Grønne og smukke Bosnien-Hercegovina er en overset perle

Grønne og smukke Bosnien-Hercegovina er en overset perle

Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination
Smukke Bosnien-Herzegovina er grønt, grønt og grønt

Grønt. Hvis jeg skal beskrive Bosnien-Hercegovina med et ord, så er det grønt. Hvis jeg skal sætte lidt flere ord på er det: smukt, roligt, bakket og interessant. I sommeren 2016 fløj vi (Far- Mikkel, Dicte 10 år, Elliot knap et år og mor Rikke) til Sarajevo og rejste rundt i 10 dage. Vi holdte os primært til Sarajevo i Bosnien og til Mostar og Trebinje i Herzegovina med nogle få afstikkere. Vi oplevede smukke vandfald, fantastisk landskaber, kølige flod-svømmeture og hyggelig vinsmagning. Vi tog minaret-selfie og kiggede på legendariske broer i Mostar og Visegrad (Broen over Drina). Vi spiste helstegt lam, og drak bosnisk kaffe med turkish delights. Hør også podcasten OPLEV om landet her på sitet.

Sarajevo – what’s in a name?

Handelsgade i det gamle Sarajevo

Der er noget ved navnet Sarajevo, der gjorde, at jeg i flere år havde ønsket at rejse dertil. Jeg ved ikke, hvorfor det var sådan, det var bare sådan en fornemmelse af, at det ville være en interessant by at opleve, og det var en spændende by – en hyggelig hovedstad. Historisk og kulturelt er der meget at komme efter. En stor del af de bygninger, som byens grundlægger Gazi Husrev-beg lod bygge fra 1550 og frem, er kernen i det centrale Sarajevo. Her er mange moskeer og små kirkegårde, som fremstår som grønne åndehuller mellem cafeer og butikker. Gaderne er meget smalle, husene ikke højere end 1. sal og bygget halvt i sten og halvt i træ.

Skudhuller og boligblokke

Den gamle bydel i Sarajevo

Rundt om det ”gamle” centrum ligger fine teatre, moderne gågader, offentlige bygninger og kirker, som vi kender det fra andre større byer i Europa. Nogle er blevet renoveret efter belejringen af byen i 90’erne, andre bygninger har stadig skudhuller. Lidt længere fra centrum finder vi russiskinspirerede boligblokke fx langs ”Snipers Allé”, som mange nok kan huske fra Balkankrigen.

Room with a view

Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination
Udsigten over Sarajevo fra vores balkon

Sarajevo ligger i en dal omkranset af bakker/bjerge. Vi havde lejet en Airbnb-lejlighed ca. 500 meter fra Rådhuset op ad en af disse bjerge. Turen fra byen og op til lejligheden med klapvogn var derfor lidt hård, men det hele værd. Udsigten fra vores balkon, især hen under aften, når lysene i byen og bjergene blev tændt var helt fantastisk. Vi betalte ca. 400 kr. per nat. for lejligheden.

Tunnel of Hope

En af de store attraktioner i byen er Latinerbroen, hvor drabet af Francis Ferdinand udløste 1. Verdenskrig. Den er hurtigt set, det er Tunnel of Hope lidt uden for centrum til gengæld ikke. Vi købte en halvdagstur til Tunnel of Hope, som ligger nær lufthavnen. Den var central for overlevelse og liv for mange af byens indbyggere under krigen på Balkan, fordi mad, medicin, dyr, personer, våben mm blev smuglet ind og ud af byen under belejringen af Sarajevo. Det var interessant at se et sted, som vi hørte så meget om under krigen. Udover, at man kan komme ned i en lille del af tunnelen, hørte vi et oplæg og så en udstilling. Jeg vil anbefale den tur til alle, der ønsker at blive en lille smule klogere på Balkankrigen.

Broen over Drina

Broen over Drina i Visegrad

The Bridge over Drina er ikke alene en nobelprisbelønnet bog skrevet af Ivo Andric, men en rigtig bro og en dejlig middagsret med kylling, ost og kartofler. Broen over Drina ligger i Visegrad ved grænsen til Serbien, og den har derfor været centrum for mange krige gennem tiden. Broen er smuk og landskabet virkelig smukt! Det tog 2,5 timer at køre turen fra Sarajevo til Visegrad, men det var turen værd – broen er smuk, landskabet virkelig smukt og kyllingeretten, som blev indtaget med 1. klasses udsigt til broen, smagfuld.

Vinsmagning i Trebinje

Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination
Vinsmagning hos en af de lokale producenter

Trebinje ligger i ”bunden” af Herzeovina ca. 30 km. fra Dubrovnik i Kroatien, nær grænsen til Montenegro. Her er roligt – meget roligt og grønt, grønt og grønt. Vi boede i vinland, med vinstokkene langs vejen. Derfor var vi selvfølgelig inde ved en af de lokale vinproducenter og smage på varerne. Ikke nogen stor og fancy vinsmagning. Vi holdte bare ind på vejen tilbage fra byen hos en vinproducent, der viste marker og tønder frem. Hun hældte vin i glasset og vi hørte om vinen, imens ungerne fik saftevand og gyngede.

Hop i floden

Poolen i Jazina Club
Poolen i Jazina Club

Vi boede på Jazina Club – meget idyllisk ved floden. Værelset var fint og omgivelserne børnevenlige. Vi brugte en del timer på at slappe af på solstolene ved ”poolkanten” og i restauranten med udsigt til have og flod. Der var lavet en pool i floden, hvor vandet var køligt og friskt og lige til at hoppe i. Det gjorde vi mange gange. En af aftenerne var restauranten fyldt med gæster, det var, da der blev grillet et helt lam og lokale musikanter underholdte på terrassen. Turister så vi ikke mange af – hverken på Jazina Club eller i Trebinje. Mystisk, synes vi, for det var et skønt sted.

Broen over dem alle

Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination
Old Bridge i Mostar er et must i Bosnien-Herzegovina

Broen over Mostar er fantastisk flot, én mange mennesker vil rejse langt for at se, og området omkring broen er uden tvivl det mest turistede af alle steder, vi oplevede i Bosnien-Herzegovina. De små brostensbelagte gader i det gamle centrum på begge sider af broen er spækket med boder, hvor man kan købe souvenirs, is mm. Der er et leben i gaderne og mange steder at få stillet sult og tørst. På broen bliver der taget et hav af billeder, mens unge vågehalse trækker spændingen inden de springer de cm. 20 meter i floden. Der er god stemning i byen, men svært at komme rundt med klapvogn. Vi havde lejet et lille byhus ned til floden med have og parkeringsplads for omkring 400 kr. i døgnet.

Mineret selfie

Mineret ved floden, der løber gennem Mostar. Man kan komme op i minaretten – hvilken udsigt

Man kan nemt bruge en dag eller to på bare at gå rundt i byen, opleve stemningen, spise på en af de gode restauranter eller indtage en italiensk is på broen. Om aftenen, når lysene tændes i byen, er der særligt hyggeligt og romantisk. Den ene aften besøgte vi Koski Mehmed Pasha Mosque, hvor det var muligt at gå op i toppen af minaretten. Det havde vi aldrig prøvet før, så vi skyndte os op og nød udsigten, og tog en minaret-selfie.

Jeg vil anbefale tre ture fra Mostar i prioriteret rækkefølge: Kravica vandfaldet, National monument Tekija Blagaj og middelalderbyen Pocitelj.

Kravica vandfaldene

Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination
Brug en dag ved Kravica vandfaldet, vandet er skønt

Kravica vandfaldet ligger ca. en times kørsel fra Mostar og er must, når man er på de kanter. Det er smukt – virkelig smukt. Vandet er helt klart, køligt og dejligt at bade i. Det er muligt at svømme om bag vandfaldet og kravle rundt på og hoppe fra klippestykkerne i floden. Vi spiste frokost i cafeen helt nede ved vandfaldet, og endte med at bruge godt fire timer i de smukke omgivelser. Man kan parkere lige ved indgangen og vandre de ca. 100 trin ned til vandfaldet på omkring 10 minutter. Vi havde ikke klapvogn med. Indgangen koster ca. 15 kr.

Blagaj – helligdom i smukke omgivelser

Besøg den islamiske helligdom ved flodens udspringet og tag en tår af det hellige flodvand

35 km. fra Mostar ligger Blagaj – en lille by, hvor en gammel minaret ligger skjult mellem klipperne, netop hvor floden springer ud af bjerget. Med frygt for at gentage mig selv, ja – så er der smukt, og et dejligt sted at spise grillede ørred og drikke kaffe. Vi besøgte det nationale islamiske monument og tog en lille sejltur ind i grotten under helligdommen.

Tur til middelalderen – Pocitelj

Interessant Middelalderby tæt på Mostar

Middelalderbyen Pocitelj lille ca. en halv times kørsel fra Mostar. Den er velbevaret, og det er muligt at gå rundt i borgruinen på toppen af bjerget – en meget varm tur. For foden af byen ligger der heldigvis nogle cafeer, hvor vi slappede af efter at have vandret rundt i byen en times tid. Her kan man ikke bruge klapvogn.

En overset perle

Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination
Smukke Bosnien-Hercegovina er en overset feriedestination

Bosnien-Herzegovina er en overset perle på Balkan, som fortjener at blive opdaget. Der er ufatteligt smukt. Befolkningen er venlig og imødekommende. Det er nemt at rejse rundt med lejet bil, da de fleste veje er gode (en hel del betalt af EU). Prisniveauet er meget lavt. En middag koster ca. 50 kr. per person og overnatningen omkring 400 kr. per. nat for en familie – det kan sikkert gøres billigere, hvis man overnatter længere tid samme sted eller bor uden for byerne. Maden er rustik, og der er meget kød, som langt de fleste steder er veltillavet. På trods af, at hovedparten af indbyggerne er muslimer, kan man købe øl og vin de fleste steder. Børn er velkomne overalt.

Best of smukke Bosnien-Herzegovina

Venue: Jazina Club, Trebinje

Pool: Jazina Club, Trebinje

Udsigt: Fra minaret i Mostar

Restaurant: Visegrad

Kultur: Tunnel of Hope, Sarajevo

Biltur: Visegrad – Trebinje

Transport: Hestevogn i Vrelo Bosne (Sarajevo)

Is: Caffe Bodygard, Sarajevo

Bro: Broen over Mostar

Naturoplevelse: Kravica vandfald nær Mostar

Øl: På terrassen i lejligheden i Sarajevo

Oplevelse for børn: Legepladsen i Vrelo Bosne (Sarajevo).