Tre ugers sommerferie i Georgien med hele familien, hvor Øst møder Vest. Fra trendy cafeer og restauranter i hovedstaden Tbilisi til øde bjergrygge i Kaukasus. På langs ved stenstranden på Sortehavskysten i syd til den gamle hovedstad Kutaisi med dinosaurfodspor og drypstenshuler midt i landet. Overalt er mad og vin fantastisk, og georgierne meget imødekommende. Bloggen her er fra vores familieferie i Georgien i 2019, der udover mig består af Mikkel(far) og tre børn: Evalina på 17, Dicte på 12 og Elliot på 4 år.
Georgien har stået på min “bucketliste” i næsten ti år, faktisk lige siden jeg hørte en kollega fortælle om sine oplevelser i landet – i bjergene, ved vandet og om maden. Jeg har siden hen gemt inspiration, når jeg har fundet noget om Georgien og læst en del udenlandske blogs om Tbilisi og landet i det hele taget.
Familieferien i Georgien startede med en uges tid i Tbilisi inklusiv en dagstur til Kaukasus, derefter en uge ved Sortehavet – først nogle dage i bjergene ved Kvariati og derefter tre dage ved Batumi. Så var vi fire dage i den tidligere hovedstad Kutaisi og sluttede af med et par dage i Tbilisi. Vi har rejst med tog, metro, bus og taxi – nemt og bekvemt.
Trendy Tbilisi
Tbilisi har det hele: trendy cafeer og restauranter, hyggelige pladser, parker, legepladser, god infrastruktur og hyggelig stemning. Vi endte med at bruge otte hele dage i byen og syntes hele tiden, vi fandt nye steder, vi lige skulle udforske. Vi boede rigtig godt i en dejlig lejlighed i den gamle by ved Rikhe Park, som er grøn, hyggelig og fin. Der er blandt andet en stor legeplads med mange bænke og muligheder for at sidde ned med et glas vin. Peace Bridge binder parken sammen med Kaladistriktet, som er det gamle Tbilisi. Her er gaderne meget snævre og brostensbelagte, og der er mange restauranter, barer og cafeer.
Når man er i Tbilisi, kan man de fleste steder fra se Mother Georgia, som står på toppen af bakken og kigger ud over byen. Det er nemt at komme op og se den ca. 16 meter høje statue med kabelvogn fra Rikhe Park. Det tager ikke mere end 5 minutter, og udsigten fra vognen er rigtig god. Fra toppen er udsigten over byen selvfølgelig endnu bedre. Kabelbanen er åben fra 10-22 hver dag og koster 5 kr. per mand. På toppen kan man gå en tur i Botanisk Have, som har en svævebane, et par gode legepladser, vandfald og fine, skyggefulde steder.
Strand, tivoli og The Chronicals
En nem og god tur fra centrum er til The Chronicals of Georgia, som ligger ca. 20 minutters kørsel fra Old City. Her kan man se skabelseshistorien og Georgiens historie gengivet på 20 meter høje skrifteruller. Meget interessant. Fra The Chronicals kan man gå ned til Tbilisi Lake eller Sea, som de kalder det og bruge et par timer ved vandet. Det er en meget stor sø, og vandet er fint. Der er både liggestole, vandcykler og en enkelt cafe ved bredden.
Det var varmt et par af dagene i Tbilisi, og det var en af grundene til, at vi brugte det meste af en dag i Mtatsminda Park, der ligger 700 meter over byen. Temperaturen er ca. fem grader lavere her end i byen, der er god plads, så det var skønt at gå rundt i parken, der rummer et tivoli med et lille vandland, forlystelser, cafeer og legeplads mm. Udsigten fra Pariserhjulet er fantastisk, og priserne er lave. Det absolut dyreste var den store rutchebane, den kostede 25 kr. pr. tur, de små forlystelser lå mellem 5 – 10 kr.
Bjerge, kirker og udsigt
Der er mange smukke ortodokse kirker i Georgien. Nogle af dem ligger tæt på Tbilisi i byen Mtskheta, som er landets spirituelle centrum. Der er mange endagsture til byen, vi valgte dog at slå et smut forbi UNESCO seværdighederne på vej hjem fra Kazbegi.
Turen til Kazbegi tager ca 3 timer fra Tbilisi og er smuk, smuk, smuk. Udsigten fra det russisk/georgiske venskabsmonument er helt utrolig. Vi var i ca. 2400 meters højde, men bjerget er over 5000 meter, og det højeste i Kaukasuskæden. Vi så både ørne og skyer under os i løbet af turen og så selvfølgelig også en hel del får, geder og køer, som krydsede vejene. Vi betalte omkring 650 kr. for turen med privat taxa og guide. Der var flere interessante stop undervejs bl.a. et kildeudspring med “danskvand” og Ananuri, som er et gammelt forsvarsværk.
Sortehavets perle Batumi
Vi var en uges tid ved kysten. Først nogle dage i Kvariati, som vi havde valgt, da vandet her skulle være renere end ved Batumi, og fordi vi kunne bo i bjergene med smuk udsigt. Der var en fantastisk udsigt, men her var også meget fugtigt – dels pga. nedbør men også pga lavthængende skyer. Efter tre nætter rykkede vi ind til Batumi.
Vi boede i byens ældste luksushotel lige ved vandet og i den gamle by. Perfekt beliggenhed. Batumi bliver kaldt Østens Las Vegas, og det forstår man godt, når man er i byen. Der er mange casinoer og spilleglade turister og forretningsfolk fra alle landene i regionen. Der er en 7 km lang promenade langs kysten i Batumi. Her lejede vi den ene dag en sekspersoners cykel og kørte rundt. Der er også statuer, kunst, legepladser, bordtennisborde, skakklub, hængekøjer, restauranter, cafeer og meget mere. Stemningen på promenaden er rigtig god, og vi brugte en del tid på bare at være der. Den ene dag så vi delfiner fra en af bænkene.
Dinofodspor, grotter og hesteryg
To en halv times kørsel ind i landet fra Batumi ligger Georgiens gamle hovedstad Kutaisi. Den er på ingen måde så interessant som Tbilisi, men det er en god base, når man gerne vil ud og se dinosaurfodspor i Sataplia og Promentheus Cave.
Promentheus Cave og Sataplia parken med dinosaurfodspor passer fint til en dagstur. Har man kun en halv dag, ville jeg droppe Promentheus Cave og nøjes med Sataplia, hvor der også er en fin grotte. Indgange til hvert af de to steder koster ca. 120 kr. for fem personer. Promentheus Cave er ikke for folk, der har problemer med benene. En dreng på fire kan godt klare trapperne og den 1400 meter tur igennem grotten. De forstenede dinosaurfodspor blev fundet for næsten 100 år siden, og i Sataplia park kan man komme tæt på dem, se et dinosaurskelet, en grotte og så er der et virkelig fint udsigtspunkt, hvor man kan komme ud over bjergryggen på et glastag og kigge ned og ud over dalen. Der er også en cafe ved udsigtspunktet og legeplads.
Vi brugte en dag til hest – dejlig dag i den rene og tynde luft med -igen-igen- udsigt til bjerg og grønt. Rideturen havde vi arrangeret på turistinformationen i Kutaisi, som satte os i kontakt med en engelsktalende guide i byen Terjola, som ligger 45 minutters kørsel fra Kutaisi. Turen til gården, hvor hestene var opstaldet, inkluderede minibus, lift i politibil og firehjulstrækker! Det er kun Evalina, der har erfaring med at ride, og derfor tog vi en rolig tur i kuperet landskab. Elliot sad foran mig, og vi blev trukket af guiden, mens de andre red afsted. To timers ridning og transport kostede ca. 600 kr. En skøn og smuk tur.
Maden – et afsnit for sig
Dumplings, auberginer, valnødder, brød, dild, kartofler, koriander, basilikum….. Maden er krydret og god. Det er “øst møder vest”. En blanding af tyrkisk, græsk, russisk, kinesisk og italiensk mad. En kæmpe fornøjelse sammenlignet med sidste års feriemiddage i Polen. Man kan blive mæt for et par kroner, hvis man holder sig til brød med bønnepostej eller kartoffelmos, som kan købes ved de fleste stationer eller i gangtunellerne under de store veje i Tbilisi. En middag for fem på gode restauranter ligger på alt fra 130 kr. på fx Cafe Nicolai til 700 kr. på Old City Wall. Der er også mange hyggelige steder at drikke kaffe fx Cafe Leila eller Fabrika.
Man kan også lave maden selv. Det gjorde Evalina og jeg lige uden for Kutaisi, hvor vi deltog i en workshop på Mate’s Wine Celler. Det var en super oplevelse at lave mad sammen med et par georgier og have mulighed for at spørge ind til madkultur, ingredienser og traditioner. Vi betalte 100 kr. for oplevelsen, og det kan virkelig anbefales. De producerer vin og snaps på stedet og viser gerne vinkælderen frem.
Der er altid en vin, der passer til maden, ja faktisk til et hvert tidspunkt. Mange georgier brygger deres egen vin og byder gerne af den. Faktisk kan man købe vin stort set alle steder fx fra vinautomater på promenaden i Batumi, og der er mange hyggelige vinbarer i byerne. Mens en del af familien satte stor pris på vinen, så var der andre, der glædede sig over mængden af is. Man kan købe is stort set alle steder, og der er meget at vælge imellem i kioskerne, en dansk kiosk vil blegne i sammenligningen. Prisen på is går fra 2,5 kr. for en softice til 20 kr. for en isdessert ved et ismejeri. En Magnum koster 10 kr. Hør om vores rejse her i podcasten OPLEV: Georgien – hvor øst møder vest.
Best of Georgia
Restaurant: Old City Wall, Tbilisi
Strand: Batumi
Seværdighed: Peace Bridge – menneskeskabt
Seværdighed: Dinosaurfodspor, Sataplia, Kutaisi
Bjerg: Kazbegi
Naturtur: Ridetur nær Terjola, Kutaisi
Café: Fabrika, Tbilisi
Bedste udsigt: Fra Russisk/georgisk mindesmærke Kazbegi
Bedste is: Mtstminda Park, Tbilisi
Bedste kirke: Gelati, nær Kutaisi
Bedste legeplads: Vake Park, Tbilisi
Bedste overnatning: Apartment Paysage, Tbilisi
Bedste familieting: Cykeltur, Batumi