Actionpacked vinterferie i Jordan for hele familien, og alle oplevelser inden for to timers kørsel fra Aqaba – perfekt til en uges ferie. Tre dage ved Det Røde Hav med snorkling, dykning og byliv, to dage i oldtidskongebyen Petra med vandring og kultur samt et døgn i beduincamp i Wadi Rum. Elliot på 3år, Dicte på 12år, Evalina på 17år, Mikkel på 46år, morfar Orla på 69år og 44-årige Rikke var på vinterferie i Jordan.
Store oplevelser under overfladen
Kyststrækningen i Jordan er omkring 30 km. lang. Det er ikke meget, men hvilke 30 km. Midt på strækningen ligger Aqaba lige ud til Det Røde Hav. Det er særligt strækningen syd for byen, der er interessant, hvis man ønsker at se nærmere på livet under havoverfladen. Her er masser af liv – fisk og koraller i alle farver. South Beach ligger ca. 10 km. fra Aqaba på vejen til Saudi Arabien, og stranden består af en god blanding af private og offentlige strande. Vi brugte flere dage på den offentlige strand lige ud for den del af koralrevet, som har fået navnet “Japanese Garden”. Tæt på denne del af revet, kan man også se en tank, som jordanerne sænkede for en del år siden til glæde for folk med snorkel og flaskedykkere. Tanken ligger på 6 meter – og er derfor en oplagt dykkermulighed for nybegyndere. Vores døtre fik begge prøvedyk her og hilste bl.a. på dragefisk. Et prøvedyk med instruktør koster ca. 350 kr. inkl. udstyr. Penge givet virkelig godt ud, hvis man spørger vores piger. Der er også maget at se, når man snorkler, og det er fantastisk bare at gå i fra stranden og svømme rundt i det klare vand med udsigt til fisk og koraller. Vandet er i februar ikke mere end 21 grader, og derfor kan det være givet godt ud at leje våddragt mm. på en af de mange dykkercentre, der ligger langs kysten. En dags leje for det hele koster 50 kr., og det går man bare ind fra gaden og lejer.
De offentlige dele South Beach er strand, som vi kender det fra Danmark, hvor man tager sit håndklæde med og slår sig ned og nyder solen. En taxa til South Beach fra Aqaba centrum koster omkring 70 kroner. Der går også offentlig busser, og mange hoteller har shuttlebusser, der kører frem og tilbage flere gange om dagen. Mad, drikkevarer og snacks kan købes ved et af hotellerne eller i den af de små kiosker på stranden.
Afslappet stemning og livlig befolkning i Aqaba
Vi boede to forskellige steder i Aqaba. Først tre nætter på Hotel 7Days i centrum med balkon og udsigt til Great Arab Revolt Plaza, havet og de livlige handelsgader. Fra tidlig morgen til sen aften blev der handlet fleecekjoler, plastiksandaler, kaffe, slik, nødder og smykker i de små butikker samt serveret mad på de mange restauranter ud til hovedvejen langs kysten. Vi så ikke mange vesterlændinge i området, men en hel del lokale turister. Fra balkonen kunne vi også følge med i udkald til bøn.
Det var ikke muligt at købe morgenmad på hotellet, og derfor gik vi flere morgener til området bag den Hvide Moske lidt nord for byen for at drikke mangojuice og spise friskbagt brød med smeltet ost, pølsehorn og pizza på en lille juicebar. Det er et hyggeligt område med rolig stemning, her spiste vi også middag en aften på Arabic Moon Restaurant.
Aqaba er ikke en køn by, men der er en afslappet stemning, mange restauranter og steder langs strandpromenaden at slappe af samt en legeplads. Der er også souk, et arkæologisk museum og et madmarked. Vi valgte dog de ting fra og blev på stranden, de dage vi var i Aqaba. Den sidste nat boede vi på Bedouin Garden Village lige ud for “Japanese Garden” på south beach. Det er et børnevenligt hotel med mange sidde- og hyggeområder, pool, tagterrasse og restaurant. Hvis man gerne vil opleve livet i byen, vil jeg anbefale, at man også bor i centrum.
Over skyerne ligger Petra
Vi kørte igennem skyerne, på vejen fra Aqaba til Wadi Musi, som byen, der ligger ved Petra, hedder. Dagstemperaturne i Wadi Musi i februar er ca. 10 grader, og der er langt flere skyer på himlen end sydpå. Sol og tørvejr er ingen garanti. Der er god hovedvej mellem de to byer, og det var kun på grund af et par vilde kameler ved autoværnet, vi satte farten ned et par minutter. Turen i minibus koster ca. 750 kr.
Vi havde booket to nætter på et – for os – fint hotel i Wadi Musi, så vi kunne bruge et par dage i Petra og tage det i et tempo, så hele familien kunne få noget ud af besøget. Prisen for indgang til kongebyen er 500kr. per person for en dag og 550kr. for to dage – heldigvis kan man betale med visa:-).
Vi ankom til Petra ved 14 tiden og gik den ca. 1.5 km. smukke tur på stien mellem klipperne. “The Siq” som stien hedder, er hovedindgangen til Petra, og det er en overvældende smuk tur at gå imellem klipper i alle udgaver af rød. Vi havde valgt ikke at medbring klapvogn, så vi tog det stille og roligt med Elliot skiftevis i hånden og på skulderen. Man kunne godt have medbragt en god klapvogn til denne del af turen, men efter “The Treasury” er klapvogn næppe en mulighed.
Fantastisk natur og kultur i Petra
“The Treasury” kom til syne efter ca 45. minutters gåtur, og det er lige så fantastisk, som jeg havde forestillet mig. Man kan næsten høre Indiana Jones titelmelodien for sig, når det kommer til syne for enden af “The Siq”. Vi blev lidt ved Petras mest kendte bygning, inden vi fortsatte og så amfiteateret og fik en fornemmelse af byen. Petra er mere end 2000 år gammel og blev bygget af Nabataeanerne, og den var en vigtig del af handelsruten, der forbandt Mellemøsten, Asien og Europa. Efter et par timer i oldtidsbyen, gik vi tilbage til hotellet, klar på endnu en udflugt til Petra næste morgen.
Næste morgen var vi ved indgangen til Petra kl. 7.30 og valgte at gå og klatre turen til “The Monestry”, som ligger ca. 3 km og 900 trin op og rundt på bjergvæggene fra “The Treasury”. Med den rette mængde af chokoladekiks, lakrids, saftevand og pauser, nåede vi bygningen efter små tre timer. Så var der også brug for at slappe lidt af især for Elliot, som selv havde gået hele vejen. Det er en utrolig smuk tur gennem klippelandskabet, hvor der er mange ruiner at se på vejen. Kan man ikke gå turen, er der mulighed for at leje en hestevogn eller et æsel undervejs. Petra er et stort område, hvor man kan bruge flere dage på at vandre rundt og se grave, kirker, moskeer og smuk natur. Der er små restauranter og te-steder i oldtidsbyen og mange steder at tage et hvil. Jeg vil helt klart anbefale, at man bruger et par dage i Petra.
Ørkensafari med jeep og på kamel i Wadi Rum
Wadi Rum ligger mellem Petra og Aqaba, ca. 1.5 times kørsel fra Petra og 45 minutters kørsel fra Aqaba, og derfor var det oplagt for os at køre til ørkenen på vej tilbage til Aqaba. Det blev til et heftigt døgn serviceret af et meget professionelt team fra “Obeid’s Camp“. Der er mange camps i Wadi Rum og mange, der tilbyder, hvad vi havde købt: tre-timers jeepsafari, en times kamelsafari, mad og overnatning i camp. Der er forskel på, hvordan camps ligger – nogle ligger i det beskyttede område og andre udenfor. Vi valgte Obeid’s Camp, som jeg havde fået anbefalet, den ligger i den beskyttede del, ca. 15 minutter i jeep fra Wadi Rum Visitors’ Centre. Her blev vi hurtig indlogeret i et stort fast “telt”, og efter et glas sød myntete i fællesteltet, satte vi os op på ladet af jeepen.
Sand, sand, sand og klipper
I løbet af tre timer besøgte vi Lawrence’s spring og Lawrence’s castle – locations fra filmen Lawrence of Arabia og Jabal Burdah – Burdah Rock Bridge. Det var en smuk tur mellem klipper og i åbne landskaber, hvor vi så mange kameler og andre på jeepsafari. Der var god mulighed for at klatre på klipperne i de korte pauser – ikke mindst på Burdah Rock Bridge, som var lidt af et tilløbsstykke. Kamelsafari i solnedgangen var også et hit – blandt både store og små.
Varm mad og kold nat – all inclusive i camp
Aftensmaden blev hevet op ad jorden, da vi kom tilbage til campen, og hold da op hvor kylling og grøntsager smagte godt efter flere timer i jordovn. Middagen blev indtaget i fællesteltet ved de lave borde, hvor den levende ild sørgede for, at vi kunne spise, lege og spille kort uden at fryse. Det var straks en anden sag i vores telt, hvor temperaturen var nede på omkring 2 grader i løbet af natten. Der var heller ikke en sky på himlen til at holde på varmen – og heldigvis for det – for stjernehimlen var fantastisk. Prisen for os alle var 2800kr. all inclusive.
Lækker mad og nem kommunikation