Oplev Polen – halv pris på første klasses natur og kultur

Polen – halv pris på 1. klasses natur og kultur

Oplev Polen – det hele til den halve pris. Smukke bygninger, brede strande, mørke skove, bjerge og dale, billige øl og is, gode museer, store søer og overvældende natur. Moderne og gammelt. Interessant historie. Og så er det er ufattelig nemt at komme til. Alligevel har jeg først nu fået øjnene op for Polen, dog så meget, at jeg har været tilbage i landet tre gange på et år, på venindetur og med familien. Bloggen her er fra sommerferie med familien, der udover mig består af Mikkel(far) og tre børn Evalina på 16, Dicte på 11 og Elliot på næsten 3 år.

Den centrale plads i Krakow er smuk og fuld af liv og turister.

Bilferie er ikke noget vi har stor erfaring med, men turen til Polen er ikke lang, og derfor valgte vi at pakke bilen til sit yderste og køre til Ystad for at sejle til Swinouize i det nordlige polen ved grænsen til Tyskland. Polen er et stort land, og vi vidste godt, at vi ikke ville kunne nå at komme hele vejen rundt, men havde overnatninger seks steder i landet: Kolobrzeg, Gdansk, Bełdany, Lodz, Krakow og Jelenia Góra. Polen er et nemt land at køre i med en blanding af alle typer af veje fra smalle landeveje til brede betalingsmotorveje. De fleste veje vi kørte på var en eller tosporet landeveje med en hastighedsgrænse på omkring 90 km/t, desværre var en hel del af de veje under ombygning.

Dejlig strand og polsk morgenmad

Kanotur på Bełdany søen.

Østersøkysten ligner det vi kender fra Danmark – brede, lækre sandstrande med plads til håndklæder og leg. Vi boede nogle dage i nærheden af Kotobrzeg, en fin gammel badeby med massere af restauranter, strandpromonade, krudttårn og en lækker park. Der er masser af hoteller i Kotobrzeg, vi boede dog ca. 8 km. fra byen i Sianozety lige ned til vandet. Sianozety er på ingen måder charmerende, men man kan bo helt ned til vandet i et stort familieværelse for ca. 600 kr. i døgnet inkl. morgenmad. Vores første møde med polsk morgenmad var en trist affære, og vi var glade for, at vi ikke havde bestilt halvpension. Hotel Nadmorski Raj er børnevenligt med legeplads, boldbane og legetøj -fint for et par overnatninger.

Gdansk – klassiske bygninger og moderne museum

Udsigt fra pariserhjul over Gdansk.

Længere mod øst, på kysten, ligger Gdansk. Det er en smuk by med gotiske bygninger og en masse seværdigheder omkring centrum. På byens store torv omkring rådhuset og Neptun-springvandet ligger masser af restauranter, cafeer og barer og gaderne er hyggelige i den centrale del af Gdansk, hvor der også er masser af liv ved kanalerne. Vi boede langs kanalen ved kastellet, hvor en masse nye og moderne bygninger bliver opført midt i al det grønne.  Lejligheden var stor, ren og havde en balkon med udsigt til kanalen. Prisen var ca. 800 kr. i døgnet.

Oplev Polen, Gdansk, Det Europæiske Solidaritetscenter
Det Europæiske Solidaritetscenter – museum, legeplads, bibliotek og mediehus.

Vi brugte en halv dag i Europejskie centrum Solidarnosci en lille kilometer fra centrum. Det er ny og moderne bygning, der rummer museum, legeland, cafe, bibliotek og digitale værkstedet. Fra toppen af bygningen er der en rigtig god udsigt til byen og skibsværfterne. Vi kan anbefale både legeland og museum i centret. På museet får man et indblik i livet i Polen bag jerntæppet og vejen til demokrati med udgangspunkt i opstanden på skibsværftet i Gdansk i 1980. Ligesom andre museer vi har besøgt i Polen er forklaringerne på engelsk virkelig gode og udstillingen levende fortalt. Man kan endda sidde i et “politi-salatfad”, og i en helt almindelig polsk stue anno 1984.

Sølandet – mellem middelalder og natur

Oplev Polen, Bełdany, Galindia med børn
Udsigt over Bełdany søen fra familieværelset på Galindia.

Ved Bełdany søens bred ligger Galindia  et hotel/camping/konferencecenter af den lidt specielle slags, og det faldt vi for. Allerede ved indgangen til Galindia blev vi taget imod af en ung mand klædt i skind, som viste os på vej. Hotellet er bygget i træ og sten og ligner en middelalderborg pyntet med udskårne træfigurer. Værelserne er også lavet af naturmaterialer så vidt muligt, og stilen er holdt i middelalder-look. Området er helt fantastisk – grønt, frodigt, stille og stemningsfyldt. Ved bredden er to små strande, en badebro, kanoopbevaring og en udendørs cafe. Cafeen serverer øl, is og mad dag og aften. Når mørket falder på, bliver der lavet bål, og så man kan sidde og kigge ud over vandet, hvor lystsejlere har kastet anker for natten. Området er meget børnevenligt med standlegetøj (dog i plastik), gynger, barnestole og med masser af udskårne dyr, figurer i sten og træ over det hele.

Træfigurer, middelalder-style, Galindia.

Vi overnattede tre dage i Galindia og nød stranden, omgivelserne og solen. To af dagene lejede vi kanoer (15 kr. i timen) og sejlede på søen, og dagen efter blev vi kørt ca. 20 min. op ad floden med to kanoer og sejlede 9 km. (ca. 2 timer) ned af floden tilbage til Galindia – en fin og børnevenlig tur.

Der er masser at udforske for børn og voksne på stedet både ude, hvor de udskårne skulpturere kan findes på hele området og under “borgen” i kælderen, hvor der udover en restaurant er bar, konferencelokale og diverse opholdsrum. Alt i middelalderstil – virkelig gennemført. Morgenmaden er dog topmoderne og meget lækker!

Oplev Polen Galindia
Træfigurer fra parken omkring Galindia.

Smukkest af dem alle er Krakow

Turen fra Galinda til Krakow er omkring 10 times kørsel lang, og det er lige i overkanten for os, så vi havde en overnatning Lodz, som ligger næsten midt imellem de to steder. Det passede med, at vores ældste kunne mødes med nogle venner. Vi var derfor så heldige at have privatguider hele eftermiddagen. Lodz er bestemt en fin by og et besøg værd, men Krakow er dog den smukkeste af alle.

Oplev Polen, Krakow
Den gamle tekstilfabrik på centralpladsen, Krakow. På toppen er god udsigt fra den udendørs bar.

Den centrale plads i Krakow “Rynek Glowny” og alle gaderne omkring er fine og hyggelige og fyldt med cafeer, restauranter og butikker. Vi spiste en god brunch på Bistro Bene (ca. 200 kr. for os alle). Det var en oplevelse at spise middag og drikke drinks på Piano Rouge (150 kr. per mand), hvor rød velour og glimmer fylder meget. Vi brugte en del tid på at kigge på kunst og drikke kaffe på nogle af de fine pladser eller i parken, som omkranser centrum. Her er også nogle gode legepladser fx “svampelegepladsen”, der ligger “på vej” til det jødiske kvarter. Man kan hurtigt bruge en halv dag i kvarteret, og kigge på de gamle butiksfacader, synagogen mm. Kvarteret adskiller sig fra det centrale Krakow både arkitektonisk, men også stemningsmæssigt og det er værd at opleve. Det samme er byens stolthed Wawel slottet, som ligger på toppen af byen med udsigt til Wisla floden. Her kan man nemt bruge et par timer på at gå rundt. Det er dog ikke det bedste sted at tage hen med klapvogn, særligt ikke hvis man vil gå ned til floden via grotten Dragon Den, hvor en “ildsprylende” drage står. Turen tager ca. 10 minutter, men kræver, at man kan selv kan gå.

Oplev Polen, Krakow legeplads
Svampelegepladsen er en af de legepladser, der ligger i parken, der omgiver det centrale Krakow. Også dejligt sted at løbe en morgentur.

Krakow er meget børnevenlig, udover legepladser er der flere LEGO-museer og aktiviteter særligt rettet til børn. Mange besøgende bruger en dag i saltminerne eller i KZ lejrene Auschwitz og Birkenau én til to times kørsel fra centrum.  Jeg kan anbefale at købe en “pakketur” fra et af de mange selskaber i byen og opleve lejrene – uden børn. Det koster ca. 250 kr. per mand for en halv dag.

Det er nemt at finde et sted at bo i byen. Ligesom i de fleste andre større byer er der massere af Airbnb, lejligheder og hoteller. Vi boede i en kæmpestor, dejlig og lidt slidt herskabslejlighed med udsigt til parken og betalte ca. 1700 kr. for tre nætter. Parkering koster et sted mellem 60-100 kr i døgnet.

På toppen i Kargonosze Nationalpark

Oplev Polen, Kargonosze Nationalpark
For foden af Snezka. Elliot på tre år klarede turen fint.

Langs den tjekkiske grænse sydligst i Polen og over mod grænsen til Tyskland ligger Karpace, som er hovedbyen for trekking og skisport i området.  Fra Karpace kan man tage en lift (ca. 80 kr. per mand retur) til Kopa, som ligger i 1300 meters højde, og derfra kan man gå op til toppen af Snezka, der ligger i 1600 meters højde. Det gjorde vi. Det var en hård tur for en tre-årig, for den sidste del af stigningen til toppen foregår af en meget stejl og ujævn sti. Selvom der også er en lidt længere, stenbelagt sti til toppen, vil jeg ikke anbefale klapvogn til den tur. Udsigten fra toppen, som ligger delvist i Tjekkiet, er fantastisk. Der er en lille trækirke på toppen og to kiosker/kantiner, hvor man kan købe (dyre) hotdogs og is. Beregn tre – fire timer til turen i alt.

Der er mange gamle slotte at bo på udenfor byerne i Polen til en rimelig pris.

Vi boede et par nætter lige udenfor Jelenia Góra på et gammelt, fint slot – Palac Wojanow. Værelserne var desværre ikke noget særligt, men poolen var lækker. Der er mange gamle slotte i Polen, der er bygget om til hoteller og konferencesteder. Vi kiggede på flere undervejs og priserne er ca. 500 kr. for et dobbeltværelse per nat. Det var også, hvad vi betalte her.

Inden vores afrejse ledte jeg efter bondegårdsferie i Polen, men fandt ikke noget, jeg synes passede os. Undervejs blev vi besluttede vi os for at skære den ellers planlagte tur til Bialowieska Nationalpark væk, pga. tidsmangel og manglende lyst til at køre flere kilometer. Vi må have et ophold i Europas eneste urskov til gode.

Vi kan kun anbefale en sommerferie i Polen, hvor oplevelser, mad og drikke er til halv pris. Der er smuk natur og flotte byer og temperaturen ligger på omkring 30 grader i midt/sydlige Polen. Den eneste skuffelse var maden – grå, tør og kedelig.

Best of Polen

Venue: Galindia
Strand: Kolobrzeg, ved Sianozety
Overnatning: Stay-In Aura, Gdansk
Seværdighed: Krakow – hele byen
Naturoplevelse: Kanotur ved Galindia
Brunch: Bistro Bene, Krakow
Bar: Józef K, Gdansk
Udsigt: Bełdany søen fra familieværelset på Galindia
Museum: Europejskie centrum Solidarnosci, Gdansk
Restaurant: The Piano Rouge, Krakow
Vandretur: Snezka, Kargonosze Nationalpark
Løbetur: Parken rundt om centrum, Krakow

Oplev Polen - vores rute
Vores rute i Polen er markeret på kortet.