11 dage på Galapagos – en drømmedestination for os og mange andre. Det er virkelig også helt specielt at opleve sæler, øgler, hajer og skildpadder på meget nært hold. Vi ø-hoppede og lagde ud med 4 dage på San Cristobal, som er hovedøen. Så fire dage på den største og mest afslappede ø Isabela, og sluttede med tre dage på Santa Cruz som har den største by Puerto Ayora.
Ø-hop eller cruise?
Da vi rejste fra Danmark, havde vi ikke besluttet, om vi skulle tage til Galapagos, for det ville afhænge af, om vi havde råd til det, men jo tættere vi kom på øerne, jo mere fik vi lyst. Vi læste meget om cruises og kiggede på priser mm. Vi fandt ud af, at et cruise – selvom det bliver købt bare få dage før – ville blive meget dyrt. Man kan nemlig ikke købe tre personer, da kahytterne er til 2 personer og vi derfor skulle betale for to kahytter.
I researchen på “Galapagos med børn”, læste vi flere blogs fra familier, der havde lavet ø-hop. Det lød som en god løsning for os, da vi kunne gøre det i eget tempo, og være mere på strande end på dæk mm. Vi besluttede os derfor til selv at arrangere overnatninger, transport til og fra og mellem øerne samt ture på øerne. Det er meget nemmere end det lyder. Og billigere, selvom det aldrig bliver billigt at besøge øerne.
San Cristobal
Vi landede på San Cristobal, som er hovedøen i Galapagos efter at have betalt de 100$ pr. person for at komme ind i nationalparken og forventede os en ferie i økoparadis. Det fik vi ikke. Det er nok flere skraldespande, men brugen af plastikposer og flasker samt to-go-emballage er den samme som i resten af verden.
Lufthavnen på San Cristobal er meget lille. Vi kom hurtigt igennem formalia og tog en taxa de 1800 meter ind til Puerto Baquerizo Moreno, som er hovedbyen i Galapagos. Her så vi de første søløver ligge i skyggen på bænken ved busstoppestedet i den stille havn. Puerto Baquerizo Moreno består af en havnefront med restauranter, kiosker og bænke samt 5-6 gader ind i landet. Der bor i alt ca. 7000 mennesker på San Cristobal.
Vi fandt et godt frokosttilbud med rejesuppe til forret og grillet kylling med ris til hovedret og lemonade til 5$ pr. mand. Derefter gik turen til vores hostel, hvor vi havde booket en lille lejlighed. Vi kunne se vandet fra den lille altan, lave kaffe og mad selv – skønt.
På trods af at det var regntid, kom der ikke meget regn, og derfor brugte vi mange timer på stranden og udenfor i det hele taget. Solen brænder så tæt på ækvator og temperaturen var ca. 35 grader.
Søløver i store mængder
Mann Beach ligger 15 minutters gang fra byen, og her gik vi ned for at bade. Man deler helt bogstaveligtalt stranden med søløver. De er over det hele – rundt om benene på en i vandet og i vandkanten – både voksne og unger. De voksne søløver er ret store, især når de svømmer helt tæt på en, mens man ligger med snorkel på. Hvilken oplevelse. Vi kom dog lige lidt for tæt, da en bølge skubbede Elliot lige ind i to unge søløver, der legede i vandkanten. Den ene nappede Elliot, og vi måtte have såret renset. Efter en is og lidt mere badning var alt fint igen.
Der er flere søløver på San Cristobal end de andre øer, og de er over det hele – også inde i byen ved havnen, hvor de ligger og slapper af på og under bænkene. De lugter lidt af fisk, når de puster luft ud.
Kicker Rock, Skildpadder og hike
Udover dejlige strande, er der mange ting at lave på San Cristobal. Vi var på et par ture. Første 360 grader turen, hvor man kommer hele øen rundt med båd. Der er gode snorkelsteder undervejs. Først ved Kicker Rock, hvor man snorkler imellem to klipper, her er ca. 20 meter dybt. Det var Elliots første snorkeltur i uroligt vand på så mange meter og han var utryg, derfor kom han hurtigt op i båden igen. Vi andre svømmede imellem klipperne og så hajer, rokker og mange fisk under os. Fed snorkling selvom sigtbarheden ikke var god i det urolige vand. Turen rundt om øen bød også på snorkel med skildpadder og dejlige strande.
Vi lejede sammen med et par fra Slovenien en taxa en halv dag og kørte op til en ynglestation for landskildpadder. Derefter gik vi rundt om et vulkankrater og sidst men ikke mindst var vi på en skøn strand med dejlige body-surfer-bølger.
Vi brugte også en dag på at hike. Det blev til godt fire timer i høj sol. Hiket var godt markeret og gik over stok og sten. Der skulle springes fra sten til sten og på vejen så vi Darwin besøgscenter og statue af den verdenskendte biolog. Vi endte ved en strand, hvor vi havde regnet med at snorkle og se skildpadder, men bølger og strøm var for stærk, så vi måtte nøjes med at køle af efter et par timer i høj sol.
Isabela – vores yndlingsø
Den største ø er Isabela, det er også den mest afslappede af dem alle. Der bor ca. 4000 mennesker på øen. Hovedbyen Puerto Villamil ligger ved vandet, og det er her, der er lidt liv.
Vi brugte mange timer på en lille restaurant, som ligger ved stranden og som har udsigt til øens fodboldbane. Elliot spillede med lokale og turister hver aften, fodboldbanen var det sociale samlingssted.
Tunnel-turen – den bedste tur af dem alle
På hver ø er der en must-do-tour. På Isabela er det tunnel-turen. Det forstår vi godt. Vi tog afsted kl 7 og morgenen og var tilbage omkring kl. 12. Fem timer pakket med oplevelser. På sejlturen ud til tunnellerne så vi manta rays, der sprang op ad vandet, og Mikkel og jeg var enige om, at vi allerede på det tidspunkt havde fået nok for vores 110$ per mand.
Tunnellerne blev skabt for flere hundrede år siden, da øens skjoldvulkan, Sierra Negra havde et større udbrud. Lavaen flød ned til havet og størknede under vejs. Havet har siden udhulet og formet lavaen og derved skabt en fantastisk labyrint af klipper og små øer. Landskabet er helt utroligt. Sorte klipper og kaktus. Da kaktusserne vokser ca. 1 cm. om året, kan man ud fra dem vurdere hvor længe de har groet i den størknede lava. Det er list syret og stå ved siden af en 4-5 meter høj kaktus og vide at Darwin måske er gået forbi netop samme kaktus.
Sigtbarheden i vandet ved Los Tuneles var helt utrolig, så fra både kunne vi se mange fisk og skildpadder da vi sejlede mellem klipperne.
Vi snorklede to steder og så mange dyr. Første sted var hovedattraktionen søheste, og her lå jeg også længe og nød synet af en sovende rokke. Andet sted snorklede vi en time, vandet var varmt, og der var lavvande. Vi så helt utrolig mange skildpadder – helt tæt på. Man skulle flytte sig hvis man ikke ville ramme en af dem. Hovedattraktionen var hajer. Dem så vi også, de sov under klipperne, så vi måtte dykke ind under for at se dem. Elliot var helt i sit es og dykkede under et par gange for at se hajerne sove.
Perlen og vulkanen
Lige ved havnen på Isabela ligger et af de bedst snorkelsteder på Galapagos – La Perla. Vi gik dertil fra vores hostel flere gange – både morgen og eftermiddag. En sand “perle” – roligt vand, ca. 100 meter i diameter og meget at se på.
Mikkel blev den ene dag overrasket af en stor rokke, der svømmede lige forbi ham. Vi så mange skildpadder, søløver og havleguaner. Vi så også ål og mange fisk. Vandet var omkring 24 grader, så vi kunne være i ca. 20 min. ad gangen. Elliot havde en dragt på, der hjalp ham med at holde varmen og holde ham oppe.
Vi brugte også det meste af en dag på at gå op til vulkanen Sierra Negra sammen med en guide og andre turister. Det var en lang og lidt kedelig tur, synes Elliot – 16 km. i høj sol. Vi andre nød det rå og imponerende landskab, og blev lidt klogere på hvorledes øen er formet af den vulkanske aktivitet.
Santa Cruz
Den største by i Galapagos er Puerto Ayora på Santa Cruz. Her bor ca. 17.000 mennesker, og det er en “rigtig by” med mange forskellige butikker og meget liv. Forskellen til de andre øer virker enorm, her er mange biler og endda lyskryds!
Vi havde tre dage på øen og brugte igen det meste af tiden på stranden. Vores yndlingsstrand var “Playa de la Estation”, som ligger en kort gåtur fra centrum lige ved Darwin Research Center. Det er en lille strand, hvor leguaner og søløver slapper af sammen med turister under træerne og nyder det rolige vand.
Havneområdet på Santa Cruz er livligt både på jorden og i vandet. Vi så mange små hajer fra kajen. Pelikaner og sæler flokkes især omkring bordene ved fiskeauktionen.
Galapagos – priser og anbefaling
Galapagos var fantastisk. Meget afslappet. Efter flere måneders rejse, hvor man konstant skal passe på sine ting, ikke tage mobilen frem før man har tjekket omgivelser mm., var det en fornøjelse at være på Galapagos. Her kunne man roligt lade mobilen ligge på bordet eller på stranden. På Galapagos bliver der ikke stjålet noget, ingen låser deres cykler eller dørene – man kender hinanden og slapper af.
Vi er glad for, at vi valgte ø-hop. Det var nemt at booke overnatning og transport. De små færger mellem øerne sejler to gange om dagen – kl. 6 om morgenen og kl. 15 om eftermiddagen, og det kan man planlægge sit ø-hop der efter. De mange snorkel-, dykker- og vulkanture booker man dagen før. Udstyr, både og sikkerhed er i top og turene bliver afviklet professionelt.
Turene er bestemt heller ikke gratis. Den billigste tur vi var på kostede 60$ per mand og den dyreste 150$. Vi brugte ca. 300$ per mand på ture i alt. Men, der er mange gratis oplevelser – La Perla og strandene, hikes, museum fx Darwin Research Center på Santa Cruz og Skildpaddecenter på San Cristobal.
Man kan også selv arrangere ture – booke en taxa og køre rundt og opleve ting. Vi arrangerede og så blandt andet et skildpaddecenter og lavatunneller på Santa Cruz på egen hånd.
Overnatning, mad og drikkevare er dyrere end i resten af Ecuador og Sydamerika, men langt fra hvad vi havde frygtet. Vores dollars fik hurtigt ben at gå på – alt betales med kontanter, og det kan være svære svært at finde en ATM, der virker.
Overnatninger i familieværelser eller små lejligheder med eget eller adgang til køkken kostede ca. 50$ pr. nat. Middag for tre med juice kostede ca. 40$ og frokost til tre kostede ca. 15$, en kop kaffe 2,5$.
Vi er ret vilde med Galapagos og vil anbefale ø-hop til alle. Hør vores podcast: https://www.podbean.com/ep/pb-zskuc-159c05c
Galapagos – vi kommer måske igen!