Chile – Stjerner, Santiago, gensynsglæde og en larve

Morgenudsigt over Santiago de Chile. Storby med mange hyggelige kvarterer.

Vores tre uger i Chile blev ikke som ventet – på godt og ondt. Vi lagde ud med nogle varme og tørre dage i ørkenen, hvor vi så på stjerner. Derefter besøgte vi kystbyen La Serena og rejste nogle dage ind i landet og oplevede Pisco-området Elqui Valley. Længere mod syd blev tre på orlov til fire, da Dicte stødte til os i Santiago. Det blev også til et par dage i farverrie Valparaiso.

Sand, stjerner og støv

Moon Valley er en del af Atacama ørkenen: smukt, varm og tør.

San Pedro De Atacama er et af de varmeste og helt sikkert det tørreste sted vi har været. Hår, hud og næse var konstant tør, og vinden føltes som en hårtørrer. Der var sand i gaderne i den lille, hyggelige by, som er centrum for aktiviteter i Atacamaørkenen. Vi boede i udkanten af byen og var derinde flere gange for at handle, spise is og tage på guidede ture.

Hovedgaden i San Pedro de Atacama består af turbureauer, spistesteder, barer og souvenirbutikker, men hyggelig er den.

Man kan selv køre ud og se ørkenen, hvis man lejer en bil, men vi besluttede os i stedet for til at købe ture med turbureauer til Moon Valley, som ligger bare 4 km fra byen, en ridetur nær Death Valley og tage på ”stjernekiggertur”.

Lige uden for byen er mørket næsten totalt om aftenen, og den meget tørre luft og sjældne nedbør giver de bedste betingelser for at se på stjerner. Vi var derfor på stjernekigger-tur en aften og blev lidt klogere på Mælkevejen mm. Undervejs blev forklaringerne afbrudt af en Pisco sour, og det gjorde ikke oplevelsen af at sidde lige under stjernerne dårligere. Vi fik også et godt billede af månen gennem et teleskop.

Hvilken stjernehimmel man kan opleve i San Pedro de Atacama.

Moon Valley ligger tæt på den lille by, og mange vælger derfor at leje cykler og køre ud og se de store klitter af sand og den flotte dal. Vi tog igen en guidet tur, da det ville blive for hårdt for ham at cykle derud. Landskabet bar præg af, at der er meget langt mellem regnbygerne. Faktisk er der områder i Atacamaørkenen, hvor man ikke har målt nedbør i 400 år. Turen sluttede af med at opleve den virkelig flotte solnedgang i dalen. Igen blev vi afbrudt af en Pisco sour. Ikke dårligt.

Moon Valley. Det hvide er et tyndt lag salt, der fremkommer efter meget lidt regn.

Elliot desværre havde nogle dage med smerter i hovedbunden, hvor han var blevet stukket i junglen. Vi frygtede, at Elliot havde en ubuden gæst under huden. Vi bestilte derfor tid på hospitalet i La Serena.

La Serena – kyst og hospitalsbesøg

Vi boede tæt på fyret i La Serena, et godt område med cafeer og surfeskoler.

Luksusbussen, det er sådan vi omtaler den ChilePlus bus, der fragtede os fra ørkenen til La Serena. Det tog ca. 13 timer, med det var næsten en fornøjelse, da sæder kunne lægges helt ned, og der var godt med individuel videounderholdning. Det er absolut også den dyreste bustur vi har taget – 500 kr. per mand, men efter næsten 5 måneder med mange, lange og ikke altid særlig komfortable busture, var det tid til luksus.

Elliot var tilfreds med underholdning og liggeforhold i luksusbussen fra ørkenen til La Serena – 13 timer i alt.

I La Serena boede vi tæt på stranden og gik nogle gode ture i sandet ud til Stillehavet. Vi nød igen at være ved kysten. Vi fik set de fine bygninger fra kolonitiden i byen og besøgte byens arkæologiske museum, hvor vi blandet så et stenhoved fra Rapanui (Påskeøen).

Når man ikke skal til Påskeøerne, er det næstbedste at opleve en af stenhovederne i La Serena.

Vi var en tur på hospitalet med Elliot, fordi vi ville have en professionel vurdering af en bule i Elliots hovedbund. Selvom vi mange gange prøvede at forklare dem, at vi frygtede, at der var et insekt, der voksede inde i bulen, var de overbeviste om, at en rensning af knoppen, salve og antibiotika ville gøre Elliot rask. Det gjorde det ikke.

Pisco og vandreture

Pisco er national drik i Chile. Vi var ude og smage på varerne.

Pisco er en nationaldrik i Chile. Det er det også i Peru. I Chile og i sær i Elqui Valley, hvor en stor mængde af de stærke dråber bliver fremstillet, gør de meget ud af at fortælle om deres nationaldrik. I Elqui Valley tog vi på piscosmagning og rundvisning på en lille fabrik, og vi købte selvfølgelig også en flaske med.

Vi havde hun i de timer vi vandrede i bjergene i Elqui Valley. Det var en smuk og varm tur.

Elqui Valley er mere end Pisco, der er også mange hyggelige små byer at besøge og gode ture at vandre. Vi boede i Vicuna, som var virkelig hyggelig med et fint lille torv og mange restauranter. Vi boede på et hostel, hvor fignetræet bugnede med frugt, og der var mange druer at spise.

Santiago – gensynsglæde og nye venner

Det historiske kvarter i Santiago, hvor mange officielle bygninger ligger.

Vi hentede Dicte (vores yngste datter) ude i lufthavn en tidlig formiddag, der stødte til os efter nogle hårde måneder i Spanien. Hvor var det skønt at se hende igen efter 5 måneders adskillelse. Vi tog det derfor stille og roligt i hovedstaden, uden for mange planer og udflugter. Nogle stykker blev det selvfølgelig til.

Vi mødtes med Evalinas (vores ældstes datter) chilenske familie to gange. Første gang viste Alex os rundt i byen, og vi havde nogle gode snakke om landets tilstand og meget andet. Vi drak iskaffe i det hyggelige italienske område og spiste en completo, som er en hot dog med pølse, avokado og majonaise på Alex’s stamsted.

Vi hyggede os med Evalinas chilenske familie i Santiago.

Santiago de Chile er en by med 8 mio. indbyggere, og der er mange kvarterer, som er interessante at se. Vi brugte en eftermiddag i det hyggelige kvarter, hvor The Museum of Memory and Human Rights ligger. Det var interessant at besøge museet, der på bedste vis beskriver militærkuppet, hvor Allende blev skudt i 1974 og tiden derefter.

Mindevæg på The Museum of Memory and Human Rights.

Vi spiste middag hos ikke mindre end to forskellige chilenske familier i de dage, vi var i hovedstaden. Vi havde mødt en sød familie på restaurant Nativa i Sucre (Bolivia), som inviterede os hjem til klassisk chilensk middag i deres flotte hus. De serverede ost, kiks, skinke og avokado til forret og en sammenkogt ret med majs og kød til hovedret. Desserten var en florlet og meget sød kage med frugt til. Det var en virkelig hyggelig aften, hvor vi fik snakket en masse (engelsk).

Nye venner og hjemmelig hygge hos Sebastian og co. i Santiago.

Et par dage senere besøgte vi Evalinas familie, der serverede en god, tung frokost med ris, kød og salat. Her fik vi øvet vores spanske.

Gadekunst og havn i Valparaiso

Der er gadekunst overalt i Valparaiso. Det pynter på bygninger og trapper.

Valparaiso ligger bare en god times kørsel fra på Santiago. Byen var for 100 år siden en af de vigtigste havnebyer i Latinamerika, men efter Panamakanalens åbning blev byens rolle ændret. Byen er i sig selv ikke flot, men beliggenhed ved kysten og tilstedeværelse af kunst på alle gader og stræder tiltrækker mange turister. Således også os. Vi boede i et lille byhus med udsigt over vandet, så vi kunne nyde sol og kaffe med fin udsigt.

Guidet tur i god stil i Valparaiso.

Vi brugte en dag med en af Evalinas venner, som arbejder som guide i byen. Han viste os sine yndlingssteder i byen, flot gadekunst, stranden, søløverne og en god fiskerestaurant. Vi havde mange gode snakke og blev klogere på forholdene for unge mennesker i Chile.

Larven og farvel til Sydamerika

Bulen på Elliots hoved forsvandt ikke, og derfor tog vi endnu engang på hospitalet med Elliot. Fem timer senere – efter samtaler med forskellige læger, diverse undersøgelser og en scanning – var der ingen tvivl om, at en larve havde taget bolig i Elliots hovedbund, og den skulle fjernes. Der er to måder at gøre det på: 1) den nemme, men langsommelige: Læg et stykke skinke på bulen og luk helt tæt og vent på, at larven pga luftmangel bider sig vej ud. Når den stikker hovedet ud, skal man så være vaks og hive den helt ud med en pincet. Det virker ofte. Vi havde desværre ikke tid til at tage chancer, da vi skulle forlade Sydamerika to døgn senere, og derfor valgte vi metode 2: operation. En lille, men blodig operation. Det er ikke tit de på hospitalet har chance for at se den type larve og operation, så det blev lidt af et tilløbsstykke, hvilket betød vi var en hel del på operationsstuen.

Det var en hård omgang, men Elliot var tilbage i god stil allerede dagen efter. Og frisk til at sige farvel og tak for mange gode oplevelser i Sydamerika.

Aftenudsigt fra vores lejlighed i Santiago de Chile.

Rejsemæt og en ny gruppe

Chile er uden sammenligning det dyreste land, vi har besøgt i Sydamerika. Priserne ligner de danske eller i hvert fald tyske priser. Det gør ondt på en stor del af befolkningen, som har svært ved klare dagen og vejen. Via de samtaler vi havde med familierne og Uberchauffører blev det tydeligt for os, at folk frygter en stor krise. De er dog glade for, at det dog ikke står så skidt til som i Argentina.

Chile har meget at byde på, men det fik vi ikke udnyttet. Vi havde allerede fra starten af vores rejse besluttet os for ikke at rejse til Patagonien. Vi vidste, at det ville komme til at tage en del tid, og at der ville være mange af turene fx gletcher hikes, som vi ikke ville kunne gennemføre med den gruppe vi er.

Da vi kom til Chile var vi rejse-mætte. Mætte af alle de fantastiske oplevelser vi har haft i Sydamerika, og vi trængte til at slappe af. Vi brugte en del tid på praktiske gøremål og skulle på meget kort tid arrangere, at Dicte kunne slutte sig til os, ændre flybilletter, campervan-leje mm. Da hun ankom til Santiago, skulle hun have tid til at komme sig efter sin rejse og oplevelser i Spanien og have tid til at vænne sig til at være en del af vores gruppe.

Gruppen er videre – New Zealand i sigte!

Saltørkenen i Bolivia var højdepunktet i landet

Bolivia: Jungletur, Saltørken og to hovedstader

Det bedste til sidst: 2 nætter og tre dage i Saltørkenen.

Vi rejste fire uger i Bolivia, og oplevede den oprindelige befolkning på tættere hold end i de andre Sydamerikanske lande. Vi lagde ud med en uge i La Paz, som er en af landets to hovedstader, derefter en uge i junglen og på pampas. Så var vi en uges tid i landets anden hovedstad Sucre og sluttede af med det bedste til sidste: nogle dage i saltørkenen.

La Paz i 3650 meters højde

Allerede i lufthavnen kunne vi mærke, at luften i verdens højest beliggende hovedstad La Paz, er tynd. Højdesygen blev kureret med en dag på langs og coca-te og efter en lille dags tid havde kroppen vænnet sig til den tynde luft, og vi kunne for alvor opleve La Paz.

Bustur på vej til Uyuni i saltørkenen.

Der er ca. 13 mio. indbyggere i Bolivia og 34 anerkendte sprog. Det kan ses i gadebilledet, at bolivianere kommer fra mange forskellige etniske grupper. Det kan man især se på bolivianernes beklædning, Mange kvinder har fx lange fletninger, går med bowlerhat, en strutnederdel og flere lag af strik eller vævet tekstiler- de er meget farverige.

Hekse og overtro

Krigerdans i Heksekvarteret, hvor vi boede i La Paz. Vi tror det var opvarmning til karnevallet.

Bolivianerne tilbeder Pachamama, som er Moder jord, og de er overtroiske. Vi boede i Heksemarked-kvarteret i byen, hvor man kan købe alt fra lamafostre til sukkerstykker med forskellige budskaber, til tørrede urter mm. Bolivianerne ofrer til Pachamama ved fx at brænde urter, sukker mm over bål eller lægge lamafostre i fundamentet, når der skal bygges et hus. Ligegyldig hvad man ønsker sig i Bolivia, kan man finde noget, der kan hjælpe en lidt på vej, man kan fx sætte en skulptur af en tudse i sit, hjem hvis man vil være lykkelig. Kvarteret er hyggeligt, selvom lamafostre og lig af lamaunger ikke lyder så hyggeligt. Gaderne er pyntet med lys og farverige bånd og her er mange souvenirsbutikker.

Valley de la Luna og kvindebrydning

Valley de la Luna ligger tæt på La Paz, og er et godt sted at gå tur.

Udover at opleve katedralen og andre fine koloniale bygninger i La P, var vi på et par ture uden for centrum. Vi oplevede Valley de la Luna, og vi så kvindebrydning.

Valley de la Luna ligger en halv times kørsel uden for centrum, og den lille nationalpark er nem at komme til med en lokal minibus. Stedet ligner noget der kunne være på månen med de rå klipper formet af sand. Efter et par dage med kun få kilometer i benene, var det dejligt at gå rundt.

Kvindebrydning er noget for sig. Sjovt og festligt at se på.

Kvindebrydning var mere sjovt end voldsomt. Det var skuespil af ikke den bedste kvalitet, men det var sjovt at se, hvordan kvinderne i strutkjoler smed rundt med hinanden i bokseringen. Showet blev set af en hel del turister, men der sad også nogle lokale tilskuere på publikumsrækkerne.

Elliot grinede højest, da en af bryderne bød Mikkel op til dans.

Metro i luften

La Paz har verdens længste kabelbanesystem – ca. 32 km. Her er udsigten fra den grønne linje.

Vejene i centrum er kaos, der bliver dyttet, og biler og minibusser holder i lange køer. Trafiklys er der ikke mange af, og man må krydse vejen, når man tør. Byen, som oprindeligt lå i en dal, har bred sig op ad bjergsiderne og ned på den anden side. Byens metro ligger ikke under jorden, men i stedet for over hovederne på os. La Paz har verdens længste kabelbane – i alt omkring 32 km., og den fungerer godt. Vi prøvede den et par gange, en tur koster 5 kr.. Udsigten er fantastisk, og det er dejligt at slippe for kaos på vejene.

Smuk og dejlig mad på Gusto, som serverer mad lavet af bolivianske ingredienser.

Den ene dag tog vi kabelbanen til området Alto, hvor restauranten Gusto ligger. Restauranten er kendt i hele landet, fordi de udelukkende bruger bolivianske ingredienser i retterne. Claus Meyer står bag etablering af restauranten, og både indretning og mad er tydeligt inspireret af tankerne bag ny nordisk mad. Et eksempel er majsis og quina grød. Vi spiste tre flotte retter og drak lokal vin til. Priserne var heldigvis bolivianske:-) med 150 kr. for tre retter.

In the Jungle, the mighty jungle, sover myg ikke

Vi gik flere gode og varme ture i junglen, hvor der skulle krydses vandløb.

Elliot havde siden vores rejses begyndelse talt om, at han gerne ville opleve Amazonas. Det skulle vi selvfølgelig. Der er flere måder at opleve junglen på i Bolivia, men vi valgte at tage til Rurrenabaque (Rurre), som ligger nær Madidi nationalpark. Bussen til Rurre blev vi frarådet, da vejene i regntiden er dårlige, og turen derfor kan tage fra 11-20 timer! Vi flottede os derfor med dyre flybilletter. Turen til Rurre skulle ikke tage mere end en lille time, men kraftig regn og vind i Rurre gjorde, at vi var nødt til vende om, inden vi nåede landingsbanen og flyve tilbage til La Paz. Et par dage efter landede vi endelig i Rurre.

Herfra gik det stærkt. Vi havde booket 4dage /3 nætter i junglen, og derefter 3dage/2 nætter i pampassen med et turbureau. Vi blev hentet i den lillebitte lufthavn i Rurre, og på bureauets kontor blev vi udstyret med gummistøvler, hvide skjorter og guide. Derefter var det ned til floden og afsted – ind i junglen. Tre times sejlads senere landede vi ved lodgen – vores hjem de næste par dage.

Vi fik et primitivt værelse med eget toilet og bad, men vi brugte ikke meget tid derinde, for der var mange ture ud i junglen. Alle måltider spiste vi sammen med de andre turister i fælleslokalet.

Vores guide viste os junglen ad flere omgange. Han forklarede os, hvad den oprindelige befolkning brugte og bruger de forskellige planter til. Han viste os også en meget stor edderkop og nogle aber.

Den ene dag gik vi 4 hårde og varme timer i junglen hen til et lejrsted, hvor vi sov under åben himmel om natten. Vi satte et par presenninger og myggenet op og faldt i søvn til junglens lyde – myg, jaguar og aber. Det var en god oplevelse, men vi var også glade for, at det kun var en nat vi skulle sove under åben himmel og på et meget tyndt liggeunderlag.

Vi fiskede og fiskede, men fangede ikke stort i junglen. Vi så en cayman i søen senere på aftenen,

Vi var også ude at fiske, men de fisk vi fangede fra flodbredden var ikke store nok til, at vi ville tilberede dem. Elliot syntes det var rigtig sjovt at fiske, også selvom der ikke var nok til aftensmaden. Om aftenen var vi på mørketur, og Elliot var god til at spotte aber og caymans.

Efter tre nætter i junglen sejlede vi tilbage til Rurre og tog en overnatning på et godt hostel. Det var skønt at få et varmt bad.

Myg, lyserød delfin, capivar og flere myg

Det var smukt at sejle rundt i både jungle og pampas.

Efter en nat i Rurre tog vi med turbureauet til pampassen, som er et stort flodområde. Turen derud foregik med bil og båd. På grund af virkelig meget regn, tog turen i bil omkring 3 timer, og selvom vi var i firehjulstrækker, var det en vild tur. Grusvejene var glatte som sæbe, og vi kom kun langsomt frem. Nogle biler nærmest gled afsted. Efter køreturen sejlede vi et par timer for at nå logden. Det var en flot tur, der dog havde været endnu bedre, hvis bare halvdelen af myggene havde fundet et andet sted at være. Vi fik igen et primitivt værelse og spiste vores måltider med de to andre par, der var med på turen.

Der var mange dyr at opleve i pampassen. Vi så tukaner, papegøjer og andre fugle, forskellige typer aber, caymans, capivarer og lyserøde delfiner. Det var især spændende at se delfinerne, der ofte brød overfladen på det brune vand med deres lyserøde krop. Vi så dem flere gange, da vi fiskede fra den lille båd. Capivarerne lever på land lige ved bredden, og de var søde at se på. Men de dyr vi så mest til var myg. Aldrig har jeg set så mange myg. De kunne stikke igennem tøjet. Det hjalp lidt at have hvide skjorter på, men myggestik fik vi alligevel.

Fælleshuset, hvor vi spiste alle de gode måltider i junglen.

Da vi kom hjem fra vores tur ud at spotte caymans, havde vi haft besøg på vores værelse. Mange af vores ting lå på gulvet og alle vores snacks var væk! De små hr. Nelson aber havde været på spil. Ikke nok med at de havde stjålet alle indpakkede snacks, de havde også stjålet vores tandbørster og tandpasta! Sikke en skøn ånde de aber må løbe rundt med nu.

Turen i pampassen var rigtig interessant, desværre også lidt for interessant, for Elliot fik en parasit med sig hjem. Den 1,5 cm. lange larve blev opereret ud i Chile en månedes tid senere – øv og av.

Den hvide by, dinospor, karneval og mere by

Sucre er Bolivias anden hovedstad. Den er kendt som den hvide by og er rigtig hyggelig. Her er den centrale plads.

Vi bevægede os mod syd og besøgte flere af de store byer i Bolivia. Cochabamba var en hyggelig storby med restauranter, iscafeer, et kæmpe marked og liv på gader og stræder. Den hvide by – Sucre er den ene af de to hovedsteder i landet. En fin lille, hyggelig by med et flot centrum. Mange butikker var dog lukkede nogle af de dage vi var der pga. karnevallet, tilgengæld var gaderne fuld af liv.

Karnevallet i Bolivia varer 40 dage, og særligt i de dage vi var i Sucre og Cochabamba var der musik, dans og vandkampe i gaderne. Det startede omkring middag og varede til omkring midnat. Grupper af musikanter gik rundt i gaderne og spillede trommer og blæseinstrumenter, fulgt af tilhørere og dansere. Rundt i gaderne stod tilskuere og klapper og smider så vandbomber og sprøjter med skum på hinanden og musikere og dansere. Vi prøvede så vidt muligt at udgå at komme imellem de dansende grupper og tilskuere. Det var nogle gange svært, da der konstant gik tre-fire spille/danse grupper rundt.

By-stemning fra Bolivias 3. største by: Cochabamba.

På Mikkels fødselsdag spiste vi fint på Nativa, som er den bedre restaurant i Sucre. Seks retter med drikkevarer til 150 kr. per mand. Spændende og god mad og drikkevarer, der hovedsageligt var produceret lokalt. En af drinksene, som alle var afstemt til retterne, var svampesaft med gin.

Lige uden for Sucre så vi den store dinomur. Der er mere end 5000 spor fra tre forskellige dinosauer.

En lille times kørsel uden for Sucre centrum, besøgte vi Cal Orck’o, som er en park, hvor man kan se verdens største samling af dinosauer fodspor. De blev fundet, da firmaet Portland begyndte at lave cement i området. Muren med de mere end 5000 fodspor er mere end en kilometer lang og fantastisk at se.

Saltørken og stjernehimmel

Seks på tur i Uyuni. Her er vi i solnedgangen.

Vi havde gemt det bedste til sidst: Tre dage og to nætter i saltørkenen. Vi købte turen i byen Uyuni, som ligger i ørkenen. Det er en lille by, hvor indbyggerne tidligere ernærede sig ved at udvinde salt fra ørkenen, nu lever de stort set alle af turister. Der er mange udbydere af turene i ørkenen, så det var bare at gå rundt og høre priser og præcist hvad de tilbød. Vi valgte en tur, hvor man den sidste nat sover på hostel ligeved siden af nogle hot pools – det fortrød vi ikke.

Vi var 6 turister og en guide i Toyotaen, da vi kørte ud af byen ved 11 tiden. Første stop var på togkirkegården, her kan man se udrangerede togvogne og kunst lavet af gammelt jern. Det var mere interessant end det lyder.

En af attraktionerne i Uyuni er togkirkegården. Det var sjovt at klatre på de gamle tog.

Derefter kørte vi ud i saltørkenen. Det var en vild oplevelse, at se salten ligge overalt. I løbet af eftermiddagen kom der vand på overfladen, hvilket gjorde at overfladen fungerede som et spejl. Det kom der mange sjove fotos ud af. Vi kørte rundt derude og oplevede hvordan overfladen ændrede sig i løbet af dagen. Natten tilbragte vi på salthotel – ja, alle møbler var lavet af salt – sengene, stolene, væggene mm.

Mere smuk ørken

Næste morgen kørte i ørkenen igen. Vi så bl.a. et berømt stentræ og mange flotte klippeformationer, nogle flotte søer med flamingoer og meget mere. Landskabet ændrede sig meget i løbet af den tid, vi kørte rundt.

Vi brugte mange timer i bilen rundt i ørkenen. Det var flot.

Anden nat boede vi på hostel nær den chileanske grænse og lige ved siden af nogle hot pools, som er opstået på grund af den megen termiske aktivitet i undergrunden. Efter aftensmaden fandt vi vores stavlygte og badetøj frem og gik over til hot pools. Det var bælgmørkt, kun stjernerne lyste op. Sikke en stjernehimmel. Vi har aldrig set noget lignende – Mælkevejen var helt tydelig og mængden af stjerner var uendelig. Luften var ca. 10 grader og vandet 40. Vi tilbragte næsten en time i vandet. Elliot var i sit es, han elsker varmt vand.

En af de flotte søer vi så på vejen rundt i ørkenen.

Til morgenmad i restauranten nød vi solopgangen og udsigten til de varme pools. Ved 8 tiden satte vi afsted og kørte ned mod grænsen til Chile. På vejen kørte vi bl.a. igennem Dali’s ørken og så Andesbjergene inden vi krydsede dem, og stillede os i kø ved grænseovergangen. Et par stempler senere var vi i Chile, hvor vi blev samlet op af en minibus, der kørte os de 20 minutter til vores hostel i San Pedro De Atacama i Chile.

Bolivia – ture overnatninger og priser

Bolivia var spændende at besøge. Vi kom godt rundt i landet, men var mere tid færre steder end flere af de andre lande vi har besøgt. Vores to store ture var på hver deres måde virkelig interessante. Ugen i jungle og pampas kostede os 6000 kr. alt inklusiv (+fly 4000 kr.). De tre dage i saltørkenen kostede ca. 1000 kr. per mand. Overnatninger, busture og mad er billigt i Bolivia. Overnatninger var ca. 400 kr. per nat. Vi tog nogle spansktimer i Sucre, det kostede 50 kr. pr. time – en til en undervisning.

Så smukt i saltørkenen!