evalinas familie, der serverede en god, tung frokost med ris, kød og salat. Her fik vi øvet vores spanske.

Gadekunst og havn i Valparaiso

Der er gadekunst overalt i Valparaiso. Det pynter på bygninger og trapper.

Valparaiso ligger bare en god times kørsel fra på Santiago. Byen var for 100 år siden en af de vigtigste havnebyer i Latinamerika, men efter Panamakanalens åbning blev byens rolle ændret. Byen er i sig selv ikke flot, men beliggenhed ved kysten og tilstedeværelse af kunst på alle gader og stræder tiltrækker mange turister. Således også os. Vi boede i et lille byhus med udsigt over vandet, så vi kunne nyde sol og kaffe med fin udsigt.

Guidet tur i god stil i Valparaiso.

Vi brugte en dag med en af Evalinas venner, som arbejder som guide i byen. Han viste os sine yndlingssteder i byen, flot gadekunst, stranden, søløverne og en god fiskerestaurant. Vi havde mange gode snakke og blev klogere på forholdene for unge mennesker i Chile.

Larven og farvel til Sydamerika

Bulen på Elliots hoved forsvandt ikke, og derfor tog vi endnu engang på hospitalet med Elliot. Fem timer senere – efter samtaler med forskellige læger, diverse undersøgelser og en scanning – var der ingen tvivl om, at en larve havde taget bolig i Elliots hovedbund, og den skulle fjernes. Der er to måder at gøre det på: 1) den nemme, men langsommelige: Læg et stykke skinke på bulen og luk helt tæt og vent på, at larven pga luftmangel bider sig vej ud. Når den stikker hovedet ud, skal man så være vaks og hive den helt ud med en pincet. Det virker ofte. Vi havde desværre ikke tid til at tage chancer, da vi skulle forlade Sydamerika to døgn senere, og derfor valgte vi metode 2: operation. En lille, men blodig operation. Det er ikke tit de på hospitalet har chance for at se den type larve og operation, så det blev lidt af et tilløbsstykke, hvilket betød vi var en hel del på operationsstuen.

Det var en hård omgang, men Elliot var tilbage i god stil allerede dagen efter. Og frisk til at sige farvel og tak for mange gode oplevelser i Sydamerika.

Aftenudsigt fra vores lejlighed i Santiago de Chile.

Rejsemæt og en ny gruppe

Chile er uden sammenligning det dyreste land, vi har besøgt i Sydamerika. Priserne ligner de danske eller i hvert fald tyske priser. Det gør ondt på en stor del af befolkningen, som har svært ved klare dagen og vejen. Via de samtaler vi havde med familierne og Uberchauffører blev det tydeligt for os, at folk frygter en stor krise. De er dog glade for, at det dog ikke står så skidt til som i Argentina.

Chile har meget at byde på, men det fik vi ikke udnyttet. Vi havde allerede fra starten af vores rejse besluttet os for ikke at rejse til Patagonien. Vi vidste, at det ville komme til at tage en del tid, og at der ville være mange af turene fx gletcher hikes, som vi ikke ville kunne gennemføre med den gruppe vi er.

Da vi kom til Chile var vi rejse-mætte. Mætte af alle de fantastiske oplevelser vi har haft i Sydamerika, og vi trængte til at slappe af. Vi brugte en del tid på praktiske gøremål og skulle på meget kort tid arrangere, at Dicte kunne slutte sig til os, ændre flybilletter, campervan-leje mm. Da hun ankom til Santiago, skulle hun have tid til at komme sig efter sin rejse og oplevelser i Spanien og have tid til at vænne sig til at være en del af vores gruppe.

Gruppen er videre – New Zealand i sigte!

Saltørkenen i Bolivia var højdepunktet i landet

Bolivia: Jungletur, Saltørken og to hovedstader

Det bedste til sidst: 2 nætter og tre dage i Saltørkenen.

Vi rejste fire uger i Bolivia, og oplevede den oprindelige befolkning på tættere hold end i de andre Sydamerikanske lande. Vi lagde ud med en uge i La Paz, som er en af landets to hovedstader, derefter en uge i junglen og på pampas. Så var vi en uges tid i landets anden hovedstad Sucre og sluttede af med det bedste til sidste: nogle dage i saltørkenen.

La Paz i 3650 meters højde

Allerede i lufthavnen kunne vi mærke, at luften i verdens højest beliggende hovedstad La Paz, er tynd. Højdesygen blev kureret med en dag på langs og coca-te og efter en lille dags tid havde kroppen vænnet sig til den tynde luft, og vi kunne for alvor opleve La Paz.

Bustur på vej til Uyuni i saltørkenen.

Der er ca. 13 mio. indbyggere i Bolivia og 34 anerkendte sprog. Det kan ses i gadebilledet, at bolivianere kommer fra mange forskellige etniske grupper. Det kan man især se på bolivianernes beklædning, Mange kvinder har fx lange fletninger, går med bowlerhat, en strutnederdel og flere lag af strik eller vævet tekstiler- de er meget farverige.

Hekse og overtro

Krigerdans i Heksekvarteret, hvor vi boede i La Paz. Vi tror det var opvarmning til karnevallet.

Bolivianerne tilbeder Pachamama, som er Moder jord, og de er overtroiske. Vi boede i Heksemarked-kvarteret i byen, hvor man kan købe alt fra lamafostre til sukkerstykker med forskellige budskaber, til tørrede urter mm. Bolivianerne ofrer til Pachamama ved fx at brænde urter, sukker mm over bål eller lægge lamafostre i fundamentet, når der skal bygges et hus. Ligegyldig hvad man ønsker sig i Bolivia, kan man finde noget, der kan hjælpe en lidt på vej, man kan fx sætte en skulptur af en tudse i sit, hjem hvis man vil være lykkelig. Kvarteret er hyggeligt, selvom lamafostre og lig af lamaunger ikke lyder så hyggeligt. Gaderne er pyntet med lys og farverige bånd og her er mange souvenirsbutikker.

Valley de la Luna og kvindebrydning

Valley de la Luna ligger tæt på La Paz, og er et godt sted at gå tur.

Udover at opleve katedralen og andre fine koloniale bygninger i La P, var vi på et par ture uden for centrum. Vi oplevede Valley de la Luna, og vi så kvindebrydning.

Valley de la Luna ligger en halv times kørsel uden for centrum, og den lille nationalpark er nem at komme til med en lokal minibus. Stedet ligner noget der kunne være på månen med de rå klipper formet af sand. Efter et par dage med kun få kilometer i benene, var det dejligt at gå rundt.

Kvindebrydning er noget for sig. Sjovt og festligt at se på.

Kvindebrydning var mere sjovt end voldsomt. Det var skuespil af ikke den bedste kvalitet, men det var sjovt at se, hvordan kvinderne i strutkjoler smed rundt med hinanden i bokseringen. Showet blev set af en hel del turister, men der sad også nogle lokale tilskuere på publikumsrækkerne.

Elliot grinede højest, da en af bryderne bød Mikkel op til dans.

Metro i luften

La Paz har verdens længste kabelbanesystem – ca. 32 km. Her er udsigten fra den grønne linje.

Vejene i centrum er kaos, der bliver dyttet, og biler og minibusser holder i lange køer. Trafiklys er der ikke mange af, og man må krydse vejen, når man tør. Byen, som oprindeligt lå i en dal, har bred sig op ad bjergsiderne og ned på den anden side. Byens metro ligger ikke under jorden, men i stedet for over hovederne på os. La Paz har verdens længste kabelbane – i alt omkring 32 km., og den fungerer godt. Vi prøvede den et par gange, en tur koster 5 kr.. Udsigten er fantastisk, og det er dejligt at slippe for kaos på vejene.

Smuk og dejlig mad på Gusto, som serverer mad lavet af bolivianske ingredienser.

Den ene dag tog vi kabelbanen til området Alto, hvor restauranten Gusto ligger. Restauranten er kendt i hele landet, fordi de udelukkende bruger bolivianske ingredienser i retterne. Claus Meyer står bag etablering af restauranten, og både indretning og mad er tydeligt inspireret af tankerne bag ny nordisk mad. Et eksempel er majsis og quina grød. Vi spiste tre flotte retter og drak lokal vin til. Priserne var heldigvis bolivianske:-) med 150 kr. for tre retter.

In the Jungle, the mighty jungle, sover myg ikke

Vi gik flere gode og varme ture i junglen, hvor der skulle krydses vandløb.

Elliot havde siden vores rejses begyndelse talt om, at han gerne ville opleve Amazonas. Det skulle vi selvfølgelig. Der er flere måder at opleve junglen på i Bolivia, men vi valgte at tage til Rurrenabaque (Rurre), som ligger nær Madidi nationalpark. Bussen til Rurre blev vi frarådet, da vejene i regntiden er dårlige, og turen derfor kan tage fra 11-20 timer! Vi flottede os derfor med dyre flybilletter. Turen til Rurre skulle ikke tage mere end en lille time, men kraftig regn og vind i Rurre gjorde, at vi var nødt til vende om, inden vi nåede landingsbanen og flyve tilbage til La Paz. Et par dage efter landede vi endelig i Rurre.

Herfra gik det stærkt. Vi havde booket 4dage /3 nætter i junglen, og derefter 3dage/2 nætter i pampassen med et turbureau. Vi blev hentet i den lillebitte lufthavn i Rurre, og på bureauets kontor blev vi udstyret med gummistøvler, hvide skjorter og guide. Derefter var det ned til floden og afsted – ind i junglen. Tre times sejlads senere landede vi ved lodgen – vores hjem de næste par dage.

Vi fik et primitivt værelse med eget toilet og bad, men vi brugte ikke meget tid derinde, for der var mange ture ud i junglen. Alle måltider spiste vi sammen med de andre turister i fælleslokalet.

Vores guide viste os junglen ad flere omgange. Han forklarede os, hvad den oprindelige befolkning brugte og bruger de forskellige planter til. Han viste os også en meget stor edderkop og nogle aber.

Den ene dag gik vi 4 hårde og varme timer i junglen hen til et lejrsted, hvor vi sov under åben himmel om natten. Vi satte et par presenninger og myggenet op og faldt i søvn til junglens lyde – myg, jaguar og aber. Det var en god oplevelse, men vi var også glade for, at det kun var en nat vi skulle sove under åben himmel og på et meget tyndt liggeunderlag.

Vi fiskede og fiskede, men fangede ikke stort i junglen. Vi så en cayman i søen senere på aftenen,

Vi var også ude at fiske, men de fisk vi fangede fra flodbredden var ikke store nok til, at vi ville tilberede dem. Elliot syntes det var rigtig sjovt at fiske, også selvom der ikke var nok til aftensmaden. Om aftenen var vi på mørketur, og Elliot var god til at spotte aber og caymans.

Efter tre nætter i junglen sejlede vi tilbage til Rurre og tog en overnatning på et godt hostel. Det var skønt at få et varmt bad.

Myg, lyserød delfin, capivar og flere myg

Det var smukt at sejle rundt i både jungle og pampas.

Efter en nat i Rurre tog vi med turbureauet til pampassen, som er et stort flodområde. Turen derud foregik med bil og båd. På grund af virkelig meget regn, tog turen i bil omkring 3 timer, og selvom vi var i firehjulstrækker, var det en vild tur. Grusvejene var glatte som sæbe, og vi kom kun langsomt frem. Nogle biler nærmest gled afsted. Efter køreturen sejlede vi et par timer for at nå logden. Det var en flot tur, der dog havde været endnu bedre, hvis bare halvdelen af myggene havde fundet et andet sted at være. Vi fik igen et primitivt værelse og spiste vores måltider med de to andre par, der var med på turen.

Der var mange dyr at opleve i pampassen. Vi så tukaner, papegøjer og andre fugle, forskellige typer aber, caymans, capivarer og lyserøde delfiner. Det var især spændende at se delfinerne, der ofte brød overfladen på det brune vand med deres lyserøde krop. Vi så dem flere gange, da vi fiskede fra den lille båd. Capivarerne lever på land lige ved bredden, og de var søde at se på. Men de dyr vi så mest til var myg. Aldrig har jeg set så mange myg. De kunne stikke igennem tøjet. Det hjalp lidt at have hvide skjorter på, men myggestik fik vi alligevel.

Fælleshuset, hvor vi spiste alle de gode måltider i junglen.

Da vi kom hjem fra vores tur ud at spotte caymans, havde vi haft besøg på vores værelse. Mange af vores ting lå på gulvet og alle vores snacks var væk! De små hr. Nelson aber havde været på spil. Ikke nok med at de havde stjålet alle indpakkede snacks, de havde også stjålet vores tandbørster og tandpasta! Sikke en skøn ånde de aber må løbe rundt med nu.

Turen i pampassen var rigtig interessant, desværre også lidt for interessant, for Elliot fik en parasit med sig hjem. Den 1,5 cm. lange larve blev opereret ud i Chile en månedes tid senere – øv og av.

Den hvide by, dinospor, karneval og mere by

Sucre er Bolivias anden hovedstad. Den er kendt som den hvide by og er rigtig hyggelig. Her er den centrale plads.

Vi bevægede os mod syd og besøgte flere af de store byer i Bolivia. Cochabamba var en hyggelig storby med restauranter, iscafeer, et kæmpe marked og liv på gader og stræder. Den hvide by – Sucre er den ene af de to hovedsteder i landet. En fin lille, hyggelig by med et flot centrum. Mange butikker var dog lukkede nogle af de dage vi var der pga. karnevallet, tilgengæld var gaderne fuld af liv.

Karnevallet i Bolivia varer 40 dage, og særligt i de dage vi var i Sucre og Cochabamba var der musik, dans og vandkampe i gaderne. Det startede omkring middag og varede til omkring midnat. Grupper af musikanter gik rundt i gaderne og spillede trommer og blæseinstrumenter, fulgt af tilhørere og dansere. Rundt i gaderne stod tilskuere og klapper og smider så vandbomber og sprøjter med skum på hinanden og musikere og dansere. Vi prøvede så vidt muligt at udgå at komme imellem de dansende grupper og tilskuere. Det var nogle gange svært, da der konstant gik tre-fire spille/danse grupper rundt.

By-stemning fra Bolivias 3. største by: Cochabamba.

På Mikkels fødselsdag spiste vi fint på Nativa, som er den bedre restaurant i Sucre. Seks retter med drikkevarer til 150 kr. per mand. Spændende og god mad og drikkevarer, der hovedsageligt var produceret lokalt. En af drinksene, som alle var afstemt til retterne, var svampesaft med gin.

Lige uden for Sucre så vi den store dinomur. Der er mere end 5000 spor fra tre forskellige dinosauer.

En lille times kørsel uden for Sucre centrum, besøgte vi Cal Orck’o, som er en park, hvor man kan se verdens største samling af dinosauer fodspor. De blev fundet, da firmaet Portland begyndte at lave cement i området. Muren med de mere end 5000 fodspor er mere end en kilometer lang og fantastisk at se.

Saltørken og stjernehimmel

Seks på tur i Uyuni. Her er vi i solnedgangen.

Vi havde gemt det bedste til sidst: Tre dage og to nætter i saltørkenen. Vi købte turen i byen Uyuni, som ligger i ørkenen. Det er en lille by, hvor indbyggerne tidligere ernærede sig ved at udvinde salt fra ørkenen, nu lever de stort set alle af turister. Der er mange udbydere af turene i ørkenen, så det var bare at gå rundt og høre priser og præcist hvad de tilbød. Vi valgte en tur, hvor man den sidste nat sover på hostel ligeved siden af nogle hot pools – det fortrød vi ikke.

Vi var 6 turister og en guide i Toyotaen, da vi kørte ud af byen ved 11 tiden. Første stop var på togkirkegården, her kan man se udrangerede togvogne og kunst lavet af gammelt jern. Det var mere interessant end det lyder.

En af attraktionerne i Uyuni er togkirkegården. Det var sjovt at klatre på de gamle tog.

Derefter kørte vi ud i saltørkenen. Det var en vild oplevelse, at se salten ligge overalt. I løbet af eftermiddagen kom der vand på overfladen, hvilket gjorde at overfladen fungerede som et spejl. Det kom der mange sjove fotos ud af. Vi kørte rundt derude og oplevede hvordan overfladen ændrede sig i løbet af dagen. Natten tilbragte vi på salthotel – ja, alle møbler var lavet af salt – sengene, stolene, væggene mm.

Mere smuk ørken

Næste morgen kørte i ørkenen igen. Vi så bl.a. et berømt stentræ og mange flotte klippeformationer, nogle flotte søer med flamingoer og meget mere. Landskabet ændrede sig meget i løbet af den tid, vi kørte rundt.

Vi brugte mange timer i bilen rundt i ørkenen. Det var flot.

Anden nat boede vi på hostel nær den chileanske grænse og lige ved siden af nogle hot pools, som er opstået på grund af den megen termiske aktivitet i undergrunden. Efter aftensmaden fandt vi vores stavlygte og badetøj frem og gik over til hot pools. Det var bælgmørkt, kun stjernerne lyste op. Sikke en stjernehimmel. Vi har aldrig set noget lignende – Mælkevejen var helt tydelig og mængden af stjerner var uendelig. Luften var ca. 10 grader og vandet 40. Vi tilbragte næsten en time i vandet. Elliot var i sit es, han elsker varmt vand.

En af de flotte søer vi så på vejen rundt i ørkenen.

Til morgenmad i restauranten nød vi solopgangen og udsigten til de varme pools. Ved 8 tiden satte vi afsted og kørte ned mod grænsen til Chile. På vejen kørte vi bl.a. igennem Dali’s ørken og så Andesbjergene inden vi krydsede dem, og stillede os i kø ved grænseovergangen. Et par stempler senere var vi i Chile, hvor vi blev samlet op af en minibus, der kørte os de 20 minutter til vores hostel i San Pedro De Atacama i Chile.

Bolivia – ture overnatninger og priser

Bolivia var spændende at besøge. Vi kom godt rundt i landet, men var mere tid færre steder end flere af de andre lande vi har besøgt. Vores to store ture var på hver deres måde virkelig interessante. Ugen i jungle og pampas kostede os 6000 kr. alt inklusiv (+fly 4000 kr.). De tre dage i saltørkenen kostede ca. 1000 kr. per mand. Overnatninger, busture og mad er billigt i Bolivia. Overnatninger var ca. 400 kr. per nat. Vi tog nogle spansktimer i Sucre, det kostede 50 kr. pr. time – en til en undervisning.

Så smukt i saltørkenen!
Ø-hop i Galapagos med mand og barn.

Galapagos – fantastisk ø-hop med familien

Elliot og søløve ved en af de mange dejlige strande på Galapagos.

11 dage på Galapagos – en drømmedestination for os og mange andre. Det er virkelig også helt specielt at opleve sæler, øgler, hajer og skildpadder på meget nært hold. Vi ø-hoppede og lagde ud med 4 dage på San Cristobal, som er hovedøen. Så fire dage på den største og mest afslappede ø Isabela, og sluttede med tre dage på Santa Cruz som har den største by Puerto Ayora.

Ø-hop eller cruise?

Kort over Galapagos, tre øer er beboet: San Cristobal, Santa Cruz og Isabela.

Da vi rejste fra Danmark, havde vi ikke besluttet, om vi skulle tage til Galapagos, for det ville afhænge af, om vi havde råd til det, men jo tættere vi kom på øerne, jo mere fik vi lyst. Vi læste meget om cruises og kiggede på priser mm. Vi fandt ud af, at et cruise – selvom det bliver købt bare få dage før – ville blive meget dyrt. Man kan nemlig ikke købe tre personer, da kahytterne er til 2 personer og vi derfor skulle betale for to kahytter.

I researchen på “Galapagos med børn”, læste vi flere blogs fra familier, der havde lavet ø-hop. Det lød som en god løsning for os, da vi kunne gøre det i eget tempo, og være mere på strande end på dæk mm. Vi besluttede os derfor til selv at arrangere overnatninger, transport til og fra og mellem øerne samt ture på øerne. Det er meget nemmere end det lyder. Og billigere, selvom det aldrig bliver billigt at besøge øerne.

San Cristobal

Man kan se Kicker Rock gennem hullet i klippen. Her er fantastisk snorkling.

Vi landede på San Cristobal, som er hovedøen i Galapagos efter at have betalt de 100$ pr. person for at komme ind i nationalparken og forventede os en ferie i økoparadis. Det fik vi ikke. Det er nok flere skraldespande, men brugen af plastikposer og flasker samt to-go-emballage er den samme som i resten af verden.

Lufthavnen på San Cristobal er meget lille. Vi kom hurtigt igennem formalia og tog en taxa de 1800 meter ind til Puerto Baquerizo Moreno, som er hovedbyen i Galapagos. Her så vi de første søløver ligge i skyggen på bænken ved busstoppestedet i den stille havn. Puerto Baquerizo Moreno består af en havnefront med restauranter, kiosker og bænke samt 5-6 gader ind i landet. Der bor i alt ca. 7000 mennesker på San Cristobal.

Vi fandt et godt frokosttilbud med rejesuppe til forret og grillet kylling med ris til hovedret og lemonade til 5$ pr. mand. Derefter gik turen til vores hostel, hvor vi havde booket en lille lejlighed. Vi kunne se vandet fra den lille altan, lave kaffe og mad selv – skønt.

Leguaner støder man også på mange steder – på strandene og i havnene.

På trods af at det var regntid, kom der ikke meget regn, og derfor brugte vi mange timer på stranden og udenfor i det hele taget. Solen brænder så tæt på ækvator og temperaturen var ca. 35 grader.

Søløver i store mængder

Søløver alle vegne.

Mann Beach ligger 15 minutters gang fra byen, og her gik vi ned for at bade. Man deler helt bogstaveligtalt stranden med søløver. De er over det hele – rundt om benene på en i vandet og i vandkanten – både voksne og unger. De voksne søløver er ret store, især når de svømmer helt tæt på en, mens man ligger med snorkel på. Hvilken oplevelse. Vi kom dog lige lidt for tæt, da en bølge skubbede Elliot lige ind i to unge søløver, der legede i vandkanten. Den ene nappede Elliot, og vi måtte have såret renset. Efter en is og lidt mere badning var alt fint igen.

Der er flere søløver på San Cristobal end de andre øer, og de er over det hele – også inde i byen ved havnen, hvor de ligger og slapper af på og under bænkene. De lugter lidt af fisk, når de puster luft ud.

Kicker Rock, Skildpadder og hike

Landskildpadderne er store og kan blive meget gamle, man kan se på skjoldet viser om de er mere end 100 år gamle.

Udover dejlige strande, er der mange ting at lave på San Cristobal. Vi var på et par ture. Første 360 grader turen, hvor man kommer hele øen rundt med båd. Der er gode snorkelsteder undervejs. Først ved Kicker Rock, hvor man snorkler imellem to klipper, her er ca. 20 meter dybt. Det var Elliots første snorkeltur i uroligt vand på så mange meter og han var utryg, derfor kom han hurtigt op i båden igen. Vi andre svømmede imellem klipperne og så hajer, rokker og mange fisk under os. Fed snorkling selvom sigtbarheden ikke var god i det urolige vand. Turen rundt om øen bød også på snorkel med skildpadder og dejlige strande.

Lille sø med en stakkels fisk, som ikke kan slippe ud.

Vi lejede sammen med et par fra Slovenien en taxa en halv dag og kørte op til en ynglestation for landskildpadder. Derefter gik vi rundt om et vulkankrater og sidst men ikke mindst var vi på en skøn strand med dejlige body-surfer-bølger.

Vi brugte også en dag på at hike. Det blev til godt fire timer i høj sol. Hiket var godt markeret og gik over stok og sten. Der skulle springes fra sten til sten og på vejen så vi Darwin besøgscenter og statue af den verdenskendte biolog. Vi endte ved en strand, hvor vi havde regnet med at snorkle og se skildpadder, men bølger og strøm var for stærk, så vi måtte nøjes med at køle af efter et par timer i høj sol.

En af de helt ufattelig dejlige strande.

Isabela – vores yndlingsø

Den største ø er Isabela, det er også den mest afslappede af dem alle. Der bor ca. 4000 mennesker på øen. Hovedbyen Puerto Villamil ligger ved vandet, og det er her, der er lidt liv.

Elliot nød eftermiddagene på Isabela, hvor han spillede fodbold med andre turister eller de lokale.

Vi brugte mange timer på en lille restaurant, som ligger ved stranden og som har udsigt til øens fodboldbane. Elliot spillede med lokale og turister hver aften, fodboldbanen var det sociale samlingssted.

Tunnel-turen – den bedste tur af dem alle

Los Tuneles turen fra Isabela var højdepunktet med hajer, skildpadder, pingviner, manta rays og storslået landskab.

På hver ø er der en must-do-tour. På Isabela er det tunnel-turen. Det forstår vi godt. Vi tog afsted kl 7 og morgenen og var tilbage omkring kl. 12. Fem timer pakket med oplevelser. På sejlturen ud til tunnellerne så vi manta rays, der sprang op ad vandet, og Mikkel og jeg var enige om, at vi allerede på det tidspunkt havde fået nok for vores 110$ per mand.

På vejen ud til tunnellerne så vi de blue footed boobies. På vejen hjem pingviner.

Tunnellerne blev skabt for flere hundrede år siden, da øens skjoldvulkan, Sierra Negra havde et større udbrud. Lavaen flød ned til havet og størknede under vejs. Havet har siden udhulet og formet lavaen og derved skabt en fantastisk labyrint af klipper og små øer. Landskabet er helt utroligt. Sorte klipper og kaktus. Da kaktusserne vokser ca. 1 cm. om året, kan man ud fra dem vurdere hvor længe de har groet i den størknede lava. Det er list syret og stå ved siden af en 4-5 meter høj kaktus og vide at Darwin måske er gået forbi netop samme kaktus.

Sigtbarheden i vandet ved Los Tuneles var helt utrolig, så fra både kunne vi se mange fisk og skildpadder da vi sejlede mellem klipperne.

Vi snorklede to steder og så mange dyr. Første sted var hovedattraktionen søheste, og her lå jeg også længe og nød synet af en sovende rokke. Andet sted snorklede vi en time, vandet var varmt, og der var lavvande. Vi så helt utrolig mange skildpadder – helt tæt på. Man skulle flytte sig hvis man ikke ville ramme en af dem. Hovedattraktionen var hajer. Dem så vi også, de sov under klipperne, så vi måtte dykke ind under for at se dem. Elliot var helt i sit es og dykkede under et par gange for at se hajerne sove.

Fantastisk oplevelse at se hajerne så tæt på.

Perlen og vulkanen

Lige ved havnen på Isabela ligger et af de bedst snorkelsteder på Galapagos – La Perla. Vi gik dertil fra vores hostel flere gange – både morgen og eftermiddag. En sand “perle” – roligt vand, ca. 100 meter i diameter og meget at se på.

Mikkel blev den ene dag overrasket af en stor rokke, der svømmede lige forbi ham. Vi så mange skildpadder, søløver og havleguaner. Vi så også ål og mange fisk. Vandet var omkring 24 grader, så vi kunne være i ca. 20 min. ad gangen. Elliot havde en dragt på, der hjalp ham med at holde varmen og holde ham oppe.

Mikkel og Elliot snorkler ved La Perla, læg mærke til søløven i venstre hjørne af billedet.

Vi brugte også det meste af en dag på at gå op til vulkanen Sierra Negra sammen med en guide og andre turister. Det var en lang og lidt kedelig tur, synes Elliot – 16 km. i høj sol. Vi andre nød det rå og imponerende landskab, og blev lidt klogere på hvorledes øen er formet af den vulkanske aktivitet.

Vulkankrater på Isabela, den yngste ø af alle i Galapagos.

Santa Cruz

Den største by i Galapagos er Puerto Ayora på Santa Cruz. Her bor ca. 17.000 mennesker, og det er en “rigtig by” med mange forskellige butikker og meget liv. Forskellen til de andre øer virker enorm, her er mange biler og endda lyskryds!

Vi havde tre dage på øen og brugte igen det meste af tiden på stranden. Vores yndlingsstrand var “Playa de la Estation”, som ligger en kort gåtur fra centrum lige ved Darwin Research Center. Det er en lille strand, hvor leguaner og søløver slapper af sammen med turister under træerne og nyder det rolige vand.

Leguanerne ligger alle steder. De ser faktisk meget søde ud.

Havneområdet på Santa Cruz er livligt både på jorden og i vandet. Vi så mange små hajer fra kajen. Pelikaner og sæler flokkes især omkring bordene ved fiskeauktionen.

Galapagos – priser og anbefaling

Vi er glad for at vi valgte ø-hop fremfor cruise, så vi selv kunne bestemme hvor længe og hvornår vi gik på stranden.

Galapagos var fantastisk. Meget afslappet. Efter flere måneders rejse, hvor man konstant skal passe på sine ting, ikke tage mobilen frem før man har tjekket omgivelser mm., var det en fornøjelse at være på Galapagos. Her kunne man roligt lade mobilen ligge på bordet eller på stranden. På Galapagos bliver der ikke stjålet noget, ingen låser deres cykler eller dørene – man kender hinanden og slapper af.

Vi er glad for, at vi valgte ø-hop. Det var nemt at booke overnatning og transport. De små færger mellem øerne sejler to gange om dagen – kl. 6 om morgenen og kl. 15 om eftermiddagen, og det kan man planlægge sit ø-hop der efter. De mange snorkel-, dykker- og vulkanture booker man dagen før. Udstyr, både og sikkerhed er i top og turene bliver afviklet professionelt.

Elliot og jeg nyder synet af en havskildpadde.

Turene er bestemt heller ikke gratis. Den billigste tur vi var på kostede 60$ per mand og den dyreste 150$. Vi brugte ca. 300$ per mand på ture i alt. Men, der er mange gratis oplevelser – La Perla og strandene, hikes, museum fx Darwin Research Center på Santa Cruz og Skildpaddecenter på San Cristobal.

Man kan også selv arrangere ture – booke en taxa og køre rundt og opleve ting. Vi arrangerede og så blandt andet et skildpaddecenter og lavatunneller på Santa Cruz på egen hånd.

Udsigt fra Darwin-statue på San Cristobal.

Overnatning, mad og drikkevare er dyrere end i resten af Ecuador og Sydamerika, men langt fra hvad vi havde frygtet. Vores dollars fik hurtigt ben at gå på – alt betales med kontanter, og det kan være svære svært at finde en ATM, der virker.

Overnatninger i familieværelser eller små lejligheder med eget eller adgang til køkken kostede ca. 50$ pr. nat. Middag for tre med juice kostede ca. 40$ og frokost til tre kostede ca. 15$, en kop kaffe 2,5$.

Vi er ret vilde med Galapagos og vil anbefale ø-hop til alle. Hør vores podcast: https://www.podbean.com/ep/pb-zskuc-159c05c

Galapagos – vi kommer måske igen!

Udsigten fra Guatapé i Colombia.

Colombia – familierejse i fest og farver fra nord til syd

Udsigten fra Guatapé. Helt fantastisk flot. ca. 2,5 times kørsel fra Medellín.

Musikken er altid høj nok til en dans i bussen, på gaden, i butikkerne og på restauranterne. Livet er en fest iklædt latinvibes. Det er Colombia!

Vi nød det smukke historiske centrum i Cartagena, snorklede ved Islas Rosario, hikede ved Salento, var på kaffefarm i Minca, oplevede grafitti i Medellíns Zona 13, så præcolombianske figurer ved San Agustin og arbejdede 10 dage i et botanisk reservat nær Bogotá.

Vi fulgte hovedsageligt Gringo-ruten fra nord til syd: Santa Marta (Tagana)-Taroyna National Park – Minca – Cartagena – Medellín – Bogotá (Choachi) – Salento(Armenia) – San Agustín – Ipeales.

Solopgang, vandretur og vand

Vi landede i Santa Marta i starten af december, i sol og højsæson. Det var latinrytmer på højtryk. Ferierende og festende colombianere over det hele.

Udsigt til en af strandene i Taganga. Skøn lille hike over bjerget.
Udsigt til en af strandene i Taganga. Skøn lille hike over bjerget.

Santa Marta ligger ud til den caribiske kyst, hvor vandet er skønt. Vi havde booket et værelse i byen Taganga en lille halv times bustur fra Santa Marta, og her brugte vi et par varme dage på strandene langs kysten inden vi tog til Tayrona Nationalpark, som ligger et par timers kørsel mod nord.

Nationalparken er kendt for sine dejlige strande og jungle. For at komme ud til den bedste strand, skal man hike 3 timer igennem junglen. En virkelig god og varm tur, og hvilken belønning, når den bliver afsluttet med en tur i havet.

Solopgang i Tayrona National Park. Stranden ligger for enden af junglen.
Solopgang i Tayrona National Park. Stranden ligger for enden af junglen.

Ved indgangen til parken bookede vi overnatning på campingpladsen lige ned til stranden, og det blev en skøn nat med første parket til havet. Solopgangen var smuk og på hiket frem og tilbage så vi blandet andet aber.

Cartagena – byen der aldrig sover?

Vi landede i Cartagena hen under aften efter 8 timers kørsel i bus fra Santa Marta lidt trætte og klar til en stille middag og en tidlig aften på puden. Men det skal man ikke, når man bor centralt i Getsemani kvarteret i Cartagena. Her er nemlig fest i gaderne i sær ved Plaza de la Trinidad, som vi skulle bo tæt ved. Musik, streetfood, dans og drinks så langt øjet kunne se. Vi mandede os op, spiste streetfood og hang ud og sugede stemningen til os. Sikke en fest.

Morgen i en af de mange hyggelige gader i Cartagena, her med julepynt.
Morgen i en af de mange hyggelige gader i Cartagena, her med julepynt.

Dagene i Cartagena var varme. De koloniale bygninger i det historiske centrum og Getsemani er utrolig charmerede og står som stor kontrast til de nye bydele i Cartagena, hvor højhusene dominerer – især langs kysten. Vi gik en del rundt og nød murmalerier, som Cartagena også er kendt for.

Aftenstemning i Cartagena. Der er helt utrolig mange og flotte murmalerier i byen.
Aftenstemning i Cartagena. Der er helt utrolig mange og flotte murmalerier i byen.

Det er ikke underligt, at Cartagena tiltrækker mange turister for byen er charmerende og strandene gode. Vi var dog ikke på strandene i Cartagena, da vi havde besluttet os for at bruge tre dage på en af øerne en lille times sejlads fra Cartagena. Øerne -Islas Rosarios- beslår af en lille gruppe øer som ligger i et naturreservat, og derfor var der noget at snorkle efter.

Isla Rosario, tre dage med snorkling, sol og afslapning.

Vi boede med skøn udsigt til havet og hoppede i bølgen blå mange gange på de tre dage. Elliot havde sin snorkling debut, og han er solgt. Under “vores” egen badebro var der mange små fisk i alle farver, og vi var også heldige at se nogle små blæksprutter og en muræne. Vi tog også en snorkling-tur til et flot koralrev i nærheden, og her så vi mange forskellige fisk. Turen sluttede af med snorkling over et af Pablo Escobars nedskudte privatfly, de lå på fem meters vand.

Magiske Minca og kaffetur

Solnedgang i Minca.
Solnedgang i Minca.

Byen Minca er kendt for sine magiske solnedgange. Det forstår vi godt. Det var fuldstændig magisk at opleve solnedgangen bag bjergene. Minca er også kendt for sit kølige klima med nedbør. Det regnede heldigvis ikke mens vi var der, så vi hikede en hel del op og ned af bjergene.

Stor hængekøje ved et af de vandfald, vi besøgte på vores lange og hårde hike Los Pinos i Minca
Stor hængekøje ved et af de vandfald, vi besøgte på vores lange og hårde hike Los Pinos i Minca

Minca ligger midt i kaffelandet og en stor del af den kaffe Colombia eksporterer kommer fra området. Vi besøgte flere kaffeplantager, badede i vandfald og vandrede nogle gode ture. Hiket “Los Pinos” var på omkring 15 km. op ad bjerge og langs floder – virkelig smukt og virkelig hårdt. Et sted måtte vi kravle op ad bjergsiden, så vi var glade, da vi nåede toppen og fandt et hostel der solgte cola, sandwich og en tiltrængt kop kaffe. På vejen hjem var vi heldige at blive samlet op af en kaffebil, da vi halvvejs tilbage i Minca.

Vi nød udsigten til bjergene og de mange kolibrier efter næsten 10 km i bjerge og kaffeplantager omkring Minca.
Vi nød udsigten til bjergene og de mange kolibrier efter næsten 10 km i bjerge og kaffeplantager omkring Minca.

Evigt forår i verdens farligste by og Guatapé

Medellín var i mange år verdens farligste by. Bydelen Zona 13 ligger midt i mellem kysten og cocamarkerne og det narkokartel, der styrede bydelen havde adgang til at sælge og transportere kokain til resten af verden. Det betød, at der i mange år var kamp om bydelen og at mange af indbyggerne arbejdede for narkokartellerne. I halvfemserne gjorde regeringen, militæret og paramilitære grupper mange forsøg på at slå narkokartellerne ned, og i 1993 lykkedes det dem at skyde Pablo Escobar. Det bragte dog ikke fred til bydelen, men endnu flere kampe og mord, da de resterende narkokarteller kæmpede om “retten” til bydelen. Kampene er fortid nu, hvor regeringen har brugt mange penge på at udvikle bydelen. Noget af det første man gjorde var at etablere kabelbaner og rulletrapper op af bjergsiden, så beboerne – jo længere op ad bjerget jo fattigere – kunne komme på arbejde og i skole nede i byen.

Zona 13 er en spændende bydel med murmalerier og breake dance.
Zona 13 er en spændende bydel med murmalerier og breake dance.

Vi besøgte bydelen Zona 13 som en del af en “Free walking tour”, så vi fik alle de interessante historier og baggrund for udvikling af bydelen. Det er sikkert at gå rundt i det farverige og folkerige område som turist, når det er lyst. Når det bliver mørkt, skal man overveje hvor man går.

Medellín er en by, der har været igennem en forvandling, det gælder ikke kun Zona 13, men også andre dele af byen. Vi boede i området El Probado, hvor der var mange restauranter og gå-ud-steder. Vi besøgte også et kæmpe shoppingcenter for at købe julegaver. Vi har aldrig besøgt et center med så god en udsigt til bjergene.

Guatapé. Der er 700 trin til toppen af klippen, der ligger midt i det hele. Hvilken udsigt!
Guatapé. Der er 700 trin til toppen af klippen, der ligger midt i det hele. Hvilken udsigt!

Guatapé ligger omkring 2,5 timers kørsel fra Medellín, og området består af en klippe, der står midt i det hele omgivet af en stor sø. Der er 700 trin til toppen, og udsigten er intet mindre end fantastisk!

Inden vi gik op på toppen, sejlede vi en times tid på den menneskeskabte sø. Sø og dæmning blev etableret som en del af et stort energiprojekt for at skaffe energi til indbyggerne i Medellín og omegn. I den proces flyttede man alle indbyggere i de byer, der blev oversvømmet for at etablere søen. Kirken i den gamle by er markeret med et stort kors midt i søen.

WorkAway i botanisk reservat

Et af de mange steder man kan nyde livet i Reserva Botanica Choachi.
Et af de mange steder man kan nyde livet i Reserva Botanica Choachi.

Reserva Botanica Choachi er navnet på vores WorkAway i Colombia. Det var et skønt sted en lille times kørsel uden for hovedstaden Bogotá op ad bjerget. Ejeren, vores (nye) ven Pedro etablerede det botaniske reservat for ca. 15 år siden. Ideen med reservatet er at invitere folk, som har lyst til at lære mere om naturen til at bo et par dage i reservatet. Her er mange steder, hvor man kan fordybe sig i litteratur om planter og insekter, nyde udsigten, slappe af ved floden og meget mere. Vi brugte mange gode timer med Pedro, som er fuld af gode historier og har en fantastisk evne til at hylde dem omkring sig og og nyde livet på godt og ondt. Det var faktisk helt umuligt ikke at være i godt humør i nærheden af ham.

Taget på hovedhuset. Udsigten ud over dalen var rigtig god herfra. Man kom ned igen via en rutsjebane.
Taget på hovedhuset. Udsigten ud over dalen var rigtig god herfra. Man kom ned igen via en rutsjebane.

Ligesom på vores WorkAway i Argentina blev det forventet, at vi arbejdede ca. 5 timer om dagen, en del af den tid bestod af at lave mad til os selv og gæster i reservatet. Ellers bestod vores arbejde fx i at reparere stole, organisere værksted og køkken og lakere træværk. Vi hjalp også til at med at lave en solovn. Maden var virkelig god – ikke kun fordi vi selv tilberedte den – men også fordi Pedro går op i hvad man spiser, hvilke grønsager, krydderier mm der er gode for hvad. Vi var et sted mellem 4 og 8 volontører ad gangen. De fleste af os boede på et stort værelse (lille sovesal) og delte badeværelse. Det skulle vi lige vænne os til.

En af de mange hyggelige stier på Reserva Botanica Choachi med et budskab om forandring for en selv og kloden.
En af de mange hyggelige stier på Reserva Botanica Choachi med et budskab om forandring for en selv og kloden.

Vi ankom 23. december og rejste igen 2. januar og sikke fejringer det blev til med mange forskellige mennesker – lokale gæster og internationale volontører som os selv. Vores julemiddag bestod bl.a. fransk kylling i sennep, dansk rødkålssalat, colombiansk urtesalat, fransk brød, pebernødder og vaniljekranse mm. Mikkel, Elliot og jeg lavede juletræ og -pynt, og efter middagen dansede alle (syv colombianere, to franskmænd og os) rundt om juletræet og sang “Nu det jul igen”.

Mikkel hælder lokal boblevin op til nytårsfejringen i Biobaren.
Mikkel hælder lokal boblevin op til nytårsfejringen i Biobaren.

Nytårsdag og aften var også en del anderledes, end vi normalt fejrer den. Udover en masse dejlig mad fra forskellige lande serverede Mikkel og jeg “champagne” og hapsere i Biobaren bag hovedhuset til “Vær velkommen Herrerens År” med KBH´s drengekor. Det var et hit. Senere på aftenen blev der tændt et bål, og vi kunne alle brænde en lille dukke, som skulle symbolisere det vi ikke vil have med os ind i det nye år. Der blev også krammet træer og hoppet ind i nytåret.

Korte besøg i Bogotá

Vi havde egentlig regnet med at bruge flere dage i Bogotá, men det blev kun til et par heldages-besøg. Vi nåede at besøge Guldmuseet, som har en kæmpe samling af guld fra hele området, se det meste af det historiske centrum og ikke mindst “Monserrate”, som er et kloster på toppen af byen.

Bogotá set fra Monserrate på toppen af byen. Vi tog en kabelvogn derop og besøgte klosteret.
Bogotá set fra Monserrate på toppen af byen. Vi tog en kabelvogn derop og besøgte klosteret.

Vi rejste fra Bogotá med natbus og kørte 11 timer mod Armenia. Natbusser fungerer rigtig godt i Colombia, men de er kolde som bare pokker. Airconen blæser derudaf med 17 grader! Derfor købte vi et par fleecetæpper inden vi hoppede på bussen.

Verdens højeste palmer og afslapning

Der er virkelig smukt og frodigt i dalen ved Salento, hvor de 60 meter høje palmer står.
Der er virkelig smukt og frodigt i dalen ved Salento, hvor de 60 meter høje palmer står.

Verdens højeste palmer står 60 meter høje nær byen Salento en times kørsel fra vores hotel i Armenia. Vi brugte en hel dag i den smukke Cocora-dal med de høje palmer. Vi vandrede op og ned, gennem vandløb og mudder, i skov og over marker. Da vi lidt trætte havde gået de første 8 km. besøgte vi et kolibri reservat og nød en varm kop chokolade, mens fuglene spiste banan. Hiket var på lidt under 15 km., og Elliot syntes det var sjovt at springe fra sten til sten i vandløbene for krydse dem.

Vi havde tre overnatninger i Armenia, vi havde brug for tid til at researche på vores videre rejse og købe billetter til Galapagos. Det gav os god tid til at sidde på torvet og tale med folk. Colombianere er meget åbne og nysgerrige mennesker, der gerne kommer over og snakker. Armenia er ikke en del af Gringo-ruten, og vi oplevede byen som mere autentisk.

Den røde ørken og spøgelserne

Den grå ørken eller spøgelsesørkenen har fået sit navn efter klippeformationerne.
Den grå ørken eller spøgelsesørkenen har fået sit navn efter klippeformationerne.

Efter nogle dage i den frodige del af det centrale Colombia tog vi bussen 9 timer længere sydpå til byen Villavieja, som er byen der giver adgang til to forskellige ørkner: Den røde og den grå. Vi tog en dagstur derud, den forgik med minibus, tuktuk og på motorcykel.

Det var varmt at gå rundt under direkte sol i ørkenen, og derfor gjorde vi stop ved ørkenpoolen, som ligger med en skøn udsigt.

Ørkenpool er et godt koncept, synes vi.
Ørkenpool er et godt koncept, synes vi.

Vi fortsatte til den røde ørken, som også virkelig var smuk at gå rundt i. Klipperne er meget porøse, så de er ikke til at klatre på. Det var også varmt her, men heldigvis er der altid issælger at finde med frysebokse. Jeg fik en dejlig, sur mangois, den spiser de lokale med salt, det sprang jeg dog over. Mikkel og Elliot spiste mangois.

Den røde ørken " Taracora" i Villavieja.
Den røde ørken ” Taracora” i Villavieja.

Præcolombianske stenfigurer i San Agustín

Vores sidste stop i Colombia – udover grænsebyen Ipeales – var San Agustín. Det er lidt en omvej at tage dertil, når man som os, var på vej til Ecuador, men vi ville gerne se de mange præcolombianske stenfigurer, der er fundet nær byen. Det kostede mange timer i bus, især fordi en af de to hovedveje der forbinder området med nogle større byer, styrtede sammen mens vi var. Vi skulle derfor, som alle andre igennem samme bjergpas for at komme sydpå.

Der er næsten 500 figurer i San Agustín arkæologiske park
Der er næsten 500 figurer i San Agustín arkæologiske park

Vi brugte en dag i San Agustín arkæologiske park. Den var virkelig fin og havde et godt udsigtspunkt. De mange figurer stammer fra ca. 1000 år før Kristi, og de er blevet gravet ud siden 1930’erne, hvor man opdagede de første. Elliot var ikke imponeret, han ville hellere tilbage til vores hotel på bjergsiden og spille fodbold.

Mad og priser i Colombia

Frugt, frugt og frugt….. Vi har drukket en helt ufattelig mængde frugtjuice i mest mango og så maracuja, der er en frugt der smager lidt a la passionsfrugt. Vi har også spist meget frugt, selv købt og ordnet, købt udskåret i små boder ved vejen og alle andre steder. Vi har spist mange supper, for man får næsten altid en (gratis) suppe til forret, når man køber en hovedret på en restaurant. Vi har også fået bedre kaffe i Colombia end i Argentina. Maden var god og for det meste tung af bønner og ris. Det bedste streetfood er uden tvivl arepas, som colombianerne spiser dagen lang. Vi fik den bedste i Medellín: majspitabrød fyldt med flæskesvær, kylling, svampe, tomat, madbanan og ost. Et festmåltid til 12 kr.

Grillet ørred med lime- og ananassalsa på madbananbrød, der var lemonade til. Under 100 kr. for os alle.
Grillet ørred med lime- og ananassalsa på madbananbrød, der var lemonade til. Under 100 kr. for os alle.

Colombia er generelt billig at rejse i. En overnatning var på omkring 400 kr., og det ville have været billigere på alle andre tider på året, men december og januar er højsæson. Transport – natbusser koster omkring 200 kr. pr. mand for 11 timers transport. Mad og drikke var billigt, ca. 5 kr. for en dejlig kop kaffe med mælk og 7 kr. for en juice.

Island – Sommerferie med familien i rå natur og al slags vejr

Island – Sommerferie med familien i rå natur og al slags vejr

Udsigt fra Fuglefjeldet, Dyrholey.
Udsigt fra Fuglefjeldet, Dyrholey.

Island har stået højt på vores ferieliste længe og endelig tog vi afsted. Det blev små to uger i fleece, regnjakke, badetøj og vandrestøvler. Solen kiggede frem mange gange, men sommertemperaturer skulle vi kigge langt efter. Selv for de lokale var det en meget kold sommerferie.

Vi boede i Reykjavik og kørte ture ud derfra, primært langs sydkysten – den gyldne cirkel, og det blev også til en teltovernatning ved Skaftafell gletsjer. Vi fik set hvaler, fisket torsk, badet i varme kilder, redet på islandske heste, set gejsere og nydt det smukke og rå landskab.

Råt landskab, perfekt til et frokoststop. Langs hovedvejen fra Reykjavik er der mange smukke steder at holde en pause fra rattet
Råt landskab, perfekt til et frokoststop. Langs hovedvejen fra Reykjavik er der mange smukke steder at holde en pause fra rattet.

Vi var forældrene Mikkel og Rikke samt Elliot på 6, Dicte på 15 år. Vi boede i Reykjavik, hvor vi gennem HomExchange havde byttet hus og bil med en lille familie.

Reykjavik – verdens grimmeste hovedstad

Der er ingen tvivl: Reykjavik er den grimmeste hovedstad, vi nogensinde har set og en af de absolut mest kedelige. Bygningerne er grå i grå og ser ud til at være bygget uden nogen form for koordinering af stil og arkitektur. Heldigvis kan man altid finde noget pænt at kigge på, når man går ved havnen og kan se udover vandet. En gåtur ved fyret kan blandt andet anbefales.

Der er omkring 200.000 indbyggere i den islandske hovedstad, som er til at se på en dags tid. Ud over gågaden, havnen og Hallgrímskirkja er der ikke de store attraktioner. Der er mange cafeer, restauranter, souvenirbutikker og ikke mindst hoteller i centrum, og det er bestemt også turister, der fylder gadebilledet. Vi spiste en aften på Hlemmur Mathöll, som ligger en kilometer fra havnen, lidt a la Torvehallerne og rigtig hyggelig.

Vandfald og gejsere

Seljalandsfoss er et af de smukkeste vandfald vi så i Island.
Seljalandsfoss er et af de smukkeste vandfald vi så i Island.

Der er mange smukke vandfald i Island, og vi så kun en brøkdel. De to smukkeste er Seljalandsfoss, som du kan gå bagved, så det 60 meter høje vandfald kan opleves fra alle vinkler. Som alle andre turistattraktioner på Island er det nemt at komme til, og der er en parkeringsplads lige ved indgangen. Svartifoss vandfald er en del af Vatnajökull National Park, hvor vi også oplevede gletsjer. Vandfaldet er 20 meter højt og falder udover sorte basaltsøjler.

Gullfoss, også kendt som det gyldne vandfald, er Islands mægtigste. Vandfaldet ligger nær Pingvellir National Park og har tilhørende parkeringsplads. Om sommeren buldrer 100.000 liter vand gennem det 32 meter høje vandfald hvert sekund.

I det geotermiske område omkring Geysir er der mange mindre gejsere bl.a. den berømte Strokkur, som går i udbrud og sprøjter vand 20-40 meter i luften med få minutters mellemrum. Køreturen derud fra hovedstanden kan klares på ca. halvanden time.

Varme kilder og bade

I Island er der mange varme kilder, geotermiske laguner og helt ufattelig mange “svømmehaller”. Vi har to favorit badeture: Reykjadalur og Nautholsvik.

Reykjadalur (direkte oversat Dampdalen) ligger ca. 45 minutters kørsel uden for Reykjavik ved byen Hverageroi. Fra byen vandrede vi en lille times tid igennem en virkelig smuk og kuperet natur.

Det er en god gåtur til Reykjadalur og vandet er dejlig varmt.
Det er en god gåtur til Reykjadalur og vandet er dejlig varmt.

Vejen til dalen går over et lille bjerg, men turen er ikke meget krævende – heller ikke for en 6-årig. Den største udfordring var helt klart de små irriterende fluer, der sværmede om hovedet det meste af turen til dalen.

I dalen løber det varme vand og så er det bare om at lade sig dumpe i og nyde de omkring 35 grader varme vand. Jo tættere på kildens udspring, man sidder, jo varmere er vandet. Der er ingen omklædningsrum, men en lang bro langs kilden, som man kan lægge sit tøj på og gå i vandet fra. Vandet er skønt og udsigten flot og grøn.

Nautholsvik ligger i Reykjavik og består af en opvarmet strand, hvor vandet er ca. 20 grader, en lille pool med 28 grader varmt vandet og en rigtig, dejlig varm pool med ca. 40 grader varmt vand. Luften var omkring 12 grader, så vi løb bogstavelig fra pool til pool.

Den varmeste pool var mest populær i Nautholsvik lige ved lufthavnen i Reykjavik. det forstår vi godt.
Den varmeste pool var mest populær i Nautholsvik lige ved lufthavnen i Reykjavik. Det forstår vi godt.

Det var skønt at sidde der og kigge udover stranden med den kolde blæst i ansigtet og bare nyde det varme vand. Mens vi sad og blev gennemvarme i vandet, kom flere børn op fra deres sejltræning i Atlanterhavet lige på den anden side af stranden og hoppede i poolen. De blev lige som os mere og mere afslappede at se på.

Der er en parkeringsplads lige uden for poolområdet og fine omklædningsrum med mange brusere og en lille kiosk, hvor man kan købe drikkevarer og is.

Vi besøgte også to svømmehaller i Reykjavik. Det er forkert at kalde dem haller, for de er ikke overdækkede, bassinerne er under åben himmel med udsigt over beboelse eller grønt. Vi nød den ro det er at sidde under åben himmel, jeg skriver sidde, for der er ikke mange, der svømmer. Gæsterne sidder mest i de forskellige bassiner og taler stille sammen. Man flytter så lidt rundt imellem bassinerne. Fra den store, hvor vandet er 29 grader til den lidt mindre på 32 grader og så videre til endnu varmere bassiner. Det varmeste bassin vi oplevede var 42 grader, og det er varmt. Begge svømmehaller var meget børnevenlige med rutchebane og legetøj.

Vulkankrater og Tinget

Gangsti gennem Pingvellir National Park, vejen til stedet hvor verdens første parlament blev etableret.
Gangsti gennem Pingvellir National Park, vejen til stedet hvor verdens første parlament blev etableret.

Vi brugte det meste af en dag med at gå rundt i Pingvellir National Park, som bl.a. er kendt for det interessante geologiske landskab. Her opstod en sprække mellem kontinenterne for over 1000 år siden, og man kan gå nogle virkelig gode ture rundt i parken og opleve søen Tingvallavatn, stejle vægge af sten og ikke mindst stedet, hvor verdens første parlament blev oprettet. Her samledes islændingene for første gang i år 930 for at løse stridigheder og vedtage nye love. Der er også et museum og cafe ved indgangen til parken. Vi gik ca. 10 km ad gode afmærkede stier og lige så snart vi var væk fra selve sprækken, som er hovedattraktionen, var vi stort set alene i det smukke landskab.

Vulkankrateret Kerio er smukt. Man kan gå rundt om søen på ca. 20 minutter.
Vulkankrateret Kerio er smukt. Man kan gå rundt om søen på ca. 20 minutter.

På vejen tilbage til Reykjavik kørte vi ind og så vulkankrateret Kerio, som ligger nær Pingvellir National Park. Krateret blev dannet for 6500 år siden og er helt ovalt med en sø i bunden. Klipperne omkring er rød- og orangefarvede, og farverne står i fin kontrast til det turkisblå vand. Det var en stor oplevelse, det var virkelig smukt. Det koster 500 ISK at besøge krateret, og der er parkeringsplads lige ved indgangen.

På telttur til gletsjer

Gletsjer ved Skaftafell. Der er mange vandreture i området og campingpladsen er 20 minutters gang fra gletsjer.
Gletsjer ved Skaftafell. Der er mange vandreture i området og campingpladsen er 20 minutters gang fra gletsjer.

Vores længste tur ind i landet var turen til Skaftafell, som vi ankom til efter ca. 6 timers kørsel fra Reykjavik. Vi havde lånt telt og udstyr af vores HomeExchange vært og slog hurtigt teltet op, inden vi gik til gletsjeren. Solen skinnede og det gjorde oplevelse af at stå på kanten til gletsjerne til en stor oplevelse. Man føler sig lille i selskab med de enorme ismasser og de vilde naturkræfter. Det er samtidigt en spøjs fornemmelse at mærke varmen fra solen på den ene side af kroppen, og på den anden side kulden fra ismassen.

Aftensmaden indtog vi på campingpladsen, hvor den st0d på fish n’chips og hummersuppe fra en fancy “pølsevogn”. Kantine og cafe er lukket om aftenen, og hvis man ikke selv har mad med, er pølsevognen den eneste mulighed for få noget at spise.

Vandfaldet Svartifoss har sit navn på grund af de sekskantede sten, som det er bygget op af.
Vandfaldet Svartifoss har sit navn på grund af de sekskantede sten, som det er bygget op af.

Efter en kølig nat i teltet gik vi til vandfaldet Svartifoss. Det er ret specielt, fordi den omkringliggende klippe under dannelsen er blevet afkølet hurtigt, og derfor danner utallige sekskanter (oktagoner). Turen op til vandfaldet er på ca en time og stien starter på campingpladsen. Der er mange mindre og længere vandreture i området og alle er godt afmærkede. Prisen for overnatning ved vandfaldet er ca 200 kr., når man ligger i telt, som vi gjorde. Alt fungerer rigtig godt med ind- og udcheckning, parkering mm.

På vejen tilbage til Reykjavik stoppede vi ved Dyrholey, hvor vi kunne se fuglefjeldet med søpapegøjer. Naturen ved fjeldet er helt fantastisk ligesom udsigten ud over Atlanterhavet og de mange smukke klippeskær langs kysten. Igen var vi heldige med solen.

Hvalsafari, islandske heste og fisketur

Hvalsafari er næsten et must, når man er i Island. Vi stævnede ud fra Reykjaviks gamle havn en vindstille eftermiddag og oplevede pukkelhvaler, minkhvaler, delfiner af forskellig slags og lunder. Turen tog omkring tre timer og koster ca. 550 kr. pr. mand.

To timers ridning på islandske heste i fint landskab ca 40 minutters kørsel fra centrum.
To timers ridning på islandske heste i fint landskab ca 40 minutters kørsel fra centrum.

Dicte og jeg var ude og ride tre timers tid en eftermiddag, hvor vi oplevede det smukke, vilde landskab fra hesteryg. Mikkel og Elliot tog i stedet en fisketur på det åbne hav og fik hevet en hel del fisk i land mens de så pukkelhvaler i det fjerne. Begge ture kostede ca. 400 kr. pr. mand.

Best of Island

Den rå natur er fantastisk at opleve på Island i al slags vejr.
Den rå natur er fantastisk at opleve på Island i al slags vejr.

Flotteste vandfald: Seljalandsfoss
Bedste vandretur: Reykjadalur
Bedste badetur: Nautholsvik
Bedste tur: Hvalsafari
Bedste outdoor oplevelse: Skaftafell gletsjer
Bedste mad: Hlemmur Mathöll
Bedste udsigt: Fuglefjeldet, Dyrholey
Bedste historiske seværdighed: Tinget, Pingvellir National Park.

Valle Grande, Argentina

Argentina – to måneder med gårdliv, floder, kløfter, bjerge og Buenos Aires

Valle Grande, ca. tre timers kørsel fra Mendoza i bil. Fantastisk!

Naturen er fantastisk – de store vider, de smukke dale og kløfter. Verdens næsthøjeste bjerg, flotte byer og en gæstfri og imødekommende befolkning. Vi er rejst med bus, når vi har flyttet os fra by til by. Lejet bil, når vi har været ved bjerge, kløfter og floder og gået og vandret ad stier og gader. I Mendoza blev tre til fire, da Evalina på 20 år stødte til os tre (far Mikkel, mor Rikke og Elliot på 7 år) efter 10 måneders backpacking i Latinamerika. Vi har brugt lang tid på praktiske gøremål – booke overnatning, finde busbilletter og ikke mindst – hæve penge via Western Union. Kontanter og dollarkurser er et afsnit for sig (se længere nede). Vi var i landet næsten to måneder.

Det historiske centrum i Buenos Aires, Argentina
Det historiske centrum i Buenos Aires

Der er et par ting, der er gode at vide om argentinerne, når besøger deres dejlige land: Der er siesta fra kl. ca. 14-17 (alt er lukket), søndag er lukkedag, de spiser fire måltider morgenmad (kaffe og små kager (medalunas)), frokost, snack omkring kl 18, (her bruger de morgenmadskortet igen) og middag efter kl. 20, de drikker en slags bitter te “mate” – hele tiden og de elsker deres flag, som kan ses overalt hele tiden.

Penge er kun papir

Jeg havde læst mig til, at inflationen i Argentina var ekstrem (93%), og det derfor var en god ide at medbringe dollars og veksle dem i landet. Det viste sig, ikke bare at være en god ide, men en meget god ide. Der er to dollarkurser i landet – den blå og den sorte. Den sorte kurs du får i banken, hvis du veksler dollars og når du bruger dit hævekort i banken og alle andre steder. Den er skidt. Den blå kurs “blue dollar” er er en semi officiel kurs, som du får, når du veksler dollar i vekslebureau, hos en gadeveksler, eller når du sender penge til dig selv via Western Union. Vi prøvende alle tre muligheder. Kursen er god, faktisk fik vi dobbelt så mange Pesos i hånden ved at bruge bluedollar, fremfor den sorte. Alle gør derfor det, og man er nærmest til grin, når man hiver kortet frem for at betale for bussen med det. Hvis man betaler med kontanter i butikker får man ofte også lidt rabat.

Vekslekurser og penge i Argentina, en guide
Blue dollar kurs giver gode penge, faktisk dobbelt så mange som den officielle. Brug kontanter.

Vi havde ikke så mange dollar med på rejsen, og derfor besluttede vi os for at bruge Western Union (WU). Det fungerer på den måde, at man downloader deres app og går så ind og overfører den mængde kroner, man ønsker fra sin danske bank. Allerede kort tid efter, kan man gå ned i en fysisk WU og hente sine Pesos. WU bruger blue dollor, så der skal gøres plads i pungen, når der hentes Pesos. Ulempen ved WU er, at man skal finde en fysisk butik med kontanter nok til, at de kan udbetale pengene til en. Her gik vi forgæves et par gange, men det lykkedes altid til sidst. WU tager et gebyr fra 15 kr. for sin ulejlighed.

Buenos Aires, cafeliv og mange interessante bydele

Casa Rosario i Det historiske centrum i baggrunden, hvor præsidenten arbejder i Buenos aires.
Casa Rosario i Det historiske centrum i baggrunden, hvor præsidenten arbejder

Vi brugte næsten to uger i Buenos Aires, det meste af tiden gik med at tulle rundt i de mange forskellige kvarterer, drikke kaffe og opleve livet. Det er en by fuld af liv med mennesker ude på alle tider af døgnet. Aldrig har vi været i en by med så mange cafeer og hyggelige gader. Vi var her under VM2022, hvilket afspejlede sig på de mange caféer og i mængden af argentinske nationaltrøjer.

Byen består af flere bydele, som har hver deres centrum. Der er det gamle centrum med katedralen, Casa Rosada (præsidentens arbejdsbolig), og den berømte gade 9. Julio, som også er verdens bredeste med 16 spor. Og så er der alle de andre centrale områder fx Palermo med Plaza Italia, hvor bl.a. museet La Rural samt den botaniske have ligger, kvarteret Recoleta med den berømte kirkegård og La Boca med fodboldstadium og farverige huse.

La Boca, meget farverigt kvarter med fodboldstadium, tango i gaderne og mange turister.
La Boca, meget farverigt kvarter med fodboldstadium, tango i gaderne og mange turister.

Vi boede i midten af det hele i Almagro i et stille, jødisk kvarter. Der skete ikke meget omkring vores Airbnb, men den lå godt i forhold til transport, og vi fik oplevelsen af at være en del af en helt almindeligt hverdag. Det var vigtigt for os, da vi havde rejst en del rundt inden da og gerne ville slappe lidt af og tage det hele ind.

Når det er forår (oktober, november) i Buenos Aires er flere gader lilla, fordi deres nationaltræer står i fuld flor. Det giver farve, skygge og hygge til gaderne, men selv på andre årstider er byen grøn, ikke bare på grund af de store parker, men der er mange store træer langs gader og stræder.

Puerto Mureno ligner lidt Nordhavn. Her er mange cafeer, luft og igen de flotte træer i blomst.
Puerto Mureno ligner lidt Nordhavn. Her er mange cafeer, luft og igen de flotte træer i blomst

Der er så mange bygninger, pladser og steder at opleve i Buenos Aires. Vi tog på en totimers freewalking tour i det historiske centrum. Vi bevægede os i alt under en km på to timer, fordi mængden af interessante bygninger og historier er overvældende. Der er walkingtours mange steder i byen hverdag, det er bare at vælge ud hvilke(n), man har mest lyst til at opleve. Vi nøjedes med en, da Elliot ikke kan engelsk, og derfor synes det er kedeligt at deltage i.

Gårdliv som frivillig

Livet som frivillig på en lille gård var roligt og gav os mod på tanden til at tage et eller to ophold til i Latinamerika.
Livet som frivillig på en lille gård var roligt og gav os mod på tanden til at tage et eller to ophold til i Latinamerika

Buenos Aires var sidste stop på vores Argentina rejse. Vi lagde ud i det Nordlige Argentina på en lille gård i flodregionen Chaco, hvor vi lavede frivilligt arbejde via WorkAway. WorkAway er en platform, hvor værter, der har arbejde de gerne vil have udført, kan lægge informationer op omkring dem selv og deres opgaver. Som bruger af platformen (frivillig) kan jeg så kontakte de værter, jeg synes er interessante. For det meste er det sådan, at den frivillige arbejder 5 timer om dagen, 5 dage om ugen og får tilgengæld kost og logi.

Jeg kiggede efter steder i det nordlige Argentina, hvor man kunne medbringe børn, træne sit spanske, hvor værten havde børn, og hvor logiet ikke var et telt. Vores gård i Puerto Tirol opfyldte alle disse krav, eller i hvert fald næsten.

Vores hjem på gården efter omfattende rengøring og maling. Virkelig omfattende.

I to uger arbejdede vi på gården med at fodre høns, kalkuner, ænder og gæs, lukke får ud og ind af folden, reparere hønsegård, male skilte og sætte den hytte vi boede i i stand. Det inkluderede bl.a. at male vægge og vende et vindue (en større opgave). Vi havde også tid til mindre kunstneriske projekter såsom at lave en lampeskærm, mosaik vindueskram mm. Det var hyggeligt at opleve en vis samhørighed med dyrene og få en rutine på gården. Det var Elliot rigtig glad for, han brugte mange timer på at nusse katte og hunde og gå til hånde med høns og får.

På en af vores fridage to vil byen Corrientes, en lille time i bus og badede ved (flod)stranden ved i Rio Parana.
På en af vores fridage to vil byen Corrientes, en lille time i bus og badede ved (flod)stranden ved i Rio Parana

Vi skulle vænne os til, at standarden på logiet, en lille hytte, var langt under hvad vi havde forventet og at være afhængig af, at vores mad blev købt og lavet til os. Det gik nu fint efter et par dage. Vi var meget alene på gården, da ejeren Veronica brugte meget tid på at hente og bringe sine børn i skole i byen, hvor de også have en lejlighed, og derfor kun var på gården tre dage/nætter om ugen. Der var ingen andre ansatte, og derfor var det svært at praktisere spansk, hvilket ærgrede os en del.

Opholdet gav os et godt indblik i hvordan livet i en familie i leves i en af de fattigste områder i landet. Det var interessant og jeg vil klart anbefale en arbejdsoplevelse via WorkAway på en længere rejse. Læs også om vores WorkAway i Colombia.

Smukke Salta og spændende Mumier

Salta er et besøg værd - en fin by og et godt udgangspunkt til at besøge det nordligste Argentina på vej med Boliva.
Salta er et besøg værd – en fin by og et godt udgangspunkt til at besøge det nordligste Argentina på vej med Boliva

Når vi fortalte argentinere, vi mødte på vores vej, at vi skulle til Salta, svarede de altid “Åh, den smukke by”. Vi må give dem ret. Den var virkelig fin. Vi tog en rundvisning en de første dage, og guiden kunne blandt andet fortælle, at alle byer omkring den centrale plads i landet er bygget op på samme måde. De rigeste bor nord for pladsen, hvor regering eller lokalt styre har de officielle bygninger, alle andre end de rigeste (dvs dem der ikke er spaniere) bor syd for pladsen, hvor byens fængslet er placeret ud til pladsen. På de to andre sider ligger kirke mm.

Vi nød virkelig maden i byen – især empanadas – som byen er særlig kendt for, at gå på cafe, få vasket tøj og være os selv efter to uger på gården. Mest af alt nød vi at vi ikke blev bidt af myg, fluer og andet.

Udover smukke bygninger og byliv oplevede vi Museo de Alta Montana, her er tre mumier, som blev fundet frosset på toppen af et bjerg i 50’erne udstillet. Mumierne har ligget der i mere end 500 år, men de er utrolig velbevarede. De var inkaer, børn af velstående familier, der blev udvalgt til at blive ofret til guder. Inkaerne mente ikke, at børnene ville dø, når de blev ofret, men vandre videre til en anden verden, hvor de skulle være med til at sørge for velstand til inkaerne. Det er en virkelig spændende udstilling. Der er mange efterladenskaber fra inkaerne i det Nordlige Argentina, som også var en del af deres rige for mere end 500 år siden fx i Uspallata nær grænsen til Chile, hvor man kan se Puenta del Inka.

Hiking i bjerge med syv farver og djævlens kløft

Det er smukt at opleve Cerro de los Siete Colores, Purmamarca.  To timers kørsel fra Salta.
Det er smukt at opleve Cerro de los Siete Colores, Purmamarca. To timers kørsel fra Salta.

Vi lejede bil i to omgange i Argentina. Første gang var i Salta, hvor vi kørte mod nord i retning af de den bolivianske grænse for at opleve fantastiske bjerglandskaber.

Første stop var den lille by Purmamarca, hvor vi oplevede Cerro de Los Siete Colores – bjerge med syv farver, et næsten ørkenlignende område med store kaktus. Her kan man gå en 45 minutters tur rundt i området og komme op til nogle udkigspunkter. Virkelig fint. Derefter kørte vi til Tilcara og gik vandreturen til kløften”Garganta del Diablo”. Det var en lidt hård tur, selvom vi kørte op til hvor vandreturen startede i udkantet af byen. Det tog ca. to timer at komme til vandfaldet i “Garganta del Diablo”, som er endemålet for turen.

Mødet med søstrene “Quebrada de las Senoritas”

Turen op til selve vandreturen starter. Det er i en nationalpark, og der var et lille kontor og toilet ved indgangen, hvor man skulle købe billet og turguide til en del af turen.
Turen op til selve vandreturen starter. Det er i en nationalpark, og der var et lille kontor og toilet ved indgangen, hvor man skulle købe billet og turguide til en del af turen.

Efter en god nats søvn i Tilcara kørte vi en halv time nord på til byen Uquia for at gå turen “Quebrada de las Senoritas”. Sikke en tur, sikke en natur! Noget af turen kunne vi selv gå, og noget af turen skulle vi have en guide med.

Der er tretten sving på  den tur vi selv kunne gå. Klipperne "drejer", og der er en labyrint mellem dem, svingene ender i en lille hule.
Der er tretten sving på den tur vi selv kunne gå. Klipperne “drejer”, og der er en labyrint mellem dem, svingene ender i en lille hule.

Den anden del af turen er mere en klatretur, hvor vi kom op på klipperne og så udover landskabet, som er meget varieret, pga undergrunden har bjergene igen forskellige farver og strukturer.

Fra den anden del af vandreturen Mødet med søstrene “Quebrada de las Senoritas”, fantastisk landskab. En varm, men let tur.

Mendoza og vinlandet

Jeg kan ikke skrive Mendoza uden at skrive Malbec, den berømte drue, som de bedste vine fra Argentina er brygget på. En stor del af turismen i byen og især i oplandet består i at besøge vingårde. Der er mange gårde at vælge imellem. Vi besluttede os for at tage en tram (skinnebus) ud til forstaden Maipu (25 min.) og købe os en “Wine and Ride” tour til tre vingårde mm. Super koncept. Vi cyklede omkring 15 km. i alt (jeg med Elliot i børnesæde), det var ikke hårdt, dog lidt varmt. Et par steder var der vinsmagning og et sted fik vi en rundvisning i deres produktionsbygninger.

Mendoza er en flot by med store parker, et godt strøg med cafeer og vinbarer og skyggefulde gader.

Vi blev genforenet med Evalina efter hendes 10 måneders solorejse i Latinamerika, her er vi på Plaza Espana, Mendoza.
Vi blev genforenet med Evalina efter hendes 10 måneders solorejse i Latinamerika, her er vi på Plaza Espana, Mendoza.

Smuk, smukkere, Valle Grande

Efter fem gode dage i Mendoza lejede vi igen bil. Vi kørte ca tre timer mod syd til byen kløften Valle Grande. Vejene er gode, og det er nemt at finde frem, for der er kun få veje at vælge imellem. Turen derned var flot – landskabet med de store vider og vinmarker. Langs floden er der gode muligheder for at finde et sted at bo. Vi lejede en hytte tæt på floden og overnattede, mens vi nød området. Vi betalte ca. 500 kr. for to overnatninger på et dejligt sted.

Valle Grande er virkelig et besøg værd. Der er mange vandreture i området, man kan også bare sidde og nyde landskabet.
Valle Grande er virkelig et besøg værd. Der er mange vandreture i området, man kan også bare sidde og nyde landskabet.

Man kan godt komme rundt i området med bus, men det vil være besværligt at opleve det ordenligt. Der er mange muligheder for at rafte og rappelle. Vi valgte det sidste. Priserne er i bund, og flere steder blev vi tilbudt rafting til 250 kr. per. mand, man skal ikke booke i forvejen, men køber turen på stedet.

Verdens næst højeste bjerg og Inka ruten

Landskab omkring Uspallata
Landskab omkring Uspallata

Efter et par gode dage ved Valle Grande kørte vi mod nord, passerede Mendoza og fortsatte en times tid til vi nåede byen Uspallata. Fra byen kan man tage flere kortere tur ud for at se spor efter Inkaerne. Vi var ved “Cerro Tunduqueral” (7 km fra byen), her fik vi en guidet tul (på spansk) og så bl.a. tegninger på klipper, der dengang fungerede som en form for vejskilte. Jeg fik desværre ingen billeder af tegningerne, men landskabet i sig selv var flot.

Cerro Tunduqueral ligger 7 km. fra Uspallata og er en god udflugt. Området var en del af Inkaruten, og der er flere spor efter Inkaerne i parken.

Uspallata er sidste stop for mange der skal krydse grænsen til Chile, som ligger ca. 1,5 times kørsel fra byen, der er derfor en del hoteller i byen, og det var derfor intet problem at finde overnatning. Grænsen til Chile ligger i et pas i Andelsbjergene, og her finder man også verdens anden højeste bjerg “Aconcagua”.

Parque Proveincial Aconcagua er et besøg værd. Vejen fra Uspallata er god og turen er virkelig smuk!
Parque Proveincial Aconcagua er et besøg værd. Vejen fra Uspallata er god og turen er virkelig smuk!

Vi vandrede ikke op til toppen af det 6960 meter høje bjerg – Aconcagua, men nød det fra ca. 1500 meters højde, hvor vi gik turen “Circuito Laguna de Horcones”, en omkring 1,5 times gåtur. Det var iført hue, handsker og jakke, temperaturen var nede på omkring 3 grader, og det blæste helt vildt. Udsigten til Aconcagua var smuk, og turen perfekt til os. Vi så flere condorer undervejs. De er store!

Parque Proveincial Aconcagua er et besøg værd. Vejen fra Uspallata er god og turen er virkelig smuk!

Vi havde bestilt indgang til Parque Proveincial Aconcagua og betalt via WU. Det fungerede fint. På vej til parken så vi også “Puente Del Inka”, en bro, der er en af de vigtigste efterladenskaber på Inkaruten.

Gourmet i Cordoba

Cordoba ligger midt i landet på vej til Buenos Aires, og er en af landets smukkeste byer. Der er smækfyldt med kolonibygninger, museer og kirker. Det skal opleves. Der er også mange universiteter og derfor mange unge mennesker og gå-ud-steder. Vi boede lige midt i byen, i en Airbnb med balkon, så vi kunne følge med i det hele.

Det historiske centrum i Cordoba by night. Der mange cafeer og gå-i-byen-steder i det trendy område "Barrio Güemes"
Det historiske centrum i Cordoba by night. Der mange cafeer og gå-i-byen-steder i det trendy område “Barrio Güemes

Det vi bedst husker ved byen er vores besøg på restauranten: “El Papagayo”. Her fik vi deres tastingmenu – 10 små retter. To eksempler: Deres signaturret: En æggeskal, hvor indholdet var taget ud og erstattet med crumble i bunden af skallen, en flydende æggeblomme, noget cremet skum, honning og karse. Det var virkelig lækker og smukt!. Det andet eksempel er kold karry med rå rejer i creme. Mums. Prisen for de to timer i smagshimlen med vin und alles var ca. 2000 kr.

"El Papagayo".
Kold karry med rå rejer i creme. Det smagte fuldstændig fantastisk. Den mest fuldendte ret.

Mad, overnatninger og transport

Argentinerne elsker at gå ud, og derfor er udbuddet af restauranter, barer og cafeer overvældende. Alle går ud – døgnet rundt. Det er helt normalt at spise på restaurant kl. 22 med sine børn. De er vilde med alt i frituren og Milanesas, som er paneret, tyndt stykke kød (okse, kylling eller svin), man kan fx spise Milanese Napolitan, så kommer den med ost (meget ost!) og tomatsovs på. I weekenderne spiser de asado gerne i familiens skød. Her bliver grillet store mængder af kød. Grillet kød finder man på restauranter der serverer “parrilla”. Vi spiste parrillas nogle gange, prisen var ca. 200 kr. for kød og tilbehør og drikkevarer til tre personer.

Vi spiste hos vores nye argentinske venner Virginia og Jonathan to gange, de bor i Buenos Aires og har en lille have med stor grill.

Is er stort i Argentina. De er meget stolte af deres is, som minder om italiensk is. Vi var vilde med dem – både dem i den dyre ende fx Rapanui ca. 18 kr. for en stor is eller det billige alternativ Grido til 5 kr for samme mængde is. Det var rigtig svært ikke at spise mange is.

Det er billigt at gå ud. Vi betalte ca. 15 kr. for en liter øl, ca. det samme for en kaffe eller et glas vin.

Overnatninger var overraskende billige i Argentina. I de store byer boede vi i lejligheder, meget centralt for ca. 250 kr. til 350 kr. i døgnet.

Det er nemt at leje bil og køre selv i Argentina, når man har internationalt kørekort.
Det er nemt at leje bil og køre selv i Argentina, når man har internationalt kørekort.

Billeje var ikke dyrt, her betalte vi ca. 500 kr. i døgnet med frie kilometer for en rummelig bil. Det er dog vanvittigt dyrt at aflevere bilerne i en anden by, end der hvor de er blevet lejet, og det gjorde vi derfor ikke. Transporten mellem byerne foregik med busser. Det er luksusbusser, hvor man kan ligge sæderne helt ned (cama) eller næsten helt ned (semicama), der er mange udbydere og altid plads. Vi betalte ca. 600 kr. for natbus for fire personer (10 timer) mellem Mendoza og Cordoba. Til de korte ture brugt vi Uber. Det er billigt og effektivt.

Brasilien – Rio De Janeiro og vandfaldene Iguacu

Brasilien, nærmere bestemt Rio De Janeiro var første stop på vores otte måneder lange orlov i Sydamerika, New Zealand og Fransk Polynesien. Vi brugte seks dage i Rio og så tre dage ved verdens største sammenhængende vandfald Iguacu. Vandfaldene er et af verden syv naturlige vidundere. Det forstår vi godt. Vi er: min mand Mikkel, vores søn Elliot på 7 år og jeg, Rikke.

Udsigt fra Sukkertoppen til Rio. Copacabana ligger længst til venstre i billedet.
Udsigt fra Sukkertoppen til Rio. Copacabana ligger længst til venstre i billedet.

Rio – fantastiske strande og dejlig stemning

Storbyer ved vandet kan noget. Man har det hele – strand, luft, kultur og liv. Vi oplevede en hel del på de seks dage vi var i byen. Vi boede i området Flamengo fem minutters gåtur fra stranden og i en hyggelig bydel med mange restauranter og lokalt liv. Vi brugte en hel del tid på stranden ikke mindst, fordi der var fodboldmål. Det var overskyet noget af tiden, men vi fik dog alligevel sol på kroppen og leget i bølgerne.

Tid til bold på Flamengo stranden.
Tid til bold på Flamengo stranden.

Copacabana – fint sand og laid back stemning

Der var ca. 5 km. til Copacabana, og den ene dag gik vi “Ruta Rio de Pe”, som er en angivet rute gennem byen. Turen derud var en fin tur primært langs vandet, hvor der er park det meste af turen. På Copacabana bliver der solgt Caipirinhas og alt muligt andet på stranden og på den berømte promenade. Der er god stemning med live laid-back musik fra alle barer og spisesteder langs stranden. Man kan ikke andet end at nyde livet her.

Den berømte promenade langs vandet ved Copacabana.
Den berømte promenade langs vandet ved Copacabana.

Rigt kulturliv i Centro med museer og bibliotek

Museum of Tomorrow var en stor oplevelse, bygning ligner noget fra fremtiden – et mix mellem et skelet fra et ukendt dyr og et rumskib, og begge udstillinger var rigtig gode. Den permanente handler om os mennesker og vores omverden set og forklaret gennem naturvidenskaben. Der bliver talt til alle sanser og især brugt meget video og fortællinger. Den anden udstilling var en særudstilling, som viste sort-hvid fotos fra og af forskellige indianerstammer. Museet er helt klart et besøg værd. Det koster omkring 80 kr. for voksne at komme ind. Elliot var godt underholdt meget af tiden på trods af, at udstillingen primært er på portugisisk og en del engelsk.

Udsigten fra toppen af Museum of Tomorrow og ud over vandet. Det er en del af bygningen der ses i toppen af billedet.
Udsigten fra toppen af Museum of Tomorrow og ud over vandet. Det er en del af bygningen der ses i toppen af billedet.

Centro er er hyggeligt område med mange gamle flotte bygninger. Vi så bl.a. hovedbiblioteket, et smukt konditori, national teateret, parlamentsbygningen og kulturcentrum. Gaderne i den gamle del af centrum er smalle og der er butikker af alle slags. Området omkring det museet for moderne kunst kan også anbefales, og parken fører lige ned til Gloria Havn. Vi spiste – ligesom mange gange før – på et buffet sted. Konceptet er ens alle steder: tag hvad du vil og betal ca. 7 kr. per. 100 gram. Når man har betalt, kan man tage en lillebitte kop kaffe med i et plastik shot glas.

Det portugisiske bibliotek i Centro.
Det portugisiske bibliotek i Centro.

Cristo i skyen og besøg på sukkerbjerget

En af hovedattaktionerne i Rio er selvfølgelig Cristo Redentor, og ham skulle vi selvfølgelig også se. Der er flere måder at komme til ham på :-))). Vi valgte en billig og let løsning: Uber. Vi kørte simpelthen hele vejen op til indgangen, fra hotellet kostede det ca. 60 kroner. Ved indgangen koster det ca. 70 kr. per voksen at komme helt op i skyen til ham. Det foregår med busser og er sat fuldstændig i system, så man har en plads i bussen osv. Man kan også tage et tog hele vejen fra busstationen ved bunden af bjerget eller vandre tre timer af en lille sti op ad bjerget. Det skulle være en smuk tur gennem regnskov, men det valgte vi fra, da vejret ikke var i top. På toppen var Cristo ikke så tydelig, han var gemt delvis i en sky, og det betød selvfølgelig, at der ingen udsigt over byen var. Pyt med det, for der var aber og fin stemning.

Cristo kan ses fra det meste af byen, når han ikke er gemt i en sky.
Cristo kan ses fra det meste af byen, når han ikke er gemt i en sky.

Pao de Acucar eller Sukkerbjerget er 396 m. højt og kan ses fra det meste af byen. Der er to bjerge, og det første kan man gå/vandre op ad, det tager ca. en halv time og er gennem frodig skov. Stien er nem at følge, og vi så både aber og fugle undervejs. På toppen af det kan man købe billetter til kabelbanen, der tager en til det andet bjerg. Det er en smuk tur, og udsigten fra begge toppe er helt utrolig. Prisen for kabelbanen er omkring 200 kr. per mand. Der er cafeer og mange områder at sidde og slappe af over der hele.

Stranden for foden af sukkertoppen.
Stranden for foden af sukkertoppen. Her fik vi streetfood – grillspyd med grønt, og noget der lignede savsmuld (det smagte godt!) og drak frisk kokosnød.

Fodboldmuseum og alt det andet man skal opleve

Maracana er navnet på det lokale stadium. Her spiller holdet Flamengo, så det skulle vi selvfølgelig opleve. På Maracanas hjemmeside have de lovet en oplevelse for livet, når man besøgte deres museum, så vi tog metroen de 8 stop derud og så Peles trøje, mange andre trøjer, fodaftryk af kendte spillere, omklædningsrum og mere. Tja, man skal være noget mere interesseret i fodbold for at få pulsen op end jeg for at synes, at det er en oplevelse, der går over i historien.

Vi så selvfølgelig også Escadaria Selaron, som kunsteren Jorge Selaron påbegyndte i 1990erne, og det er et imponerende at se fliser fra hele verden samlet op af den lange trappe. Katedralen i Rio var også interessant og et besøg værd.

Katedralen i Rio De Janerio, ligger nær trapperne Escadaria Selaron

Rio De Janerio er en interessant by, og der er meget, vi ikke har oplevet bl.a. et helt utroligt natteliv, siges der. Vi var primært ude om dagen og følte os trygge. Det var nemt at tage metro, taxa og Uber. Der er god skiltning og mange cykler, man kan leje og komme rundt enten på cykel eller på gåben. Der er mange restauranter, dog flest der serverer grillet kød i lange baner. Priserne er rimelige, vi gav omkring 15 kr. for en Caipirinha og 80 kr. for et godt måltid mad med grillet kød med tilbehør.

Iguacu og Iguazu

Iguacu, verdens største sammenhængende vandfald set fra den brasilianske side.
Iguacu, verdens største sammenhængende vandfald set fra den brasilianske side.

Iguacu eller Iguazu – alt efter om man er brasilianer eller argentiner – er helt utrolige at opleve. Vi brugte to dage på de 260 vandfald. En dag på den brasilianske side, hvor vi også boede, og en dag på den argentinske side. Det er low season, og derfor var der ikke så mange gæster på den brasilianske side, da vi besøgte den. Dejligt, for det betød, at vi kunne gå rundt i vores eget tempo og tage billeder og bare opleve. Det var vildt at opleve de kræfter! Vi havde regnslag og skiftetøj med. Det var nødvendigt, for at gå ud på broerne var ligesom at stå i en regnbyge i blæst. Vi kan også prale med, at vi har badet i Iguacu, for vi købte os til en tur i båd helt tæt på faldene (500 kr. per voksen). Det var vådt, men så vildt at sidde så nær!

Iguazu, set fra den argentinske side. Har du kun en dag til vandfaldene så vælg den brasilianske side.
Iguazu, set fra den argentinske side. Har du kun en dag til vandfaldene så vælg den brasilianske side.

Dagen efter vores besøg på den brasilianske side, besøgte vi den argentinske side. Det var lidt mere omstændigt, da vi skulle igennem grænsekontrol og veksle penge, inden vi kunne komme ind i parken. Begge dele gik stærkt og på under en time var vi kommet ind i parken til vandfaldene. Det, der med at stå i kø, var noget vi kom til at gentage resten af dagen, men vi var forberedt, for vi havde hørt, at det var en helligdag, så mange familier ville komme i parken. Ja tak. Godt man ikke har noget imod at gå i gåsegang!

Gåsegang eller ej. Det var smukt fra den argentinske side, jeg ville ikke have været foruden på trods af lukkede stier, ufattelig mange mennesker og køer.

På den brasilianske side var besøgene ved vandfaldene sat i system med billetter og gode guider, der hjalp og opdaterede kort. Her kan man gå hele turen med konstant udsigt til vandfaldene på ca. halvanden time. Lidt anderledes var det på den argentinske side, hvor mange af stierne går ind i landskabet, hvor man ikke ser vandfaldene, men mere omgivelserne. Først når man kommer til enden af den blå sti og djævlens hals, ser man vandfaldene. Det er så også værd at vente på. På den argentinske side var flere stierne lukkede og hjælpen knap så god.

Efter nogle gode dage i Brasilien fortsatte vores rejse til Paraguay.

Sø, Alperne, Slovenien

Sommer i Slovenien – outdoor oplevelser for hele familien

Outdoor oplevelser i Slovenien, for forden af Alperne. Den lokale sø. Læs om vandreturen til Sv. Jakoba her på sitet.
Vandreturen til Sv. Jakoba, startede ved søen ved siden af vores bolig.

Klemt inde mellem Østrig, Kroatien, Italien og Ungarn ligger Slovenien. Et lille land med en fantastisk natur – bjerge, søer, skov og kyst, og fra hovedstaden Ljubljana kan man komme til alle dele af landet på to timer i bil. Vi kom godt rundt på de 9 dage vi havde i landet. Vi boede først nogle dage ved Venedigbugten i syd og derefter i Alperne i den nordlige del af landet. Vi vandrede i bjergene, badede ved kysten og i Bled-søen, raftede på Sava floden og shoppede i hovedstaden. Turen frem og tilbage foregik i bil, på forsædet var Mikkel og Rikke, på bagsædet Dicte 14 år og Elliot 5 år.

Piran – en smuk og rolig bade- og fiskerby

Outdoor oplevelser i Slovenien er også at bade ved havnen i Piran. Hele familen kan hoppe i vandet.
Piran havn, med vores hotel i baggrunden

Vi lagde ud ved kysten, først ved den lille by Piran tæt på den kroatiske grænse på toppen af halvøen Istrien, og derefter kørte vi til Koper tættere på den italienske grænse. Piran er virkelig fin. Det er en gammel fiskerby, der er blevet til en turistby. Her bliver stadigvæk landet fisk, men der er vist ingen tvivl om, at det er turisterne, der få hjulene til at køre rundt. Byen ligger på en pynt med en sti/promenade hele vejen rundt, og det giver virkelig gode muligheder for at hoppe i vandet. I Piran bader man direkte fra promenaden eller betonplatforme, hvorfra man også nemt kan hente en drink i en af cafeerne eller på hotellerne og nyde den, mens man beundrer udsigten og derefter tager kølig dukkert.

Bilerne ud af byen og plads til folk

Outdoor oplevelser i Slovenien er også at hoppe i havet ved Piran.
Badning i Piran foregår primært fra betonbadebroer, der er dog også små stenstrande.

Vi havde booket en hotellejlighed lige ned til havnen, hvilket er midt i den lille by. Det var skønt, men man behøver måske ikke bo så centralt. Gaderene i Piran er så smalle, at der ikke kan køre biler. Der er få, meget dyre parkeringspladser i selve byen, og i stedet for at parkere bilen i Piran, sætter man den i et parkeringshus lige uden for byen. Det fungerer på den måde, at man trækker en parkeringsbillet, når man kører ind i byen, og så kører med så tæt på sit hotel som muligt og tømmer bilen for kufferter osv., for derefter at køre tilbage ud af byen og sætte bilen i parkeringshuset. Det koster nogle Euro, men de fleste hoteller betaler for det. Når bilen er sikkert parkeret, kan man enten gå de ca. 20 min. tilbage eller tage den gratis shuttlebus, der kører i pendulfart mellem centrum og parkeringshus.

Piran, set fra borgen
Piran, set fra borgen

Der er mange restauranter og cafeer i byen langs vandet og inde på de små pladser. Der er en rigtig god stemning i byen, særlig om morgen, hvor fiskerne lander deres fangst og byen vågner. Der ligger en fin borg og borgmur i udkanten af byen, som er værd at gå op til. Det tager ikke mere end 20 minutters tid fra havnen, og udsigten er fantastisk. På vejen kan man også se den gamle kirke og kirketårnet. Vi brugte et døgn i byen, men kunne godt være blevet længere, hvis det ikke var fordi, vi havde booket en lejlighed i Koper, længere nede af den 45 km. lange – eller skal vi sige – korte kyst, tæt ved Trieste og den italienske grænse.

Koper – hav og strand

Outdoor oplevelse i Slovenien fra balkonen i Koper for hele familien.
Koper har en stor industrihavn, en fin lystbådehavn og stand inden for meget kort afstand.

Koper er landets vigtigste og største havn, der er trafik ud og ind i havnen døgnet rundt. Der bor ca. 25.000 mennesker i byen, og den er langt fra så turistet som Piran. Vi boede i en lejlighed på 9. sal med udsigt til lystbåde- og industrihavn og strand. En helt fantastisk udsigt, faktisk brugte jeg en del tid på at følge med i, hvordan slæbebådene fik bukseret containerskibene ud og ind i havnen. Det er mere interessant, end det lyder. Vi kunne lige sidde fire mand på balkonen og spise morgenmad, læse, nyde udsigten eller drikke kaffe. Herfra var der ca. 200 meter til stranden.

Torvet i Koper er hyggelig for hele familien på outdoor ferie i  Slovenien
Torvet foran rådhuset i Koper, dejligt sted at drikke et glas lokal hvidvin

Vi var meget på stranden, som består af områder med legeplads, sandkasse, brusere, cafeer og badebroer. Man kan lægge på beton, sten eller græs, der er heller intet sand i Koper. Vandet var lunt og klart, og vi nød livet med de lokale og nogle få udenlandske turister. Centrum i Koper, som ligger næsten helt ned til stranden består ligesom Piran af små brostensbelagte gader, hvor det heller ikke er muligt at køre bil. Man kan dog komme ind i byen og parkere på en af de store parkeringspladser ved vandet. Centrum er hyggeligt, men ikke nær så fint og pudset som Piran. Der bliver serveret god kaffe på de mange cafeer og lokal vin på barerne. Der var en særlig god stemning på rådhuspladsen og på restauranterne langs promenaden.

Park ved havnen i Koper, outdoor oplevelser i Slovenien
Skøn park langs vandet i Koper, Slovenien


Lige uden for det gamle centrum, langs vandet og promenaden, ligger en dejlig park med springvand, soppebassiner, små bakker, klatrevæg mm. perfekt til at spise is, prøv fx en blomme/lavendel sorbet fra Sladoledarna. Parken rummer mange timers sjov for børn, Elliot elskede at lege i springvandet, som afkøler godt på en varm dag, og Dicte nød de kølige vandpust. Lige uden for centrum ligger der er stort shopping center, hvor vi også brugte nogle timer. Vi var fire dage i Koper, slappede af og hyggede os. Derefter kørte vi mod bjergene, hvor vi skulle bo fire dage.

Vandring i de Juliske Alper

Vandring i Sloveninen er dejlig Outdoor oplevelse. Der er mange stier i Alperne.
Vi er på vej til kirken Sv. Jakoba, som ligger ca. 2 timers vandring fra Preddvor, hvor mange vandreruter kom forbi

Vi havde byttet til et hus i Preddvor, som ligge ved Triglav nationalpark, hvor der er mange gode vandreruter. Lige uden for døren i vores byttebolig var der både lette og lange vandreruter, og en af dagene gik vi til Sv. Jakoba, som ligger på toppen af et bjerg. Vi kunne faktisk se kirken i det fjerne fra vores hus, så det var et oplagt mål. Hele turen tog ca. 4 timer, og den var godt afmærket ligesom de andre ruter. Vores tur var lidt hård, da vi gik en ret lige og dermed stejl rute. Det var virkelig smukt gennem skov og på meget små stier. Der var fine udsigter undervejs og en del shines. På toppen ved kirken var der en lille cafe, hvor de bl.a. serverede kolde øl og vand, der var også toilet og liggestole mm. I området omkring Preddvor, nær vandreruterne, ligger der hoteller og vandrehjem, hvor man kan overnatte på sin tur rundt. Der er også badesøer, og så er der bare smukt.

Bled – øen i søen og Vintgar Gorge

Smuk outdoor oplevelse i Slovenien er søen i Bled.
Øen i søen, Bled, Slovenien

En af de absolut største attraktioner i Slovenien er Bled, og der var også en hel del turister, der havde fundet vej til byen Bled og til bredden rundt om søen. Det betød bl.a. at vejene gennem byen og nede ved søen var tæt pakket med biler i perioder. Byen Bled ligger ud til en fin sø med den berømte ø i midten. Der er ca. 6 km. rundt om søen, og det er en fin tur at gå rundt. På vejen kan man hoppe i vandet fra kanten eller gå i fra campingpladsen, hvor der også er restaurant, legeplads mm. Der ligger også et vandland og svømmebassin i og ved søen. Søen er 30 m. dyb, vandet er klart og frisk og vel omkring 20 grader. Vi brugte det meste af en dag ved søen.

Outdoor vandring i kløften Vintgar Gorge ved Bled, Slovenien
Det er en smuk tur i Vintgar Gorge, vandet er helt klart og turkis, når solen rammer det.

Vintgar Gorge er en 1600 m. lang og 250 m. dyb kløft, der ligger ca. en halv times kørsel fra Bled, så den er oplagt at besøge, når man er i området. Det gjorde vi også. Vi havde bestilt entrebilletter til kl. 9 om morgen for at slippe for alt for mange mennesker på stierne i kløften. Det lykkedes. På grund af corona, er stierne ensrettet og rundturen tog ca. 2 timer. Den første time foregår nede i kløften ofte på træbroer, tæt på vandet og den sidste halve time er gennem skov og små landsbyer. Der ligger et par cafeer langs ruten, men ellers er det oplagt at medbringe en sandwich eller andet til turen. Den kan virkelig anbefales. Prisen for entre var 5€.

Ljubljana – fin og et besøg værd

Hovedstaden Ljubjana i Slovenien er fin og hyggelig.
Ljubljana er en hyggelig hovedstad – især langs floden, som løber gennem centrum.

Ljubljana må være en af verdens mindste hovedstader med sine kun 200.000 indbyggere. Centrum er pæn og hyggelig med mange cafeer, isbutikker og restauranter. Hovedattaktionerne i byen er bygningerne langs floden, som løber igennem centrum, Ljubljana slot, de tre broer fx. Dragebroen og torvet. Der er virkelig hyggeligt langs floden, hvor der er mange steder at sidde og nyde livet. Gaden som løber fra rådhuset og ned gennem byen er også hyggelig, her er flere butikker med fx lokalt design, smykker, tøj osv. Vi spiste en skøn 4 retters seafood-menu på hovedgaden på restauranten Valvasor.

Området Metelkova er centrum for alternativt kunst i Slovenien.

Lidt uden for centrum ligger Metalkova, det er er slags Christiania. Det er et gammelt fængsel, som igennem de seneste år er blevet til et alternativt kunstområde med grafittimalerier, skulpturer og andet gadekunst. Det er et lille område, som er sjovt at opleve, og det er klart en kort gåtur ud af centrum værd. Der ligger et youth hostel lige ved siden af, hvor man kan få god kaffe og opleve mere kunst.

Vi besøgte også Ljubljana Castle, som ligger på toppen af byen. Vi tog en kablevogn derop og gik ned tilbage. Vi var lidt skuffede over, hvor lidt der var at se på slottet, som faktisk handlede om slottet. Besøg til slottet er lagt an på, at man køber en audiotour for at få noget historie om slottet, og det var vi ikke opmærksomme på ved indgangen til slottet, som bestemt ikke var gratis. Vi fandt senere ud af, at det er gratis at komme ind på slottet, og at de billetter vi havde købt gav adgang til tårnet, en dukkeudstilling og en kunstudstilling, som vi ikke fandt særlig interessant. Vi savnede i høj grad lidt gammeldags tekst – historier – om stedet.

Rafting og anbefaling

Outdoor oplevelse i Slovenien er at rafte nær Bled.
Det tager et par timer at gå igennem den smukke kløft Vintgar nær Bled

Den sidste dag i bjergene var vi ude og rafte på floden Sava Dolinka. Det var en tur på i alt tre timer. Lige under to timer i gummibåden og 10 km. ned af floden. Turen var tilpasset børn fra 6 år og op og rigtig fin. Der er i det hele taget gode mulighed for at lave alle mulige outdoor aktiviteter i landet. Vi så bl.a.mange på mountainbike og racercykle.

Et let land at rejse i

Slovenien er et meget nemt at rejse i, der er god infrastruktur, og de fleste taler engelsk. Slovenien er vel nok et af de mest velordnede lande, jeg nogensinde har besøgt og minder faktisk meget om Danmark – bort set fra den fantastisk varierede natur. Og alt i landet inden for to timers kørsel. Tre timer i bil fra Ljubljana ligger Wien og halvanden time væk er Venedig. Maden i Slovenien er meget præget af sine naboer, og italiensk mad kunne købes alle steder, men også retter fra de andre lande på Balkan har sat sit præg. Vi spiste rigtig lækker seafood over det hele og især grillet blæksprutte var på menuen alle steder – skønt.

Outdoor i Slovenien er vandring i Alperne.
Udsigten fra Sv. Jakoba, Preddvor, Slovenien

Prislejet er som i Italien og Kroatien, ca. 10-20% billigere end i Danmark. Vi betalte ca. 1200 kr. for en hotellejlighed per nat og 500 kr. for middag for os alle. Et tip til køreturen frem og tilbage er: Kør om natten og midt på ugen, det gjorde vi og oplevede ingen kø, hverken ud eller hjem. Køreturene tog ca. 17 timer og en rejse til Slovenien kan varmt anbefales.

Best of Slovenia

Restaurant: Valvasor, Ljubljana
Strand: Piran
Seværdighed: Piran, menneskeskabt
Seværdighed: Vintgar Gorge, Bled
Vandretur: Sv. Jakoba, Preddvor
Café/bar: Loggia Caffè Kavarna, Tito Square, Koper
Bedste udsigt: Borgen i Piran/ Balkon i Koper
Bedste is: Sladoledarna, Koper
Bedste kirke: Katedralen, Ljubljana
Bedste legeplads/park: Parken langs promenaden i Koper
Bedste overnatning: Husbytte i Preddvor
Bedste familieting: Rafing, Sava Dolinka River.

Roadtrip i Tyskland

Fantastisk bilferie i Tyskland – roadtrip mellem floder og vinmarker

Sommerferieplanerne ændrede sig i takt med corona, og vi besluttede ikke at køre til Slovenien, men i stedet for at tage på roadtrip i Tyskland – mellem vinmarker og floder. Det fortrød vi ikke – og vi har stadigvæk mange oplevelser til gode i det tyske. Vores bilferie i Tyskland bød på mange oplevelser for både børn og voksne – vandreture, naturskønne udsigter, grønne vinmarker, lækre isdesserter, smukke slotte, gode bytteboliger, dejlig vin, drager, borge og selvfølgelig floder. Vi (to voksne og to børn på 13 og 4 år) roadtrippede mellem vinmarker og floder her: Bielefeld – Køln – Trier – Würzburg – Dresden.

Roadtrip - mellem vinmarker og fire floder i Tyskland: Main, Mosel, Rhinen og Elben. Her er det Mosel
Roadtrip – mellem vinmarker og fire floder i Tyskland: Main, Mosel, Rhinen og Elben. Her er det Mosel

Husbytte

Vi satte kursen mod Bielefeld ca. 50 km. fra Hannover, hvor et 200 m2 stort hus ventede et stykke uden for middelalderbyen. Huset havde vi byttet os frem til via HomeExchange, som er en husbytteordning. Her kan man, udover at bytte hus med hinanden, bytte med andre i ordningen for point, som man tjener ved låne sit hus via HomeExchange. Mens vi roadtrippede i Tyskland, boede der en jysk familie i vores hus og passede kat, blomster og slog græs. Det er smart.

Ukendte Bielefeld

Bielefeld er kendt for at Dr. Oetker, ellers er der nok ikke mange der kender den by. Vi gjorde i hvert fald ikke, men det var en fint bekendtskab med en smuk og hyggelig bymidte med brosten, kirker, små gader og selvfølgelig byens varetegn Sparrenburg, en middelalderborg fra 1200 tallet. Vandreruten “Von Burg zum Berg” startede ved Sparrenburg og tog os til en dyrepark, i skoven, til udsigtspunkter og gennem den gamle by og forbi Dr. Oetker og endte i den gamle bymidte – fin tur på omkring 10 km.

Barske klipper og drager

Roadtrip til Externsteine,  Bielefeld, Tyskland
Externsteine, er noget af den fine natur, man kan opleve i nærheden af Bielefeld

I nærområdet til Bielefeld (Bad Meinberg) oplevede vi Externsteine, der er en lille mængde klipper, som står op af undergrunden som tænder. Stenene har gennem tiden været et religiøst samlingssted, og man kan se inskriptioner og udhugninger i stenene. Det ser imponerende ud, og området omkring er helt sikkert værd at opleve. Turen til stenene kunne være klaret med klapvogn, men den er ikke nødvendig mere. I stedet havde vi taget et løbehjul med, og det var et hit, så Elliot ikke skulle tilbagelægge samtlige 10 km. på gåben. Tæt Externsteine så vi monumentet Hermannsdenkmal, en fantastisk statue bygget på toppen af et mindre bjerg. Sværdet på statuen af soldaten måler alene 7 meter og vejer godt 500 kg. Den står i et naturskønt område med mange vandre- og cykelruter. Vi valgte på vejen tilbage til bilen at skyde en genvej. Det var heldigt, for vi gik lige igennem et stort område med blåbær. Vi tømte vanddunken og brugte lige 20 min. på at fylde den med de dejlige bær.

Roadtrip til Dragekløften i Thüringer Wald, Tyskland
Der er forskellige vandreture i og rundt om Dragekløften i Thüringer Wald. I bunden af kløften var luften kølig og fugtig ellers var der grønt, grønt og grønt

Dragekløften, som ligger i Thüringer Wald, er vores anden naturanbefaling. Ved byen Eisenach finder man indgangen til Dragekløften – en ca. 3 km lang kløft, der skærer sig gennem klipper og skov. Legenden siger, at en drage boede i skoven og skabte kløften med sine kløer. Starten af Dragekløften er markeret med et træskilt med to drager, og her kan man vælge mellem forskellige ture – fra 1 km. til 5 km. Vi gik frisk afsted af den på 4 km (der var også 4 km tilbage igen). Afstanden mellem klippevæggene var mellem 5 meter til o,5 meter, temperaturen faldt og det blev mørkere jo længere vi gik i ind kløften. En smuk og grøn tur i kløften, hvor vi så små fugle, der bor i væggene på kløften og vandløb. Det var en let tur at gå med almindeligt fodtøj, men man kan ikke tage cykler eller klapvogne med. Elliot gik hele turen uden problemer, det var kun på tilbagevejen rundt om kløften efter 7 km. han begyndte at ømme sig. Der er sket noget siden vores vandretur i Polen et par år tilbage. To timer senere sad vi igen i bilen på vej videre.

Køln – ikke smuk, men venlig

Hængelås på broen over Rhinen, Køln. Roadtrip i Tyskland.
Hængelåse på bro over Rhinen i det centrale Køln

Næste stop på turen var Køln, Tysklands 5. største by. Vi blev modtaget af værten i vores anden “byttebolig” med ordene: “Køln er ikke en smuk by, det er en venlig by og her er god atmosfære, det vil I opleve”. Vi synes nu alligevel, at der var ret fint nede ved Rhinen, hvor restauranter og cafeer ligger side om side. Kølner Dom er byens største attraktion. Det forstår vi godt -sikke et bygningsværk. Kælderen under kirken er værd at se, for der er en fin samling af bispeklæder, smykker mm. Det var også en oplevelse at gå over broen nær Kølner Dom til den anden side af Rhinen og se alle de tusinder af hængelåse, der sidder fast på rækkeværket. Fra broen har man også en god udsigt til Kranhusene, Kølner Dom og den gamle by.

Trier – mellem Mosel og Riesling

Roadtrip til Trier, Porta Nigra er en af hovedattraktionerne i Roms lillesøster, Trier, Tyskland
Porta Nigra er en af hovedattraktionerne i Roms lillesøster, Trier

En af pejlemærkerne for vores roadtrip var Trier, Tysklands ældste by, også kaldet Roms lillesøster. Trier ligger ved Moselfloden i en virkelig flot dal. Vi kørte af småvejene langs Mosel til Trier og nød udsigten til floden og de grønne bakker, hvor der bliver dyrket druer og produceret Riesling. Skøn vin. Vi smagte lidt forskellige Riesling på Weinwirtschaft Friedrich Wilhelm en hyggelig restaurant med eget bryggeri midt i Trier.

Vinmarker og floder ses fra roadtrip nær Trier, Tyskland
Vinmarker og floden indrammer Trier

Byen rummer også andre attraktioner, der er værd at opleve .”Den sorte mur” Porta Nigra som nok er den mest kendte, opførte romerne i årene 160 – 180 og meget af den er bevaret. Den gamle bydel er virkelig fin med springvand, torvet mm. Vi så selvfølgelig også Karl Marx fødested og basilikaen midt i den gamle by. Barokhaven bag Constantine Basilika er smuk og et dejligt sted at sætte sig og køle lidt ned med, mens børnene hygger sig på den skyggefulde legeplads. Der er også mange butikker, cafeer og restauranter i det gamle centrum i Trier.

De gamle, nye byer

Roadtrip til Würzburg, Tyskland
Slotshaven til “Slottet over alle slotte” i Würzburg er imponerende og et roligt sted at besøge i udkanten af bymidten

Würzburg og Dresden har det til fælles, at de begge blev jævnet med jorden i slutningen af Anden Verdenskrig og derefter genopført i tro kopi. Vi besøgte begge byer. Würzburg ligger for enden af “De Romanticher Strasse” en 350 km. lang, smuk rute fra Fussen, som vi havde planlagt at køre, men de planer ændrede vi og blev i Würzburg. Midt i byen ligger slottet Würzburg Residence, der er opført på UNESCO’s verdensarvsliste. Det er kendt som “slottet over alle slotte” og er et af Europas mest berømte barokslotte. Slotshaven er smuk og lige uden for murene ligger en god legeplads. Der er flere seværdigheder bl.a. den gamle bro floden Main og Marienberg Fæstning, der omgiver en af tysklands ældste kirker.

Rothenburg ob der Tauber er en smuk by at opleve på roadtrip i Tyskland
Rothenburg ob der Tauber er en smuk, gammel og meget fotogen by i Bayern

Vi havde håbet at finde en campingplads ved flodbreden af Main, som skærer sig igennem Bayern, hvor man kunne bade, men det fandt vi ikke. Til gengæld fik vi plads på en større campingplads ned til floden med pool til stor glæde for ungerne. En lille times kørsel fra campingpladsen “Main Spessant Camping” ligger en af de mest fotograferede byer i Tyskland: Rothenburg ob der Tauber. Den skulle vi selvfølgelig se. Det var en flot, fotogen og ekstremt velholdt middelalderby på toppen af en lille bakke med fantastisk udsigt. Vi brugte det meste af en dag i byen og nød det gamle centrum med tilhørende borglegeplads. Vores yndlings by i Tyskland er dog helt klart Dresden.

Dresden – vores yndling

Dresden er et must på roadtrip i Tyskland.
Bydelen Äussere Neustadt i Dresden er hyggelig – lidt a la Vesterbro for 15 år siden

Vi skulle slet ikke have været til Dresden. Planen var Bodeensee i det allersydligste Tyskland, men temperaturene dernede var ikke høje nok til en badeferie, så vi kiggede på vejrudsigten, og så at det var varmt i den østlige del af landet. Kursen blev derfor sat nordøst, og vi nåede Dresden hen under aften. CityHotel Stadt Dresden fandt vi på vejen – to sammenhængende værelser med køkken og bad til 1000 kr. i døgnet midt i Äussere Neustadt. Perfekt beliggenhed midt mellem cafeer, restauranter, legepladser, specialbutikker, kunst og gamle, fine etageejendomme. Stemningen var som på Vesterbro i 00’erne en varm sommeraften.

Zwinger Palads, Dreden er virkelig smukt.
Zwinger Paladset er virkelig smukt og ligger tæt på Frauenkriche i bymidten

Äussere Neustadt er den nye del af Dresden, grundlagt i 1750’erne, men faktisk den ældste del af byen, da den ikke blev jævnet med jorden i Anden Verdenskrig, som den “rigtige” Alte Stadt, der blev grundlagt omkring 1200. Äussere Neustadt er forbundet til Alte Stadt med broer, og der var godt en km ned til broen og floden Elben. Det er imponerende, hvordan Alte Stadt er blevet genopbygget og fx Frauenkirche og Zwinger står, som de gjorde inden krigen. Vi brugte en del tid i Alte Stadt og i Grosser Gärten. I parken kørte vi med Dresdner Parkeisenbahn, som er en lille elektronisk jernbane drevet af børn og unge mennesker. Det var en stor attraktion for børnefamilier, men Elliot og Dicte syntes faktisk, det var lidt kedeligt.

Der er masser af kunst i Dresden, Tyskland.
Kulturhof Dresden er en lille karrer, hvor alle ejendomme er flot dekoreret med skulpturer og malerier. Her er cafeer og kunstbutikker

Vi brugte absolut mest tid i vores eget kvarter. Vi så blandt andet kunsthof Dresden, hvor giraffer og andre dyr pynter murene og kiggede på gadekunst – store flotte grafittimalerier i opgange og på husmure. Slappede af i Äussere Neustadt, hvor folk sad på kantstenene og nød øl og solen. Hyggede på legepladsen i Louisen strasse og spiste god mad på restauranterne eller i en biergarden. Vi var alle rigtig glade for at gå på iscafe – ikke bare i Dresden, men også i de andre byer vi besøgte. Hvilket udvalg af god is og hvilke serveringer!

Vi havde en skøn ferie i Tyskland mellem floder og vinmarker, og vi kommer igen. Så kom der trods alt noget godt ud af corona!


Best of Tyskland

Vandretur: Dragekløften, Eisnach
Vin: Dom Riesling, Feinherb, Weinwirtschaft Friedrich Wilhelm
Restaurant: Weinwirtschaft Friedrich Wilhelm, Trier
Overnatning: Boligbytte – begge steder
Område: Louisen strasse, Dredsen
Legeplads: Borglegepladsen, Rothenburg ob der Tauber
Løbetur: Bielefeld, i skoven
Kirke: Kølner Dom
Is: Eis cafees overalt i Tyskland
Sightseeing: Alte Stadt, Dresden
Camping plads: Main Spessant Camping
Køretur: Langs Mosel fra Køln til Trier
Øl: Brau Rothenfeis, Bayer