Valle Grande, Argentina

Argentina – to måneder med gårdliv, floder, kløfter, bjerge og Buenos Aires

Valle Grande, ca. tre timers kørsel fra Mendoza i bil. Fantastisk!

Naturen er fantastisk – de store vider, de smukke dale og kløfter. Verdens næsthøjeste bjerg, flotte byer og en gæstfri og imødekommende befolkning. Vi er rejst med bus, når vi har flyttet os fra by til by. Lejet bil, når vi har været ved bjerge, kløfter og floder og gået og vandret ad stier og gader. I Mendoza blev tre til fire, da Evalina på 20 år stødte til os tre (far Mikkel, mor Rikke og Elliot på 7 år) efter 10 måneders backpacking i Latinamerika. Vi har brugt lang tid på praktiske gøremål – booke overnatning, finde busbilletter og ikke mindst – hæve penge via Western Union. Kontanter og dollarkurser er et afsnit for sig (se længere nede). Vi var i landet næsten to måneder.

Det historiske centrum i Buenos Aires, Argentina
Det historiske centrum i Buenos Aires

Der er et par ting, der er gode at vide om argentinerne, når besøger deres dejlige land: Der er siesta fra kl. ca. 14-17 (alt er lukket), søndag er lukkedag, de spiser fire måltider morgenmad (kaffe og små kager (medalunas)), frokost, snack omkring kl 18, (her bruger de morgenmadskortet igen) og middag efter kl. 20, de drikker en slags bitter te “mate” – hele tiden og de elsker deres flag, som kan ses overalt hele tiden.

Penge er kun papir

Jeg havde læst mig til, at inflationen i Argentina var ekstrem (93%), og det derfor var en god ide at medbringe dollars og veksle dem i landet. Det viste sig, ikke bare at være en god ide, men en meget god ide. Der er to dollarkurser i landet – den blå og den sorte. Den sorte kurs du får i banken, hvis du veksler dollars og når du bruger dit hævekort i banken og alle andre steder. Den er skidt. Den blå kurs “blue dollar” er er en semi officiel kurs, som du får, når du veksler dollar i vekslebureau, hos en gadeveksler, eller når du sender penge til dig selv via Western Union. Vi prøvende alle tre muligheder. Kursen er god, faktisk fik vi dobbelt så mange Pesos i hånden ved at bruge bluedollar, fremfor den sorte. Alle gør derfor det, og man er nærmest til grin, når man hiver kortet frem for at betale for bussen med det. Hvis man betaler med kontanter i butikker får man ofte også lidt rabat.

Vekslekurser og penge i Argentina, en guide
Blue dollar kurs giver gode penge, faktisk dobbelt så mange som den officielle. Brug kontanter.

Vi havde ikke så mange dollar med på rejsen, og derfor besluttede vi os for at bruge Western Union (WU). Det fungerer på den måde, at man downloader deres app og går så ind og overfører den mængde kroner, man ønsker fra sin danske bank. Allerede kort tid efter, kan man gå ned i en fysisk WU og hente sine Pesos. WU bruger blue dollor, så der skal gøres plads i pungen, når der hentes Pesos. Ulempen ved WU er, at man skal finde en fysisk butik med kontanter nok til, at de kan udbetale pengene til en. Her gik vi forgæves et par gange, men det lykkedes altid til sidst. WU tager et gebyr fra 15 kr. for sin ulejlighed.

Buenos Aires, cafeliv og mange interessante bydele

Casa Rosario i Det historiske centrum i baggrunden, hvor præsidenten arbejder i Buenos aires.
Casa Rosario i Det historiske centrum i baggrunden, hvor præsidenten arbejder

Vi brugte næsten to uger i Buenos Aires, det meste af tiden gik med at tulle rundt i de mange forskellige kvarterer, drikke kaffe og opleve livet. Det er en by fuld af liv med mennesker ude på alle tider af døgnet. Aldrig har vi været i en by med så mange cafeer og hyggelige gader. Vi var her under VM2022, hvilket afspejlede sig på de mange caféer og i mængden af argentinske nationaltrøjer.

Byen består af flere bydele, som har hver deres centrum. Der er det gamle centrum med katedralen, Casa Rosada (præsidentens arbejdsbolig), og den berømte gade 9. Julio, som også er verdens bredeste med 16 spor. Og så er der alle de andre centrale områder fx Palermo med Plaza Italia, hvor bl.a. museet La Rural samt den botaniske have ligger, kvarteret Recoleta med den berømte kirkegård og La Boca med fodboldstadium og farverige huse.

La Boca, meget farverigt kvarter med fodboldstadium, tango i gaderne og mange turister.
La Boca, meget farverigt kvarter med fodboldstadium, tango i gaderne og mange turister.

Vi boede i midten af det hele i Almagro i et stille, jødisk kvarter. Der skete ikke meget omkring vores Airbnb, men den lå godt i forhold til transport, og vi fik oplevelsen af at være en del af en helt almindeligt hverdag. Det var vigtigt for os, da vi havde rejst en del rundt inden da og gerne ville slappe lidt af og tage det hele ind.

Når det er forår (oktober, november) i Buenos Aires er flere gader lilla, fordi deres nationaltræer står i fuld flor. Det giver farve, skygge og hygge til gaderne, men selv på andre årstider er byen grøn, ikke bare på grund af de store parker, men der er mange store træer langs gader og stræder.

Puerto Mureno ligner lidt Nordhavn. Her er mange cafeer, luft og igen de flotte træer i blomst.
Puerto Mureno ligner lidt Nordhavn. Her er mange cafeer, luft og igen de flotte træer i blomst

Der er så mange bygninger, pladser og steder at opleve i Buenos Aires. Vi tog på en totimers freewalking tour i det historiske centrum. Vi bevægede os i alt under en km på to timer, fordi mængden af interessante bygninger og historier er overvældende. Der er walkingtours mange steder i byen hverdag, det er bare at vælge ud hvilke(n), man har mest lyst til at opleve. Vi nøjedes med en, da Elliot ikke kan engelsk, og derfor synes det er kedeligt at deltage i.

Gårdliv som frivillig

Livet som frivillig på en lille gård var roligt og gav os mod på tanden til at tage et eller to ophold til i Latinamerika.
Livet som frivillig på en lille gård var roligt og gav os mod på tanden til at tage et eller to ophold til i Latinamerika

Buenos Aires var sidste stop på vores Argentina rejse. Vi lagde ud i det Nordlige Argentina på en lille gård i flodregionen Chaco, hvor vi lavede frivilligt arbejde via WorkAway. WorkAway er en platform, hvor værter, der har arbejde de gerne vil have udført, kan lægge informationer op omkring dem selv og deres opgaver. Som bruger af platformen (frivillig) kan jeg så kontakte de værter, jeg synes er interessante. For det meste er det sådan, at den frivillige arbejder 5 timer om dagen, 5 dage om ugen og får tilgengæld kost og logi.

Jeg kiggede efter steder i det nordlige Argentina, hvor man kunne medbringe børn, træne sit spanske, hvor værten havde børn, og hvor logiet ikke var et telt. Vores gård i Puerto Tirol opfyldte alle disse krav, eller i hvert fald næsten.

Vores hjem på gården efter omfattende rengøring og maling. Virkelig omfattende.

I to uger arbejdede vi på gården med at fodre høns, kalkuner, ænder og gæs, lukke får ud og ind af folden, reparere hønsegård, male skilte og sætte den hytte vi boede i i stand. Det inkluderede bl.a. at male vægge og vende et vindue (en større opgave). Vi havde også tid til mindre kunstneriske projekter såsom at lave en lampeskærm, mosaik vindueskram mm. Det var hyggeligt at opleve en vis samhørighed med dyrene og få en rutine på gården. Det var Elliot rigtig glad for, han brugte mange timer på at nusse katte og hunde og gå til hånde med høns og får.

På en af vores fridage to vil byen Corrientes, en lille time i bus og badede ved (flod)stranden ved i Rio Parana.
På en af vores fridage to vil byen Corrientes, en lille time i bus og badede ved (flod)stranden ved i Rio Parana

Vi skulle vænne os til, at standarden på logiet, en lille hytte, var langt under hvad vi havde forventet og at være afhængig af, at vores mad blev købt og lavet til os. Det gik nu fint efter et par dage. Vi var meget alene på gården, da ejeren Veronica brugte meget tid på at hente og bringe sine børn i skole i byen, hvor de også have en lejlighed, og derfor kun var på gården tre dage/nætter om ugen. Der var ingen andre ansatte, og derfor var det svært at praktisere spansk, hvilket ærgrede os en del.

Opholdet gav os et godt indblik i hvordan livet i en familie i leves i en af de fattigste områder i landet. Det var interessant og jeg vil klart anbefale en arbejdsoplevelse via WorkAway på en længere rejse.

Smukke Salta og spændende Mumier

Salta er et besøg værd - en fin by og et godt udgangspunkt til at besøge det nordligste Argentina på vej med Boliva.
Salta er et besøg værd – en fin by og et godt udgangspunkt til at besøge det nordligste Argentina på vej med Boliva

Når vi fortalte argentinere, vi mødte på vores vej, at vi skulle til Salta, svarede de altid “Åh, den smukke by”. Vi må give dem ret. Den var virkelig fin. Vi tog en rundvisning en de første dage, og guiden kunne blandt andet fortælle, at alle byer omkring den centrale plads i landet er bygget op på samme måde. De rigeste bor nord for pladsen, hvor regering eller lokalt styre har de officielle bygninger, alle andre end de rigeste (dvs dem der ikke er spaniere) bor syd for pladsen, hvor byens fængslet er placeret ud til pladsen. På de to andre sider ligger kirke mm.

Vi nød virkelig maden i byen – især empanadas – som byen er særlig kendt for, at gå på cafe, få vasket tøj og være os selv efter to uger på gården. Mest af alt nød vi at vi ikke blev bidt af myg, fluer og andet.

Udover smukke bygninger og byliv oplevede vi Museo de Alta Montana, her er tre mumier, som blev fundet frosset på toppen af et bjerg i 50’erne udstillet. Mumierne har ligget der i mere end 500 år, men de er utrolig velbevarede. De var inkaer, børn af velstående familier, der blev udvalgt til at blive ofret til guder. Inkaerne mente ikke, at børnene ville dø, når de blev ofret, men vandre videre til en anden verden, hvor de skulle være med til at sørge for velstand til inkaerne. Det er en virkelig spændende udstilling. Der er mange efterladenskaber fra inkaerne i det Nordlige Argentina, som også var en del af deres rige for mere end 500 år siden fx i Uspallata nær grænsen til Chile, hvor man kan se Puenta del Inka.

Hiking i bjerge med syv farver og djævlens kløft

Det er smukt at opleve Cerro de los Siete Colores, Purmamarca.  To timers kørsel fra Salta.
Det er smukt at opleve Cerro de los Siete Colores, Purmamarca. To timers kørsel fra Salta.

Vi lejede bil i to omgange i Argentina. Første gang var i Salta, hvor vi kørte mod nord i retning af de den bolivianske grænse for at opleve fantastiske bjerglandskaber.

Første stop var den lille by Purmamarca, hvor vi oplevede Cerro de Los Siete Colores – bjerge med syv farver, et næsten ørkenlignende område med store kaktus. Her kan man gå en 45 minutters tur rundt i området og komme op til nogle udkigspunkter. Virkelig fint. Derefter kørte vi til Tilcara og gik vandreturen til kløften”Garganta del Diablo”. Det var en lidt hård tur, selvom vi kørte op til hvor vandreturen startede i udkantet af byen. Det tog ca. to timer at komme til vandfaldet i “Garganta del Diablo”, som er endemålet for turen.

Mødet med søstrene “Quebrada de las Senoritas”

Turen op til selve vandreturen starter. Det er i en nationalpark, og der var et lille kontor og toilet ved indgangen, hvor man skulle købe billet og turguide til en del af turen.
Turen op til selve vandreturen starter. Det er i en nationalpark, og der var et lille kontor og toilet ved indgangen, hvor man skulle købe billet og turguide til en del af turen.

Efter en god nats søvn i Tilcara kørte vi en halv time nord på til byen Uquia for at gå turen “Quebrada de las Senoritas”. Sikke en tur, sikke en natur! Noget af turen kunne vi selv gå, og noget af turen skulle vi have en guide med.

Der er tretten sving på  den tur vi selv kunne gå. Klipperne "drejer", og der er en labyrint mellem dem, svingene ender i en lille hule.
Der er tretten sving på den tur vi selv kunne gå. Klipperne “drejer”, og der er en labyrint mellem dem, svingene ender i en lille hule.

Den anden del af turen er mere en klatretur, hvor vi kom op på klipperne og så udover landskabet, som er meget varieret, pga undergrunden har bjergene igen forskellige farver og strukturer.

Fra den anden del af vandreturen Mødet med søstrene “Quebrada de las Senoritas”, fantastisk landskab. En varm, men let tur.

Mendoza og vinlandet

Jeg kan ikke skrive Mendoza uden at skrive Malbec, den berømte drue, som de bedste vine fra Argentina er brygget på. En stor del af turismen i byen og især i oplandet består i at besøge vingårde. Der er mange gårde at vælge imellem. Vi besluttede os for at tage en tram (skinnebus) ud til forstaden Maipu (25 min.) og købe os en “Wine and Ride” tour til tre vingårde mm. Super koncept. Vi cyklede omkring 15 km. i alt (jeg med Elliot i børnesæde), det var ikke hårdt, dog lidt varmt. Et par steder var der vinsmagning og et sted fik vi en rundvisning i deres produktionsbygninger.

Mendoza er en flot by med store parker, et godt strøg med cafeer og vinbarer og skyggefulde gader.

Vi blev genforenet med Evalina efter hendes 10 måneders solorejse i Latinamerika, her er vi på Plaza Espana, Mendoza.
Vi blev genforenet med Evalina efter hendes 10 måneders solorejse i Latinamerika, her er vi på Plaza Espana, Mendoza.

Smuk, smukkere, Valle Grande

Efter fem gode dage i Mendoza lejede vi igen bil. Vi kørte ca tre timer mod syd til byen kløften Valle Grande. Vejene er gode, og det er nemt at finde frem, for der er kun få veje at vælge imellem. Turen derned var flot – landskabet med de store vider og vinmarker. Langs floden er der gode muligheder for at finde et sted at bo. Vi lejede en hytte tæt på floden og overnattede, mens vi nød området. Vi betalte ca. 500 kr. for to overnatninger på et dejligt sted.

Valle Grande er virkelig et besøg værd. Der er mange vandreture i området, man kan også bare sidde og nyde landskabet.
Valle Grande er virkelig et besøg værd. Der er mange vandreture i området, man kan også bare sidde og nyde landskabet.

Man kan godt komme rundt i området med bus, men det vil være besværligt at opleve det ordenligt. Der er mange muligheder for at rafte og rappelle. Vi valgte det sidste. Priserne er i bund, og flere steder blev vi tilbudt rafting til 250 kr. per. mand, man skal ikke booke i forvejen, men køber turen på stedet.

Verdens næst højeste bjerg og Inka ruten

Landskab omkring Uspallata
Landskab omkring Uspallata

Efter et par gode dage ved Valle Grande kørte vi mod nord, passerede Mendoza og fortsatte en times tid til vi nåede byen Uspallata. Fra byen kan man tage flere kortere tur ud for at se spor efter Inkaerne. Vi var ved “Cerro Tunduqueral” (7 km fra byen), her fik vi en guidet tul (på spansk) og så bl.a. tegninger på klipper, der dengang fungerede som en form for vejskilte. Jeg fik desværre ingen billeder af tegningerne, men landskabet i sig selv var flot.

Cerro Tunduqueral ligger 7 km. fra Uspallata og er en god udflugt. Området var en del af Inkaruten, og der er flere spor efter Inkaerne i parken.

Uspallata er sidste stop for mange der skal krydse grænsen til Chile, som ligger ca. 1,5 times kørsel fra byen, der er derfor en del hoteller i byen, og det var derfor intet problem at finde overnatning. Grænsen til Chile ligger i et pas i Andelsbjergene, og her finder man også verdens anden højeste bjerg “Aconcagua”.

Parque Proveincial Aconcagua er et besøg værd. Vejen fra Uspallata er god og turen er virkelig smuk!
Parque Proveincial Aconcagua er et besøg værd. Vejen fra Uspallata er god og turen er virkelig smuk!

Vi vandrede ikke op til toppen af det 6960 meter høje bjerg – Aconcagua, men nød det fra ca. 1500 meters højde, hvor vi gik turen “Circuito Laguna de Horcones”, en omkring 1,5 times gåtur. Det var iført hue, handsker og jakke, temperaturen var nede på omkring 3 grader, og det blæste helt vildt. Udsigten til Aconcagua var smuk, og turen perfekt til os. Vi så flere condorer undervejs. De er store!

Parque Proveincial Aconcagua er et besøg værd. Vejen fra Uspallata er god og turen er virkelig smuk!

Vi havde bestilt indgang til Parque Proveincial Aconcagua og betalt via WU. Det fungerede fint. På vej til parken så vi også “Puente Del Inka”, en bro, der er en af de vigtigste efterladenskaber på Inkaruten.

Gourmet i Cordoba

Cordoba ligger midt i landet på vej til Buenos Aires, og er en af landets smukkeste byer. Der er smækfyldt med kolonibygninger, museer og kirker. Det skal opleves. Der er også mange universiteter og derfor mange unge mennesker og gå-ud-steder. Vi boede lige midt i byen, i en Airbnb med balkon, så vi kunne følge med i det hele.

Det historiske centrum i Cordoba by night. Der mange cafeer og gå-i-byen-steder i det trendy område "Barrio Güemes"
Det historiske centrum i Cordoba by night. Der mange cafeer og gå-i-byen-steder i det trendy område “Barrio Güemes

Det vi bedst husker ved byen er vores besøg på restauranten: “El Papagayo”. Her fik vi deres tastingmenu – 10 små retter. To eksempler: Deres signaturret: En æggeskal, hvor indholdet var taget ud og erstattet med crumble i bunden af skallen, en flydende æggeblomme, noget cremet skum, honning og karse. Det var virkelig lækker og smukt!. Det andet eksempel er kold karry med rå rejer i creme. Mums. Prisen for de to timer i smagshimlen med vin und alles var ca. 2000 kr.

"El Papagayo".
Kold karry med rå rejer i creme. Det smagte fuldstændig fantastisk. Den mest fuldendte ret.

Mad, overnatninger og transport

Argentinerne elsker at gå ud, og derfor er udbuddet af restauranter, barer og cafeer overvældende. Alle går ud – døgnet rundt. Det er helt normalt at spise på restaurant kl. 22 med sine børn. De er vilde med alt i frituren og Milanesas, som er paneret, tyndt stykke kød (okse, kylling eller svin), man kan fx spise Milanese Napolitan, så kommer den med ost (meget ost!) og tomatsovs på. I weekenderne spiser de asado gerne i familiens skød. Her bliver grillet store mængder af kød. Grillet kød finder man på restauranter der serverer “parrilla”. Vi spiste parrillas nogle gange, prisen var ca. 200 kr. for kød og tilbehør og drikkevarer til tre personer.

Vi spiste hos vores nye argentinske venner Virginia og Jonathan to gange, de bor i Buenos Aires og har en lille have med stor grill.

Is er stort i Argentina. De er meget stolte af deres is, som minder om italiensk is. Vi var vilde med dem – både dem i den dyre ende fx Rapanui ca. 18 kr. for en stor is eller det billige alternativ Grido til 5 kr for samme mængde is. Det var rigtig svært ikke at spise mange is.

Det er billigt at gå ud. Vi betalte ca. 15 kr. for en liter øl, ca. det samme for en kaffe eller et glas vin.

Overnatninger var overraskende billige i Argentina. I de store byer boede vi i lejligheder, meget centralt for ca. 250 kr. til 350 kr. i døgnet.

Det er nemt at leje bil og køre selv i Argentina, når man har internationalt kørekort.
Det er nemt at leje bil og køre selv i Argentina, når man har internationalt kørekort.

Billeje var ikke dyrt, her betalte vi ca. 500 kr. i døgnet med frie kilometer for en rummelig bil. Det er dog vanvittigt dyrt at aflevere bilerne i en anden by, end der hvor de er blevet lejet, og det gjorde vi derfor ikke. Transporten mellem byerne foregik med busser. Det er luksusbusser, hvor man kan ligge sæderne helt ned (cama) eller næsten helt ned (semicama), der er mange udbydere og altid plads. Vi betalte ca. 600 kr. for natbus for fire personer (10 timer) mellem Mendoza og Cordoba. Til de korte ture brugt vi Uber. Det er billigt og effektivt.

Brasilien – Rio De Janeiro og vandfaldene Iguacu

Brasilien, nærmere bestemt Rio De Janeiro var første stop på vores otte måneder lange orlov i Sydamerika, New Zealand og Fransk Polynesien. Vi brugte seks dage i Rio og så tre dage ved verdens største sammenhængende vandfald Iguacu. Vandfaldene en et af verden syv naturlige vidundere. Det forstår vi godt. Vi er: min mand Mikkel, vores søn Elliot på 7 år og jeg, Rikke.

Udsigt fra Sukkertoppen til Rio. Copacabana ligger længst til venstre i billedet.
Udsigt fra Sukkertoppen til Rio. Copacabana ligger længst til venstre i billedet.

Rio – fantastiske strande og dejlig stemning

Storbyer ved vandet kan noget. Man har det hele – strand, luft, kultur og liv. Vi oplevede en hel del på de seks dage vi var i byen. Vi boede i området Flamengo fem minutters gåtur fra stranden og i en hyggelig bydel med mange restauranter og lokalt liv. Vi brugte en hel del tid på stranden ikke mindst fordi der var fodboldmål. Det var overskyet noget af tiden, men vi fik dog alligevel sol på kroppen og leget i bølgerne.

Tid til bold på Flamengo stranden.
Tid til bold på Flamengo stranden.

Copacabana – fint sand og laid back stemning

Der var ca- 5 km. til Copacabana og den ene dag gik vi ruta Rio de Pe, som er en angivet rute gennem byen. Turen derud var en fin tur primært langs vandet, hvor der er park det meste af turen. På Copacabana bliver der solgt Caipirinhas og alt muligt andet på sandet og på den berømte promenade. Der er god stemning med live laid-back musik fra alle barer og spisesteder langs stranden. Man kan ikke andet end at nyde livet her.

Den berømte promenade langs vandet ved Copacabana.
Den berømte promenade langs vandet ved Copacabana.

Rigt kulturliv i Centro med museer og bibliotek

Museum of Tomorrow var en stor oplevelse – en ting er den helt utrolige bygning der ligner noget fra fremtiden – et mix mellem et skelet fra et ukendt dyr og et rumskib. Flot er den bygning og begge udstillinger var rigtig gode. Den permanente handler om os og vores omverden set og forklaret gennem naturvidenskaben. Der bliver talt til alle sanser og især brugt meget video og fortællinger. Den anden udstilling var en særudstilling, som viste sort-hvid fotos fra forskellige indianerstammer. Museet er helt klart et besøg værd. Det koster omkring 80 kr. for voksne at komme ind. Elliot var godt underholdt meget af tiden på trods af, at udstillingen primært er på portugisisk og en del engelsk.

Udsigten fra toppen af Museum of Tomorrow og ud over vandet. Det er en del af bygningen der ses i toppen af billedet.
Udsigten fra toppen af Museum of Tomorrow og ud over vandet. Det er en del af bygningen der ses i toppen af billedet.

Centro er er hyggeligt område med mange gamle flotte bygninger. Vi så bl.a. hovedbiblioteket, et smukt konditori, national teateret, parlamentsbygningen og kulturcentrum. Gaderne i den gamle del af centrum er smalle og der er butikker af alle slags. Området omkring det museet for moderne kunst kan også anbefales, parken fører lige ned til Gloria Havn. Vi spiste – ligesom mange gange før – på et buffet sted. Konceptet er ens alle steder, tag hvad du vil og betal ca. 7 kr. per. 100 gram. Når man har betalt, kan man tage en lillebitte kop kaffe med i et plastik shot glas.

Det portugisiske bibliotek i Centro.
Det portugisiske bibliotek i Centro.

Cristo i skyen og besøg på sukkerbjerget

En af hovedattaktionerne i Rio er selvfølgelig Cristo Redentor, og ham skulle vi selvfølgelig også se. Der er flere måder at komme til ham på :-))). Vi valgte en billig og let løsning: Uber. Vi kørte simpelthen hele vejen op til indgangen, fra hotellet kostede det ca. 60 kroner. Det er virkelig let at bruge Uber og helt vildt nemt (man skal bare have netadgang). Ved indgangen koster det ca. 70 kr. per voksen at komme helt op i skyen til ham. Det foregår med busser og er sat fuldstændig i system, så man har en plads i bussen osv. Man kan også tage et tog hele vejen fra busstationen ved bunden af bjerget eller vandre tre timer af en lille sti op ad bjerget. Det skulle være en smuk tur gennem regnskov, men det valgte vi fra, da vejret ikke var i top. På toppen var Cristo ikke så tydelig, han var gemt delvis i en sky, og det betød selvfølgelig, at der ingen udsigt over byen var. Pyt med det, for der var aber og fin stemning.

Cristo kan ses fra det meste af byen, når han ikke er gemt i en sky.
Cristo kan ses fra det meste af byen, når han ikke er gemt i en sky.

Pao de Acucar eller Sukkerbjerget er 396 m. højt og kan ses fra det meste af byen. Der er to bjerge, og det første kan man gå/vandre op ad det tager ca. en halv time og er gennem frodig skov. Stien er nem at følge og vi så både aber og fugle undervejs. På toppen af det kan man købe billetter til kabelbanen der tager en til det andet bjerg. Det er en smuk tur, og udsigten fra begge toppe er helt utrolig. Prisen for kabelbanen er omkring 200 kr. per mand. Der er cafeer og mange områder at sidde og slappe af over der hele.

Stranden for foden af sukkertoppen.
Stranden for foden af sukkertoppen. Her fik vi streetfood – grillspyd med grønt, og noget der lignede savsmuld (det smagte godt!) og drak frisk kokosnød.

Fodboldmuseum og alt det andet man skal opleve

Maracana er navnet på det lokale stadium. Her spiller holdet Flamengo, så det skulle vi selvfølgelig opleve. På Maracanas hjemmeside have de lovet en oplevelse for livet, når man besøgte deres museum, så vi tog metroen de 8 stop derud og så Peles trøje, mange andre trøjer, fodaftryk af kendte spillere, omklædningsrum og mere. Tja, man skal være noget mere interesseret i fodbold for at få pulsen op end jeg for at synes det er en oplevelse der går over i historien.

Vi så selvfølgelig også Escadaria Selaron, som kunsteren Jorge Selaron påbegyndte i 1990erne, og det er et imponerende at se fliser fra hele verden samlet op af den lange trappe. Katedralen i Rio var også interessant, og et besøg værd.

Katedralen i Rio De Janerio, ligger nær trapperne Escadaria Selaron

Rio De Janerio er en interessant by og der er meget vi ikke har oplevet bl.a. et helt utroligt natteliv siges der. Vi var primært ude om dagen og følte os trygge. Det var nemt at tage metro, taxa og Uber. Der er god skiltning og mange cykler, man kan leje og komme rundt enten på cykel eller på gåben. Der er mange restauranter, dog flest der serverer grillet kød i lange baner. Priserne er rimelige, vi gav omkring 15 kr. for en Caipirinha og 80 kr. for et godt måltid mad med grillet kød med tilbehør.

Iguacu og Iguazu

Iguacu, verdens største sammenhængende vandfald set fra den brasilianske side.
Iguacu, verdens største sammenhængende vandfald set fra den brasilianske side.

Iguacu eller Iguazu – alt efter om man er brasilianer eller argentiner – er helt utrolige at opleve. Vi brugte to dage på de 260 vandfald. En dag på den brasilianske side, hvor vi også boede og en dag på den argentinske side. Det er low season, og derfor var der ikke så mange gæster på den brasilianske side, da vi besøgte den. Dejligt for det betød, at vi kunne gå rundt i vores eget tempo og tage billeder og bare opleve. Det var vildt at opleve de kræfter! Vi havde regnslag og skiftetøj med. Det var nødvendigt, for at gå ud på broerne var ligesom at stå i en regnbyge i blæst. Vi kan også prale med, at vi har badet i Iguacu, for vi købte os til en tur i båd helt tæt på faldene (500 kr. per voksen). Det var vådt, men så vildt at sidde så nær!

Iguazu, set fra den argentinske side. Har du kun en dag til vandfaldene så vælg den brasilianske side.
Iguazu, set fra den argentinske side. Har du kun en dag til vandfaldene så vælg den brasilianske side.

Dagen efter vores besøg på den brasilianske side besøgte vi den argentiske side. Det var lidt mere omstændigt, da vi skulle igennem grænsekontrol og veksle penge inden vi kunne komme ind i parken. Begge dele gik stærkt og på under en time stod vi i kø for at købe billetter, var kommet ind i parken til vandfaldene. Det der med at stå i kø var noget vi kom til at gentage resten af dagen, men vi var forberedt, for vi havde hørt, at det var en helligdag, så mange familier ville komme i parken. Ja tak. Godt man ikke har noget imod at gå i gåsegang!

Gåsegang eller ej. Det var smukt fra den argentinske side, jeg ville ikke have været foruden på trods af lukkede stier, ufattelig mange mennesker og køer.

På den brasilianske side var besøgene ved vandfaldene sat i system med billetter, gode guider der hjalp og opdaterede kort. Her kan man gå hele turen med konstant udsigt til vandfaldene på ca. halvanden time. Lidt anderledes var det på den argentinske side, hvor mange af stierne går ind i landskabet, hvor man ikke ser vandfaldene, men mere omgivelserne. Først når man kommer til enden af den blå sti og djævlens hals, ser man vandfaldene. Det er så også værd at vente på. På den argentinske side var flere stierne lukkede og hjælpen knap så god.