Brasilien – Rio De Janeiro og vandfaldene Iguacu

Brasilien, nærmere bestemt Rio De Janeiro var første stop på vores otte måneder lange orlov i Sydamerika, New Zealand og Fransk Polynesien. Vi brugte seks dage i Rio og så tre dage ved verdens største sammenhængende vandfald Iguacu. Vandfaldene er et af verden syv naturlige vidundere. Det forstår vi godt. Vi er: min mand Mikkel, vores søn Elliot på 7 år og jeg, Rikke.

Udsigt fra Sukkertoppen til Rio. Copacabana ligger længst til venstre i billedet.
Udsigt fra Sukkertoppen til Rio. Copacabana ligger længst til venstre i billedet.

Rio – fantastiske strande og dejlig stemning

Storbyer ved vandet kan noget. Man har det hele – strand, luft, kultur og liv. Vi oplevede en hel del på de seks dage vi var i byen. Vi boede i området Flamengo fem minutters gåtur fra stranden og i en hyggelig bydel med mange restauranter og lokalt liv. Vi brugte en hel del tid på stranden ikke mindst, fordi der var fodboldmål. Det var overskyet noget af tiden, men vi fik dog alligevel sol på kroppen og leget i bølgerne.

Tid til bold på Flamengo stranden.
Tid til bold på Flamengo stranden.

Copacabana – fint sand og laid back stemning

Der var ca. 5 km. til Copacabana, og den ene dag gik vi “Ruta Rio de Pe”, som er en angivet rute gennem byen. Turen derud var en fin tur primært langs vandet, hvor der er park det meste af turen. På Copacabana bliver der solgt Caipirinhas og alt muligt andet på stranden og på den berømte promenade. Der er god stemning med live laid-back musik fra alle barer og spisesteder langs stranden. Man kan ikke andet end at nyde livet her.

Den berømte promenade langs vandet ved Copacabana.
Den berømte promenade langs vandet ved Copacabana.

Rigt kulturliv i Centro med museer og bibliotek

Museum of Tomorrow var en stor oplevelse, bygning ligner noget fra fremtiden – et mix mellem et skelet fra et ukendt dyr og et rumskib, og begge udstillinger var rigtig gode. Den permanente handler om os mennesker og vores omverden set og forklaret gennem naturvidenskaben. Der bliver talt til alle sanser og især brugt meget video og fortællinger. Den anden udstilling var en særudstilling, som viste sort-hvid fotos fra og af forskellige indianerstammer. Museet er helt klart et besøg værd. Det koster omkring 80 kr. for voksne at komme ind. Elliot var godt underholdt meget af tiden på trods af, at udstillingen primært er på portugisisk og en del engelsk.

Udsigten fra toppen af Museum of Tomorrow og ud over vandet. Det er en del af bygningen der ses i toppen af billedet.
Udsigten fra toppen af Museum of Tomorrow og ud over vandet. Det er en del af bygningen der ses i toppen af billedet.

Centro er er hyggeligt område med mange gamle flotte bygninger. Vi så bl.a. hovedbiblioteket, et smukt konditori, national teateret, parlamentsbygningen og kulturcentrum. Gaderne i den gamle del af centrum er smalle og der er butikker af alle slags. Området omkring det museet for moderne kunst kan også anbefales, og parken fører lige ned til Gloria Havn. Vi spiste – ligesom mange gange før – på et buffet sted. Konceptet er ens alle steder: tag hvad du vil og betal ca. 7 kr. per. 100 gram. Når man har betalt, kan man tage en lillebitte kop kaffe med i et plastik shot glas.

Det portugisiske bibliotek i Centro.
Det portugisiske bibliotek i Centro.

Cristo i skyen og besøg på sukkerbjerget

En af hovedattaktionerne i Rio er selvfølgelig Cristo Redentor, og ham skulle vi selvfølgelig også se. Der er flere måder at komme til ham på :-))). Vi valgte en billig og let løsning: Uber. Vi kørte simpelthen hele vejen op til indgangen, fra hotellet kostede det ca. 60 kroner. Ved indgangen koster det ca. 70 kr. per voksen at komme helt op i skyen til ham. Det foregår med busser og er sat fuldstændig i system, så man har en plads i bussen osv. Man kan også tage et tog hele vejen fra busstationen ved bunden af bjerget eller vandre tre timer af en lille sti op ad bjerget. Det skulle være en smuk tur gennem regnskov, men det valgte vi fra, da vejret ikke var i top. På toppen var Cristo ikke så tydelig, han var gemt delvis i en sky, og det betød selvfølgelig, at der ingen udsigt over byen var. Pyt med det, for der var aber og fin stemning.

Cristo kan ses fra det meste af byen, når han ikke er gemt i en sky.
Cristo kan ses fra det meste af byen, når han ikke er gemt i en sky.

Pao de Acucar eller Sukkerbjerget er 396 m. højt og kan ses fra det meste af byen. Der er to bjerge, og det første kan man gå/vandre op ad, det tager ca. en halv time og er gennem frodig skov. Stien er nem at følge, og vi så både aber og fugle undervejs. På toppen af det kan man købe billetter til kabelbanen, der tager en til det andet bjerg. Det er en smuk tur, og udsigten fra begge toppe er helt utrolig. Prisen for kabelbanen er omkring 200 kr. per mand. Der er cafeer og mange områder at sidde og slappe af over der hele.

Stranden for foden af sukkertoppen.
Stranden for foden af sukkertoppen. Her fik vi streetfood – grillspyd med grønt, og noget der lignede savsmuld (det smagte godt!) og drak frisk kokosnød.

Fodboldmuseum og alt det andet man skal opleve

Maracana er navnet på det lokale stadium. Her spiller holdet Flamengo, så det skulle vi selvfølgelig opleve. På Maracanas hjemmeside have de lovet en oplevelse for livet, når man besøgte deres museum, så vi tog metroen de 8 stop derud og så Peles trøje, mange andre trøjer, fodaftryk af kendte spillere, omklædningsrum og mere. Tja, man skal være noget mere interesseret i fodbold for at få pulsen op end jeg for at synes, at det er en oplevelse, der går over i historien.

Vi så selvfølgelig også Escadaria Selaron, som kunsteren Jorge Selaron påbegyndte i 1990erne, og det er et imponerende at se fliser fra hele verden samlet op af den lange trappe. Katedralen i Rio var også interessant og et besøg værd.

Katedralen i Rio De Janerio, ligger nær trapperne Escadaria Selaron

Rio De Janerio er en interessant by, og der er meget, vi ikke har oplevet bl.a. et helt utroligt natteliv, siges der. Vi var primært ude om dagen og følte os trygge. Det var nemt at tage metro, taxa og Uber. Der er god skiltning og mange cykler, man kan leje og komme rundt enten på cykel eller på gåben. Der er mange restauranter, dog flest der serverer grillet kød i lange baner. Priserne er rimelige, vi gav omkring 15 kr. for en Caipirinha og 80 kr. for et godt måltid mad med grillet kød med tilbehør.

Iguacu og Iguazu

Iguacu, verdens største sammenhængende vandfald set fra den brasilianske side.
Iguacu, verdens største sammenhængende vandfald set fra den brasilianske side.

Iguacu eller Iguazu – alt efter om man er brasilianer eller argentiner – er helt utrolige at opleve. Vi brugte to dage på de 260 vandfald. En dag på den brasilianske side, hvor vi også boede, og en dag på den argentinske side. Det er low season, og derfor var der ikke så mange gæster på den brasilianske side, da vi besøgte den. Dejligt, for det betød, at vi kunne gå rundt i vores eget tempo og tage billeder og bare opleve. Det var vildt at opleve de kræfter! Vi havde regnslag og skiftetøj med. Det var nødvendigt, for at gå ud på broerne var ligesom at stå i en regnbyge i blæst. Vi kan også prale med, at vi har badet i Iguacu, for vi købte os til en tur i båd helt tæt på faldene (500 kr. per voksen). Det var vådt, men så vildt at sidde så nær!

Iguazu, set fra den argentinske side. Har du kun en dag til vandfaldene så vælg den brasilianske side.
Iguazu, set fra den argentinske side. Har du kun en dag til vandfaldene så vælg den brasilianske side.

Dagen efter vores besøg på den brasilianske side, besøgte vi den argentinske side. Det var lidt mere omstændigt, da vi skulle igennem grænsekontrol og veksle penge, inden vi kunne komme ind i parken. Begge dele gik stærkt og på under en time var vi kommet ind i parken til vandfaldene. Det, der med at stå i kø, var noget vi kom til at gentage resten af dagen, men vi var forberedt, for vi havde hørt, at det var en helligdag, så mange familier ville komme i parken. Ja tak. Godt man ikke har noget imod at gå i gåsegang!

Gåsegang eller ej. Det var smukt fra den argentinske side, jeg ville ikke have været foruden på trods af lukkede stier, ufattelig mange mennesker og køer.

På den brasilianske side var besøgene ved vandfaldene sat i system med billetter og gode guider, der hjalp og opdaterede kort. Her kan man gå hele turen med konstant udsigt til vandfaldene på ca. halvanden time. Lidt anderledes var det på den argentinske side, hvor mange af stierne går ind i landskabet, hvor man ikke ser vandfaldene, men mere omgivelserne. Først når man kommer til enden af den blå sti og djævlens hals, ser man vandfaldene. Det er så også værd at vente på. På den argentinske side var flere stierne lukkede og hjælpen knap så god.

Efter nogle gode dage i Brasilien fortsatte vores rejse til Paraguay.